Jazz - og elefanter

Juli har været en måned fuld af musik for os. Først tog vi til København midt i den københavnske jazzfestival, og da vi kom hjem var Århus Jazz Festival allerede i gang.

Det var altså et enormt program, de havde i København, og det var svært at vælge. Heldigvis valgte vi at tage til Råhuset i Kødbyen allerede den første aften, for det blev en af de allerstørste oplevelser. 

På programmet var den japanske avantgarde-pianist Chuichi Chino, der blev bakket op af Asger Thomsen på bas og Kresten Osgood på slagtøj. Det var noget for vores ører!

Jeg kan også godt lide det halvt industrielle miljø i Kødbyen. Råhuset på billedet ser virkelig noget upoleret ud.

Også i Århus var der spændende koncerter i gamle industriområder. Nedenfor er det Papirlageret på Sydhavnen, som vi fandt efter nogen tids søgen. Den yderst beskedne indgang var i smøgen. Retfærdigvis må det siges, at der er en mere officiel, som ikke blev brugt den aften, vist nok fordi musikerne stod lige på den anden side af den.

Alt i alt hørte vi nok 20-25 koncerter, både godt og mindre godt. Allerede den anden dag i København blev vi så trætte af guitar-soloer, at vi erklærede, at vi ikke ville høre en eneste jazz-guitarist mere. Guitarer hører hjemme i rockmusikken, ikke i jazzen!

Det kom vi nu alligevel til, blandt andet på Papirlageret, hvor der var en vild koncert med 7-8 mand grupperet omkring årets gæstekunstner, den norske trommeslager Paal Nilsson-Love. Blandt dem den ligeledes norske guitarist Hein Westgaard, men han lød godt nok aldeles anderledes end den traditionelle jazzguitarist. 

Også i kirkerne var der gode koncerter. I København i Koncertkirken på Blågårds Plads, hvor vi hørte Littotina Saxophone Quartet med hele fire saxofonister fra Estland, Finland, Sverige og Litauen - deraf navnet. Det var supergodt, saxofoner hører i den grad hjemme i jazzen.

I Århus hørte vi orgel-jazz i Domkirken (særpræget) og en meget spændende koncert i Langenæskirken, hvor Olga Witte dirigerede vistnok 11 musikere inklusiv Nilsson-Love (og ingen guitarer:) i et nyt værk, hun selv havde skrevet, med titlen Quantum Gravity. Det blev også et højdepunkt.

I København hørte vi mest mindre ensembler, men i Musikhuset i Århus kom big bandene på banen, og igen i år var Aarhus Jazz Orchestra i førersædet. De blev dirigeret af Geir Lysne, som minsandten også er fra Norge, og havde Kira Skov med som solist. Hun plejer ikke at være på min hitliste, men hun var meget bedre, end jeg havde frygtet.

Som vi plejer, nåede vi også Zoo i København, for vi skulle da se, om Chin var vokset. Hun er næsten 1½ år nu, og hun var helt sikkert vokset, men er hun ikke stadig en lille lækker baby?

Vi var rigtig lang tid hos elefanterne og hørte en af dyreguiderne fortælle. Yderst interessant var det, at hele to af hunnerne venter babyer i 2026. Det må vel være de to ældste Kungrao og Surin, for Chins mor Kumari kan nok ikke allerede igen være i lykkelige omstændigheder. Gæt om vi var tilfredse med, at vi havde fået vores årskort fornyet - bare alt nu går godt.

Guiden sagde ganske vist, at det er svært at se på elefanter, om de er gravide, for de kan skjule rigtig meget i deres store korpusser, men prøv lige at se dette billede af Kungrao:

Det er de mærkeligste associationer, man kan få, når man sådan sidder i lang tid og kigger på dyr. 

Da jeg kiggede på elefanternes snabler, syntes jeg, at deres mønster meget ligner et strukturmønster, jeg strikker ret tit. Billedet er af 5-årige Mun med det lille højre øre.

Hendes mor Surin har et par knæk på halen, som jeg synes ligner den lille hjælpepind, jeg bruger, når jeg strikker snoninger. Desværre ville hun ikke vende numsen til, da jeg fik kameraet klar, men det bliver måske næste gang, jeg skal bruge mit årskort.

