mandag den 30. juni 2014

Hvad hulen stiller man op?

Da vi udstillede vores katte, vandt de en masse pokaler.


Selv om vi aldrig syntes, pokalerne var smukke, syntes vi dengang, de var sjove at have, men nu vil vi egentlig gerne have dem ud af huset.

Udstillingstiden og den såkaldte kattesport er i den grad et afsluttet kapitel for os. I starten var det hyggeligt og spændende, men det blev mere og mere konkurrencepræget med knive i ærmerne og en ret høj grad af nepotisme.

Det værste var dog, at kattene blev glemt i jagten på resultater på avls- og udstillingsfronten. Vi har og har altid haft katte, fordi vi holder af dem. Godt nok blev de udstillet, men det var hverdagen, der var og er det vigtige. Vi havde meget svært ved at acceptere, at kattenes velvære - og for den sags skyld også sundhed - blev sat på spil på ambitionernes alter. Det kunne vi ikke holde ud, og så meldte vi os simpelthen ud af den verden.

Men hvad pokker stiller man op med de pokaler? Smider man dem bare på lossepladsen eller hvad?

Nogle af dem er der sjove minder ved. Det gælder blandt andet den allerhøjeste med den gyldne skål på billedet. Det var vores første kat, Bitsjka, der vandt den, og det var vist også første gang, en af vores katte blev Bedst in Show.

Vi syntes, den var usædvanlig hæslig, men tog den med hjem til Dorthes forældre, for prale med den kunne man da altid. Dorthes forældre havde hver deres forslag til anvendelse. Hendes mor sendte straks lillesøsteren over til købmanden efter en flaske skum, som vi kunne drikke af pokalen. Dorthes far mente, at hvis man gemte den under sengen, ville den være udmærket til at laske eventuelle indbrudstyve med. Det lo vi meget af - endda inden vi havde smagt på boblerne.

Vi har desuden en endnu større samling kokarder.

Nogle få af det hav af kokarder, vi har haft. Mange af dem betalte vi endda penge for :-)

Faktisk har alle væggene i vores hobbyrum været beklædt med dem, men vi har allerede smidt en del ud. Mange af de resterende er falmede og grimme (det vil sige grimmere end før), så dem kan vi godt nænne at kyle ud, men pokalerne? Der er vi stadig i tænkeboks.

P.S. I dag ville Ofelia være blevet 27 år, hvis hun havde levet.

Ofelia som ung kat.
Det var Dorthe, der var så heldig at få dette billede i kassen.

søndag den 22. juni 2014

Lørdag i Ribe

Vi havde fået lyst til en udflugt til Ribe, og det var nødt til at foregå i går. Også selv om vejret ikke var specielt godt udflugtsvejr - køligt, og også med lidt regn.


En flok ænder på gågaden tog imod os. Jeg var lige ved at investere i en af dem, men holdt mig i skindet, selv om de var billige. Men heller ikke så lækre at røre ved som de originale med gummistøvler.

Roser er der mange af i Ribe. Jeg kan ikke lade være med at stikke snuden i dem, og denne i iøjnefaldende farver var en af dem, der duftede bedst.

Vi havde ikke noget særligt på programmet bortset fra, at vi som altid ville i domkirken. Frokosten skulle naturligvis indtages i Quedens Gård. Vi havde gode minder fra en af vores ferier for 4 år siden.

Desværre holdt den slet ikke niveauet. Der var ingen mørbrad af marsklam og ingen oste fra de små lokale mejerier. Det var ikke dårligt, men det var ganske ordinær cafémad. Nå, vi prøver bare et andet sted næste gang, vi tager til Ribe.

Fotoet yder selvfølgelig ikke
mosaikken fuld retfærdighed.
Domkirken skuffede selvfølgelig ikke. Den eneste måde, den kan skuffe på, er ved at være lukket, fordi der foregår et eller andet i den. Det har vi prøvet en gang, men ikke i går.

Det er en imponerende bygning, både ude og inde. Jeg synes, Carl-Henning Pedersens udsmykning fra 1980'erne er fin og spændende og passer godt til kirken. Mosaikken med sol, måne og stjerner er en af mine favoritter. Især er månen udtryksfuld, synes jeg.

Denne lille spradebasse "bor"
i det nordre sideskib.
Kalkmaleri fra 1100-tallet.
Kaffe og kage nåede vi efter domkirkebesøget. Så var der godt nok ikke plads til is, selv om jeg fulgtes med to is-entusiaster.

Ligesom disse to hunde nøjedes vi med at kigge ind i isbaren

mandag den 16. juni 2014

De grønne posers parade

Vi brugte stort set hele weekenden på årets garnstafet.

Forretningerne havde fået den glimrende ide at lave fælles poser i Garnstafettens grønturkise farve, og de grønne poser var meget synlige i gadebilledet.

Glade smil og nik når vi mødte andre garn-entusiaster.

