Kattesitter

Det her er Emma, som vi er så heldige at passe, når hendes egne mennesker - nogle af vores naboer - er på ferie. Det har vi efterhånden gjort i nogle år.

Emma er den sødeste og blideste kat, man kan tænke sig. Jeg er temmelig forelsket i hende. Hun er ved at være en ældre dame, vist nok 14 år, og hendes adfærd har ændret sig lidt.

Hun er en inde-udekat, og før var det første, der skulle ske, når vi kom og kiggede til hende, at hun skulle spise, og derefter skulle hun ud. Og indimellem kunne der blive tid til lidt kæl.

Nu skal vi først kæle. Så skal hun spise, og så skal vi snakke igen. Hun kan ikke helt passe sin pels mere, og hun havde nogle knotter på ryggen, hvor hun sikkert ikke kan nå om mere, men dem fik jeg fjernet helt under kæleturene ved bare at slide dem fra hinanden og hive alle de løse hår ud. Først efter en lang kæle- og snakketur er det tid til en tur ud - hvis hun altså overhovedet gider. Når hun gider, sidder hun gerne stille og kigger på livet omkring sig, så jeg fik nogle helt gode billeder af hende.

Quedens Gård i Ribe

Billedet her er taget ind gennem porten til Quedens Gård i Ribe.

Super-hyggeligt - det kunne vi heldigvis ikke stå for.

Heldigvis, fordi på Quedens Gård kan man nemlig får rigtig lækker cafemad.

Vi har altid godt kunnet lide Ribe, og vi kørte dertil flere gange i vores ferie - og blev nærmest stamgæster på Quedens Gård.

Her venter vi på vores tapas - de anbefales på det varmeste - og Dorthe er ved at tjekke, hvad vi egentlig skal se i Ribe, udover Quedens Gård og domkirken, altså.

Der var forskellige blomster på alle bordene i gården. Det med hornvioler i yndlingsfarven blev naturligvis valgt.



Overalt var der blomster og krydderurter i alle mulige slags beholdere. Højst sandsynligt også til brug i køkkenet.


SOMMEREN 2014:
Vi har igen været på Quedens Gård, og desværre er det nu en helt ordinær café - måske endda i den lidt ringere ende af skalaen. De har måske ikke kunnet klare successen.

Jeg elsker chokolade!

Min største last er vist, at jeg er meget glad for chokolade. Derfor har jeg også helt godt tjek på forskellige chokoladefabrikater og -forretninger. I København er Alida Marstrands hjemmelavede chokolader uforlignelige. Specialiteten er vist fondant:

- men min yndlings er nu ingefærchokoladen. For resten har jeg ikke smagt så mange forskellige, for jeg vælger næsten altid ingefærchokoladen. Den fås i to varianter, med og uden marcipan. Og de er lige gode, men næste gang jeg kommer forbi vil jeg nok alligevel prøve et par fondanter også. Butikken, der ligger i Bredgade, har 80 års jubilæum i år.

Noget nyere er Bojesen, også hjemmelavet chokolade. Jeg købte et lille udvalg af deres chokolader, da vi var i København i maj, og det bliver nok ikke sidste gang. Ganske vist kan de ikke lave nougat - i hvert fald ikke efter min smag, men deres trøffelchokolader er til gengæld superlækre.

De senere år har jeg forsøgt at bilde mig selv ind, at jeg foretrækker lidt men godt, men hvis sandheden skal frem, så er det nok sådan, at hvis jeg ser stort på fornuften, så foretrækker jeg GODT og MEGET! Men det gør jeg ikke - ser stort på fornuften altså. I hvert fald ikke ret tit!

Mere Tønder

Tønder er selvfølgelig andet end kunstmuseet - faktisk er det en ualmindelig hyggelig by at gå rundt i.

Den er ikke uden grund berømt for sine mange fine døre. Vi havde travlt med

kameraerne, men de er kønnere i virkeligheden.

Derimod kneb det for os at finde et godt sted at spise frokost. Vi vil ikke bruge alt for megen tid på at spise, når vi har ferie, så caféer med hurtig servering passer os fint, men de caféer, vi fandt, var ikke særlig interessante. De havde alle næsten det samme menukort med Tordenskjolds soldater: Cæsar salat, stjerneskud, pariserbøf, diverse burgere...

Men vi skulle have noget, så vi dumpede ned på Torvecafeen lige over for det meget berømte gamle apotek. Lad det være sagt med det samme: Den kan ikke anbefales. Det var en sjusket og sjasket omgang, så der kommer vi ikke næste gang, vi skal til Tønder. Kunstmuseet skal vi jo højst sandsynligt besøge igen.

