Japanomania

Som jeg tidligere har skrevet, har jeg i de senere år i stigende grad interesseret mig for Japan. Det er jeg åbenbart ikke ene om - man kan da heller aldrig have noget for sig selv 😒 Japan er tydeligvis på mode netop nu.

Det var landet og kulturen også i slutningen af 1800tallet og begyndelsen af 1900tallet. Kunstnere over hele verden blev inspireret af japansk kunst og af landet generelt, og det er emnet for den nye udstilling Japanomania i Norden 1875-1918 på Statens Museum for Kunst.

Man kan på Designmuseet stadig se udstillingen Learning from Japan, som jeg så sidste år, og Japanomania-udstillingen har præcis det samme tema.

Yrsa og jeg så udstillingen i sidste uge, hvor vi var en dag i København. En god,  ikke så stor, udstilling, som man sagtens kan kapere, selv om man kun er af sted en enkelt dag.

Udstillingen er fint bygget op over diverse temaer, hvor man ser både den japanske kunst, der har inspireret, og hvordan inspirationen udmøntede sig i den vestlige kunst. Ikke så underligt at man lod sig inspirere af det anderledes og hidtil usete. Japan havde jo været et helt lukket land i flere hundrede år.

Måske burde der være gjort endnu mere ud af, hvordan kunsten så ud inden påvirkningen fra Japan.  Et billede som L. A. Rings "Ung pige der ser ud af tagvinduet" fra 1885 ser jo umiddelbart helt "normalt" ud for det nutidige øje.

Lige nu kan jeg faktisk ikke huske, hvordan den japanske indflydelse egentlig udmønter sig i dette maleri, men måske i det fine pigeansigt, der kigger væk fra beskueren og i de skæve vinkler i maleriet.

Jeg garanterer ikke for farverne på mit foto af maleriet, som jeg i parantes bemærket vældig godt kan lide.

Noget af det mest interessante var træsnittene, syntes jeg. De har en stramhed, som jeg synes godt om.

Træsnittene var blandt andet meget dygtigt blevet taget op af Henriette Hahn-Brinckmann. Hendes "Dåhjorte" er et farvetræsnit fra 1926, og igen yder mit foto overhovedet ikke originalen fuld retfærdighed. Man må på Statens Museum for Kunst for at se den eller måske, når udstillingen er pillet ned, til Vejen Kunstmuseum, hvor dåhjortene bor til daglig.

At Japan var en helt ny oplevelse i slutningen af 1800tallet kan man forstå, når man ser plakaten fra Zoologisk Have.

En utrolig flot plakat og et stykke kulturhistorie, men selvfølgelig får man også en dårlig smag i munden.

Da vi kom ud fra museet, lå Rosenborg nok så nydeligt i dagens resterende soldis. Når vi så i den modsatte retning, var der klar himmel. Vi var igen heldige med vejret.

Vi gik en tur langs havnefronten og i nogle af forretningsgaderne, men det er godt nok lidt underligt, at vi slet ikke skulle kigge efter noget bestemt. Vi mangler ikke noget, og vi købte heller ikke noget.

Men kaffe og kage blev det selvfølgelig til. Vi fik en ostekage med kirsebær og en med æble og kanel på Bertels Salon i Kompagnistræde og delte dem begge. Æble/kanel kagen var vi begge tilfredse med, men Yrsa, der er vild med amarena-kirsebær var noget skuffet over varianten med kirsebær, som tydeligvis var lavet på surkirsebær. Jeg syntes, den var dejlig frisk - måske laver amerikanerne deres cheesecakes med surkirsebær?

Jeg er lige blevet opmærksom på endnu en Japan-begivenhed i København, nemlig en udstilling af nutidig japansk kunsthåndværk hos A. Petersen på Amager. Den er der hele året, så der er basis for endnu en udflugt til København.

Strikkeåret 2016

I 2016 var den største oplevelse i forbindelse med strikning ubetinget Wollfesten i Hamborg. Det var et garnparadis uden sammenligning, og det var bare så herligt at være der sammen med Dorthe og Annett. Jeg tror, det var vanedannende.

I årets løb strikkede jeg cirka 15000 m. "Cirka" fordi der er lidt uenighed mellem mine egne optegnelser og Ravelry.

