Vores strik på marked

Søndag morgen. Vi er ved at gøre klar til endnu en dag på markedet.

Årets julemarked i Elværket er overstået - og vel overstået!

Vi var i år med både lørdag og søndag, og ud over at det var rigtig hyggeligt, så var vi også godt tilfredse med salget.

Annetts Rudolf på vej ind i bilen

Jeg fik også selv købt lidt ind i nogle af markedets andre stande. Blandt andet har vi fået et nyt husdyr, Lille Rudolf. Hele lørdag så man folk vandre rundt med rudolfer under armen, det så bare så sødt og sjovt ud.

Annett kom på besøg lørdag og forelskede sig straks i rudolferne, men desværre var alle de resterende reserverede. Der ville dog komme nogle flere med søndag, så jeg blev bemyndiget til at købe én i passende størrelse.

Der var 7 nye rudolfer med, og inden markedet var rigtigt åbent var de tre første solgt. Blandt andet en til Annett. Den allermindste var der endnu, og jeg syntes, den sagde til mig, at den gerne ville med os hjem. Efter 10 minutters betænkningstid hentede jeg Lille Rudolf, og lige nu står Annetts og vores og hygger sig sammen hos os. Der blev vist nok solgt mellem 60 og 70 rudolfer, i øvrigt til sælgernes store overraskelse.

Da jeg lavede mit strikkeregnskab i morges havde jeg i årets løb solgt for mere, end jeg har investeret i nyt garn. Det fine grønne tal er dog allerede blevet forvandlet til rødt igen. Jeg må nu gerne strikke nye babykjoler, babyveste og babystøvler, og især vestene havde jeg ikke garn til i lageret. Det har jeg nu!

Minsandten...

...om ikke jeg har set en god dansk film. Så god, at den får sit helt eget indlæg.

Jeg gider normalt ikke danske film, som, synes jeg, sædvanligvis består af 40% vold, 40% sex og 20% lommefilosofi. Udført af Tordenskjolds soldater - Nikolaj Lie Kaas, Paprika Steen, Bodil Jørgensen - fortsæt selv listen.

Sådan en film er ONKEL ikke!

Filmen foregår i det sønderjyske og er spillet af lokale kræfter, for det er jo dem, der ved, hvordan man taler i det område, men man mærker overhovedet ikke, at det er amatører.

Handlingen er nok stilfærdig, men den er alt andet end kedelig, og den rejser nogle vedkommende problemstillinger. Sjældent har jeg hørt publikum diskutere og kommentere en film så meget bagefter.

Det er også en meget morsom film, men den gør ikke sine personer til grin. Tværtimod er den 100% solidarisk med dem.

Filmens instruktør, manuskriptforfatter, klipper med mere hedder Frelle Petersen, og det er hans anden spillefilm. Jeg har ikke set den første, og det er da nok en fejl.

Jeg synes, Onkel er et lille mirakel af en film, og jeg er ikke ene om at kunne lide den. Foreløbig har den vundet hovedprisen på en stor filmfestival i Tokyo, og kort tid efter vandt den talentprisen på Copenhagen Pix.

Jeg er spændt på næste film af Frelle Petersen - kan han gøre det igen?

Gammelt legetøj nr. 4

Må jeg præsentere PETER KANIN

Han var min tidlige barndoms elskede følgesvend. Jeg har vel været omkring 3 år, da jeg fik ham. Jeg var sammen med min mor og far på besøg hos min afdøde farfars søster, tante Jette.

Måske har jeg kedet mig. I hvert fald kom tante Jette pludselig med den fineste strikkede kanin og sagde: "Den må du få". Min mor skyndte sig at pointere, at det jo kun var, mens vi var på besøg hos tante Jette, at jeg måtte låne den.

Om det hele tiden havde været meningen, eller om tante Jette så lysene slukkes i mine øjne, ved jeg ikke, men hun erklærede i hvert fald, at jeg godt måtte beholde kaninen.

Ikke så sært at jeg blev forelsket!

Det var kærlighed ved første blik, og Peter Kanin og jeg var uadskillelige i nogle år. Han blev bogstaveligt talt elsket i laser, hvilket også kan ses på billederne. Først blev ørerne og poterne forsøgt stoppet. Så fik han den ternede dragt, der skulle forsøge at holde sammen på kroppen. Ansigtet var imidlertid også ved at forsvinde, og til sidst kunne han ikke leges med mere. Han måtte nøjes med at ligge i den seng, der var blevet snedkereret til ham. Jeg syntes nu stadig, at han var sød, og det gør jeg endnu.

Da jeg fik håndarbejde i skolen, syntes jeg, at min 7½ år yngre søster også skulle have en Peter Kanin. Det gik meget godt med at strikke krop og hoved, men ørerne var svære, og helt galt gik det, da ansigtet skulle broderes. Det blev ikke nær så fint som min egen Peter Kanins. Så vidt jeg husker, blev det færdige resultat heller ikke synderligt værdsat. Der var unægtelig sket meget på legetøjsfronten i de forløbne år, og hjemmestrikkede dyr var ikke mere toppen af poppen.