Dyrebørn

I går var vi igen i Skandinavisk Dyrepark, især for endnu en gang at se de tre bjørneunger. De var vokset rigtig meget, siden vi sidst så på dem, og ligner nu meget mere de voksne bjørne, bare i lilleputudgave.

De to første gange, vi så bjørneungerne, var der én, der skilte sig ud. Han (vi er sikker på, det var én af hannerne) var meget af tiden tæt på mor Brynja, hvorimod de to andre hele tiden sloges og legede med hinanden. Dog så vi ham også en enkelt gang sidde og kigge på en blomst, så vi kaldte ham Ferdinand - kendere af den klassiske børnelitteratur vil vide hvorfor. Denne gang var der ingen af ungerne, der var specielt morsyge, og vi kunne ikke mere se, hvem der var vores Ferdinand.

Vi skulle selvfølgelig også hilse på den elgkalv, der blev født første gang, vi var i parken i år. Han er blevet en køn, langlemmet fyr, selvfølgelig stadig meget, meget mindre end de voksne. Han kom hen til hegnet, hvor vi stod, og det lykkedes mig at røre ved hans bløde mule.

Det mindste dyrebarn var en lille vildsvineunge:

Den er 2 uger gammel, og er den ikke sød? Som man kan se på billedet er hele den lille grisling ikke meget større end det voksne vildsvins tryne.

En bloddryppende affære

Netop nu er jeg ved (bl.a.) at læse Det stockholmske blodbad af Lars Ericson Wolke, der er svensk professor i historie.

Da jeg var barn, havde vi til min store fornøjelse danmarkshistorie i skolen, og "historierne" om Kristian II var noget af det bedste - ikke mindst var det stockholmske blodbad både gyseligt og uforståeligt.

Jeg synes stadig, det er en mærkværdig og på sin vis fascinerende begivenhed. Hvad var det, der udløste blodbadet? Almindelig magtbrynde? Eller en naiv tro på, at hvis tilstrækkeligt mange modstandere blev aflivet, så ville modstanden forsvinde? Hævn? Eller noget helt andet?

Jeg er ikke kommet så langt i bogen, at jeg har fået forfatterens
bud på netop det, men jeg er kommet så langt, at jeg bliver voldsomt irriteret af, at den er skrevet i et så dårligt sprog. Sproget er sobert og nøgternt, og det er fint i en fagbog, men der er næsten udelukkende brugt hovedsætninger, og ca. hver tredje begynder med enten "og" eller "men". Det giver et meget kedeligt sprog, og på trods af at jeg synes, bogen er vældig interessant, kan jeg næsten ikke abstrahere fra det.

Jeg har en mistanke om, at oversætteren ikke er helt uskyldig, og det er lige ved, jeg har lyst til at læse bogen på svensk i stedet. Billedet er i hvert fald hentet fra den svenske udgave - meget flottere end den danske forside efter min mening.

En slags fødselsdag

I dag er det præcis en måned siden, vi nærmest indlogerede os på Berlins smukke Olympiastadion. 14 gange i løbet af 9 dage hjalp billetten mig gennem tælleapparatet - og Berlin og atletik VM fylder stadig utrolig meget i bevidstheden.

Vi var så heldige med meget. Vores lejlighed lå tæt på Bellevue S-togs stationen. 2-3 stop til den ene side, og vi var i charmerende Mitte. Og til den anden side kom vi direkte til Olympiastadion - sådan! Det vidste vi ikke, da vi lejede lejligheden, og selv om det er smadderlet at komme rundt i Berlin, så var det da et ekstra plus - tak for tippet, Anne Marie!

Vejret var med os. Kun en enkelt dag kom der en byge på stadion, og den holdt hurtigt op igen, så konkurrencerne kunne fortsætte. Ellers skinnede solen fra en stort se skyfri himmel.

Vi var også heldige med vores pladser, men det var mere held end forstand, for faktisk kom vi for sent ud af starthullerne. Da vi bestilte vores billetter 13 måneder før det hele gik i gang, havde forsalget allerede været i gang i 2 måneder, og der var solgt mange billetter, så vi måtte nøjes med, hvad der var til overs. Og så viste det sig, at vi ikke kunne have siddet bedre.

På så stort et stadion som Olympiastation kan man ikke se alt uden brug af kikkert, men vi havde selvfølgelig udvalgt pladserne efter, hvor vores favorit-discipliner skulle foregå, så vi sad i første parket til spydkast og stangspring. Vi kunne også se opløbet i løbedisciplinerne, og det meste af syv- og tikamp foregik i vores ende. Desuden var vores pladser næsten hele tiden i skygge - et stort plus i det fine vejr - og under tag. Hvor heldig kan man være?