Blåvands flotteste fyr

 er helt sikkert ham her:

Vi var en uge i Blåvand, og vi mødte ham to gange. Første gang på selveste Fyrvejen - vejen der går fra Blåvand by til Blåvandshuk Fyr. Man kan ikke se det på billedet, men på den anden side af den i øvrigt ret befærdede vej stod folk i klynger med deres mobiler. En ansat i et af sommerhusudlejningsfirmaerne fortalte, at han tit er på bytur, og at han er blevet lidt af en maskot for byen.

Annett og jeg gik over i Kongen af Blåvands side, og han var bedøvende ligeglad. Han var ved at spise sin morgenmad, basta!

Senere mødte vi ham i et sommerhusområde, og scenariet var nogenlunde det samme bortset fra, at der ikke var så mange andre beundrere. Han var igen i gang med morgenmaden. Ingen tvivl om, at kaprifolier er en af hans livretter. 

Jeg har aldrig før været så tæt på en kronhjort. Egentlig troede vi, at vi såmænd godt kunne have rørt ved ham, men det gjorde vi nu ikke, så vi ved ikke, om hans gevir er lige så blødt, som det ser ud. Senere så jeg et billede på nettet, hvor en tysk turist klapper ham.

Kong Blåvand er godt nok i konkurrence med Blåvandshuk Fyr om at være den/det flotteste fyr. Fra vores sommerhus kunne vi se ud til fyret. Det var ret fantastisk, når det var blevet mørkt, at sidde i stuen og se på lyset.

Et andet af Blåvands kendetegn er muldyrene på stranden. Jeg har altid syntes, at det var en genial ide at omdanne nogle af bunkerne på stranden til muldyr, og der er en masse symbolik i, at det netop er muldyr.

Jeg var meget i tvivl om, hvilket af mine billeder, jeg skulle tage med i indlægget. Jeg har også nogle, hvor alle fire muldyr er på, men jeg valgte alligevel et af dem med fyrtårnet i baggrunden. 

Jeg fik for øvrigt mit eget lille muldyr med hjem. Den tyske multikunstner Maik Graf von Leonstein - intet mindre - har erstattet bunkerens beton med drivtømmer fra stranden og jernet i hoved og hale med rav og kobber. Det kunne jeg altså ikke stå for, og det kunne Yrsa for resten heller ikke, så nu bor der et lille muldyr både i Randers og i Åbyhøj.

Det er selvfølgelig Knud og Krista, der rider på mit muldyr.

Udvikling

Vi har i maj og juni besøgt to jyske kunstmuseer, hvor der var separatudstilling med to kunstnere, der omkring 1980 var tilknyttet De Unge Vilde. Begge hat haft en stor udvikling siden dengang.

Først var vi på Tønder Kunstmuseum, hvor vi så udstillingen Female Muses med værker af Anette Abrahamsson (1954 -), først vist på Fuglsang Museum i Toreby på Lolland. Titlen hentyder til, at Anette Abrahamsson altid har været meget bevidst om, at hun er en kvindelig kunstner, hvilket man både før og nu har kunnet mærke i mange af værkerne. 

Det er godt nok ikke tilfældet i disse, men jeg er jo ligesom kunstneren glad for dyr, så det blev i denne sal, jeg tog nogle fotos. Der er sket meget siden de unge, vilde dage, ikke?

Dorthe syntes vist, at værkerne var lidt kedelige, men jeg kunne nu meget godt lide dem. Jeg synes også, der var en del humor i dem, og det er jo ikke at foragte.

Senere har vi været på Esbjerg Kunstmuseum, hvor vi så udstillingen Billeddomino med værker af Inge Ellegaard (1953-2010). Den blev oprindeligt vist på Sorø Kunstmuseum, og det er nok også dem, der har fundet på den ret geniale titel. 

Struktur og fragmenter med bier, 1999

Her kan man i noget højere grad spore den ungdommelige vildskab, men den er unægtelig blevet kombineret med en masse struktur - tern og striber var et gennemgående træk i mange af Inge Ellegaards værker. Netop kombinationen af de to modsætninger gør billederne spændende og dynamiske. Jo mere, jeg så på dem, jo bedre syntes jeg, de var.