Et par dage før havde vi spist en decideret ringe frokost på Blåvand Kro, og vi var lige ved at tro, at man slet ikke kunne spise hurtigt OG godt i det sydlige Jylland. Vi tog heldigvis fejl, men det vender jeg tilbage til.

Billedet af det gule hus tog jeg ikke så meget for dørens skyld, men for de flotte påfuglegardiner. Hvis du klikker på billedet får du det i større størrelse, og så kan påfuglene meget bedre ses.

Den store svane så jeg fra Café Victoria, hvor vi indtog en sen kaffe, som vi syntes, vi havde fortjent efter den noget mislykkede frokost - og den var heldigvis ok.

På kunstmuseum

I vores ferie vidste vi, at vi skulle en dag til Tønder, selv om der er et godt stykke vej fra Blåvand.

Jeg havde læst om en udstilling på Tønder Kunstmuseum, som vi absolut måtte se. Vi kunne ganske vist ikke huske, hvad det var for en udstilling, men det kunne vi jo altid finde ud af.

Det viste sig at være Jais Nielsen, og det var ganske rigtigt en meget fin udstilling. Som mange andre kendte jeg i forvejen Jais Nielsen som keramiker, men på denne udstilling kom man hele vejen rundt. Han var også en glimrende maler, især i de unge dage.

Jeg tog nogle få billeder. Øverst en skitse fra 1918, nederst et keramisk portræt af Pontius Pilatus. Det er lige præcis sådan, jeg forestiller mig, at han har set ud.

Museet er også andet end særudstillinger - faktisk var vi meget imponerede af både samlingerne, bygningen, der har et fantastisk lys, og egentlig også af stemningen.
I museets egne samlinger er der især lagt vægt på nordisk kunst fra det 20. og 21. århundrede. Jeg synes godt, jeg kunne se, at værkerne har en nordisk tone. Hvad det er, kan jeg til gengæld ikke præcist definere, men jeg tror, det er noget med lyset.

Der var bl.a. en del spændende værker af finske Kain Tapper, som jeg ikke kendte i forvejen, af Per Kirkeby, Kehnet Nielsen og mange andre. Inklusive Ingelise Westman fra Bornholm.

På billedet sidder hendes "Haren der ville sidde som en ægyptisk kat" foran et af hendes malerier.

Jeg så også for første gang et billede in natura af Ulrik Møller. Jeg har set nogle af hans billeder på nettet og ville frygtelig gerne se dem i virkeligheden - og pludselig da jeg drejede om hjørnet til et nyt rum: Et Ulrik Møller maleri. Det var mindst lige så godt, som jeg havde troet - nu vil jeg gerne se flere!

Sommermad igen

Hvad så med jordbærrene? Hvor min kærlighed til kartofter er nærmest ubetinget, så er mit forhold til jordbær mere ambivalent. Jeg bryder mig nemlig ikke om flere af de nye sorter.

Den meget solgte Honeyeye synes jeg ikke, det er værd at beskæftige sig med. Konsistensen er for vandet, og smagen er uinteressant, og tit er bærret også surt. Men flotte er de! Sonata er kun en lille smule bedre. De gamle Zefyr synes jeg også er for sure.

I år har jeg dog flere gange fået gode jordbær. Først - af alle steder - fra Rema i Varde. Vi skulle have et eller andet på vej til sommerhuset, og Dorthe blev fristet af nogle flotte tyske jordbær, som bare duftede. Og minsandten om de ikke også smagte pragtfuldt. Sort: ukendt, men jeg har droppet snobberiet om, at man kun kan spise danske jordbær.

Anden gang var på vej hjem fra sommerhuset, hvor vi købte jordbær med fra et sted ved vejen lige uden for Grindsted. Super bær - sort ukendt. Moralen af denne oplevelse: Vælg de mindre veje i stedet for motorvejen noget tiere.

Og endelig fik jeg nogle fantastiske jordbær på torvet for en uge siden. De to sælgere var uenige om, om det var Senga Sengana eller ej, men i hvert fald var det et meget mørkt bær, mindre end Honeyeyerne, men ikke så lille som jeg husker det fra min barndom, og det smagte så englene synger. Det er dem, der er på billedet (ja, bærrene altså, ikke englene ;-), og nu skal vi snart på torvet og se, om der er flere...

Sommermad

Sommermad er for mig synonymt med nye kartofler, i hvert fald indtil midt i juli. Jeg er simpelthen vild med de små gule knolde.

