Kunst og børn

Både på Louisiana og Aros var der dejlig mange børn, og det lader til, de får noget ud af at kigge på moderne kunst.

Om denne skulptur af Joel Shapiro på Louisiana hørte vi en ca. 5-årig pige sige: "Det er en giraf". Ikke "Det ligner en giraf", nej netop "Det er en giraf".

Skulpturen er i øvrigt uden titel.På Aros stod en 8-9 årig pige sammen med - tror jeg - lillesøster på ca. 2 år og kiggede på Im Flügelschlag der Schwäne (I svanernes vingeslag). "Kan du se svanen?" spurgte den store den lille. På det tidspunkt havde jeg ikke selv set svanerne, men jeg fandt dem -tror jeg da.

Det, jeg godt kan lide ved Jorns billeder, er lige præcis, at man kan kigge på dem i lang tid og blive ved med at finde nyt. Og at det skaber en stemning i en - eller måske er det det humør, man er i, der er med til at fortolke billedet. Begge dele er godt.

Påskens kunst

Vi var til flere gode udstillinger i påsken.


På Aros så vi den store Jorn-udstilling og i tillæg Fredrik Raddum-udstillingen. Jeg har altid været glad for Jorn, og det var en meget fin udstilling, Aros havde sat sammen. Jeg kunne godt tænke mig at se den endnu en gang, inden den lukker.

Fredrik Raddum - nå ja... Det er da meget sjovt, men jeg synes, der er lidt for mange af hans værker, der beskæftiger sig med kunstnerens situation i samfundet. Det siger ikke mig som tilskuer så meget. Dorthe har skrevet om Raddum på sin blog et par gange, også med billeder.

Anderledes interessant er Holstebro Kunstmuseums udstilling med titlen Sjælens spejl. Udstillingen er den første i museets nye tilbygning, som sikkert helt bevidst virker ret anonym og dermed er en god platform for kunsten. Jeg var dog noget utilfreds med lyset - måske var der bare for mange pærer, der var gået ud? det håber jeg - men ellers var det en stor fornøjelse at se udstillingen.

Vi kiggede også på den nye opstilling af værker fra museets faste samling. Bl.a. værker af Tal R apropos min kunstdåse.

Jeg har reflekteret lidt over de forskellige udstillingers titler. Louisiana og Holstebro Kunstmuseum taler dansk med henholdsvis Picasso - fred & frihed og Sjælens spejl. Louisianas Hockney-udstilling hedder Me draw on Ipad, men her synes jeg, det har en funktion, at titlen er på engelsk. På Aros er man kun engelsksproget. D.v.s. Jorn International kan selvfølgelig med lidt god vilje være dansk. Fredrik Raddum-udstillingen hedder Get Lost. Gad vidst hvornår Aros får så megen selvtillid, at de erkender, de er et dansk museum?

Billederne er fra oven Asger Jorns Au commencement était l'image (I begyndelsen var billedet) og et udsnit (måske Jorn selv?) af samme billede. Derefter Carl-Henning Pedersens Ved stranden og til sidst Tal Rs Hyacint. Forhåbentlig er farverne ikke helt i skoven, men jeg garanterer ikke for noget.

Milde gaver

Uventede gaver gør altid glad. Jeg/vi har fået et par stykker af slagsen på det sidste.

Først fordi jeg havde sidste dag på Lystrup Bibliotek, hvor jeg i snart et år har haft en ugentlig arbejdsdag. Det har jeg været meget tilfreds med, blandt andet fordi jeg har fået lov til at lave noget af det, jeg godt kan lide. Men det havde altså en ende, og minsandten om jeg ikke fik en afskedsgave bestående af en fin kunstdåse + noget, der kunne fyldes i dåsen.

Dåsen er dekoreret af Tal R med et indianermotiv. Kendte de til min gamle indianer-interesse i Lystrup, eller var det bare godt ramt?

Jeg tror, de godt vidste, at jeg har adskillige søde tænder, og hele 3 poser mandler og nødder med forskellige "betræk" fra Summerbird fulgte med dåsen. Uhm!!! Den flotte blå er nødder med kaffe og praliné. Dem kunne jeg godt blive lidt afhængig af.