Det blev én lang fest med en fantastisk stemning og en masse spændende konkurrencer, og vi kunne ikke have ønsket os en bedre ferie. Om to år er Korea vært, og der tager vi altså ikke til, men hvor mon det skal foregå om fire år?

Havenyt

Jeg var i planteskole i lørdags. Primært for at få nogle nye potteplanter til erstatning for dem, der er blevet for blege i sommerens sol. Det er svært at finde noget til en sydvestvendt vindueskarm!

Jeg kunne nu ikke dy mig for at kigge på udendørs-planterne, og jeg kom til at købe en Perovskia. Jeg har set på den før, men har troet, at det var den samme som blåskæg, men denne gang (nu hvor vi selv har en blåskæg i haven) kunne jeg godt se forskel, selv om begge har grågrønt løv og lavendelblålige blomster på lange stilke. Begge dufter også, når man strejfer dem. Perovskiaens fulde navn er Perovskia atriplicifolia "Little Spire", og så kaldes den i øvrigt også russisk salvie.

Ikke nok med det, en havehortensia fandt også vej til indkøbsvognen. Vores nabo kan få dem til at overvintre i krukker, så det vil jeg også prøve.

I forvejen har vi en hortensia "Endless Summer" i et surbundsbed i et hjørne af haven.

Det er bare ikke surt nok, for i år var blomsterne med lyserødlilla end blå. Nu har den fået en omgang "Farv mig blå", så jeg håber, det hjælper på kuløren.

Efterårets glæder - og ikke-glæder

Selv om sommeren igen i år var for kort, så er der nu også gode ting ved efteråret.

Bl.a. starter musiksæsonen igen for alvor, og vi var til den første symfonikoncert i går. Programmet bestod af Beethovens Leonore-ouverture, Prokofievs 1. violinkoncert og Carl Nielsens Symfoni nr. 2 med navnet De fire temperamenter.

Carl Nielsen var som altid god, og vi synes også, at Århus Symfoniorkester har rigtig godt fat i Carl Nielsens tone. Beethoven var lettere kedsommelig - jeg greb mig selv i at sidde og undersøge, hvor mange af orkestrets kvindelige medlemmer, der var iført stiletter (jeg konstaterede ingen mænd med stiletter :-)

Det bedste var helt afgjort Prokofiev. Solisten var en ung brite af russisk afstamning, Alexander Sitkovetsky. Af udseende mindende han mig om en nøkke, bare iført briller og tøj, og straks fra første tone var man klar over, at det her ville blive noget særligt, hans tone er usædvanlig smuk og varm, og hans virtuositet kom meget fint frem i Prokofievs spændende musik. Det var bare godt!

Det skulle egentlig have været norske Vilde Frang, der skulle være solist. Jeg har hørt meget godt om hende og havde glædet mig til at høre hende, men jeg var meget begejstret for substitutten, og Frang må vi så have til gode til en anden gang.

Men hvorfor skal det absolut blive efterårsvejr, bare fordi kalenderen siger, at det er efterår???

Den sidste sommerdag?

Mon det blev den sidste dag i år, hvor vi kunne spise morgenmad i haven?

Det er altid lidt vemodigt, når sommeren er forbi, synes jeg. Efteråret er ikke min yndlingsårstid, og den eneste grund er vist, at der er så lang tid til sommeren er tilbage.

Den vemodige stemning forstærkes af, at vi begyndte på arbejde igen i går. Som altid synes vi, at ferien skulle have varet meget længere. Der var over 140 mails i min postbox- ALLE SAMMEN KEDELIGE!!! - suk...

Haven er heller ikke, hvad den har været, men den syriske rose er stadig dejlig.

Da vi tog til Berlin, var den lige begyndt at blomstre, og vi var bange for, at den ville være færdig, når vi kom hjem, men der er stadig masser af blomster.

Jeg benyttede den lune dag til at klippe nogle af de afblomstrede lavendelstængler af. Det var et yderst velduftende arbejde!
Jeg lader nogle af stænglerne stå et stykke tid endnu netop for duftens skyld.

Jeg elsker lavendler, og de får adskillige friheder i haven, selv om de har et helt bed for sig selv. Men hvis de fik lov, ville de gro overalt mellem fliserne, og der sætter vi grænsen, så nu har jeg forsøgt at begrænse deres virkelyst. På billedet kan man - hvis man ser godt efter - se en masse frø, der er parat til at finde en smule jord at spire i - vi skal ud med kosten også.