fredag den 21. december 2007

Vintersolhverv - og julekaffe


Illumination
Originally uploaded by cats_in_blue
I år er det vintersolhverv, årets korteste dag. Derfor dette billede af af et dejligt, illumineret træ.
Jeg har nu ikke så meget imod de korte dage, holder meget af den blå time og alle lysene.

Dagen startede med årets julekaffe og afrikansk dans. Mon ikke vores gode instruktør kan blive hyret, når der næste år skal sættes fokus på sundhedsfremmende foranstaltninger?

torsdag den 20. december 2007

YouTube og 2nd life

YouTube bliver nok aldrig min yndlingsside. Måske hvis jeg selv lavede videoer, men det gør jeg ikke ret meget. Jeg prøvede det i forbindelse med Fra medarbejder til medfortæller-projektet, og syntes, at hvis det skulle se bare nogenlunde rimeligt ud, så tog det laaaaang tid. Selvfølgelig kan man være heldig lige at optage en sekvens, man ikke behøver at redigere, men hvis det også skal være interessant, så sker det nok ikke så tit.
Jeg kommer heller ikke til at se film på YouTube. Af næsten samme grund: Der er for langt mellem snapsene. Men nu er siden prøvet, og jeg kan da også godt forstå, at unge mennesker synes, det er gevaldig morsomt at se en bette video, hvor de selv er med, fra fredagens fest på Broen.
2nd life sorterede vi fra som en af de 23 ting, og det var vist meget godt, bedømt efter Gitte Barlachs foredrag. Det virker voldsomt tidskrævende at komme i gang! På baggrund af mulighederne i 2nd life vil jeg ikke bruge den fornødne tid. Jeg har nok heller ikke noget at bidrage med - hvilket Gitte gjorde klart var en forudsætning.
Jeg blev ret overrasket over indholdet på biblioteksøen. Desværre negativt. Jeg havde umiddelbart forestillet mig, at SL-biblioteket skulle henvende sig til nogle andre end dem, der benytter reallife bibliotekerne. Men det syntes jeg ikke var tilfældet. Sagt på en anden måde: Hvis der er for meget knold i nakken på reallife bibliotekerne (hvilket jeg ikke nødvendigvis synes, der er), så gør det samme sig gældende for SL-biblioteket. Nye boller på suppen ønskes!

mandag den 10. december 2007

Hockney version af Sarantoya

Jeg må have rådet bod på, at jeg ikke har andet funability på min blog end Flickr badge.
Her er så et billede af en af mine katte, der har været gennem Flickr Hockneyizer.
Om David Hockney på Wikipedia

onsdag den 5. december 2007

Karens film

Nu har jeg set nedenstående film, som altså overhovedet ikke er optaget som en film. Absolut basic, hvis man kan sige det sådan - den giver Thomas Vinterberg og alle de andre dogme-folk baghjul! Men intet anstødeligt, heller ikke i lyden.
Nu må jeg hellere gå videre med næste uges opgave.

Jeg har lagt en film på YouTube

- og den skulle gerne kunne ses her

Den er i øvrigt tyvstjålet fra Karen, som havde lånt bibliotekets kamera med hjem for at tage nogle billeder til Flickr. Nogle af dem var bare videoer, og det er en af dem, jeg har lånt. Jeg har ikke set den endnu, men jeg tror ikke, der er noget anstødeligt indhold.

mandag den 3. december 2007

Jeg har oprettet endnu en blog!

På DotBot havde vi brug for at få at vide, hvorfor anbefalerne i den grad svigter litteratursiderne. Det skulle helst være anonymt, så hvad var mere oplagt end at lave en afstemning på en blog oprettet til formålet. Så sådan blev det.
Der kan selvfølgelig blive lidt mudder i maskineriet, hvis nogen, der ikke er anbefaler, også afgiver deres stemme, men mon der er så mange uindviede, der finder frem til bloggen?
Hvis litteratursiderne ellers overlever, og bloggen skal bruges til kommunikation med anbefalerne, så skal der heldigvis gøres mere ud af layoutet - heldigvis, for det er sjovt, synes jeg, men jeg gider trods alt ikke gøre det, hvis bloggen kun skal bruges til denne afstemning.
Det er første gang, jeg for alvor har brugt et af de nye redskaber i arbejdslivet.

tirsdag den 27. november 2007

YouTube

Jeg forsøger at lægge en video fra YouTube på min blog:



Det ser ikke umiddelbart ud til at virke, men lad os nu se, når det bliver udgivet.

