Hjemme igen fra Fanø og sidste strikkefestival

Igen i år har vi været to uger på Fanø sammen med Annett og til vores udelte fornøjelse også tre af hendes katte. Vi har hygget, strikket, spist godt, nydt naturen og nydt at være sammen alle seks.

Selvfølgelig var vi også til årets strikkefestival, både i Nordby og i Sønderho. Man kunne godt mærke, at der ikke var så mange standholdere, især i teltet i Nordby var der god plads, og der var slet ikke noget i den gamle skole i Sønderho. Var det på grund af coronaen, eller fordi arrangementet er ved at løbe lidt træt?

Næsten som sædvanligt syntes vi, det var sjovest i Sønderho. I Nordby var standene meget ens, jeg var lige ved at få kvababbelse af håndfarvet merino. Bevares, meget flot garn i alle regnbuens farver, og der var da også diverse andre fibre end merino, men helhedindtrykket var altså, at det var meget ens og dermed noget kedeligt.

Jeg overvejede noget af det håndfarvede, fordi der var noget hør i, men var ikke helt overvældet af farverne, så jeg holdt mig på måtten. Derimod købte jeg lidt angora. Håndfarvet selvfølgelig, i grønlige og stærkt pink nuancer, men ellers ikke noget.

Vi begyndte og sluttede i Sønderho. Der var både det håndfarvede og en masse andet forskelligt, og minsandten om jeg ikke på den sidste dag fandt noget håndfarvet merino/hør i en farve, jeg synes er spændende.

Så der kom alligevel håndfarvet garn med hjem. Hvad det skal bruges til, har jeg ingen anelse om.

Det blev den sidste strikkefestival i det sædvanlige regi, og det er nok egentlig meget godt. Nu vil hovedarrangør Christel Seyfarth i stedet lave eksklusive arangementer med få deltagere og førende (BVADR! - vi er altså i 2021!) garnproducenter og designere. 

Det lyder for snobbet for os, så vi har ikke tænkt os at blive nogle af de udvalgte, men mon ikke Sønderho er på banen igen næste år? Vi hyggede os i hvert fald gevaldigt til søndagens strikkebanko i teltet ved forsamlingshuset. Den må de - også - gerne gentage.

P.S. Vi overhørte i Nordby en morsom beskrivelse af alle strikkedamerne og deres eksponering af egne værker. Blandt andet havde der til et strikkearrangement på bryggeriet kun været én eneste deltager, der ikke bar farvestrålende hjemmestrik. Annett og Dorthe har med fuldt overlæg aldrig gået i deres egne kreationer til festivalen, jeg har gjort det nogle få gange, men vil måske ikke gøre det i fremtiden. Man skulle jo nødigt bare blive én af flokken ;)

Grønkloder

 

Da jeg var barn boede jeg fem år i en lille landsby på Fyn. Vi havde en - forekommer det mig i hvert fald nu - pænt stor have.

Bagerst i haven stod seks blommetræer. Det vil sige, det ene var et mirabelletræ, og mirabeller regnes vist ikke helt til blommerne. Men ellers var der så vidt jeg husker to træer med victoriablommer, et med kirkes, et med sveskeblommer og et med grønkloder.

Grønkloder? Jamen, det er en anden betegnelse for Reine Claude. Min mor kendte ikke noget videre til fransk, måske har hun slet ikke opfattet, hvad blommerne hed, måske har hun med overlæg lavet det om til et navn, hun kunne håndtere, eller måske har Reine Claude aldrig heddet andet i hendes familie. Siden da er min mors betegnelse blevet standard for mig i en grad, så jeg godt kan komme til at sige grønkloder også til uindviede. I hvert fald når det drejer sig om de grøngule sorter af Reine Claude.

Jeg er meget glad for blommer i marmelade og chutney, men ellers synes jeg tit, at blommerne er sure enten ved stenen eller ved skindet.