Under alle omstændigheder har jeg anskaffet mere garn (lige godt 16000 m), end jeg har brugt, så lageret er unægtelig - igen! - vokset. I kroner har jeg købt for 3046,- kr. Godt 3200 m blev købt i Hamborg, men pokker skulle da tage til slaraffenland og så lade kontokortet blive på hotelværelset.

Til gengæld har jeg solgt færdige arbejder for 3280,- kr. Det betyder ikke, at jeg ikke har brugt penge på min hobby, for udgifter til tilbehør (knapper og maskemarkører etc.), opskrifter, bøger, kurser og messer løber op i næsten 1500,- kr. Udgifter til fragt til Hamborg og andre messer er ikke opgjort.

Faktisk har jeg ikke strikket nogen større ting overhovedet, hverken til mig selv eller andre. Jeg har lavet masser af babytøj, masser af pulsvarmere og som noget nyt masser af klude.

Nogle af kludene har jeg lavet opskrifter på. Jeg er bedst tilfreds med den sidste, jeg lavede. Hideaway Lucky, som jeg har kaldt den, er dejlig vaflet og selvfølgelig ens på begge sider. Opskriften er her.

De grå på billedet er lavet af tysk garn, dog indkøbt i Danmark. Det hedder G-B Wolle Cotton 8, og det er noget af det bedste bomuld til klude, jeg endnu har prøvet.

Jeg er stort set færdig med opskriften på en baby slå-om vest, men der har ikke været så stor interesse for de opstrikkede eksemplarer, så jeg gider ikke rigtig lave den sidste korrektur-strikning. Den er lidt i mølposen.

Selvfølgelig kunne jeg også udgive den uden den sidste kontrol. Hvis der er nogen, der går i gang med den, får jeg jo nok at vide, hvis der er fejl - hvilket der garanteret er.

Jeg er yderst tilfreds med en lille babycardigan, jeg strikkede af rester fra min egen køkkenbordstrøje sidst på året.

Opskriften er gratis og ligger på Ravelry. Især halsen er formet rigtig fint.

Desuden klæder glatstrikning Country Casual garnet. Sådan er det vist i reglen med flamégarner og lignende, men det tænkte jeg ikke på, da jeg strikkede køkkenbordstrøjen, som er helt i retriller.

Også sommerkjolen, jeg lavede som en dåbsgave til Erika, blev fin, synes jeg, og den var i hvert fald sjov at strikke i den lækre Scarlet kvalitet fra Permin.

Den er også strikket efter en Ravelry opskrift, denne gang dog en betalingsopskrift.

Endelig er noget af det, jeg er mest tilfreds med, Yrsas halsedisse "Montanagade" og de tilhørende pulsvarmere.

Montanagade (som altså også er den gade i Århus, hvor Yrsa er vokset op) er en af de gode, gratis opskrifter fra Filcolana. Se den her. Pulsvarmerne improviserede jeg.

Og så er der heldigvis også en hel masse andet, som jeg har været glad for at strikke...

Planerne fra sidste år kan jeg nærmest gentage.
Patenttrøjen har jeg ganske vist været næsten færdig med, men faconen var umulig, så den blev trevlet op og venter nu på ny inspiration.

Formindskelse af garnlageret. Ja, selvfølgelig. Forrige år havde jeg sat mig for at bruge 4 gange så meget, som jeg købte. Det var fuldstændig urealistisk. I 2016 var målet at bruge dobbelt så meget - heller ikke realistisk. I 2017 vil jeg prøve bare at bruge mere, end jeg køber.

Opskrift på en babykjole. Ja, måske.

Og endelig færdiggørelse af vægtæppe, selv om det ikke har noget med strik at gøre. Jeg er faktisk blevet færdig med frynserne, men der er også lige nogle kanter, der skal færdiggøres.

Jeg tror ikke, jeg behøver nye planer.

Reklame

Foto: Yrsa Andersen

Jeg kan lige nå at gøre reklame for en udstilling på Randers Kunstmuseum: Lysets og farvens mester med værker af Theodor Philipsen. Sidste dag er 8. januar, så det haster.

Vi så udstillingen mellem jul og nytår og var meget begejstrede. Både for de enkelte værker, men også for ophængningen. Al ros til Randers Kunstmuseum.