Jo, minsandten. Videoen er endda lidt sjov og også godt lavet, synes jeg.

mandag den 26. november 2007

Keeeeeedelige biblioteker


Trendy trees
Originally uploaded by cats_in_blue
Det har været et mantra på en masse kurser i de sidste 5-10 år, at bibliotekerne er SÅÅÅÅ kedelige og SÅÅÅÅ støvede, og dem er der da ingen, der gider besøge.
Formodentlig mener alle de, der snakker om de kedelige biblioteker (det er mest mænd, ikke?), at personalet skal skiftes ud med nogle yngre modeller, men det er jo ikke så let at slippe af med alle vi gamle grå tristesser. Var det en ide at sende os på kurser i styling og give os en klækkelig lønforhøjelse, så vi kunne forsøge at gøre os selv en masse år yngre? Spørgsmålet er bare, om det ville hjælpe tilstrækkeligt.
Men man kan da i hvert fald gøre JULEN på biblioteket mindre kedelig. Se bare på disse trendy juletræer, som i øvrigt også kan fås i orange og sort (tænk at den julefarve overlevede fra sidste år...tænk at det i det hele taget er en julefarve!) Var det ikke en ide at kvikke de triste grå lokaler op med et par stykker af dem? Det skulle vel nok kunne lokke nogle både nye og gamle brugere til.

torsdag den 22. november 2007

Årets nye musik

I går var jeg til et kursus i Årets nye musik. Det var bare godt, 3 meget veloplagte og vidende oplægsholdere fortalte om rock, jazz og klassisk. Ærgerligt at der kun var omkring 30 deltagere, og der burde i hvert fald have været flere fra ÅKB, når det nu foregik på vores hjemmebane.

Vi har næsten gjort Flickr-opgaverne færdige. Det er overhovedet ikke let at lave opgaver i noget, som man har brugt i flere år. Hvad var det for eksempel, der drillede, da man lavede sin konto? Desuden har jeg en pro-konto, og den er noget anderledes end en gratis; man får faktisk noget for sin beskedne årsafgift.

mandag den 19. november 2007

Weekend i toga

OK, overskriften er lidt overdrevet, men 4 timer i Romulus, de romerske bade i Skallerup Klit feriecentret blev det til. Jeg var på forlænget weekend sammen med 3 andre "piger", og højdepunktet var afgjort besøget i de romerske bade. Det var bare luksus og afslapning!

Vi boede i et af kommunens feriehuse (nr. 11). Selve huset var ok, men så heller ikke mere, men det lå bare et stenkast fra vandet. Det er det hus i hele ferieområdet, det ligger næsttættest på havet, og det er da sjovt. Sådan er udsigten fra huset mod vest:
De næste 23ting opgaver drejer sig om Flickr, og der er jeg på hjemmebane.

torsdag den 15. november 2007

LibraryThing

LibraryThing er nok den første ting, jeg har fundet lidt kedelig. Jeg er vist ikke litterær nok.
Men den er da ellers nem nok at bruge, især hvis man læser engelsksproget litteratur. Jeg vil prøve at finde nogle nye kattefotobøger, men ellers kommer jeg ikke til at bruge LT i fremtiden.
Har også lavet min widget, men jeg synes, det er irriterende, at ikke alle billeder kommer med. Jeg vil dog ikke bruge mere tid på det.

fredag den 9. november 2007

del.icio.us på iGoogle

Nu har jeg fået sat en del.icio.us gadget på min iGoogle. Jeg kan se mine nyeste bogmærker, og jeg kan klikke mig direkte ind på min del.icio.us konto. Smart!

tirsdag den 6. november 2007

del.icio.us

Jeg glemte at skrive i går, at jeg helt har overgivet mig til del.icio.us. Det er der og kun der, mine foretrukne kommer til at ligge i fremtiden.
I begyndelsen savnede jeg mine mapper, men nu har jeg fundet ud af at få alle mine links organiseret. Jeg vil helt sikkert også komme til at bruge de sociale muligheder. TAK, del.icio.us!

mandag den 5. november 2007

Chat og fotosafari i Dyrehaven

Jeg fik chattet en del - mest i embeds medfør - med Marianne og Jens i sidste uge. Jeg tror, jeg bedst kan lide G-talk; der er ikke så meget fis som på Messenger. Det sjoveste er gruppechat! Også selv om det af og til var svært at få et ord indført.

