søndag den 22. december 2019

Glædeligt vintersolhverv


Det er i dag, det er den korteste dag. Hvis du følger anvisningen på dette skilt - set på Nørrebro i København - så er dagen pludselig blevet meget længere.

P.S. Jeg er blevet gjort opmærksom på, at der er en meningsforstyrrende stavefejl på skiltet, så nu har jeg krydset det overflødige O over.

fredag den 20. december 2019

Juleferie - jubii !!!

Og en dejlig lang én af slagsen. Jeg var til sidste omgang gymnastik i går og skal nu ikke til noget igen før den 7. januar. Julekortene er sendt, julebesøgene er overstået, jeg har simpelthen FRI i mange dage. Nå, ja, en enkelt julekoncert og en tur i biografen bliver det da nok til, men ellers kan jeg fuldstændig selv råde over min tid.

Det er mærkværdigt, at man kan have ferie, når man er pensionist, men det er altså ikke løgn, at efter gymnastikken i går faldt skuldrene ned, og roen bredte sig i maven. Nu skal der samles op og lades op.

I år har jeg haft hele to julekalendere. Århus-kalenderen er en gentagelse fra sidste år. Hver låge indeholder et eller andet, som er sponseret af diverse foretagender, der så samtidig får gjort reklame for sig selv. Jeg havde aldrig før været på den bar, der havde givet en cocktail, men det kan godt være, jeg kommer der igen, for der var hyggeligt, og cocktailen var god.

Den anden kalender er en rom-kalender:


Den indeholdt ud over de to rom-glas 24 små flasker rom fra 24 forskellige lande. Vi har ikke glemt vores rom en eneste dag - de rigtige flasker var også med i København.

Jeg har altid sagt, at den bedste rom var den, jeg lige var ved at drikke. Det gør jeg ikke mere! Vores kalender har for alvor vist spændvidden fra det udrikkelige (i går) over det jævnt kedelige til det sublime. Det har været rigtig sjovt og er jo ikke slut endnu.

Vi har for resten også smagt Christmas pudding i år, da vi var til julehygge hos nogle af vores venner. Jeg har ikke smagt Christmas pudding før, og det må vel være på høje tid, når man er 70. Manden i huset havde lavet en Dorthe-venlig af slagsen, altså uden mandler og nødder. Den blev flamberet i rom, og den smagte godt. Tak for den oplevelse, Niels!


søndag den 15. december 2019

Traditioner

Tradition hedder en af de første sange i Spillemand på en tagryg, som er min absolutte yndlingsmusical. Derfor måtte vi absolut til København, hvor Det Ny Teater havde sat spillemanden op med Tommy Kenter i hovedrollen.

Vi venter i den zar-russiske birkeskov på, at handlingen kan tage sin begyndelse
Det er vist ved at blive en tradition for os, at vi skal have en lille decemberferie, så vi tog fire overnatninger i København i forbindelse med teaterbesøget.

Vi kender udmærket Spillemand på en tagryg og var spændte på, om denne version ville leve op til vores forventninger. Det gjorde den!!!

Der blev spillet, danset og sunget på et meget højt niveau. Det er en historie med rigtig megen handling og ikke bare en historie om kærlighedens forviklinger, selv om der sandelig også er kærlighed med. Og så er musikken af Jerry Bock efter min mening helt fantastisk. Desværre er handlingen stadig aktuel, man kan sagtens finde paralleller i vores tid. Stor succes!

Vi nåede naturligvis en masse andet. Blandt andet var vi på besøg i det, der må være Københavns hyggeligste garnforretning. Den hedder Woolstock og ligger på Østerbro. Ud over at sælge garn er det også en café, jeg tror, de to ting fylder ca. lige meget i konceptet.

Et sjældent øjeblik: Café og garnforretningsejer Louise har tid til et par masker

Det regnede den dag, vi var i Woolstock, og vi trængte til vores kaffe med hjemmebag, og så kunne man samtidig sidde og blive fristet af lækre garner. Til min store fornøjelse var der rigtig meget garn, der var økologisk og miljø- og dyrevenligt. Jeg købte både genbrugsuld og -bomuld med hjem. Ingen tvivl om, at et besøg i Woolstock vil blive en tradition, når vi er i København.

Da vi skulle af sted, var der flere, der spurgte, om vi skulle til jul i Tivoli. Det skulle vi nu ikke, men vi boede i gåafstand fra Zoologisk Have, og der var også julestemning med sne på grantræer og masser af lys.

Og dyr, naturligvis. Egentlig troede jeg ikke, at jeg gad se så meget på de nye pandaer. Da vi så den ene - hannen Xing Er = Den Anden Stjerne - ligge mageligt henslængt på ryggen med en stor bunke bambus placeret på maven, så han med jævne mellemrum kunne snuppe en bambuspind og gnaske den i sig, var vi solgt.
Bekvemt med maven som spisebord

Vi fik også en meget speciel oplevelse. Da vi købte billetter fik vi at vide, at elefantstalden var lukket, fordi en af elefanterne var død om natten. På et tidspunkt så vi en stor kran, der var ved at bugsere det døde dyr væk - vi kunne ikke se elefanten, kun at kranen arbejdede, og omtrent samtidig blev der åbnet i elefantstalden.

Vi gik derind og så de resterende 5 elefanter, 3 voksne og 2 unger, og det var særdeles tydeligt, at de sørgede. To dyrepassere forsøgte at gøre dem interesserede i nogle godbidder, men det var de bedøvende ligeglade med. De voksne tog sig hele tiden af ungerne, dannede ring om dem, beroligede dem med snablerne og lod dem sutte. Samtidig trompeterede de, og de slog hele tiden  snablerne hårdt i gulvet. Mon ikke de vidste, at den døde elefant, hvis datter og barnebarn var i flokken, netop på det tidspunkt var ved at blive transporteret væk? Det var en stærk, men selvfølgelig ikke specielt rar, oplevelse at være vidne til.

Efter et stykke tid kunne vi ikke holde det ud mere, men vi kunne høre elefanternes trompeteren, indtil vi gik ind i en restaurant ved pandaanlægget, hvor vi havde udsigt til Xing Er, mens vi fik vores frokost. Han var begyndt at bevæge sig rundt, og flere gange sad han lige på den anden side af vores vindue. Senere så vi også hunpandaen Mao Sun, der betyder Bambusskud. Hun havde også travlt med at guffe bambus.

Et andet dyr, vi ikke havde set før, var den tasmanske pungdjævel. Helt sort og med knaldrøde ører - ikke så sært, den bliver kaldt en djævel. Der skulle være to pungdjævle i anlægget, men vi så vist kun den ene. Helt sikre er vi ikke, for den drønede næsten hele tiden rundt, hvilket også gjorde, at jeg ikke fik nogen ordentlige billeder af den. Så var det lettere at fotografere en af kamelerne:


For slet ikke at tale om de lysende dyr:


Det var en rigtig god dag i Zoo, og det var alt i alt en god tur til København. Vi boede denne gang på Frederiksberg i et hus, hvorfra der kun var 114 skridt til nærmeste metrostation og 140 til busstoppestedet. Særdeles bekvemt!

Vi har for resten også set en musical i vores eget musikhus, nemlig Book of Mormon. Den har slet ikke samme kvalitet som Spillemand på en tagryg. Handlingen var ret tynd, og især var musikken meget ensformig. Så hjalp det kun lidt, at selve opførelsen var yderst professionel. Den kedelige musik er efter min mening desværre et generelt problem i musicals af nyere dato, øv!