Kurven med specialiteter fra Claus Meyer har vi fået af Emma, fordi vi har passet hende i nogle af påskedagene. Jeg er altid glad for at passe den søde Emma, og det er bestemt ikke nødvendigt med gaver i den anledning, men det synes Emma - eller måske er det hendes mennesker - altså.

Og egentlig var det slet ikke en uventet gave, for vi får altid noget af Emma, når vi har passet hende - jeg havde bare ikke tænkt på det. Så jeg blev både overrasket og glad, og jeg glæder mig til den lækre mirabelle-marmelade, som jeg kender fra tidligere, og de andre specialiteter.



Sidste sommer skrev jeg, at Emma vist nok var 14 år, men faktisk er hun nu 17 år. Hun er sit gamle søde jeg, og virker fuldstændig rask.

Vi håber, hun sætter aldersrekord for katte. På billedet har vi gået tur sammen - jeg skal ind i vores eget hus, og Emma fortsætter op ad trappen.

Mozart-fan

bliver jeg nok aldrig. Hvis jeg var mere musikkyndig, så det muligvis anderledes ud, men jeg synes altså, det meste af Mozarts musik er noget letbenet - for muntert, springer af sted på alt for lette fjed og er nærmest irriterende i sin ubekymrethed.

Der er undtagelser. Jeg synes helt sikkert bedst om ham i mol, og hans Requiem (i d-mol!) er jeg endog meget glad for. Det hørte vi til symfonikoncerten i torsdags.

Først hørte vi Poulencs Gloria, som jeg ikke kendte i forvejen. Det er kirkemusik, men ikke lige typisk kirkemusik - det er så også fra 1959. Noget uegalt, syntes jeg, men spændende og flot sunget af sopranen Lina Valantiejute.

Hun var også med i requiemet, som jeg må have hørt et utal af gange. Straks fra de første toner følte jeg mig helt tryg og på kendt grund - det er utrolig smuk musik. Jeg spekulerede lidt på, om dirigenten Stefan Solyam praktiserede den lidt slankere orkesterlyd, der er så moderne netop nu. Under alle omstændigheder lød det godt.

Billetsanget til næste sæson startede i mandags. Jeg var - bevæbnet med en lydbog på mp3-afspilleren, strikketøj og taburet - med i køen foran Musikhuset, men Dorthe kom meget hurtigere igennem på nettet. Jeg nåede lige at få en kop kaffe og en småkage, så havde Dorthe billetterne i hus, og jeg kunne tage på arbejde.

Billedet tog jeg, da der var blevet delt numre ud. På Musikhusets facade kan man se nogle af de store bannere med hoppende symfoniorkestermedlemmer. Sidste år hoppede de også på billederne, og da var det meget sjovt med de alternative billeder, men nu må de godt finde på noget nyt - det er ved at blive lidt trivielt.

På tur med DSB

Da vi var på Louisiana i lørdags, var vi med tog. Det tager ikke ret meget længere tid, end når man kører i bil; når man kun er 2 af sted, kan det være billigere, og det er i hvert fald meget mere miljøvenligt. Som regel er det også rart og afslappende at køre med toget, selv om DSB ikke rigtig ved noget om god kundeservice - eller også praktiserer de det bare ikke.

Turen ud gik rimeligt. Det vil sige med for mange mennesker i toget, kun service fra serveringsvognen på en tredjedel af turen og kun en lille forsinkelse - og absolut afslappende.

Fra hovedbanen til Humlebæk kørte vi på kystbanen med det kriseramte DSB First, og det var nogle rigtig rare tog at køre med. De er jo også elektriske.

Hjemturen fra København var til gengæld mindre vellykket. Vi kørte med et af de nye IC4 tog. Egentlig udmærket indretning, men de laver et infernalsk spektakel. Hele turen var der en voldsom rumlen og støj i det dybe toneleje. Vi tog vores ørepropper på, men de hjalp ikke så meget, måske fordi støjen var i det lave register. Resultatet var en alt andet end afslappende tur, og desværre tror jeg, at de IC4 tog kan vænne mig fra at tage toget, hvis der ikke sker en meget væsentlig forbedring. Jeg synes ærlig talt, det er en skandale, at det er sådan noget skrammel, DSB har investeret i - øv, altså!