I går skulle jeg ud at trave lidt i det gode vejr, så noget af indtaget fra lørdag aftens gæstebud kunne blive forbrændt. Jeg lagde vejen forbi dyrehaven i Marselisborg-skovene og havde - helt tilfældigt - mit nye kamera med.

Resultatet var, at jeg ikke fik trasket så meget. Jeg var jo nødt til at stå stille for at få nogle gode fotos af de i øvrigt yderst selvskabelige - og åbenbart ret sultne - dyr.
På billedet er det en ung sikabuk, der med største fornøjelse gnasker æbler i sig.

torsdag den 25. oktober 2007

Messenger og Google Talk

Så! Nu har vi i arbejdsgruppen bare styr på chat!
Der burde have været skjult kamera på i formiddags, hvor vi færdiggjorde opgaver. På et tidspunkt chattede Jens med sig selv i tre forskellige udgaver (han havde lidt besvær med at finde ud af, hvem af de tre han nu var hvor - og hvorfor), og bagefter chattede vi alle tre på hver sin maskine på samme kontor. Spøjst!
Selvfølgelig kan man bruge chat også seriøst. Jeg er egentlig selv ret ligeglad, om jeg bruger Messenger eller G-Talk, men Messenger har nok den fordel, at der er så mange andre, der bruger den.

fredag den 19. oktober 2007

Messenger

Chattede - for første gang i mit liv!!! - med Marianne på Messenger i går. Her er jeg virkelig nybegynder, men vi fik da prøvet både at blinke til hinanden, indsætte smileys og få en rigtig flot åkandedam med haletudser, der svømmede rundt, som baggrund for vores meddelelser.
Det mest morsomme var nu, at det tog en rum tid for os at finde ud af at logge af - HJÆLP! VI VIL UD. Nå, det lykkedes da for os. Børnene her på biblioteket navigerer selvfølgelig rundt på Messenger, som om det var deres andet hjem. Jeg har langt igen!

Kunne vi så ikke lige så godt have brugt en gammeldags telefon?
Nej, for den maskine jeg sad ved, er langt fra alle vores telefoner, og vi har ikke nogle ledningsfri telefoner her på biblo. Jeg har mange gange prøvet at rende frem og tilbage mellem nærmeste telefon og pc'en. Ikke smart!

onsdag den 17. oktober 2007

Messenger og storkenæb

Er nu godt i gang med at lave opgaven til ting 6: Messenger. Jeg har aldrig selv chattet, så det er meget nyt for mig. Jeg må nok hellere finde nogen at chatte med også for at afprøve mulighederne. Jeg så, at man kan oprette en mappe med billeder, og så bliver det straks mere interessant synes jeg.

Måske kan man gætte af billedet i hovedet på min blog, at jeg godt kan lide storkenæb. På den ene side af vores hus er der forskellige blå (eller måske snarere violette. Rent blå storkenæb er der ikke så mange af) - og på den anden side er der pink og rødlilla. Det startede for efterhånden en del år siden - og også før det blev en trend, bilder jeg mig ind, men det passer nok ikke:-) I hvert fald var det før storkenæbsbogen udkom. Dengang købte jeg hos Helenas stauder. De er nu overtaget af en anden, men er stadig specialister i storkenæb.

De senere år har jeg især købt hos Staudefeen. Begge kan anbefales på det varmeste.

