Færdig med Fanø

Jeg håber ikke, jeg nogensinde bliver færdig med Fanø, men jeg kan her på en af årets sidste dage blive færdig med at blogge om dette års Fanø-ferie, der som sædvanligt fandt sted i september.

Ud over det, jeg allerede har berettet om, var Fanø i år også:

Travetur på Hønen på sydøen.

Et møde med Anker Drømmefanger på nordøen.
Anker er lavet af kunstneren Thomas Dambo, og Dorthe giver et indtryk af,
at Anker er en pænt stor trold.

Krager på stranden.

- og på antennerne. Nå, det har jeg vist nævnt før.

Sønderhos stråtækte huse

Det maleriske gamle skibsværft på havnen i Sønderho

Sælerne på sandbanken i havnen i Nordby, der her er lige ved at blive oversvømmet af højvandet.
Der var mange sæler i år. På et tidspunkt så vi ni samtidig.

Solnedgang på Rindby Strand.
Man kan også lige skimte månen, hvis man ser godt efter.

Udsigt til Esbjergs lys fra Nordby

Og så var der rigtig meget hygge i sommerhuset med killingerne, men det har jeg i hvert fald skrevet om før.

Opsamling på Fanø. Kattene

Jeg blev egentlig aldrig færdig med at skrive om årets oplevelser på Fanø. Blandt andet fik jeg ikke portrætteret årets katte, men her kommer en billedkavalkade.

I Nordby:

Først og fremmest Pizza

Det var dejligt at møde hende igen, men hun er blevet gammel. Sådan karakteristisk tynd over ryggen, man kan nu tydeligt mærke hendes ryghvirvler, når man aer hende. Vi så hende også mest sovende, som regel ret dybt. Gad vidst om hun også er der næste år? 

Den sort-hvide, der hyggede sig i solen, mener jeg, vi har set før. I modsætning til Pizza ville den ikke snakkes med.

Det ville den næsten helt sorte godt. Den lå i dyb søvn ved Fanø Is (der nu er til salg - ØV!), hvor en lille dreng på et par år kælede længe med den, inden den vågnede

På trods af coronaen blev der afholdt en drikkefestival i Nordby, men der var ikke mange mennesker, der deltog. Den flotte langhårede, rød-hvide deltog nok ikke i drikkeriet, men den gik i hvert fald ind i teltet for at se, om der forgik noget. Jeg gik bagefter og konstaterede, at det gjorde der ikke rigtig.

I Sønderho

så vi i år kun få katte, og jeg fik kun fotograferet én af dem. Vi så den ved De Tre Søstre, hvor vi også tidligere har set flere katte, men jeg er ikke helt sikker på, at vi har hilst på denne før. På billedet er den på vej hen til mig for at få nærkontakt.

I Rindby så vi ikke nogen katte i det fri, men vi havde jo vores egne at snakke med.

Små flasker

December har for os været de små flaskers tid:

De to mindste flasker på billedet er de sidste to i vores rom-kalender, som vi ligesom sidste år har haft stor fornøjelse af. Der har været mange gode, nogle exceptionelt gode, nogle få mindre gode og en enkelt udrikkelig, som minsandten var fra USA. Indtil nu, for mon ikke den, vi skal drikke i morgen, er en af de bedre.

De fire flasker gin er fra vores adventskalender. "Vores" killinger var nemlig så søde at forsyne os med en sådan. Der var også tonic'er, der passer til de enkelte ginner i kalenderen. 

Det er spændende, at ginnerne er fra et destilleri, som vi ikke kender i forvejen. Knaplund hedder det, og det ligger syd for Herning. På hjemmesiden kunne jeg læse, at det er startet som et whiskydestilleri, men at de også er begyndt at interessere sig for gin. Godt for os, der bedre kan lide gin end whisky, og vi glæder os til at drikke de fire varianter: classic, oak, magic og sweet mango.

Den største flaske er den sidste, der er kommet til samlingen. Den fik vi af Bodil, og den indeholder hendes egen stikkelsbærlikør. Faktisk har vi allerede smagt den, og jeg var ret vild med den. Stikkelsbær er vist godt til alt.

Tak til Bodil og til killingerne og Annett. Jeg kan ikke lade være med at benytte lejligheden til at vise nogle flere killingebilleder:

En søvnig Gamine

Smukke Samantha, der er lidt fornemt utilnærmelig
hvilket bare gør hende endnu mere spændende

Sidst, men ikke mindst: Frække og knuselskelige Dino

P.S. Det lykkedes at få set Jupiter og Saturn i går. De var meget tydelige, men allerede et lille stykke fra hinanden, så de ikke lyste helt så kraftigt, som de sikkert gjorde dagen før.

