Så sørgeligt

I går, da vi sad ved morgengrøden, lød der et bump på ruden i vores dør ud til haven. En stakkels fugl var fløjet ind i døren og var død på stedet.

Jeg var ikke meget for det, men jeg måtte erkende, at det var en dompap.

Det må ikke være Fru Dompap, for så er jeg bange for, at vi heller ikke har Hr. Dompap så meget længere. De to fugle er så glade for hinanden, og jeg tror, han dør af sorg, hvis hans kone ikke er i live mere.

Men er den ikke også lidt mere dunet end en helt voksen fugl, og er den ikke lidt mindre udfarvet? Den har heller ikke den sorte kalot endnu, så selv om det også er forfærdelig trist, så må det være en unge.

Til den anden side af huset havde den blå-hvide haveejer lagt sig til rette på carporttaget.

Herfra kan den faktisk ikke se fuglebrættet, men den kan se fuglene, når de sidder i thujaen eller i tempeltræet.

Husk nu, at du holder dig fra dompapperne, blåmis!

Thujaen var en af de allerførste planter, vi fik i haven, for den havde stået i en altankasse i vores lejlighed og blev taget med, da vi flyttede i hus.

Man kunne sagtens have thuja og enebær og andre stedsegrønne planter i altankasser, havde jeg læst. De ville ikke blive ret store, når deres rødder ikke kunne udfolde sig. Det var også rigtig nok.

Siden har thujaen taget revanche, og faktisk har jeg mit hyr med at holde den trimmet, så vi stadig har lidt sti ind til huset ved siden af den.

Færdigt arbejde

Yrsas trøje er færdig og klar til at blive overgivet til hende. Jeg er meget spændt på, hvordan den passer.

Lige nu er jeg i gang med nogle mindre projekter: Nogle babykjoler og pulsvarmere (som sædvanligt) og så selvfølgelig evighedsarbejdet "spisebordstoppen".

Der mangler egentlig ikke så meget på den, så måske skulle jeg se at få den strikket færdig, inden jeg starter på et nyt større arbejde.

Mit nyeste sjal blev for resten færdigt for en månedstid siden. Det er jeg meget tilfreds med.

Nancy Whitman har kreeret sjalet, som hun kalder Yarden.

Flere billeder  (desværre kun for Ravelry-medlemmer) og mønsteret på Ravelry.

Jeg er ikke alene

Der er andre end mig, der "lider af madlavning"

I går læste jeg nemlig med stor fornøjelse i min avis om ernæringsekspert Per Brændgaard, der synes, det er kedeligt, besværligt og unødvendigt at lave mad. Han mener simpelthen, at alt for mange lider af madlavning. De laver mad som en pligt, men ville egentlig hellere bruge deres tid på noget andet - og det bør de så gøre. Se artiklen eller find Per Brændgaard på Facebook.

Det er befriende, at han ikke er spor frelst. De personer, der godt kan lide at lave mad, skal selvfølgelig gøre det, og vi andre kan så bare lade være.

Jeg er enig, og jeg kan sagtens klare mig uden det daglige varme måltid. Noget mange undrer sig over, men jeg er altså utrolig glad for rugbrødsmadder. Grød om morgenen, salat til frokost, rugbrød til aften, sådan ser min dagsmenu tit ud.

Også når det gælder salaten springer jeg over, hvor gærdet er lavest. Dels kan man få udmærkede færdige salater, dels køber jeg altid færdigskyllet rucola og også tit færdigsnittet kål eller rødbeder.

Nogle få ting laver jeg. For eksempel gider jeg godt skrabe nye kartofler. Den smag kan man ikke købe sig til. Jeg laver også grøntsagssupper. Og jeg kan godt lide at bage kager, men det gør jeg selvfølgelig kun, når der er en anledning. Hellig, hellig :)

Måske kan det endda have en samfundsmæssig positiv virkning at købe sig fra besværet med at lave mad, men jeg er ikke økonom, så det kan jeg ikke helt gennemskue.

Farvel til Zuri

Sidste lørdag døde Zuri, Yrsas og Addis' kammerat og Sarantoyas søn.

Det var ikke helt uventet, for han var begyndt at miste appetitten, og hans nyretal var, på trods af at han var blevet fodret med nyrediæt et stykke tid, blevet meget dårligere. Det gik bare meget hurtigere, end vi - og dyrlægen - havde forestillet os, muligvis fordi en blodprop stødte til.

Zuri var en kat, der fyldte meget i Yrsas hverdag. Med sine egne meninger, drønintelligent som sin mor, en kat man kunne tovejskommunikere med.