Min nyeste storkenæb hedder Sandrine, og den er bare så flot: Mørk, intens purpur med helt sort øje. Jeg købte den i juli, og den begyndte at blomstre sidst i august. Og det har den for resten gjort lige siden.

fredag den 12. oktober 2007

RSS igen - igen

Så er man altså blevet RSS-ekspert! Jeg føler mig ikke helt som en sådan, men jeg er i hvert fald kommet meget længere, end da jeg startede på det. Hvad ydermere er, jeg kan også se ideen i RSS.
Måske skal man som quinde lige over den hurdle, at en nyhed ikke bare er en nyhed i traditionel forstand. Mon ikke det meget er en mandeting absolut at skulle vide, hvad nyhedsmedierne nu har bragt til torvs... næsten inden det er sket? Herregud, hvis jeg går glip af en eller anden forsidehistorie, så ændrer verden sig jo ikke af den grund.
For mig kan en nyhed lige så godt være, når en af mine favoritsælgere på Etsy sætter et par nye ørenringe til salg. Hvis jeg ikke ved det hurtigt, så kan de jo være solgt til en anden i mellemtiden...

torsdag den 11. oktober 2007

Nobelprisen


For en gangs skyld har jeg læst noget af årets Nobelpristager (i litteratur, forstås). Jeg kan nu ikke huske, hvad det var - det er nok omkring 25 år siden, men jeg kan huske, at jeg godt kunne lide det. Og så er der en enkelt undtagelse. Doris Lessing har nemlig skrevet en af mine yndlingskattebøger. Katte især, hedder den. Den har jeg læst et par gange i løbet af mit katteliv: Fra 1986 og frem.
Den udkom på engelsk i 1967, og da var katte nok i de færreste tilfælde de forkælede familiemedlemmer, de er nu. Jeg er da heller ikke ganske enig i Doris Lessings måde at have kat på, men til gengæld er der nogle vidunderlige beskrivelser af katte. Man mærker, at det er en person, der kan bruge ordene - en forfatter med andre ord. Man mærker også, at det er en god oversættelse. Det er Suzanne Brøgger, der har stået for den.

mandag den 8. oktober 2007

Mere RSS

Jeg har ny tilføjet en hel masse deltagerblogs til mig RSS-feeder og ydermere lavet det sådan, at jeg på min iGoogle kan se, om der er kommet nyt. Måske skulle jeg slette Politikens sportsnyheder, for de overdøver ligesom alt andet.
Min iGoogle er ellers ved at være, som jeg gerne vil have den. Jeg tror, den kan blive virkelig praktisk. Har også ført en masse "arrangementer" ind i kalenderen.

Uge 41 opgaver og tips har drillet lidt. Der skulle sættes en del billeder ind, og det forårsager, at der kommer nogle tomme linjer, som skal slettes. Det ser ud til, at hvis man er uheldig, så kommer man samtidig til at slette noget kode, så billederne ikke er aktive mere. D.v.s. det ser ud, som om de er aktive, men når man klikker på dem, så sker der ikke en dyt. Men man er vel stædig som et æsel, så nu virker det. I den anledning er her et billede af nogle æsler: A pair of donkeys

onsdag den 3. oktober 2007

RSS

Jeg roder rundt i det med RSS. Det er altså ikke så let, synes jeg. Det går meget godt med Google Reader, og jeg har også fået en anden reader, og det går sådan set også meget godt.
Men så ville jeg tilføje nogle feeds på min blog, og det vil altså ikke rigtig lykkes. Jo, jeg har fået en Politiken sport på, men de andre, jeg prøver, nægter... Det er rigtig irriterende!!!

lørdag den 29. september 2007

Nu skriver den hindi!!!!

Der var alligevel et par problemer inden startskuddet.
Marianne skulle lægge nogle deltagere på, men hendes redigeringsikon var forsvundet. Da Jens, som er den mest tekniske af os, ikke var på sin pind, forsøgte jeg at finde ud af, hvad der var sket. Det skulle jeg aldrig have gjort: Nu blev alt, hvad vi skrev på deltagerlisten ændret til hindi! HJÆLP!
Nå, jeg fandt ud af, at jeg havde sat et flueben i et felt, hvor det absolut ikke skulle være, og hvis jeg havde læst, hvad der stod ved feltet, så havde jeg vidst, hvad følgerne ville blive. Så hvis der er nogen, der pludselig får alt skrevet i hindi, så ved jeg, hvad der er galt.
Ikke nok med det, men hele deltagerlisten blev nu også vist i én sammenhængende blok. Jeg måtte ind i html'en for at få lavet passende linjeskift. Det har Jens så fundet ud af at få rettet i løbet af i dag. Denne gang var det et flueben, der manglede et andet sted. Jeg synes ikke, jeg var inde at lave noget der, men tør ikke sværge på det.
Om Mariannes ikon er kommet tilbage, er indtil videre uvist.