P.P.S. Glædelig jul til alle der kommer fobi denne blog.

Lys i mørket

 

I går var som bekendt årets korteste dag, men dagen i dag er ikke engang et helt minut længere end i går. Det sker først i morgen. 

Det lysende rensdyr fotograferede jeg i Zoologisk Have i København sidste år. Zoo er dog ikke det eneste sted med lysende dyr. I hvert fald har de også et par stykker i Randers.

Byens vartegn, den jyske hingst, har været der i adskillige år. Det kunne jeg godt nok ikke huske, men både Dorthe og Yrsa, der bor i Randers, kendte den udmærket.

Der er også i år kommet et nyt dyr i byen. Eller dyr og dyr..., måske er det snarere et stykke legetøj:

En meget stor teddybjørn. Måske lidt for stor, men der er god plads på Østervold. Den er vel mest for børn, og jeg håber, de kan forholde sig til en bjørn i den størrelse. Flot er den da.

Jeg ønsker mig klart vejr i aften mellem 16 og 18. Det er endnu ikke lykkedes mig at se Jupiter og Saturn konjunktionen, fordi det har været overskyet. Ganske vist så jeg månen i går, men det var inden, man kunne se planeterne. Og en anden aften så jeg stjerner, men det var efter de to planeter var gået ned. Der er ikke så vildt tykt skylag i dag, så måske...

Kommunale meddelelser i gadebilledet

 

Dette billede viser ikke et udmattet mundbind, der er faldet om af træthed. 

Eller det gør det på en måde. Det er en plakat bag en plexiglasrude, der opfordrer til, at folk smider deres brugte mundbind i en affaldskurv i stedet for på gaden. Dorthe har taget billedet. Det er faldet sjovt ud, synes jeg, men jeg kan ikke få styr på, hvad der egentlig er plakat, og hvad der er gadebillede.

Jeg er forarget over, så mange der bare smider deres mundbind rundt omkring. Hvor byrdefuldt er det lige at beholde mundbindet på, til man når næste affaldskurv? Eller alternativt tage en lille plasticpose med sammen med dagens mundbind, så de kan arkiveres deri? Det er åbenbart meget belastende for en del, for hvor ser man mange mundbind ligge og flyde på gader og veje.

For et stykke tid siden så jeg et andet sjovt skilt:

Fredeliggørelse? Hvad er det for et ord? Jeg har aldrig bemærket, at Ryesgade skulle være specielt ufredelig. Det skulle da lige være, fordi der ligger en privatskole i gaden, og der er unægtelig ret meget larm i frikvartererne.

Arbejdet er jo afsluttet for et stykke tid siden, og jeg har ikke bemærket forandringer. Nogen har fortalt, at det vist skulle dreje sig om terrorsikring, og det er jo meget fornuftigt. Næste gang, jeg kommer på de kanter, må jeg prøve at lægge mærke til, hvad der egentlig er sket.

Juleanden i hus

For et par dage siden kørte vi til Gothenborg i Them og købte vores juleand. Vi ved, at ænderne på Gothenborg har haft så godt et liv, som det er muligt, når de ikke lever i det fri. De er også blevet slagtet på en ordentlig måde. Vi kan altså spise dem med næsten ren samvittighed. Billedet er fra nogle år siden:

Når man kører til Them herfra, kommer man gennem Silkeborg, og hvad ville så være mere naturligt end at standse der, gå en tur i byen og få sin frokost? Der er adskillige gode spisesteder i Silkeborg. Vi valgte Café Evald ved Papirfabrikken, og der var bare styr på coronaforholdsreglerne. Flot! 

Desuden fik vi en glimrende frokost, men desværre var der ikke plads til de ellers fristende desserter. Vi må tilbage en anden gang og så kun få dessert. Og måske kaffe.

På vej derfra var det ved at mørkne, og der så bare så idyllisk ud nede ved Hjejlen og de andre turbåde. Vi opdagede nogle dykkende fugle på vandet. Troede først, det var lappedykkere, men med det næb må det have været skarver. 

Vi stod lidt og så dem dykke, og det nåede at blive så mørkt, at turbådene blev illuminerede. Gad vidst, om de egentlig sejler juleture? Nej, det bliver nu nok for koldt, men det ville sikkert ellers være malerisk.

Batteriopladning i Bogense

Vi har næsten lige været på en miniferie med to overnatninger på Hotel Bogense i - nå, ja, Bogense på Nordfyn.

