søndag den 29. april 2018

Ugens træ - uge 17


Ingen tvivl om, hvilket træ, der skulle være ugens træ i denne uge. Jeg har nemlig kigget på dette træ, der står i nærheden af Den Gamle By, hvert eneste forår i årevis. Det springer ud lidt tidligere end de fleste andre træer (ikke lige i år, hvor der er en del andre, der også er sprunget ud), og det har den mest vidunderlige lysende grønne farve. Birken, der står foran, har dog stadig nøgne grene.

Jeg har i lang tid troet, at det var en ahorn, men i løbet af bededagsferien er jeg blevet belært om, at ahorn og løn aldeles ikke er det samme, hvilket også er rigtig nok, og jeg tror faktisk, at denne er en løn. Nærmere betegnet en spidsløn, der ligesom ahorn er en art af lønneslægten.

Når jeg tror det, er det, fordi det overhovedet ikke er de nye blade, der giver den fantastiske farve. Det er faktisk træets blomster.

Jeg har læst mig til, at spidslønnens blomster kommer før bladene. Hos ahorn kommer de efter, og ved en nærmere granskning af netop dette træ synes jeg ikke, at bladene rigtig er kommet endnu. De er kun lige ved at folde sig ud.

P.S. Nogle af de træer, der også burde have været ugens træ i sidste uge, er de talrige og smukke blomstrende mirabelletræer. Jeg nåede ikke at lave endnu et træ-indlæg, men jeg kan da lave en link til sidste års lovprisning af mirabellerne.

mandag den 23. april 2018

Sommer i april

Usædvanligt, men dejligt, med så høje temperaturer i april. Nu har vi allerede haft lidt sommer.

Jeg var forholdsvis fornuftig og malede noget af vores udvendige træværk den første af de rigtig gode dage. Det hader jeg, men jeg er for nærig til at betale for professionel hjælp, og så var det gjort, og jeg kunne med god samvittighed holde fri dagen efter.

Det bedste, jeg kan forestille mig, er næsten en bytur, så det blev det til. Og jeg skal love for, der var dømt sommer. Ved alle fortovscaféerne - og dem er der efterhånden mange af - var der fyldt op. Mest med unge, selvfølgelig, Århus er unægtelig præget af de mange studerende.


Fotoet er taget i Vestergade, da jeg var på vej hjem. Vestergade er en af mine yndlingsgader i byen. I det gule hus ligger Vesterlauget, lige ved siden af Street Coffee, to steder, hvor jeg kommer forholdsvis tit. Længere henne i gaden ligger Brætspilscaféen og Bill's Coffee, som jeg også frekventerer med jævne mellemrum.

Denne dag blev såvel frokost som kaffe nu indtaget i byens såkaldte latinerkvarter, der er et af de gode kvarterer i byen.

Der er kommet er ny falafel bar, Faour, i Klostergade. Jeg elsker falafler, så den måtte prøves, og det bliver ikke sidste gang. Gode hjemmelavede falafler i en frisk salat og med den bedste hjemmelavede chili, jeg nogen sinde har smagt som tilbehør. Ydermere var det billigt.

Vi gik lidt rundt i gaderne og nød stemningen, men så var der dømt knap-amok i Fandango i Gammel Munkegade.  Mange af knapperne fra Sys Fredens' tid er der endnu, så der er noget at vælge imellem og også noget, man ikke kan finde andre steder.

Jeg fandt ret hurtigt de knapper, jeg var på jagt efter til en lille trøje, jeg har strikket, men i nogle store glas er alle resteknapperne til bare 1,- kr. placeret. Det tager lang tid at rode sådan et par glas igennem, men vi hyggede os og fandt begge omkring 60 knapper til lageret. Klog af skade valgte jeg næsten kun dem, hvor jeg kunne få 6-7 ens. Jeg har rigtig mange enlige knapper, som jeg har købt, bare fordi jeg godt kunne lide dem, liggende.

Vi sluttede med kaffe og kage i Moccacity lige ved siden af Fandango. De har nogle af byens bedste kager - måske de bedste. Absolut hjemmebagt!