Jeg har to gange i år købt grønkloder på torvet. Første gang til chutney, men vi kom til at gnaske et par stykker i os, og de var så gode, at der blev en noget mindre portion chutney end planlagt. Anden gang var de ikke helt så gode, men vi spiste alligevel dem allesammen. Blommemarmeladen må vente til en anden gang, men faktisk er det alligevel ufattelig lidt marmelade, vi spiser.

Vendsysselferie

Ifølge kalenderen er det efterår, men vejret er skønt sensommervejr. Det var det også, da vi for en uges tid siden tilbragte en uge i sommerhus i Vendsyssel, nærmere betegnet ved Nørlev Strand.

Det er en egn, vi efterhånden kender temmelig godt, så vi ved, hvad vi gerne vil foretage os. Noget nyt var der dog kommet til. Siden vi sidst var i området, er Kornets Hus nær Hjørring åbnet.

Vi fik en udmærket brunch der (men hvor var grøden eller øllebrøden?), samtidig med at vi naturligvis så udstillingerne, der ikke var helt så store, som jeg havde regnet med. Men afgjort udmærkede.

Selve bygningen er i den for tiden fremherskende stil, når det gælder museer, oplevelsescentre og deslignendes. I dette tilfælde lidt som en stor lade, hvilket jo passer fint til emnet, men der er altså en lille djævel i mig, der spørger, om der ikke snart er en arkitekt, der tør prøve noget helt andet.

Udenfor var der dyrket en masse gamle og mere smagfulde - måske også sundere - kornsorter, og det var næsten det sjoveste at se. Årstiden var også helt rigtig, kornet var modent, men endnu ikke høstet.

Vi gik i lang tid og gættede på, hvad vi så. Heldigvis var der nogle diskrete skilte, så vi kunne konstatere, om vores gæt var rigtige. Forresten kendte vi overhovedet ikke alle sorterne. Kolben var i hvert fald ny for mig.

Det er nu ikke den, der er på billedet. Det er dalar hvede, og man kan godt se, at udbyttet er noget mindre end for de mere forædlede kornsorter. 

Når vi er på de kanter, er det oplagt med ture i naturen, både til fods og i bil. Til vores store fornøjelse er der masser af dyr i naturområderne. Billedet nedenfor er taget i området mellem Nørlev Strand og Kærsgård Strand. Det skulle også være et fugleområde, men vi så ikke så mange fugle igen. Til gengæld kunne vi hele tiden se Lien, altså stenalderkystskrænten. Der er ligesom noget historiens vingesus over det, når man færdes i sådan et område.

Hver aften, når vi kom hjem, kunne vi fra sommerhuset se op på Lien, og der stod næsten altid nogle heste. Billedet er taget på lang afstand. Med det blotte øje skulle man faktisk se godt efter for at se, at det var heste, men når de slog med halerne, var der ingen tvivl.

Og så er der jo Vesterhavet. Jeg er meget glad for Vesterhavet, både i stille - som det var de fleste dage i vores sommerhusuge -

Retning: Aberdeen - sådan cirka

- og når der er mere drøn på. Når der var lidt større bølger, kunne vi også høre havets brusen fra sommerhuset, men rigtig vildt var det ikke i denne uge.

Vi er også altid mindst et par gange i Hirtshals. For at hænge ud ved havnen og for at spise fisk. Det er helt forunderligt at se havnen med så stille vand.

Som altid var vi forbi fyret, som bestemt må være et af de smukkeste i Danmark.

Vi havde frokost med og spiste den med udsigt til både hav, fyrtårn og Hirtshals.

Rubjerg Knude Fyr herunder må så til gengæld være et af de mest interessante. Det er altså en imponerende dynge sand, det fyr står i. Nu fik vi også med egne øjne konstateret, at flytningen var vellykket. 

Jeg tog billedet fra klinten, hvor Mårup Kirke engang lå. Vejret var blevet lidt dårligere, men det var på vores hjemrejsedag, så det var vi nærmest tilfredse med - og i øvrigt klarede det op senere på dagen.