Bogense viste sig at være en uventet charmerende by. Vi nød at gå rundt i gaderne, hvor der var masser af gamle huse, både større med afgjort flest små. Blandt andet ligger rigets mindste hus på torvet:

Jeg synes ikke, det ser så lille ud endda, men det må jo være rigtigt nok, når det blev bekendtgjort på et skilt på pladsen.

Der var selvfølgelig allerede blevet juleudsmykket, og det passede godt til byen, der ellers var oplyst af gammeldags gadelamper som den på billedet herunder.

Ud over selve byen tog vi ud til Gyldensteen Strand, hvor vi var så heldige at se både bramgæs og grågæs. Og ikke mindst høre. Der var også et udstillingscenter, hvor man blandt andet kunne høre en del fuglestemmer, og måske kan jeg nu kende forskel på lyden af bram- og grågås.

Det er - selvfølgelig havde jeg nær sagt - Aage V. Jensen Naturfonden, der har været ind over. 

Endelig var vi i et par kirker. Selvfølgelig Bogense Kirke, hvor vi morede os over prædikestolens gengivelse af syndefaldet:

Denne Adam har da helt sikkert sin del af skylden for faldet. Hvis Tommy Steele i sidste halvdel af 1950erne havde troet, at han havde en moderne frisure, kunne han godt tro om igen. Prædikestolen er fra 1604. Hele arkadefaget med Adams kokette kropsholdning kan ses her.

De andre kirker. vi så, var Søndersø Kirke med meget interessante kalkmalerier fra middelalderen. Og Asperup Kirke, hvor der også er kalkmalerier, men også en meget fin krucifiksgruppe af Claus Berg - eller i hvert fald fra hans værksted. Og så også den søde lille Anna selvtredje fra sengotisk tid, som ses på mit foto.

Der er flere kirker i området, der er værd at kigge nærmere på, så måske skulle man vende tilbage til foråret, når fugletrækket sætter ind.

Byens garnforretning, der var af den helt normale slags, lå bare et par numre fra hotellet, så der var vi selvfølgelig inde, men på hjemvejen kørte vi også ind til Middelfart, hvor der er en spændende, men også dyr garnforretning, der hedder Knit Sister's Studio. Spændende, fordi de har nogle garner, man ikke ser ret mange steder. 

Jeg forkælede mig selv med et bundt Nurturing Fibres Supertwist Sock. Det kommer fra Sydafrika, er økotex-mærket, og i det hele taget forsvarligt fremstillet. Jeg havde svært ved at beslutte mig for, hvilken farve, jeg ville have, men endte med den, der hedder Driftwood, ikke mindst på grund af navnet - og jeg ved godt, at det er mere end fjollet, men jeg har altså en svaghed for drivtømmer.

Der er for resten også en anderledes kage- og chokoladebutik i Middelfart. Kring Chokolade hedder den. Vi havde selvfølgelig fået en større morgenservering på hotellet, så vi nøjedes med te og en bolle med ost, men en anden gang kunne man da godt fristes af kagerne.

Fugle på Fanø

 

Jeg elsker septembers mange stære på Fanø. Man kan altid høre deres livlige kvidren, når man går rundt i Nordby. Men i det hele taget er der mange forskellige fugle på Fanø.

Annetts forældre havde været der i weekenden, inden vi kom, og de havde lavet en liste over alle de forskellige arter, de havde set. Jeg tror, der var mellem 25 og 30 på listen. De foreslog, at vi skulle fortsætte den. Vi syntes, det kunne være fint, hvis vi fik én ny om dagen, og selv om de mest oplagte var "taget", så nåede vi så rigeligt målet med blandt andet de fantastiske isfugle på vores liste.

En dag kørte vi ud til Halen. Undervejs så vi adskillige rovfugle, hvoraf en senere blev identificeret som en steppehøg, som ikke er så almindelig, og ingen af os havde set den før. En anden var en duehøg.

På stranden så vi blandt andet ryler:

I Nordby havde vi set flokke af små fugle, der fløj meget lavt og meget hurtigt over vandet mellem Nordby og Esbjerg. Jeg gættede på, at det var ryler, enten den almindelige eller de islandske, og rylerne ved Halen fløj på samme måde, så det var nok rigtigt.

Vi så også store flokke af stære. 

Nogle af dem forsøgte sammen med nogle krager at genere en rovfugl på jagt.

På engene ved vejen mellem Nordby og Sønderho så vi adskillige gange en tårnfalk, og ved Hønen ved Sønderho så vi hejrer, traner og kæmpestore flokke af strandskader. De sad helt tæt sammen, og jeg tror, der var flere tusinde.

