tirsdag den 18. marts 2014

Bliv klog med kryds

Jeg er begyndt at gætte kryds-og tværser igen. Nærmere betegnet et par af dem, der er i Søndags-Politiken. Den, jeg bedst kan lide, er quiz-krydsen.

Som regel er jeg nødt til at have lidt hjælp af Dorthe med det sidste, og det sker også, at jeg slår noget op på nettet. Men ikke for tidligt, jeg vil helst selv.

I forrige uge var vi noget utilfredse med krydsen. Der er tit nogle ret konstruerede ord, men denne gang var der FEJL. En krydderurt blev til estragon, og det staves da esdragon. Og en italiensk forret blev til antipasto. Enhver ved da, at det hedder antipasti, ikke?

Heldigvis slog jeg begge dele op, inden jeg fik hidset mig alt for meget op, og til min store overraskelse er den rigtige stavemåde for krydderurten estragon. Ifølge Den Danske Ordbog er esdragon en uofficiel, men meget almindelig stavemåde. Ukorrekt, altså. Så blev jeg så klog. Lademanns Leksikon er lige så dum, som jeg var. Her er esdragon hovedindførslen, dog med en henvisning fra estragon.

Antipasto er også god nok. Det er bare entalsformen af antipasti. Det betyder, som jeg også mente, "før pastaen", og hvordan pasta i ental kan blive til pasto, er en gåde for mig. Men sådan er det altså.

1 kommentar:

Rie Sauer sagde ...

Hej Kirsten.
Mon krydsords-løsning kan smitte? Ole og jeg gætter også i perioder, og er faktisk midt i en.
Det er så dejligt afslappende.
Og jo, jeg tror alle kender den der med: Der må altså være en fejl her.
Kærlig hilsen Rie