Gæslinger

Yrsa fortalte. at der i en park i Randers bor en masse gæs. Med gæslinger! I flere forskellige størrelser. De gæslinger måtte jeg se, og der var ganske rigtigt adskillige flokke, der alle bestod af et forældrepar og et antal gæslinger, fra tre til fem. Jeg tog selvfølgelig også fotos, og her kommer et udvalg:

Nogle af de store gæslinger på vej mod søen.
Mor og far passer godt på.

En anden flok med lidt yngre afkom. Her var mor og far endnu mere agtpågivende.

En af de små, stadig meget dunede, slapper af midt i forrådskammeret.

Gæslingerne lå tit til bords, som var de medlemmer af aristokratiet i det gamle romerrige.

Hele familien i vandet

To af de store gæslinger.

Fjerdragten er i denne alder et mix af dun og mere blivende fjer.

Nogle af gæslingerne øvede sig i at bruge vingerne, men der går vist et stykke tid endnu, inden de kan lette.

En gåsemor eller gasefar

Jeg har næsten lige læst bogen Gåsefar af Michael Quetting, og i den er det altså forfatteren, der er far til gæslingerne.

I forbindelse med et forskningsprojekt bliver syv gæslinger præget på forfatteren. Formålet er at få gæssene til at flyve sammen med ham i et meget let fly. Det lykkes også, og jeg har tidligere i fjernsynet set forfatter og gæs flyve sammen. Det er meget imponerende at være så tæt på de flyvende gæs. Man kan for resten se nogle af optagelserne på YouTube.

Det var både sjovt og rørende at læse om de syv gæslinger og deres forskellige personligheder, og om forfatteren, der, som bogens undertitel siger, bliver klogere også på andre ting end gæs undervejs i forløbet. Jeg syntes, det var helt vemodigt, da han måtte tage afsked med de stort set voksne gæs.

Jeg er misundelig på Yrsa, fordi hun har sådan en dejlig park næsten i baghaven. Mig bekendt findes der ikke noget tilsvarende her i byen, men ok - Randers er jo ikke så langt væk.

Ugens træ - uge 21

I denne uge har jeg valgt et egetræ. Egens blade har en meget speciel farve, når de er helt nye og friske, sådan en grøn-gul-brun. De lyser op, når de står blandt de træer, der har været sprunget ud i flere uger, og alligevel kan de nyudsprungne blade næsten se lidt visne ud.

Jeg holder meget af den farve. Da vi for efterhånden en del år siden var i Firenze, var den farve meget langt fremme i modebilledet, så vi plejer at kalde den Firenzegrøn.

Træet er fotograferet i nærheden af den genoprettede del af Filsø.  Da vi første gang var på det lille, fine museum i Nymindegab, så vi mange malerier med Filsø som motiv - blandt andet en del af Johannes Larsen, og vi spurgte den, der passede museet om, hvor den sø egentlig lå henne. "Jamen, den er da blevet inddæmmet", var svaret. Vi var rystede!

Det har der så også været andre, der var, for en stor bid af området er blevet genskabt af Aage V. Jensens Naturfond. Flot!

Gæt hvor jeg var i går...

Svaret er: På brovandring på Lillebæltsbroen. Sammen med Yrsa, der var ingen andre, sådan en brovandring kunne friste.

Vi har haft planer om det i flere år, så nu, hvor vejret var så dejligt, skulle det være. Og vejret var perfekt, og det var turen også. Jeg var inden lidt ærgerlig over, at broen var lukket for biler, men det viste sig at være en fordel, for vi kunne meget bedre høre, hvad vores dygtige guide fortalte. Til gengæld kørte der flere tog, også godstog, og vi kunne godt mærke, at broen rystede, når de passerede.

Vi kunne selvfølgelig se vidt omkring. Til Skamlingsbanken i syd og Juelsminde i nord, og i bæltet så vi både en sæl og et marsvin. Og en masse små motorbåde, der havde deres hyr med den stærke strøm.

Vi var kun 7 på holdet. Det gav mere tid til snak, når der ikke var så mange, der skulle have instrukser og have tjekket deres udstyr og så videre.

Man går allerøverst på broen efter at have forceret en del trapper og lejdere. Selve det at gå så højt oppe gav ikke så meget sug i maven, som jeg havde forventet, men lejderne var hverken Yrsa eller jeg helt glade for. Vi blev dog bedre til dem allerede anden gang, de skulle forceres

Billederne har vores guide taget. Af åbenlyse årsager må man ikke have nogen som helst løsdele bortset fra briller med. Billderne er inkluderet i prisen og ligger til gratis download på brovandringens hjemmeside.

Egentlig savnede jeg ikke kameraet. Der var så meget at se på, og det var fint for en gangs skyld ikke at skulle betragte det hele gennem en linse.

En herlig tur og en stor oplevelse!

Ugens træ - uge 20

 

Ugens træ er et blomstrende kastanjetræ. Jeg er ikke tilfreds med billedet. Man ser ikke blomsterne nær så tydeligt på billedet som i virkeligheden. På næste billede ser man blomsterne, men der ser man ikke træet i sin imponerende størrelse. Det får blive som det er, jeg har ikke tid til at tage nye billeder.

Træet er i øvrigt et nyt bekendtskab for mig. Det står på Sankt Olai Kirkeplads i Århus, og det er åbenbart ikke et sted, jeg er kommet ret meget, selv om det er inde midt i byen, for jeg har aldrig lagt mærke til træet før dette forår.

Netop den slags træer, der bare står mellem byens huse og ikke i parker eller anlæg, er enormt værdifulde, synes jeg. Sidste uges dametræ er et andet eksempel.

