Godt nyt fra "byen"

 - altså Den Gamle By.

Jeg var derinde for 2 dage siden, fordi jeg ville se, om de havde nogle fine pelargonier i gartneriet. Jeg var dog for tidligt på den, drivhuset åbnede først senere, og jeg havde ikke rigtig tid til at vente, så jeg måtte nøjes med to Dybdahl jordbærplanter, der stod udenfor.

På vej til gartneriet hørte jeg voldsom skræppen. I lang tid har vi hverken hørt eller set gæs i byen, og vi fik at vide, at ræven(e) havde taget dem alle, men nu var der altså nogen igen. Jeg fik også et lille glimt af en voksen gås - og var der ikke også noget småt og dunet ved siden af? Så var de væk, og selv om jeg kiggede meget, så jeg ikke mere til dem.

I går tog vi så derind igen. Nu fik vi et par pelargonier (en Mathilde og en Anna Andersen, hvis der er nogen pelargoniefans, der læser med), og vi fik set gæssene. I hvert fald én voksen og tre gæslinger:

Billedet er ikke godt, jeg måtte stå noget akavet for overhovedet at få dem på skudhold, og ærlig talt vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg overhovedet fik foreviget. Men man kan da, hvis man ser godt efter, få øje på tre små. Den ene er allerede i gang med at afprøve de bittesmå vinger.

Nu ved jeg, hvor jeg skal kigge efter dem, så det bliver nok til flere besøg i den kommende tid. Hvis jeg husker det, tager jeg et bedre kamera med.

En by i hvidt og blåt

Hvis det skulle have undgået nogens opmærksomhed, så blev AGF altså danmarksmestre i år i mændenes fodboldliga.

Det undgik i hvert fald ikke århusianernes opmærksomhed, faktisk stod byen på den anden ende i over en uge. Overalt så man AGFs hvide og blå farver. selv hos Salling-bageren havde hindbærsnitter (som muligvis var blevet til blåbærsnitter) og træstammer fået nye farver. 

Jeg er ikke den store fodboldentusiast, men jeg har da fulgt sporadisk med i årets løb, hvor AGF det meste af tiden har ligget i spidsen af tabellen. Vist nok til alles overraskelse.

Sidst klubben blev mestre, i 1986, gik jeg meget op i fodbold. Vi kom tit til hjemmekampene, så flere kampe i England og var til europamesterskabet i 1988 i Tyskland, hvor vi så Danmarks tre kampe i indledende runde. Vi tabte dem alle, men så slap vi da for fanatismen fra de danske fans. Og Düsseldorf og omegn var et skønt sted at feriere.

Netop fanatismen var en medvirkende årsag til, at mit forhold til fodbold kølnedes. Er der noget mere bøvet end de horder af ultra-nationalistiske fans, der mener, at det vigtigste ved en fodboldkamp er at få hældt en masse alkohol indenbords og skabe sig tossede? 

I forlængelse af det begyndte en gruppe racistiske AGF-tilhængere at fylde mere og mere på tribunerne, og klubben tog for lidt affære i den anledning. Det havde jeg det ikke godt med, så jeg holdt op med at komme til kampene.

Endelig syntes jeg, der kom for mange penge i sporten. De tårnhøje lønninger til trænere og spillere og de deraf voldsomt høje billetpriser, og det der med, at udenlandske investorer køber hele klubber udelukkende som investeringsobjekt fremmede i hvert fald ikke min interesse. Siden årtusindeskiftet har jeg overhovedet ikke fulgt med. Heller ikke til de store mesterskaber. Jeg er bedøvende ligeglad med, om Danmark kvalificerer sig til noget som helst, når det drejer sig om fodbold.

I 1986 var de fleste af AGFs spillere faktisk fra Århus. Det er de så ikke mere, men sponsorerne er i hvert fald fra byen, har jeg læst mig til i vores københavneravis (!), og det, synes jeg, er rigtig fint. AGF er virkelig byens hold - tillykke med mesterskabet! 

I de dage mesterskabet kom i hus, strikkede jeg i hvidt og blåt, men det var nu helt tilfældigt. Rester fra lageret blev til denne lille vest: