Bedste film i 2018

Hu, det er på høje tid at få skrevet det her indlæg.

Jeg så mindst 26 film i 2018, og der var mange gode - godt at overskriftens "bedste film" kan være både ental og flertal, for jeg har brug for flertallet. Skuffelserne gider jeg ikke skrive om - her er nogle af de gode:

Den første rigtig gode, vi så, varThree Billboards Outside Ebbing, Missouri.
En bidende samfundskritik og et sydstatsdrama, hvor Frances McDormand brillerede.

Hende er jeg altså vild med. Jeg tror også, hun kun gider spille i film, hvor der er noget kød på. I hvert fald har jeg aldrig set hende i noget, jeg ikke syntes om.

In den Gängen, der senere kom op under den engelske titel In the Aisles, var tysk nutids superrealisme. Afdæmpet og overbevisende og hundrede procent loyal over for sine karakterer.

Desuden var den overraskende. Det kan jeg godt lide.

Grænse. Hvis jeg kun skulle vælge én film, måtte det nok blive denne fantastiske svenske film om at være anderledes og stå udenfor.

Masser af sort humor - det er altid godt.

En af den slags film, der bliver ved med at køre rundt i hjernen bagefter.

Den franske Vogterne var vist den smukkeste film i 2018.

Et meget helstøbt stykke kvindehistorie om de, der blev tilbage, da mændene blev sendt til fronten i 1. verdenskrig.

Vidunderligt smukke billeder, og så kunne jeg godt lide den usentimentale slutning.

Endelig er jeg nødt til at have endnu en tysk film, To minutters stilhed, med.

Om et stykke tysk historie, som jeg ikke kendte i forvejen, og et godt bidrag til at forstå, hvad det egentlig var, der skete i Tyskland efter 2. verdenskrig.

Leg med kugler

Vi har for en gangs skyld været på Aros. De har nemlig udstillet en kæmpestor kuglebane, lavet af Jeppe Hein. Et værk, der oprindeligt er fra 2004.

Det var sjovt! Både at følge kuglerne rundt på banen og at se på alle de andre - deriblandt rigtig mange børn - der også kiggede på kuglerne.

Vi prøvede at følge en bestemt kugle hele vejen rundt, hvilket slet ikke var så let. Det var også en ide, andre havde fået, bemærkede vi.

Først syntes vi, det kunne være sjovt, hvis kuglerne havde haft forskellig farve eller numre, men det er muligvis med vilje, at de ser helt ens og anonyme ud. Måske ville det forårsage for mange trafikuheld, hvis alle fartede rundt efter lige deres kugle.

En af kugleelevatorerne.
Børnene havde tydeligvis fået lov til at dekorere væggene med deres egne kunstneriske udfoldelser, inden væggene skal males i en ny farve til den næste større udstilling.

Det er ikke første gang, vi har oplevet en af Jeppe Heins kuglebaner. I maj sidste år så vi nemlig udstillingen In is the only way out i Cisternene i Frederiksberg Have. Det var noget af det, jeg ikke - meget mod min vilje - fik blogget om, men nu er der en anledning til at følge op på den del af vores lille ferie i hovedstaden.

Cisternerne er i sig selv spændende at bevæge sig rundt i, men vi kunne også godt lide udstillingen, selv om den vist ikke havde fået supergode anmeldelser.

På det tidspunkt havde vi heller ikke før set en større Jeppe Hein installation, så det hele var nyt og spændende for os.

Der var arbejdet med både lyd, lys og bevægelse, og det kunne vi godt lide. Kuglebanen var den sidste del af udstillingen. Vi kiggede længe på den, men jeg fik ikke nogen anvendelige billeder af den. Spejlene var nemme at fotografere.

Udstillingen i Cisternerne kan man ikke se mere, men kuglebanen på Aros kan opleves til den 22. april.

En søndag med strik

I søndags var jeg sammen med Annett til Store Strikkesøndag hos Charlotte Tøndering. Det er ren forkælelse og afslapning. Vi har været der én gang før, og jeg kommer gerne igen.

Billedet viser mine strikkeprøver fra de to workshops, jeg deltog i. Først hos Helga Jóna, hvor diverse fine kanter og andre detaljer blev gennemgået og afprøvet. Det var absolut noget, jeg kommer til at bruge fremover.

Om eftermiddagen hyggede vi os sammen med Mette Wendelboe Okkels fra PetiteKnit med vendestrik med German Short Rows teknikken, striber uden hakker og I-cord kanter. Det kunne jeg det meste af i forvejen, men det er altid godt med repetition.

Ind imellem var der frokost på Den Rustikke, og hele dagen var der te, kaffe, vand og frugt til fri forsyning plus en lækker fastelavnsbolle til eftermiddagsteen. Vi vansmægtede ikke.

Jeg tror, de fleste af de ca. 70 deltagere også nåede at forsyne sig i butikken, og jeg kunne heller ikke dy mig.

Men ikke med garn! Jeg nøjedes med at købe en lillebitte japansk saks - 4 cm lang er den. Den er bare så nuttet og et helt lille kunstværk i sig selv.

Det går for resten helt godt med kun at bruge garn fra lageret. Godt nok "kom jeg til" at købe noget udsalgsgarn i januar, men jeg har stort set strikket lige så mange metre, som jeg investerede i, og jeg har adskillige planer, hvor lagergarn indgår.

Blandt andet har jeg fundet anvendelse for noget lækker Malabrigo Silky Merino, som jeg købte på Fanø i 2017. Det blev til to halsedisser, som jeg fandt opskriften til i bogen Strik snoninger af Ivar Asplund.

Det smarte i netop den opskrift er, at dissen er fuldstændig ens på for- og bagside. Det er altså ret genialt netop til en halsedisse. Annett kunne godt bruge den ene, den anden forsøger jeg mig selv med. Spændende om jeg synes, den kradser, men hvis den gør, finder jeg nok en anden, der kan bruge den.