I ugens løb er der da også blevet gjort lidt ved haven....

fredag den 20. april 2018

Ugens træ uge 16


I denne uge står kandidaterne til ugens træ i kø, så måske kommer der en del to, men foreløbig er det denne kastanje (heste-, altså), der får æren.

Den står sammen med flere andre artsfæller i Klostergade i Århus ved muren til Vor Frue Kloster og den lille parkeringsplads i gaden. Det er træer, jeg tit har frydet mig over.

Det flotteste står nærmest ved Klostertorvet, som netop nu er ved at blive renoveret, så der er en masse rod omkring netop det træ. Jeg valgte at fotografere et andet, og heldigvis kan man ikke se rodet i baggrunden så tydeligt på fotoet som i virkeligheden.

Ikke alle kastanjerne har det lige godt. Jeg er bange for, at nogle af dem desværre er blevet ramt af kastanjesyge. Men en del ser ud til at have det helt fint, og lige nu er de ved at springe ud.

I mandags kunne man i Politiken læse, at man i København har udpeget en hel masse "ikoniske træer". Det betyder blandt andet, at de ikke uden videre må fældes. Bare man nu husker at fortælle bygherrer og entreprenører, at de ikke altid lige kan gå i gang med motorsaven.

Jeg blev så glad, da jeg læste det. Alene det fakta, at der er nogen, der bekymrer sig om byens træer og tager dem alvorligt, er glædeligt. Hvor ville jeg dog ønske, at der var en lignende politik i min kommune, men måske spreder ideen sig. Læs den gode artikel her.

Kastanjetræer er dejlige træer. De er smukke i udspring. De er også smukke, når de blomstrer.

Jeg er så gammel, at jeg kan huske kastanjerne på Rådhuspladsen i København. De var af den art, der havde lyserøde blomster. Jeg kan også huske sangen "Når kastanjen står i blomst på Rådhuspladsen". Når den gjorde det, var det forår og tid til at forelske sig.

Kastanjer er smukke hele sommeren med deres fligede blade, og de giver en dejlig skygge.

Og så er kastanjerne - altså frugterne - sjove og smukke, selv om de ikke kan spises. Hvem har ikke leget med kastanjer? Jeg har i hvert fald. Min morfar og mormor havde i min barndom en gård ved Assens, og en lille kastanjeallé førte op til gården. Det var altid en fest at finde kastanjer i alléen om efteråret og at lave dyr og andet af dem bagefter.

Jeg finder stadig kastanjer om efteråret, men nu bor de bare i min lomme.

P.S. Man kan for resten også farve med kastanjeblade. De giver gulbrune til brune farver afhængigt af bejdsningen. Jeg har et sjal, som jeg i sin tid lavede til min mor, hvor en af farverne er brun farvet med kastanjeblade.

mandag den 16. april 2018

Travl uge

Somme tider klumper tingene sig, så arrangementerne står i kø. Sådan en uge havde vi i sidste uge.

Faktisk begyndte det allerede lørdag den 7., hvor der var RAMA-festival - altså den årlige festival for musikkonservatoriets elever. Det er en af årets sjoveste dage, synes jeg.

Der er næsten tradition for, at vi starter med slagtøjskoncert, og det gjorde vi også i år. Som det plejer at være, var det ny musik. Altid spændende!


Senere hørte vi bl.a. Ensemble Edge, som vi har hørt tidligere, fortolke Jan Johansson. Denne gang med forstærkning af fire jazz-musikere, blandt andet en pianist. Det ville også være mærkeligt at spille Jan Johansson uden piano.

RAMA Big Band. Trombone solo.
Det er dristigt at komme med en ny fortolkning af så ikonisk musik som Jan Johanssons, og jeg syntes heller ikke, ensemblet kom helt i mål.

Måske var de for tæt på originalerne, som man selvfølgelig ikke kan gøre bedre. De skulle nok have bidraget med endnu mere nyt, end de gjorde. Eller måske skulle det simpelthen have været mere Ensemble Edge og mindre Jan Johansson. Men det var nu værd at høre under alle omstændigheder.

Vi nåede også nye danske sange, big band og til slut Pergolesis Stabat Mater. Med mere.