Man kunne let følge Philipsens udvikling, hvor han i begyndelsen var en mere traditionel maler, men senere under indflydelse af impressionisterne udviklede sin egen stil, hvor netop lyset havde så stor betydning.

Billedet har Yrsa taget med sin mobil, og det er ikke et af de mest repræsentative, men der er en kat på! Og æsler! Billedet er fra 1882 og titlen er "Æselstald i Tunis". Katten er den hvide klat - indrømmet, det er ikke så let at se, men på forstørrelsen, der til gengæld har mistet en del skarphed, kan man da se den.

Ellers nød jeg de mange billeder af dansk natur og af dyrene, især kvæg. Saltholm-billederne havde fået deres eget rum, og de var vist - bortset fra æselstalden - mine favoritter.

2016s bedste...musikoplevelser

Vi har vist været til lidt mindre musik i det forgangne år end sædvanligt. Besparelserne på Aarhus Symfoniorkester er desværre ved at slå igennem, så repertoiret efter vores mening er mere kedeligt, så vi simpelthen ikke går til så mange af koncerterne.

Det er noget grotesk, når Århus nu er kulturhovedstad, at det bare går ned og ned for byens symfoniorkester, som snart ikke kan kaldes et symfoniorkester mere.

Årets bedste oplevelser:
Ikke desto mindre var især én af forårets symfonikoncerter i særklasse, nemlig da vi den 8. april hørte Alban Bergs violinkoncert og Mahlers 1. symfoni. Jeg skrev om koncerten her.

Kort tid efter hørte vi igen symfoniorkestret i en hel anden sammenhæng.

Jægergårdsgade afholdt markedsdag og var lukket for trafik. Til gengæld var der musik i næsten hele gadens længde, da orkestret sammen med et kor og tre solister opførte Line Tjørnhøjs gadeopera Tusk.

Det var sjovt, anderledes og spændende, og så lød det godt. Se mere her.

Da vi var på ferie på Bornholm var vi til midsommersoiré i SvanekeGaarden med violinist Christina Åstrand og pianist Per Salo.

Programmet havde vi ikke set i forvejen, men det viste sig at være lige efter vores hoveder. Meget sommerlig musik (=nordisk tone?), som sammen med den særlige sommerstemning gjorde det til en dejlig og mindeværdig koncert.

Som det kan ses på plakaten var der også en udstilling med arbejder af Gerd Hjort Petersen og Hans Munck Andersen på SvanekeGaarden. Den så vi inden koncerten, og den var også god.

Endelig var der jazzfestivalen, som måske havde et lidt svagere program end sædvanligt, eller også var vi bare til de forkerte ting.

Vi var dog meget imponerede af den estiske sangerinde Karmen Röivassepp. Vi hørte hende i flere sammenhænge. Det mest spændende forgik på den lille Fairbar, hvor Karmen sammen med Nis Hellesøe Myrtue på sax og Sune Pors på guitar spillede et absolut utraditionelt program

Årets skuffelse:
Gadeoperaen var en del af fejringen af Århus Unge Tonekunstneres 50 års jubilæum.
Der blev også afholdt en jubilæumskoncert sammen med symfoniorkestret, og i modsætning til operaen var den en skuffelse.

Vi syntes, musikken manglede substans og var for letbenet og populistisk. I Simon Steen-Andersens Piano Concerto så man (igen og igen!) en film med et flygel, der falder 8 meter ned. Den har vundet priser, men det sagde ikke os noget, og sammensætningen af musik og film er hverken ny eller nok til at gøre musikken spændende.

Mathias Monrad Møller gav i sin "Festtale" musikerne helt frie hænder. En del forlod simpelthen salen (det kunne vi godt forstå), nogle spillede på andre instrumenter end deres eget, andre satte sig ned og snakkede eller tog en kop kaffe. Interessant? Det syntes vi ikke.

Koncerten fik fremragende anmeldelser, men selv om vi sædvanligvis er meget glade for ny musik, så var det her ikke vores kop te. Kun et lille stykke, Aeriality af islandske Anna S. Thorvaldsdóttir, gjorde indtryk.

Apropos det med at sætte musik og film sammen så viste de for nylig på svensk tv en ballet med musik af Eric Satie. Relâche hedder balletten, som er fra 1924. Det var en nyopførelse, der blev vist, men med de originale filmindslag - fra 1924!