Man kan stadig nå at se begge udstillinger. Anette Abrahamsson-udstillingen vises helt frem til 4. januar 2026, og den fine Inge Ellegaard udstilling vises til 31. august.

I øvrigt stor ros til museernes samarbejde. Hvis vi havde skullet til Toreby eller Sorø, havde vi nok ikke fået de oplevelse med.

Citater om katte #49

På de fleste spørgsmål om katte, findes der ingen svar. De har i 3000 år svøbt sig i hemmeligheder, og det er meningsløst at ville begribe dem nu. 
Virginia Roderick

Det er ikke lykkedes mig at finde ud af noget om citatets ophavsmand. Der findes flere Virginia Roderick'er, men ingen af dem har noget specielt med katte at gøre ifølge Google.

Katten hilste vi på for ikke så længe siden i Møgeltønder, hvor vi havde en enkelt overnatning på Schackenborg Slotskro.

Møgeltønder var usædvanlig fredelig, faktisk fandt vi den noget kedelig. Der bliver måske mere livligt, når turistsæsonen for alvor starter. Den meget smukke halvlanghårede kat, der gerne ville snakkes med, var dog et oplivende moment. Den havde rullet sig på brostenene og havde en del skidt i pelsen, men var ellers lækker, så den ville garanteret blive børstet, når den kom hjem.

Det går skidt

...med at nedbringe garnlageret, altså. Det hjælper virkelig heller ikke, når garnbutikkerne holder ophørsudsalg med overordentlig gode tilbud. Tre butikker her i Århus drejer det sig om i det sidste halve år, en af dem er dog allerede genopstået med ny ejer.

Senest var det Garnlageret, som var lidt af en institution her i byen, og jeg må indrømme, at dele af lageret er flyttet til vores matrikel. Jeg kommer i øvrigt til at savne Garnlageret, som havde en masse nede-på-jorden garner, som man ikke så let kan finde andre steder. Men det gav altså desværre ikke tilstrækkeligt salg.

I weekenden var der så den årlige Garnstafet, som altid er lidt af en fest for os. Jeg promenerede min nye Alliance Tee. Opskriften er blevet lavet af Pernille Hauvik (KnitVik) specielt til Garnstafetten i anledning af arrangementets 10 års jubilæum, som vist egentlig fandt sted sidste år, men der var gået lidt koks i optællingen, muligvis på grund af coronaen. Pyt!

Jeg strikkede min Alliance Tee af garn fra lageret, Rowans Purelife Revive, som er en blanding af bomuld, silke og viscose, og jeg er godt tilfreds med den. Den falder pænt og kradser ikke det mindste. Bundfarvegarnet blev i øvrigt købt på Garnstafetten i 2017. Det blev brugt til stort set sidste meter, og jeg måtte blande den anden farve fra lageret i ribkanterne. Det er købt så langt tilbage som 2013, men jeg har ikke noteret, om det også blev købt på en garnstafet.

Desværre var vejret ikke helt med os, kun lørdag eftermiddag kunne man droppe overtøjet, så man fik ikke rigtig set, hvor mange Alliance Tee'er der gik rundt i gaderne. Til modeshowet lørdag aften var der vist 14 includeret dem, butiksejerne selv havde på.

Billedet viser mine indkøb i løbet af weekenden. Der er ligesom en linje i farverne, ikke? Det er dog forskellige tykkelser, så det skal ikke strikkes sammen. 

Fra venstre er det to nøgler Pascuali Puno Winikunka, som er en bomuld og alpaca blanding, og jeg er pjattet med farven! Så er der to bundter Alpaca Lace, også fra Pascuali, og det er ren baby alpaka. Det er ret tyndt, og jeg har tænkt på at strikke dem sammen. Det må da give en flot melering. Endelig er der et bundt Allora hand-dyed fra Lana Grossa, bomuld med lidt uld og lidt alpaca blandet i. Det har jeg med fornøjelse strikket af før, og jeg kan godt lide farverne. 

Pokkers, der er alpaka i det hele. Det er jeg jo ellers ikke så glad for til mig selv, men så må jeg jo strikke noget til andre.