Lørdag aften var der som noget nyt modeopvisning til den store strikkecafé. Det blev flot ledet af ejeren af Trøjborg Garn og Strik, meget veloplagt og nærmest professionelt. Det er altid sjovt at se det færdige strik på levende mennesker, og jeg kunne se, at der blev noteret flittigt rundt om ved bordene.

Der var minsandten både mænd og børn blandt mannequinerne. God ide!
Yarnfreak er afgjort den butik, der har den yngste profil,
og der er ikke bare cardigans på de unges pinde.
Og pindene er måske tiere hæklenåle end strikkepinde.
Jeg glemmer tit at vande mine potteplanter,
så måske skulle jeg følge de unges eksempel og hækle nogle kaktusser.
Sådan set er mit garnlager stort nok, men... Kan man være garnoman? Lageret blev i hvert fald større. Det var især sommergarner som hør og bomuld, jeg investerede i, og det var der faktisk ikke så meget af i lageret i forvejen. Nu skal jeg bare have lavet noget af det.

Bagagerummet i Annetts bil.
Dorthes og mine samlede indkøb
- 5 poser, som trods alt ikke var helt fyldte.

fredag den 6. juni 2014

Citater om katte #27

Mennesket ligger alt for lidt. Det står og sidder i ét væk. Det er usundt for det animalske velbefindende. Kun når man ligger, er man helt i harmoni med sig selv.
Erich Maria Remarque


Lilit illustrerer citatet. Jeg tror, hun er helt enig i udsagnet, især nu hvor hun er blevet en gammel tøs. Vi kan godt mærke, at hun er mere træt og ligger mere, end da hun var yngre. Hun ligger også på en anden måde, tit fuldstændig fladt på siden, og hun sover tungere. Det betyder dog ikke, at hun ikke stadig tager nogle fræseture. Heldigvis.

Det er sandt for dyden lettere at få taget billeder af sovende katte end af vågne. Jeg kan ikke dy mig for også at vise et af Lilits søn Zoogin. Han sov faktisk et godt stykke tid i den stilling.


søndag den 1. juni 2014

Folkepension i vente

Tror jeg da. Ansøgningen er udfyldt og sendt.

Noget af det sidste, jeg berigede mit arbejdssted med, inden friheden kom, var netop undervisning i udfyldelse af folkepensionsansøgninger.

Ret særpræget arbejde for en bibliotekar ;-) men jeg syntes såmænd, det var meget sjovt, og de, der deltog, var vist glade for undervisningen.

Heldigvis stødte jeg ikke ind i nogen med samme mærkværdige familieform som mig selv, for så var jeg kommet i knibe. Det har jeg erfaret nu, hvor jeg selv skulle søge.

Jeg er noget så mærkværdigt som en enlig samboende. Den slags findes der åbenbart ikke mange af, for der er ikke rigtig taget højde for det i skemaet. Er der virkelig ikke nogle gamle kollektivister, der bor sammen, fordi det er rart og praktisk, men samtidig er helt selvstændige personer med hver sin økonomi?

Min far havde to mostre, Karoline og Kirsten Marie. De blev ikke gift, men havde rulleforretning og villa sammen. Sådan nogenlunde er det med Dorthe og mig, vi er bare ikke kødelige søstre. Og hverken har eller har haft rulleforretning.

I skemaet skal jeg oplyse om Dorthes indtægter. Ærlig talt, så kender det offentlige nok mere til hendes økonomiske forhold, end jeg gør. Når det er sagt, kan jeg godt forstå, at jeg ikke skal have så høj en pension som reelt enlige. Det er selvfølgelig meget mere økonomisk med fælles husleje m.m., end hvis man selv havde alle udgifterne. Hvis jeg før havde fået en social pension, havde jeg allerede været møllen igennem, men det har jeg altså ikke.

I vores avis var der for nogen tid siden et besynderligt indlæg af professor Jørgen Goul Andersen. Han mener tydeligvis, at man er godt dum, hvis man har så høj en egenpension, at man ikke får fuldt tillæg, ældrecheck o.s.v.


Jeg hører til den dumme del af befolkningen, for - så vidt jeg kan bedømme det - vil jeg kun få grundbeløbet. Til gengæld vil jeg have mere at leve af, end hvis jeg var et fuldgyldigt medlem af ældrebyrdebanden. Jeg ved godt, hvad jeg foretrækker. Og jeg ville heller ikke protestere imod at have så høje månedlige indtægter, at jeg heller ikke fik grundbeløbet, men så begunstiget er jeg ikke.


Det der med at yde efter evne og nyde efter behov indgår tydeligvis ikke i professorens filosofi. Der gælder det bare om at få mest muligt ud af den fælles kasse. Som jeg kan forestille mig så ville tømmes betydelig kvikt. Til hans forsvar skal siges, at der er nogle uhensigtsmæssigheder, så hvis men har en lavere indkomst, end jeg har, kommer man til at få forholdsvis lidt ud af det, så nogle justeringer ville være på sin plads. Men det er ikke det, der står i artiklen.