Vi ved, at Yrsa vil komme til at savne sin ven rigtig meget, men hvordan mon kattevennen Addis vil tage det? Vil det gå ligesom her hos os, hvor Dorthe og jeg tydeligvis fylder tomrummet efter Lilit for Sarantoya? Godt at Yrsa snart har ferie.

Zuris søster Chimay har for ikke så lang tid siden mistet sin katteven Marron, og hun savnede ham så meget, at Marianne og Frede fik endnu en kat. Det er gået fint, og Chimay accepterede hurtigt Valley, Marrons efterfølger.

Zuri blev nøjagtig 12 år og 8 måneder. Alt for lidt, synes vi. Billedet har Yrsa taget med mobilen sidste efterår, kort tid efter Zuris 12 års fødselsdag.



26. juli 2015

Her er et af de sidste billeder, Yrsa tog af Zuri.

Det er taget knap 3 uger, før han døde. Jeg synes, man godt kan se, at han er blevet noget tynd. Man kan også se hans lange hale - så lang, at halespidsen stikker uden for billedet. Og man kan se, at han har fået hvide knurhår.

Gæster i haven

Der er flere katte, der mener, at vores have hører til deres territorium. Det må de gerne, heller ikke Sarantoya har noget imod det. Når bare de ikke kommer ind i huset.

En af gæsterne er den nydelig blå og hvide. Den vil godt snakke lidt med mig og siger små lyde, men den kommer ikke helt tæt på, og hvis jeg bevæger mig for meget, går den sin vej.

Det er den af vores kattegæster, der er mest social.

Tit ligger den i vores krydderurtebed og ser, hvad der sker. Derfra har man også god udsigt til andre gæster i haven, fuglene ved fodringshuset.

Måske er hverken kattene eller fuglene gæster. Beboere er nok en mere korrekt betegnelse.

Fuglene får mad hver dag. Nogle gange, hvis vi er sent på den, synes jeg, jeg har hørt dem skælde ud.

Ud over de mange skovspurve og musvitter, er der blåmejser, rødkælk og solsorte, men de er godt nok mest på jorden. Det er duerne også.

Og så er der dompappeparret, der kommer mere sporadisk. Det er mine yndlinge. De sidder helt roligt i foderhuset og bare guffer og guffer.

De er ikke særlig bange af sig, men det lykkedes mig alligevel ikke at få et billede at både hr. og fru dompap. Jeg måtte stille mig tilfreds med herren.

Foderhuset er helt klart en attraktion for kattene, men vi har endnu aldrig observeret, at de har taget en fugl. Hvis de skulle snuppe en skovspurv eller musvit er det ok, men dompapperne har de altså at holde sig fra. Det er nu nok mere fuglene end kattene, der har det afgørende ord i den sag.

Feriedage

Vi har haft Dorthes niece, Benedikte, på feriebesøg, så der skulle selvfølgelig opleves noget. Det var også feriedage for os.

Selv om det ligger tæt på - eller måske netop derfor - har vi aldrig før besøgt Fængsels- museet i Horsens.

Det gjorde vi nu. Vi gik først lidt rundt på egen hånd og var bagefter med på en af de guidede ture.

Det var spændende og tankevækkende, og der er basis for flere besøg, for vi nåede overhovedet ikke det hele.

En anden dag var vi i Flensborg, men vi så ikke vægmaleriet på fotoet, for det hus, det var malet på, er revet ned. Mon de sætter malerierne op igen?

Jeg fik imidlertid ikke taget nogen billeder den dag, så jeg fandt det gamle foto frem. På sin vis passer det også meget godt, for vi skulle ikke noget bestemt, så vi gik mest rundt og kiggede på huse og nød byen.

Dog skulle vi på konditori med den kageinteresserede Benedikte. Vi gik den fine tur langs fjorden ud til Marien-Café og tilbage igen efter rigelig indtagelse af kaffe og tyske tærter, som på Marien-Café er lettere, end de umiddelbart ser ud til.

Ingen ferie uden dyr - heldigvis havde Benedikte selv ønsket at komme til Aqua i Silkeborg. Vi har ikke været der i mange år, men vi synes, det er blevet mere spændende med årene. Sidst vi var der, var der unægtelig mest akvarier. Der er også kommet nogle dygtige dyreguider, og vi havde stor fornøjelse af de forskellige fodringer.

Nu var der storke - med unger

...vildsvin - også med unger

...og minsandten om ikke også vaskebjørnene havde unger, selv om det vist nok er mor vaskebjørn, der er på billedet

Vaskebjørnene og odderne konkurrerer om at være de mest underholdende og charmerende, men denne gang vandt vaskebjørnene. Især da de gik på krabbejagt i vaskebaljer.