Jeg har nærmest opgivet at formindske såvel lager som antal garner i lageret i år. Man skal vel også have det sjovt!

Stribet strik

Jeg havde tre farver superlækkert Cashsoft Baby fra Lang i lageret, nok til en lille babysweater, regnede jeg med. Det slog lige til.

Da den var færdig, spurgte Dorthe, om hun måtte kigge opskriften, for hun havde noget garn, der kunne blive til en lignende, bare i en større størrelse. Jeg blev lidt forundret, for jeg syntes da, hun havde strikket mange børnetrøjer i den facon.

"Men hvor er stribemønsteret?" spurgte hun, da hun så den. Ja, det var altså ikke lige i opskriften, striberne var blevet improviseret undervejs. Den oplagte løsning var selvfølgelig at tælle omgangene i de enkelte striber og så i øvrigt gange med to for at få den større størrelse.

Det blev nu ikke en tro kopi af striberne, der måtte også tages hensyn til den store trøjes proportioner, og hvor meget garn af de enkelte farver, der var til rådighed. Men sådan i store træk er trøjerne ens.

Citater om katte #48

Alle killinger tror, at den hele natur er skabt udelukkende til deres underholdning. 
François-Augustin de Paradis de Moncrif

Jeg har slået citatets skaber med det imponerende navn op. Han var ikke overraskende fransk, dog med skotske aner, levede 1687-1770 og var forfatter og digter. 

Han fik bl.a. i 1727 udgivet et værk med den ligeledes imponerende titel Histoire des Chats : dissertation sur la prééminence des chats dans la société, sur les autres animaux d'Égypte, sur les distinctions et priviléges dont ils ont joui personnellement. Om citatet stammer derfra, har jeg ikke kunnet finde ud af.

Katten på billedet er Mads-Peter, som vi mødte på godsbaneterrænet for en uges tid siden. Han er endnu kun en stor killing, og jeg er sikker på, han lever op til citatet. Når han ikke lige lå i fred og skygge og betragtede den store verden, løb han rundt og legede med visne blade, græsstrå og hvad han ellers kunne finde. Han ville også gerne snakkes med og kæles for.

Det er garnet, der gør det

Noget garn bidrager mere til udseendet af det færdige strik end andet. Sådan var det med det garn, jeg brugte til den sweater, jeg strikkede i vinter

Garnet er Mayflowers Premium Maxima i 100% merino, og - hurra, hurra - det kradser mig ikke.

Opskriften er også fra Mayflower. Den hedder Dana, er gratis og meget simpel. I bund og grund er det bare fire rektangler, dog er der vendepinde til at forme halsen.

Vanen tro har jeg lavet noget om. Blandt andet skulle bærestykket egentlig strikkes i perlestrik, men jeg kan bedre lide dobbelt perle, så det valgte jeg. Og ærmerne skulle være i glatstrikning, men der fortsatte jeg med dobbelt perle og lavede så nogle glatstrikkede trekanter forneden.

Dem ser man ikke så meget på billedet, for ærmerne blev rigeligt lange efter vask. Hele trøjen blev sådan set for stor, da den blev vasket, men jeg kunne møve den nogenlunde tilbage i facon igen i fugtig tilstand. Det generer mig ikke, at bullen er løs i det, jeg kan alligevel ikke lide, når strik sidder tæt. 

Jeg havde ellers pligtskyldigt lavet strikkeprøve og vasket den, men det er ikke første gang for mig, at hele projektet opfører sig anderledes i vask end den lille strikkeprøve.

I den anden ende af størrelsesskalaen har jeg lavet nogle små tørklæder efter egen "opskrift". Gåseøjnene, fordi det er så simpelt, at man dårligt kan kalde det en opskrift.

Især når det er strikket i ensfarvet garn eller garn med tweedeffekt, ser det snarere ud som om det er vævet end strikket, og det er altså bare retriller. Det er både på grund af konstruktionen, men også på grund af garnet.

Lige nu strikker jeg en sommer tee, som det hedder på nudansk, til mig selv. Den hedder Alliance Tee og er designet til Garnstafetten 2025. Jeg er spændt på den, og jeg er også spændt på, hvor mange der kommer til at vade rundt til stafetten i deres nystrikkede alliancer.

