Humor i reklamer

Reklamer er jo stort set en pestilens, men det hjælper gevaldigt, når reklamen er sjov. Det synes jeg, den her er:

Jeg kan meget godt lide Toms skildpadder, selv om de er lidt oversøde. men jeg kunne meget bedre lide forgængeren, den flade skildpadde med romcreme.

Den kom til verden samme år som mig, nemlig i 1949. Gik den mon ud af produktion, da den høje skildpadde blev introduceret?

Det gjorde den jo nok, men jeg ved med sikkerhed, at jeg spiste flade skildpadder i sommeren 1968.

Jeg var sammen med mine forældre, min søster og min faster Vera og onkel Arne fra København på en biludflugt i det jyske. Ude på heden, så vidt jeg husker ved Hampen Sø, lå der dengang en købmandsforretning. Onkel Arne bad om en pause, gik ind til købmanden og kom ud med en enorm pose fyldt med flade skildpadder. Jeg havde aldrig forestillet mig, at nogen kunne købe så mange skildpadder på en gang, men det var nok onkel Arne i en nøddeskal. Måske har det været restlageret, han købte, men de smagte ikke for gammelt, og vi smovsede i padder.

I virkeligheden er chokoladeskildpadden altså mere end 50 år gammel, men trods alt en årsunge i forhold til de virkelige skildpadder, der kan blive flere hundrede år gamle.

Kan I huske #2

CURLERNE?

Jeg kan. I mine yngre dage forsøgte jeg mig en kort overgang med curlere i håret. Det var nok inden Carmen-curlernes tid, for sådan nogle har jeg aldrig forsøgt mig med.

Men de der curlere, hvor der stak stive hår ud, som stak en i hovedbunden, dem har jeg afprøvet. Man skulle sove med dem om natten, hvilket var ret ubehageligt.

Jeg blev aldrig gode venner med curlerne, og resultatet, når jeg havde forsøgt mig med dem, var heller ikke værd at snakke om.

Ærlig talt så troede jeg ikke, man kunne købe curlere mere, men i Flensborg har de dem i hvert fald. I mange forskellige størrelser, og man kunne også købe den stikkende model.

I det hele taget kan man få mangt og meget i Tyskland, som man ikke kan få i Danmark. Da vi var der påskelørdag, undersøgte vi udvalget af koffeinfri kaffe i Citti Markt.

Af en eller anden grund kan man ikke mere købe Café Noirs koffeinfri, som jeg har drukket i spandevis af, og som formodentlig har sparet mig for mangen omgang irriteret mavesæk. Jeg har prøvet den koffeinlette, men den smager ikke så godt og er i sagens natur ikke helt koffeinfri. Så har jeg fundet et par andre mærker af koffeinfri - ingen af dem smagte ret godt.

Vi indkøbte tre forskellige mærker i Citti Markt (i Citty-Park) og er i gang med den første, som smager glimrende. Kan det virkelig passe, at man skal til at købe sin kaffe i udlandet? Godt nok har vi ikke noget mod en tur til Flensborg, man alligevel.

P.S. Kan I huske #1 var om Ole Lukøje natkjolen.

Gå-glip-af-noget-mere-dag

...også kaldet RAMA festival. RAMA festivalen er Det Jyske Musikkonservatoriums festival, hvor de studerende spiller og optræder på samtlige scener og lidt til i Musikhuset - også i Ålborg for den sags skyld, men vi har rigeligt at se til her i Århus. Festivalen fandt i år sted i lørdags.

Der foregår en masse samtidig, så man må vælge. Og gå glip af det, man vælger fra. I år valgte vi slagtøj, orgel, fløjter, big band og cello plus kor, og vi fortrød ikke en eneste af koncerterne.

Den største overraskelse var nok den sidste koncert, som var med Ensemble Edge. Én cellist og 17 korsangere samt en dirigent plus i et af stykkerne en violinist. Al musikken var skrevet i et tiår omkring 2000, og det var spændende musik. Bl.a. af Peteris Vasks, som jeg kender og godt kan lide, men også et stykke af Richard Rodney Bennett, som indtil lørdag var ukendt for mig. Jeg nåede ikke at fange teksten, men musikken var dybt bevægende, og bagefter fandt jeg ud af, at teksten er en anti-krigstekst skrevet i 1600tallet af Ralph Knevet. Jeg hører gerne Ensemble Edge igen.