I øvrigt er deltagerfeltet på ikke mindre end 60 personer. Ret flot, synes vi.

fredag den 28. september 2007

Vi når det!

Vi er stort set færdige til at lade projektet gå i luften på mandag. Det bliver spændende at se, om vi har misset noget og i så fald hvad.
Nu skal vi så videre med de næste uger...

Der var mange flere til opstartsmødet i morges, end vi havde regnet med, og vi hørte flere, der glædede sig til at komme i gang. Måske er der stadig nogen, der synes, det virker uoverkommeligt, og "hvad skal det gøre godt for?", men det er nok ikke lige os i arbejdsgruppen, de siger det til. Der er mange flere, der har meldt sig til, end jeg troede på forhånd - rigtig godt!

Nu kalder vagten og materialevalget. "Heldigvis" har jeg lørdagsvagt ;-) så det nås nok altsammen.

tirsdag den 25. september 2007

Når vi det???

I øjeblikket arbejder vi som små heste for at få alle blogs klar til starten i næste uge. Det svirrer rundt med blogs og mails og indlæg og kladder...
Jeg glæder mig helt til vagten om ganske kort tid, så jeg kan få renset ud i hovedet.

torsdag den 20. september 2007

RSS

Fik tilføjet et RSS-feed til siden. Men jeg kan stadig ikke finde ud af at abonnere på Jens' og Mariannes blogs.

Minus billeder

Er lige gået ind på min blog, og til min skræk er mine billeder forsvundet!!! Hvordan mon det kan være?
Har ellers lige med succes tilføjet Google reader til min igoogle-side.
Nå, jeg fandt måske ud af det med billederne. Jeg skulle tillade popups. Hvis det ikke hjalp, skriver jeg igen.

onsdag den 19. september 2007

ØV

jeg kan ikke finde ud af at abonnere på Jens' og Mariannes blogs. Er sikkert for utålmodig. Jeg prøver igen, når jeg får lidt mere tid.

torsdag den 13. september 2007

Skype

Vi har afprøvet Skype, og det fungerer. Man kommer godt nok til at snakke noget i munden på hinanden, og der var en del ekko på Jens og mig, hvorimod Marianne var fin. Hun har en anden mikrofon, det er måske grunden.
Vi har lidt problemer med, hvor vi skal kommunikere - for ikke at skulle tjekke alt for mange steder. Vi må lave aftaler.

mandag den 10. september 2007

Google talk

Marianne, Jens og jeg har lige prøvet google talk. Tænk at det kan være en succes bare at høre en stemme i headsettet!
Vi kunne nu ikke komme på alle tre på én gang, så det virkede ikke umiddelbart som om det var anderledes, end hvis man havde grebet knoglen - hvis lydkvalitet ydermere er bedre.
I betragtning af at google talk også forudsætter headset og mikrofon, som måske ikke alle biblioteker lige har, så er det måske ikke så velegnet i programmet.

fredag den 7. september 2007

7. september 2007

Har de sidste par dage leget lidt med blogs og del.icio.us. Er måske ved at blive lidt bedre venner med den sidste.
Det er vist på tide at udvide med lidt mere nu, men det kniber med tiden.

mandag den 3. september 2007

3. september 2007

Fandt en anden skabelon, som jeg kan leve med.

Jeg har også oprettet mig på del.icio.us. Det lykkedes dog ikke at installere knapperne, og de ville vel alligevel kun blive installeret på den pc, man lige sidder ved - eller hur???
Jeg har også importeret alle mine links, og nu ser det fuldstændig uoverskueligt ud. Jeg savner mine mapper!
Indtil videre tvivler jeg på, at jeg bliver fan af del.icio.us, selv om jeg godt kan se ideen.

fredag den 31. august 2007

31. august 2007

hmmm...har nu oprettet en gmail til netop dette formål + en blog.
Jeg er nødt til at gøre lidt ved layoutet.