Inden hjemturen nåede vi at kigge lidt nærmere på Københavns Hovedbanegård. Banegårde er tit spændende, synes jeg. Nogle af de små stationer på Kystbanen er rigtig søde - billedet er fra Humlebæk, men hovedbanen er en af de allerbedste banegårde. Der er simpelthen så meget at kigge på, og man kan blive ved med at finde nye detaljer. DSB-manden øverst havde jeg for eksempel aldrig lagt mærke til før.

På udflugt

Picasso på Louisiana, det ville vi ikke gå glip af, og i går var vi på heldagsudflugt.

Jeg ved ikke helt hvorfor, men Picassos kunst er altså noget særligt. Man ser det lige med det samme: Alle billeder og alle skulpturer er bare nødvendige. Det var en meget fin udstilling, Louisiana havde fået sat sammen - godt vi kom af sted.

Jeg tror ikke, det var tilladt at fotografere i udstillingen; jeg gjorde det i hvert fald ikke. Det nærmeste bliver et billede af de nyindkøbte akryl-øreringe med duer - der associerer til Picassos fredsduer.

Det var for resten lidt sjovt at læse om Picassos forhold til duer. Han syntes slet ikke, de kunne bruges som fredssymbol, faktisk mente han, de er grusomme dyr.

Louisiana havde også lige åbnet en ny udstilling med kunst lavet på iPhone og iPad af David Hockney. En rigtig sjov og spændende udstilling! Selvfølgelig er der forskelle, men jeg synes altså, det minder lidt om digital fotografering, og især er hans fokus på motivet noget, jeg kan genkende både fra mig selv og fra andre, der fotograferer.

Vi drak kaffe i caféen. Dorthe sprang kagen over og tog bare en banan, jeg fik en stor og lækker Sarah Bernhardt - og billederne er absolut inspireret af Hockney.
Der blev også tid til at kigge på Louisianas egne kunstværker. Max Ernsts skulptur Le Grand assistent har jeg altid været glad for, og jeg synes, den har været på Louisiana altid, men det er nok ikke rigtigt. Derimod har jeg ikke set Hockneys A Bigger Grand Canyon før. Man blev nærmest suget ind i værket, som kan ses på den officielle Hockney-side.

Det blev et indlæg med mange billeder, men det passer jo til emnet.

Nyt sjal færdigt

Jeg er blevet færdig med det sjal, jeg begyndte på, da jeg blev sur over, at jeg måtte pille min påbegyndte jakke op.

Garnet er Hjerte Kunstgarn. Jeg syntes, det så sjovt ud og købte et par nøgler, og så strikkede jeg bare løs, til der ikke var mere.

Kanten er strikket af et blødt strømpegarn. Jeg synes, den ensfarvede kantblonde samler sjalet fint.

Jeg har ellers flere garner - også beregnet til sjaler - liggende, men jeg havde bare lyst til at prøve dette.

Der blev et pænt stort sjal, som jeg tror, jeg beholder selv, ud af de to nøgler.

Jeg spekulerer lidt over, hvordan man får lavet et ligesidet sjal. Når man som med dette starter midtpå øverst, bliver overkanten længere end siderne, og når man starter i spidsen er det som regel omvendt. Egentlig tror jeg, jeg bedst kan lide det sidste.

Jeg har købt nyt garn til jakken. Grønt denne gang. Hvis det heller ikke ser ordentligt ud, vil jeg simpelthen ikke lave den jakke.

Citater om katte #2

Hvis katte kunne tale, ville de lade være
Citat: Nan Porter, som jeg i øvrigt ikke ved hvem er.

Sarantoya er ikke enig - hun er et værre sludrechatol, som kun lader være med at give lyd fra sig, når hun - som på billedet - sover. Sækkestolen købte vi specielt til kattene, men det er kun Sarantoya, der bruger den. Det gør hun til gengæld tit. Lilit kan ikke lide at træde på de ustabile Krøyer-kugler.

Lilit er for resten også begyndt at snakke mere på sine gamle dage. Blandt andet får jeg hver morgen højlydt (det vil sige så højlydt, som det nu kan være, når det er Lilit - og det er med megen mindre lydstyrke end Sarantoya kan præstere) besked på, at nu vil hun altså gerne have sin malt. Hvis jeg er gået nedenunder i længere tid, uden at hun har fået den åbenbart ekstremt lækre pasta, står hun på trappen og kommer med små klagelyde.

Sarantoya spiser ikke malt. Hvor er de dog forskellige, de katte.