I Symfonisk Sal er der ikke lys nok til, at jeg kan fotografere med mit kamera, men i Lille Sal og i Rytmisk Sal lykkedes det mig at få nogle ok billeder.

I Rytmisk Sal hørte vi Röivassepp Big Band.

Sidste år på jazzfestivalen hørte vi Karmen Röivassepp flere gange, så egentlig kom det ikke bag på os, at den talentfulde unge dame også kan lede et big band.

Mon dog ikke, der bliver lejlighed til at høre hende - og måske endda også hendes big band - på dette års jazzfestival?

Der foregår rigtig meget musikalsk i Århus i denne tid. Vi har været til et par jazzkoncerter, den bedste med Admiral Awesome, som der sikkert også bliver genhør med i juli.

I går aftes var vi til den mest mærkværdige koncert, vi vist nogen sinde har overværet. Igen slagtøj, koncerten var et led i Nordic Percussion Festival.

For det første virkede det, som om Musikhuset allerede var lukket ned. Alle døre til den store foyer var låst af. Først da vi kom til bagdøren ved Symfonisk Sal, kom vi ind.

For det andet var der kun ganske få tilhørere. Indtil et par minutter i koncerten var vi under 20, men der nåede at komme lidt flere, så vi nok var omkring 30 i alt. Ingen problemer med at få gode pladser i den store sal, selv om vi kun var der fem minutter før start. Måske var der nogen, der opgav, fordi de ikke kunne finde indgangen.

Koncerten havde undertitlen "Hearing sounds - listening to new instruments", og jeg skal love for, det var anderledes instrumenter. Eller anderledes og anderledes; i det første stykke, Solum, af Jexper Holmen blev der spillet på vinglas og marimbaer. Vinglas har man spillet på i lang tid, men jeg har nu aldrig før hørt dem i moderne kompositionsmusik.

I det andet stykke af Michael Pisaro, Hearing Metals, betjente 16 slagtøjsspillere 16 bækkener med blandt andet buer, bønner og riskorn. Et meget stille musikstykke, og det er Solum også. Ikke lige det, man normalt forbinder med slagtøj. Vi kunne nu godt lide vinglasmusikken, men syntes at riskornbetjeningen af bækkenerne måske var lige ensformig nok.

Der har vist aldrig været så stille under en koncert i Symfonisk Sal. Som en af de andre tilhørere bemærkede bagefter, så hørtes ikke et eneste host. Der var så heller ikke så mange til at hoste.

Levende hegn

Jeg holder meget af levende hegn med blandet beplantning. Der sker hele tiden noget - og fuglene elsker dem også.

Lige nu er det mirabelletræerne, der tager prisen hjem som de smukkeste. Ved vores nærmeste busstoppested står der et par stykker, og de er bare så fine, tæt besat af hvide blomster som de er. Det er en stor fornøjelse for mig, hver gang jeg ser dem.

Om efteråret kommer der selvfølgelig masser af frugter, men dem er der vist ingen, der sætter synderlig pris på. Måske ikke engang fuglene. Jeg kan sådan set godt lide mirabellemarmelade, men spiser yderst sjældent marmelade overhovedet, så jeg "høster" heller ikke.

I stedet skal man passe på ikke at komme til at glide i frugterne.

I vores grundejerforening er medlemmerne ikke glade for træer (tænk hvis de skulle stå i vejen for en solstråle!), så den fælles beplantning er her i foråret blevet skåret ned til nærmest ingenting. I stedet for udsigt til træer har vi nu udsigt til genboernes carporte og rækkehusenes ens (og ret kedelige) indgangspartier.

Behøver jeg skrive, at jeg ikke er begejstret. Jeg har flere gange kæmpet for træernes bevaring på generalforsamlingerne. Forgæves! Som i så mange andre foreninger bliver demokrati i vores forening tolket som flertalsdiktatur.