De to første koncerter vældig gode, i Stabat Mater syntes jeg for en gangs skyld, at man godt kunne høre, at solisterne manglede en del i deres uddannnelse endnu. Men det var en undtagelse. Alt i alt synes jeg, de unge musikere er vildt dygtige.

Det var så bare starten på ugen. Desuden var vi i biografen fire gange (der var blandt andet Tyske Filmdage, hvor vi så to vældig gode film), på guidet byvandring og til symfonikoncert. Foruden tandlægetjek og brystkræftscreening. Lavendlerne blev beskåret, og jeg var til en enkelt gang træning. Vi sluttede af, som vi startede, i Musikhuset, hvor vi i går hørte saxofonisten Anja Nedremos debutkoncert. Så var den uge også gået.

Den uge, vi lige er gået ind i, bliver ikke helt så hektisk, men kedelig bliver den nok ikke.

lørdag den 14. april 2018

Ugens træ - uge 15


Jeg har tilbragt temmelig meget tid i byen i den forløbne uge, og ugens træ(er) bliver rigtige bytræer, nemlig plataner.

Plataner er sjove med de camouflagelignende stammer. Det ser også ud til, de kan klare hård beskæring, så de ikke generer den højhellige trafik.

Århus er ikke nogen specielt grøn by. Jeg synes, der mangler mange træer i bybilledet. Det er ikke nok, at der er nogle parker hist og pist, også i gadebilledet bør der være træer. Og nogle er der altså, som disse tre, der står i Vestergade.

Hamborg er for eksempel meget mere grøn, og der er mange plataner, har jeg lagt mærke til.


lørdag den 7. april 2018

Ugens træ - uge 14


Denne uges træ blev endnu et birketræ.

Jeg har længe kigget på træets flotte silhuet, og da vejret i går blev så fint, tænkte jeg, at nu ville træet da nok snart springe ud, så hvis jeg ville have silhuetten med, skulle det være nu. Birk eller ej.

Den står i øvrigt i Åbyhøj Park, og det kan da godt ske, der først kommer blade på om nogle uger.

torsdag den 5. april 2018

Citater om katte #42

For en boghandler er en kat temperamentsmæssigt en helt anden skabning end det samme dyr hos en fiskehandler eller en bager. I disse forretninger er katten et nyttigt dyr - jeg formoder, den er ansat for at spise fiskeindmad eller for at holde rotter og mus nede - men i min forretning tjener den som et nært familiemedlem. Den er på samme tid dekorativ - eftertænksom - stoisk, og den indgyder mig stor ro og tilfredshed.
William Young Darling (Fra The Bankrupt Bookselller, 1947)

De danske sundhedsmyndigheder ville da nok falde besvumsede om, hvis de oplevede en kat hos en bager. 

I andre lande tager man mere afslappet på den slags. Jeg har set en kat i vinduet hos en bager i Holland - helt åbenlyst. Det er også betydeligt lettere at have dyr med på hotel i udlandet, i hvert fald syd for grænsen. 

Vi tvang engang en rejsearrangør til at undersøge, om katte var velkomne på et hotel i Milano. Det var de selvfølgelig, hvilket vi sådan set også regnede med, for italienere elsker dyr, men vi var nødt til at være helt sikre. Det første, der skete, da vi ankom til hotellet, var, at der skulle hilses på kattene.



Vores egen Lilit holdt umådeligt meget af at sidde på min bogreol. Den var fyldt til bristepunktet, så hun kunne, selv om hun måske havde haft lyst, ikke sidde mellem bøgerne. Det ville ellers have været særdeles dekorativt.

søndag den 1. april 2018

Ugens træ - uge 13



Ugens træ er et bøgetræ. Jeg er sikker, fordi der ligger visne blade og "bogholdere" under træet.

Flot at have så stort et træ i sin have. Der sidder en af de allestedsnærværende duer i det. Faktisk tror jeg, der var to, men jeg kan kun få øje på den ene på fotoet.

Jeg kan nu bedst lide bøgetræer med blade på, men der er heller ikke så lang tid til. Tænk, at en fjerdedel af året allerede er gået. Man kan også se store knopper på den gren, som, tror jeg, stammer fra en magnolie, der stjaver ind i billedet.