søndag den 17. juli 2022

Nyt slotsophold

Vi er blevet glade for de korte ferier på kro eller hotel med et par overnatninger. Man skal bare pakke lidt ekstra tøj og noget toiletgrej, og så er det af sted. Nemt!

Der var et par udstillinger på Brandt Klædefabrik, som vist kun hedder Brandts nu om dage, i Odense, som vi gerne ville se, og det kunne fint kombineres med et lille sommerophold. Efter det vellykkede ophold på Gram Slotskro valgte vi endnu et slot: Hindsgavl ved Middelfart.

Hovedbygningen i klassicistisk stil fra slutningen af 1700-tallet. Vores værelse lå i en af fløjene.

Et kig ind i en af de fine stuer med udsigt til slotsparken og Fænøsund

Der var adgang til køkkenhaven 
med de lange rækker af forskellige
salater, løg, asparges og andet godt.
Vi var meget tilfredse med vores ophold. Især omgivelserne - den store park ned mod Fænøsund - og forplejningen var bemærkelsesværdig.

Slottet har en kæmpestor køkkenhave. Afgrøderne bliver meget fornuftigt brugt i køkkenet, og de helt friske grøntsager kunne altså smages. Det nød vi virkelig. Vi spiste i slottets restaurant to aftener, og det var rigtig lækkert begge gange.

Til den fine morgenbuffet var der både æblemost på egne æbler og honning fra bistaderne i køkkenhaven plus en masse andet godt. Jeg spurgte, om de også selv havde røget rygeosten, men det havde de nu ikke.

Gad vidst hvor mange gartnere, der er ansat til at passe både park og køkkenhave...

Vi tog toget fra Middelfart til Odense. I Middelfart kan man parkere tæt på stationen, og turen til Odense tager bare 22 minutter. Så er der lige et kvarters slentretur til Brandts.

Der var to udstillinger, vi gerne ville se. De tusind gåders sted med malerier af Kathrine Ærtebjerg (til 24.7.2022) og Landskaber (til 23.20.2022).

Egentlig er jeg ikke så vild med Ærtebjerg. Der er lidt for meget drømmeri i, og det er for surreelt for min smag, men jeg kan godt lide, at hun diskuterer kvindeidentitet og kønsroller i sin kunst, og jeg kan især lide hendes af og til sarkastiske humor. Begge dele ses i eksemplet herunder:

"Hvad du ønsker skal du få" fra 2002

Landskaberne var kronologisk opbygget. En meget dejlig udstilling med danske kunstværker fra guldalderen og helt op i nutiden. Et flot indblik i natursynet i de forskellige epoker.

Fritz Syberg: Vinterlandskab. Pløjemark i sne

Sybergs pløjemarker i sne minder mig om min barndom. Præcis sådan husker jeg vinteren på Nordfyn, også selv om Sybergs marker snarere lå på Sydfyn.

Dagen efter kørte vi selv ud at se på dejlige fynske landskaber lidt syd for Middelfart. Vi så også et par kirker, Husby og Føns. Meget forskellige, men begge værd at kigge på. Billedet viser udsigten fra Føns Kirke.


Vi valgte at køre gennem Vejle på hjemturen. Byen var i høj grad præget af at have været startby for en etape i Tour de France.

Jeg synes, det er fint, at erhvervslivet går all in, når der kommer sådan en begivenhed til byen. Selv en af Pontus Kjerrmans skulpturer havde fået et gult halstørklæde på. 

P.S. Til sidst en advarsel: Spis ikke på Cafe Razz i Middelfart, med mindre du er meget glad for mayonnaise. Vi gjorde den fejl at vælge stedet som vores frokostcafé, inden vi indskrev os på Hindsgavl, og maden var ærlig talt elendig. Det er sjældent, et spisested formår at ødelægge en club sandwich. Razz kunne! Og min kartoffelmad var totalt druknet i ikke særlig god mayonnaise, og den rygeost, jeg var blevet lovet, kunne i hvert fald ikke smages.

søndag den 3. juli 2022

I det vestjyske

For lidt over en uge siden vendte vi hjem efter årets første sommerhusferie, som gik til Vestjylland. Hverken nordvest eller sydvest, bare vest, nemlig til Holmsland Klit.