Jeg fik selv kun billeder af de helt almindelige arter som krager, måger og deslignende. 

Hættemågen på billedet sad på sin pæl, hver gang vi hang ud på havnen med strikketøj og kaffe fra slagter Christiansen. Jeg tror i hvert fald, det var den samme.

På Rindby Strand lå en død sæl - en af tre døde sæler, vi så. En dag var en svartbag godt i gang med at fouragere fra den:

Til slut lige et billede af et par af vores "egne" ænder. De er jo heller ikke nogen sjældenhed, til gengæld var de der det meste af tiden.

Ny strikkeopskrift

Selv om vi hverken går til koncerter, foredrag eller i biografen og har begrænset samværet med andre mennesker til ikke ret meget, så bliver tiden overhovedet ikke for lang. 

Det minder om dengang, jeg gik på efterløn. Lynhurtigt blev alle de 37 arbejdstimer plus transporten absorberet i hverdagen.

Sådan er det også nu. Faktisk når jeg ikke altid det, jeg gerne vil. For eksempel har denne strikkeopskrift været på vej meget lang tid, men nu har jeg altså udgivet den - forhåbentlig helt uden fejl denne gang.

Igen drejer det sig om et par pulsvarmere eller nok mere præcist et par fingerløse handsker. Det første par strikkede næsten sig selv, og så syntes jeg, jeg lige så godt lige kunne finpudse lidt og få en opskrift ud af det. Det er over ½ år siden!

Jeg har kaldt handskerne Ujiji efter en af Sarantoyas killinger. Her er de i to forskellige garner:

Disse er i ren merino

Og de her i uld/cashmere. De er vildt bløde!

Opskriften ligger til fri afbenyttelse på Ravelry.

En lidt anderledes Fanøferie

Strikkefestivalen var fornuftigvis aflyst i år, men det betød nu ikke så meget for os. De seneste år har det alligevel været begrænset tid, vi har opholdt os på festivalen, for meget af det er det samme hver gang.

Den vigtigste grund til, at ferien blev anderledes, var, at Annett havde Tifany og hendes tre 9-10 uger gamle killinger med. Annett har ganske vist før haft Tifany med, dengang med to lidt yngre killinger, men dengang boede kattene kun i Annetts værelse. Denne gang kunne de også være i stuen sammen med os.

Jeg tror, at netop 9-10 ugers alderen er den allersjoveste alder for killinger. De leger, slås, kæler og de her tre havde allerede udviklet hver deres personlighed.

På billedet er mor Tifany øverst til højre. Ved siden af hende er det Dino, hankillingen i kuldet. Alle killingerne har navne efter Fiat-modeller.

Dino er godt nok den yngste, men det lader han sig ikke effektuere af. Han er allerede en selvbevidst lille hankat, der forstår at anbringe sig på de mest flatterende måder. Sådan noget med at smække forpoterne langt ud, eventuelt lægge dem over kors. 

Jeg tror, han er en intelligent lille kat. Skrap til at undersøge, finde ud af og finde på. Selv om han havde travlt det meste af tiden, så nød han at blive taget op, så han kunne få en kæletur. 

Under Dino er det Gamine. Hun er bare så bedårende, blød og myg og ekstremt let at håndtere. Hvis der ikke var andre, der havde tid til at blive taget op, så kunne man altid give Gamine en kæletur. Selv om hun virkede så føjelig, gik hun alligevel ind i slåskampene med sine søskende med stor ildhu.

Endelig er det Samantha under Tifany. Hun var helt anderledes. Jeg syntes, hun hvilede meget i sig selv på en fornem måde, og hun var den, der havde mindst tid til kæl. Netop derfor blev hun taget ekstra meget op, for hun skulle jo socialiseres, og når hun først lå i armen, var hun såmænd meget tilfreds, men først til allersidst lykkedes det mig at tage hende op, uden at hun gav et hyl fra sig. I det hele taget var der meget lyd i hende. Under slagsmålene var det næsten altid hende, der hylede først og mest.

I begyndelsen af ferien. Lille Dino undersøger, hvad man kan bruge en skammel til.

Vi har aldrig sat større pris på brændeovne,
men Samantha og Dino viser, hvordan man fornuftigt kan bruge sådan et monstrum.
Især når solen spiller med.

Gamine kan også se fræk ud. Som mange kvinder elsker hun sko.

Dino på mit strikkepindeetui.
Jeg synes, man godt kan se, han er vokset, siden det første billede blev taget.