Sankt Olai Kirke, som jeg heller ikke har haft kendskab til indtil for nylig, blev revet ned i 1500-tallet. Faktisk troede jeg, byen kun havde de to store kirker, Vor Frue Kirke og Domkirken, der begge er der endnu. Der har trods alt været et par stykker til, selv om Århus var en meget lille og ubetydelig by, indtil den i slutningen af 1800-årene fik vokseværk.

Man kan se kirkens grundform på pladsen, der nu udelukkende bliver brugt til rekreation. Blandt andet kan man sidde i træets skygge på bænken under det og kigge op i lyset gennem grenene.

Ugens træ - uge 19

Den nyudsprungne Ginkgo Biloba. Gad vidst hvor høj den er?

Ugens træ er et træ med historie. Det er et tempeltræ, Ginkgo biloba, der blev plantet i Læssøesgade på Nørrebro i København i 1862. Og så bliver det for resten kaldt Dametræet.

Vi har lige været 5 dage i København, og et besøg hos Dametræet var et centralt punkt på vores program. Vores egen ginkgo var lige begyndt at springe ud, da vi tog af sted, og vi regnede med, at den københavnske var lidt længere fremme. Ganske rigtigt, den stod nok så lysegrøn og nydelig.

I de senere år har træet været stærkt truet af fældning, da der skulle bygges nyt på grunden. Københavns Kommune mente, at man bare skulle jævne alt med jorden først, men lykkeligvis blev træet reddet, først og fremmest på grund af indsatsen fra folkene bag Red Byens Træer. Det kan man læse en masse om på nettet.

Træet har også været truet af en vedbend, der var ved fuldstændig at omslutte stammen og tage al lys og næring. Vedbenden er blevet fjernet af firmaet Morten og Rødderne, der har udført arbejdet som en gave til byens borgere. Flot!!!

Alle gode ønsker til Dametræet i fremtiden - en Ginkgo biloba kan faktisk blive ikke mindre end 1000 år gammel, så Dametræet er kun en årsunge endnu.

P.S. Jeg har lige læst mig frem til, at Ginkgo biloba hverken er et løvtræ eller et nåletræ, men derimod noget helt for sig selv.

Strik til en baby

For en gangs skyld har jeg strikket babystrik til en bestemt kommende verdensborger (som i skrivende stund er blevet født) og ikke bare til lageret.

For min kusine, der er farmor til babyen, strikkede jeg en heldragt:



Jeg er ikke nogen ørn til flerfarvestrik, og det tog mig lang tid at få lavet dragten. Girafpletterne skulle laves ud af hovedet, og når jeg havde strikket et stykke tid, kunne jeg simpelthen ikke finde på nye pletter og måtte holde pause. Til gengæld er jeg rigtig tilfreds med dragten. Garnet er Lana Grossa Cool Wool Alpaca, og mønsteret er kreeret af Christina Grant. Det hedder Baby Giraffe Onesie og kan findes på Ravelry.

For min tante, der er oldemor, strikkede jeg en klassisk trøje i retriller. Min tante bestemte både model og farve.

Til gengæld valgte jeg garnet, som er et rigtigt god-samvittighed garn. Både økologisk og GOTS-certificeret, hvilket betyder, at man kan være helt sikker på, at de får, der har leveret ulden, ikke har været udsat for mulesing eller andre former for mishandling.

Tit er god-samvittighed uld temmelig kradsende, men dette garn har alle merinoens bedste kvaliteter. Det er vidunderlig blødt, og det kan maskinvaskes.

Det fantastiske garn hedder Cheeky Merino Joy, og det er lavet af Rosy Green Wool.  Jeg har endnu ikke set det i en fysisk butik i Danmark, men det kan fås adskillige steder på nettet. Jeg købte mit hos Grønne Unger, og deres service var upåklagelig.

Senere har jeg både set og købt af garnet i Wollsucht i Rote Strasse i Flensborg. Nu behøvede jeg jo ikke mærke på kvaliteten, men det er altså rart også at se farverne i virkeligheden og ikke kun på nettet. Jeg købte en gyldenbrun, der hedder Pastel de Nata, og så bed jeg lige mærke i et par andre farver til eventuelt senere brug.

Fra os selv hentede jeg strik fra lageret, men frembragte også et par sneakers efter en opskrift, jeg ikke har prøvet før:



De er godt nok små, de sneakers. Er babyfødder virkelig ikke større? Igen har jeg brugt en Ravelry-opskrift, "My first sneakers" af Florence Merlin. Jeg faldt også over en opskrift på dansk på en side, der hedder 1000 ideer. Hvis jeg laver flere babysneakers - og det gør jeg nok - tror jeg, jeg vil kombinere de to opskrifter.

Snørebåndene er købte. Jeg strikkede først nogle efter opskriften, men de blev noget klodsede. Det synes jeg sådan set også, de købte er. I den danske opskrift ser de for tynde ud, så jeg mangler stadig den rigtige opskrift på perfekte strikkede snørebånd. Næste gang vil jeg prøve med hækling i stedet.

Ugens træ - uge 18

I den første uge af maj må ugens træ være et bøgetræ. Her er det:

Endnu ikke helt udsprunget, til gengæld med den friske grønne bøgebladsfarve.

Det var i øvrigt sværere at finde en bøg, end jeg havde regnet med. Jeg ville ikke køre efter den, jeg ville finde den på en af mine traveture i kvarteret. Bøgehække er der nok af, de er tydeligvis særdeles populære, men rigtige træer kneb det altså med.

Jeg kunne have valgt den bøg, der var ugens træ allerede i uge 13, men det lykkedes at finde en anden. Ved Åbyhøj Kirke, såmænd. Der er selvfølgelig også lidt bedre plads til store træer end i villahaverne.