Smagsdommer

Vi havde fortæret husets sidste digestive og skulle have købt en ny rulle. Vi havde bildt os selv ind, at McVities er meget bedre end alle andre, men pludselig kunne vi ikke finde netop McVities i nogen som helst dagligvareforretning. Hvad ville så være bedst? En sammenlignende blindsmagetest med Dorthe og jeg som testere måtte foranstaltes.

Tre forskellige produkter: Coop, Salling og Finton fra Netto blev indkøbt, og så fandt vi minsandten McVities i Meny, så den kom også med. 

Vi mente, at vi kendte Lu og Karen Wolf, og at de ikke var nær så gode som de "rigtige", men så syntes vi alligevel, de for fuldstændighedens skyld burde med i testen. Vi skulle måske også have kigget i Rema, men det er en butik, hvor vi kun kommer yderst sjældent.

Testen er nu gennemført, og vi var forbløffende enige. Bortset fra Karen Wolf, som vi syntes var den ringeste, var der ikke megen forskel. Men lidt var der, og overraskende for os selv syntes vi begge bedst om Lu med Coop på andenpladsen og McVities som nummer tre.

Så meget for vores snobbede forudindtagethed!

I øvrigt er digestive et totalt overflødigt produkt fyldt med fedt, som ydermere er lig med palmeolie, og sukker. Aldeles usundt og tilmed politisk ukorrekt. Der er faktisk lidt mere fedt i Lu end i de øvrige, måske er det derfor, de smagte os en anelse bedre.

Prismæssigt er der stor forskel. Sallings, Coops og Nettos er så billige, at man umiddelbart skulle tro, de er uspiselige, hvilket altså ikke var tilfældet. Nu har vi digestiver nok til bund i ostekager plus til småkagetrang i meget lang tid. Nogle af dem bliver måske for gamle og harske, men når der engang ad åre igen skal investeres i en rulle digestive, vil jeg prøve at huske, at jeg lige så godt kan købe de billige fra Coop. Eller rettere: Jeg vil nok købe en fuldkornsvariant, som jeg lige så godt kan lide, og som måske er en anelse mindre usund. Eller også vil jeg spise min honning på rugbrød i stedet.

En linedanser

Vi har igen været et par dage i København og var selvfølgelig i Zoologisk Have, hvor vi så en lille linedanser. Eller lille og lille, det var såmænd Chin, der øvede en ny disciplin:

Da vi kom, var elefanterne ved at blive trænet ude bagved stalden, så vi måtte vente med gensynet. Vi kom så tilbage senere, og da var alle elefanterne i stalden, og det må have været en anstrengende træning (måske havde de trænet linedans:), for Chin var helt udaset og lå og sov sødeligt. 

En af de voksne elefanter - vi mener, det var den ældste, Kungrao - stod vagt og passede på Chin hele tiden. Imens blev udendørs faciliteterne gjort klar med godbidder gemt en masse forskellige steder. Det vidste elefanterne selvfølgelig alt om, så der var fart på, da de blev lukket ud. En udhvilet Chin var også med.

 Vi så selvfølgelg også en masse af de andre dyr. 

Okapiens flotte farver og mønstre må bestemt kunne bruges i strik.

Ud over museumsbesøg og lidt shopping var vi denne gang også i teatret. Musicalen The Last Ship på Østre Gasværk havde fået rigtig flotte anmeldelser, og vi købte billetter. Den bliver godt nok også opført i Århus, men på et tidspunkt, hvor vi ikke kan.

Vi har ikke været på Østre Gasværk før, men det er en spændende bygning.

Meget velegnet til teater, viste det sig, og bygningens anatomi var meget flot blevet en del af scenografien. Når man nu ved, at det drejer sig om et skib, så signalerer de runde vinduer jo straks koøjer.

Det var en fin forestilling. Mestendels både godt sunget og godt spillet og danset, scenografien som nævnt meget spændende, og så er det en musical, der handler om noget vigtigt. Når jeg ikke er helt oppe at ringe som anmelderne var, er det på grund af musikken, der er af Sting. Den er da ok, men så heller ikke mere. Jeg tror ikke, der er mange af sangene, om nogen, der går hen og bliver evergreens.