Jeg har selvfølgelig mange flere billeder af killingerne. Flest af Dino og Gamine, Det er meget sværere at få gode fotos af en sort/hvid kat som Samantha.

Vi har lige besøgt Annett og kattene igen. Tifany kunne helt sikkert huske os, men killingerne skulle lige komme i tanke om, hvem vi nu var. De voksede meget, mens vi var på Fanø, og nu er de selvfølgelig vokset endnu mere. Dino er snart lige så stor som sin mor. 

Fanø i september

Som sædvanligt var vi sammen med Annett på Fanø i september, men en del var anderledes i år.

Blandt andet var vi af sted i længere tid, og vi boede i et andet hus, i år i Rindby Strand. Det var et ret lille, men godt indrettet hus, der lå lige ved en lille sø, som vi nok delte med nogle andre sommerhusbeboere.

Solen er ved at brænde den sidste morgendis over søen væk

Det gav nogle gode oplevelser. Der var selvfølgelig kaniner ved huset, og flere gange spadserede rådyr rundt om huset og ned til søen. En dag var der er mor med to store kid, en anden dag en ung buk.

Det er altså noget ganske særligt at kunne sidde i sin egen stue og kigge lige ud på dyrene. Og fotografere dem gennem ruden :)

Der var også ænder i søen, op til ni ad gangen. Vi fodrede dem lidt - ikke for meget, for der er jo ikke megen næring i gammelt brød, men de vænnede sig alligevel hurtigt til det og kom, når vi nærmede os søen. Måske har de forrige lejere af huset også fodret dem.

I et nabohus kunne vi se, at der var en næsten tam fasan, der kom hver eneste dag og fik noget korn, tror jeg. 

Men det allerbedste, der slog både ænder, fasaner og rådyr, var, at vi en dag så en isfugl. 

Det var endda mig, der opdagede den, hvilket jeg er meget stolt af. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme til at se en isfugl, fordi de er så hurtige, men da den var der, var jeg ikke i tvivl. Den skinner helt vildt turkis, fremhævet flot af det orange-rustrøde. Den fløj først lidt rundt, så satte den sig i buskadset på den anden side af søen, og jeg så den også fange noget i søen. Vi kiggede, indtil den ikke var der mere.

Men senere samme dag så vi den igen, det vil sige, da så vi faktisk to, så der har nok været et par ved søen. De var der så længe, at Annett kunne tage nogle billeder af dem med sin store zoom. Jeg forsøgte ikke engang, for mit hukommelseskort sad netop på det tidspunkt i computeren, hvor jeg var ved at kigge igennem de billeder, jeg havde taget. Det er altså Annett, der er fotografen bag fotoet af den ene af "vores" isfugle.  

Krager var der mange af omkring huset, både gråkrager, som vi kender dem her omkring, og sortkrager. Der sad altid en eller flere på naboens antenne, hvor de så meget maleriske ud.

En aften, vi kom hjem efter at have været til solnedgang på stranden, sad der en hel flok med nymånen som nabo:

Der var også andet på Fanø, der var anderledes, end det plejer at være, men det vender jeg tilbage til.

Fordele ved at bære mundbind

1. De skjuler dobbelthagen.
2. De skjuler også alle de irriterende skæghår på hagen, man får som moden kvinde.
3. Det er unødvendigt at bære makeup, i hvert fald når man som jeg også bruger solbriller.
4. De varmer. Dejligt, når man er ude at køre i åben traktorbus for at se på krondyr, som jeg var i weekenden.
5. Nå ja, så skulle de vel også have en vis virkning mod coronavirus.
   
   
   
   
   
   Ad punkt 3: Da jeg var ung, og vi havde kolde vintre, strikkede jeg faktisk en næsebeskytter til mig selv. Den er for længst forsvundet, men den ville nok ellers være bedre i vådt vejr.

Havens oprydningshold

På grund af rottefaren fodrer vi ikke fugle mere, men badet bliver fuglene trods alt ikke snydt for.

Især skovspurvene er glade for badet, men også musvitter og solsorte benytter det.

Forleden var der invasion i haven af skovspurve. Der var nok mellem 30 og 50. De badede ikke den dag, det var vores lille lavendelhæk, der var afblomstret for et stykke tid siden, der var attraktionen. 

Vi kiggede i lang tid på spurvene, men forstyrrede dem ikke. Bagefter kiggede vi på lavendlerne, og de var stort set støvsuget for frø: 

En del af frøene plejer at spire mellem fliserne, og de små planter er ikke altid lige nemme at få hevet op, men det bliver vist ikke noget større problem næste år. Tak for hjælpen, spurve!