De smager allesammen godt, synes jeg, men nogle er bedre end andre. Sorten Sieglinde er en af de rigtig gode. Det er en fast og meget aromatisk kartoffel.

Jeg bruger dem på flere måder. Varme bare med tzatziki eller persillesmør til - kød kan jeg sagtens undvære.

Kolde er de fantastiske i salat. I mine kartoffelsalater er der altid foruden kartofterne salt, friskkværnet peber, olivenolie og balsamicoeddike. Bladselleri er rigtig godt i, og det samme gælder rå blomkål og friske ærter - dog ikke det hele samtidig. Jeg krydrer næsten altid min kartoffelsalat med mynte, og kapers eller oliven er også godt - men det vigtigste er selvfølgelig kartofterne. Og nej, jeg har ikke glemt løg, for jeg kan ikke lide rå løg, porrer og purøg.

En rugbrødsmad med kartoffel - igen med kryddersalt og peber fra kværnen er da også noget af det bedste! Her klipper jeg også tit mynte over. De oliven, der er på billedet, er i øvrigt købt hos Hr. Skov i Blåvand. De er spanske, og jeg har ikke fundet så gode oliven til salg i Århus. Bl.a. flyder Hr. Skovs oliven ikke i olie. Kalamata-oliven smager også godt, men de her er bare en tand bedre.

Professionel fotograf...

...bliver jeg aldrig. Men nu har jeg prøvet at sælge et billede - sådan da.

Jeg har før fået henvendelser på nogle af mine billeder. Enten til diverse netsider uden vederlag eller til reklamebrug. Bl.a. henvendte et japansk kattefoderfirma sig, men det blev ikke til noget, enten fordi jeg forlangte for meget, eller fordi billederne alligevel ikke var gode nok rent teknisk.

Denne gang var det et engelsk haveblad, BBC Gardeners' World, der gerne ville bruge mit foto af Geranium Philippe Vapelle. De ville betale 20£ for det, men den eneste måde, de kunne sende beløbet, var ved en bankoverførsel. Jeg opgiver ikke mit kontonummer i en email, heller ikke selv om modtageren virker fuldstændig ærlig, men jeg syntes, det kunne være sjovt at se billedet i et engelsk haveblad, så jeg gav alligevel lov til, at det måtte bruges mod at jeg fik bladet at se.

Men så opdagede jeg, at Gardeners' World også har en lille butik og tænkte, at jeg måske kunne blive "betalt" i naturalier. Jeg fandt en paper potter - et lille grej til at lave plantepotter af avispapir - som jeg syntes så sjov ud og spurgte, om jeg kunne få den.

Det kunne jeg, og i går kom den. Faktisk for anden gang. Jeg var nemlig for sent kommet i tanke om, at den kunne risikere at komme i min 14 dages ferie, og da jeg skrev til Gardeners' World for at bede dem vente med at sende den, var den allerede undervejs.
De skrev også, at hvis den kom retur, ville de da bare sende den igen.

Jeg prøvede alligevel at få postvæsenet til at holde brevet tilbage, men det var absolut umuligt!!! Det postvæsen er altså ikke service-minded. Jeg tror, de er ved at afskaffe sig selv. Hvis jeg havde haft tid til at spørge på mit eget posthus, tror jeg, det godt kunne have ladet sig gøre, for de er både flinke og servicemindede, men jeg havde ikke tid, så jeg prøvede både telefonisk og på email, men der var blankt afslag.

Nu er papirpottefremstilleren i hus, og jeg glæder mig til at afprøve den næste år. Bladet har jeg fået for længst sammen med en kalender, og det er kun et udsnit af billedet, der er brugt, men det er jeg meget stolt af alligevel.

En uskyldig gris

Haven trængte til en ordentlig omgang, da vi kom hjem fra ferie. Noget skulle bindes op, andet skulle trimmes - og ukrudtet havde haft gyldne dage. Vi er ved at få lidt styr på det.

En af mine favorit-storkenæb er Usguli Grijs. Eller "uskyldig gris", som Dorthe synes, det lyder, når jeg siger det formodentlig hollandske navn. Den var begyndt at blomstre, da vi tog i sommerhus, men da vi kom hjem, var der bare én eneste blomst tilbage. Det er den på billedet.
Jeg synes, det er en meget fin storkenæb med den lidt støvede farve og de meget tydelige mørke ribber.

Har jeg i det hele taget fået fortalt, at sidste års nyplantede perovskia også overlevede vinteren? Den kom meget sent i gang, men nu trives den fint, så det var godt, jeg ikke opgav den.