Vi boede denne gang på Scandic Hotel tæt ved Vesterport og til vores store fornøjelse lå vores værelse på 11. etage med udsigt over byen. 

Sådan var udsigten en smuk morgen fra et af vinduerne i vores hotelværelse. Det kunne måske godt gå hen og blive vanedannende.

Det kradser!

Når man som jeg elsker at strikke, er det ret irriterende at være uldallergiker. Eller måske er allergiker at tage munden for fuld, men jeg er i hvert fald ikke særlig glad for at have uld på kroppen.

Værst er alpaka. Jeg synes, alpakagarn er så blødt og lækkert, og jeg kan ikke altid stå for det. Sidste efterår investerede jeg således i hele to bundter dyr alpaka. Jeg plejer også at kunne have det på hænderne, men ikke altid.

De her naturfarvede pulsvarmere er lavet af alpaka fra et af de efterhånden mange danske steder, der avler alpakaer. Jeg blev lidt skeptisk, mens jeg strikkede og ganske rigtigt. De er lune og bløde, men de giver altså også lidt irritation. De kom i salgskassen.

Måske ville det gå bedre med de grønne strikket af Frisenvang alpaka. Bæredygtigt og ifølge Frisenvangs hjemmeside spundet af de bedste og blødeste kvaliteter alpaka. Ikke desto mindre gav de mig en svag kløen, når jeg havde dem på, så de har gjort de naturfarvede følgeskab i salgskassen.

Jeg opdagede første gang, at jeg ikke var gode venner med alpaka, da jeg strikkede en sweater til mig selv af garn fra det norske firma Du Store Alpakka. På det tidspunkt troede jeg, at jeg nok bedre kunne tåle alpaka end fåreuld. Det viste sig at være en slem fejltagelse. Sweateren var let som en fjer og superblød, men at have den på var yderst ubehageligt. Også selv om jeg ikke havde den direkte på huden. En veninde, som jeg ville give den til, frabad sig venligst.

Senere har jeg til en anden veninde, som normalt ikke er uldfølsom, strikket et tørklæde af Silkpaca fra Malabrigo - 70% alpaka og 30% silke, som skulle være lidt et luksusgarn. Hun kan godt gå med det, men ikke for lang tid ad gangen. Så jeg er altså ikke ene om at synes, at alpaka ikke er så behageligt at have på.

Der er også undtagelser. Filcolanas Vilja, der før hed Indiecita, har jeg det for eksempel noget bedre med.

Jeg kan ellers godt lide den varme, uld giver, når det er koldt, og jeg har lige strikket en ny sweater til mig selv af ren uld. Der kommer nok mere om den, når jeg for alvor får den afprøvet.

Håndarbejde i kunsten

Jeg har et godt stykke tid haft et album på min Flickr-konto med titlen Håndarbejde i kunst. Der er nu ikke så mange billeder i det, men jeg "samler", når jeg besøger kunstmuseer rundt omkring.

Brandts Kunstmuseum i Odense har endnu et par dage en særudstilling over samme tema, "Nål og tråd - Håndarbejde i kunsten" hedder den. Faktisk et oplagt tema netop for Brandts, der jo er en gammel klædefabrik.

Vi besøgte udstillingen i går og syntes, det var en fin udstilling. Ikke så stor og også lidt anderledes end forventet, for mindst halvdelen var snarere kunst i tekstiler, men det var også interessant at se. Nedenfor et eksempel på det, vi egentlig var kommet for at se:

Det er Christian Krohgs maleri "Sypigen" fra 1880. Det minder mig om min farmor. Hun blev enke som 53-årig i 1945, og for at få til dagen og vejen begyndte hun at sy for folk. Måske er hun også faldet i søvn ved maskinen en gang imellem.

Jeg nød selv godt af hendes syfærdigheder. Når jeg havde fødselsdag, var gaven fra hende tit en kjole, hun havde syet. Min 7½ år yngre søster fik så også en kjole syet i samme stof. Her er vi i 1958-modellerne, jeg er lige blevet 9 år. Stoffet havde blå bundfarve - min yndlingsfarve - og var med kløvermotiv.