Vores sommerhus lå i første række ud mod klitterne, som vi havde en dejlig udsigt til fra stuens panoramavinduer, og lige på den anden side var Vesterhavet.

Det er sådan et dejligt område, og vi kørte en del ture. Vi var i Tipperne, men så ikke så vildt mange fugle. Det er nok bedre at komme i træktiden. Vi så dog blandt andet en engpiber, som jeg aldrig har set før.

Nymindegab Museum har vi besøgt en del gange før, men det er et fint lille museum, så det var igen på programmet. Det var blevet en del moderniseret, så man nu trasker rundt med hver sit audioudstyr. Sådan lidt for analfabeter. Jeg kunne måske bedre lide det gamle museum, og jeg savnede helt sikkert nogle af de ting, det gamle museum viste, men det er stadig et godt museum, og nu kan alle være med.

Nymindegab Kro af Maria Thymann
Maria Thymann var en af flere kvindelige malere i kunstnerkolonien Nymandegabmalerne

Nærmeste by ved vores sommerhus var Hvide Sande, og der var vi mange gange. Også fordi Kjærstrup Chokolade med Danmarks bedste flødeboller har fået en forretning der. Jeg fik nu kun én enkelt flødebolle, for jeg var sammen med tre iselskere, og man kunne også få god is, så jeg var for det meste også på isholdet.

Men ellers hang vi lidt ud på havnen, så på byens forretningsliv og spiste frokost et par gange. Ved havnen havde de fået den sødeste affaldssortering:

Det var selvfølgelig den affaldssortering, vi benyttede, da vi skulle forlade sommerhuset. Proportionerne snyder. Jollen til venstre var meget mindre end selve fiskekutteren, I den skulle blandt andet flasker, mens der skulle papir, metal, plast og en ting til i kutteren.

Ringkøbing kørte vi kun til en enkelt gang. Det er ellers en af mine yndlingsbyer med alle de fine Bedre Byggeskik huse. Der er noget at kigge på overalt, her bare en enkelt detalje.

Kjærstrup i Hvide Sande er en filial af Kjærstrup i Ringkøbing, så vi fik også is den dag.

Når man kører fra det ene sted til det andet, kommer man uvægerligt hele tiden gennem de fantastiske landskaber. Her er det klitrækken nord for Søndervig:

Sommerhuse ligger side om side med de fine gamle vestkystgårde langs klitranden

Med tre strikkefanatikere plus én, der bare strikker uden at være fanatisk, blev områdets garnbutikker selvfølgelig besøgt. Huset Tind, der ligger i nærheden af Søndervig, og hvor der er en fantastisk udsigt over Stadil Fjord er fast på programmet, når vi er på de egne. Det er sådan en smuk butik, og den sælger også godt garn, men jeg nærede mig.

Det gjorde jeg også i Ringkøbings to gode garnbutikker. Den ene gjorde fint opmærksom på sig selv med denne meget pigede cykel:


Men til sidst gik det galt. I Vemb havde garnbutikken "I Centrum" ophørsudsalg, den sidste dag med hele 70% rabat. Vi mente, vi kunne da lige køre forbi, for der var nok alligevel ikke noget af interesse tilbage. Der tog vi fejl. Ganske vist var der ikke meget tilbage, men det, der var, var næsten altsammen af interesse, så selv jeg fik forøget lageret. Der er ikke meget krejler i mig, selv om jeg er af krejler-slægt, men godt et tilbud kunne jeg ikke helt lade gå min næse forbi.

Selv om vi har været på Holmsland Klit mange gange, har vi aldrig været ved Lyngvig Fyr før. Det nåede vi den sidste dag. Annetts søster havde smsset, at hun ikke mente, en tur op ad fyrets mange trapper var pengene værd, og for resten kom vi også for sent. Men et flot fyr er det!


Vi havde en dejlig ferie med både afslapning og aktiviteter. Der var dog et par ting, vi ikke nåede. Der skulle stadig være nok til mindst et par dagsudflugter.