Tilbage til kunsten. Mange af billederne var ret gamle. For eksempel har skagensmalerne tit skildret strikkende og syende kvinder. Men der var også yngre. Et af dem er Allan Ottes helt nye og meget fine porttæt af Dronning Margrethe, der broderer. Det er ejet af dronningen selv og skal vist hænge på Gråsten Slot. 

Og så var der det her:

Harald Giersings "Dame med Sytøj" fra 1919. Egentlig ikke så meget yngre end skagensmalernes, men hvor er der dog sket meget i den mellemliggende tid. Maleriet ejes faktisk af Aros, men jeg kan nu ikke huske at have set det der, selv om jeg vældig godt kan lide Giersing.

Jeg er godt tilfreds med at have fået nogle nye billeder til mit Flickr-album og egentlig også med, at der ikke var overvældende mange nye. Så har jeg en chance for også fremover at kunne finde nyt til albummet.

Strik i 2024

Det er godt, jeg ikke skal leve af mit strikkeri, for i 2024 har jeg røde tal over hele bundlinjen. Næsten!

FAKTA

9689 meter er blevet strikket, og 10572 meter garn er blevet brugt. Flere projekter er blevet strikket med dobbelt tråd. Begge tal er noget lavere end i 2023, men faktisk har jeg strikket en del mere, for sjældent har jeg trævlet så meget op som i 2024, og de optrævlede meter tæller jo ingen steder.

1411 meter er lageret blevet større. Jeg har tydeligvis en rygrad som en regnorm, når jeg er på garnfestivaler.

3855 kr. blev der købt garn for, og når tilbehør, kurser og messer bliver lagt til bliver udgifterne på 4176 kr.
Til gengæld har jeg solgt for 3670,- kr. Det er et grønt tal! Egentlig vil salgstallet altid være grønt, for jeg strikker ikke for at sælge, men der blev altså også solgt for 900 kr. mere end forrige år.

Jeg fik færdiggjort 44 projekter, 8 færre end i 2023.

Et af de lidt større projekter var en vest til Dorthe. Texture vest hedder opskriften, og den er fra Isager. Teksturmønsteret er flot, og der er fine overgange ved ribben og på skuldrene. Det var sjovt at strikke, men jeg måtte også skælde ud over fejl i opskriften flere gange undervejs.

Jeg fik også færdiggjort min nye Hitofude. Den er blevet god, men jeg har ikke fotograferet endnu. Det var en af planerne for 24. Den anden var en let poncho, men den er jeg ikke startet på endnu.

Der var ingen planer om at formindske antallet af forskellige garner i lageret. Heldigt! Det steg nemlig med ikke mindre end 14 til 290. Jeg tror, det skal være mit eneste mål for i år at få det nedbragt. Nej, måske skal ponchoen også på programmet igen.

Billedet her er et skærmdump af toppen af min Ravelry side for projekter i 2024. De fleste af tingene er givet væk eller solgt, selv det hundedyre tørklæde lige i midten strikket af overlækkert Zealana Luxury Air Laceweight garn, der blandt andet består af opossum.

De røde pulsvarmere øverst til højre er et af to par, der blev strikket så sent på året, at de ikke nåede at komme med på julemarked, så de er i lageret endnu. 

Garnet, Lana Grossas Colorissima plus en tråd mohair, blev købt i Woolstock på Østerbro i november. Det slog til til 2 par, og parret til venstre har jeg beholdt selv. 

Der er ingen opskrift til, det er jo garnet, der skaber det hele, så jeg har bare strikket i rib og glat.

Røde huer i januar

Selv om vejret er mildt, så er det dog endnu ikke forår (heldigvis!), så hvorfor ikke beholde decembers røde nissehuer på.

Det har Jan Ballings Homo Sedens - Det Siddende Menneske i Ole Rømers Gade på Frederiksbjerg i Århus i hvert fald gjort. Jeg kan godt lide ham. Sidder han ikke bare og vegeterer?

På en af villavejene i Åbyhøj har en haveslange også stadig sin hue på:

I modsætning til Homo Sedens behøver slangen nok ikke at fryse. Den kunne vel bare dykke ned og få noget jordvarme.