Det var sommer, det var sol, og det var søndag...

Der var i hvert fald både sommer og sol, da vi i søndags forlod Elbphilharmonien efter koncerten.

Jeg har senere reflekteret noget over det med søndagen. Den er nemlig anderledes i Tyskland end i Danmark, og jeg er sikker på, det er, fordi der ikke er åbent i butikkerne. Der er en helt anderledes og meget mere intens fridagsstemning.

Vi kunne sagtens leve med i stemningen. Man skulle måske synes, at når vi nu var taget helt til Hamborg, så burde vi da lige nå en eller anden udstilling også, men det sprang vi over.

Vi gjorde som alle de andre: Spiste frokost på restaurant, spiste is, drak kaffe. Kiggede på alle de andre, nød fridagen.

Det er først bagefter, jeg rigtig har tænkt over forskellen, og jeg fik ikke taget nogen billeder af søndagslivet. Det nærmeste er billedet med svanerne, og det var jo unægtelig mere svaner end folkeliv, jeg fik foreviget.

Der er rigtig mange svaner i Hamborg, men det er først for nylig, jeg fandt ud af, at de er et af Hamborgs vartegn. Man siger, at så længe der er svaner på Alsteren, så længe vil Hamborg være en rig og lykkelig by. Derfor bliver der passet godt på byens svaner. De har også deres egen hjemmeside, eller mere præcist: "Svanevæsenet" har sin egen hjemmeside.

I den udsendelse, jeg så, fik man bl.a. fortalt, at når vinteren nærmer sig, bliver svanerne indfanget og sejlet til deres vinterkvarter i Eppendorfer Mühlenteich, som bliver holdt isfri. Det var så sjovt at se, hvordan svanerne sad nok så nydeligt og kiggede sig omkring i de både, der sejlede dem til Eppendorf. Det så næsten ud til, de nød sejlturen. Der er billeder af det på Svanevæsenets side. Et af de bedste er det her.

Som sædvanlig fik jeg taget nogle billeder af mine elskede kraner:

Før koncerten. Skyerne og disen en endnu ikke forsvundet.

Efter koncerten, men ingen kraner på dette billede. Til gengæld en del blå himmel.
Billedet er taget fra Plazaen på 8. etage i Elbphilharmonien. Man kan blandt andet se
St. Michael-kirkens tårn og fjernsynstårnet, også nogle af Hamborgs vartegn.

Efter koncerten tog vi færgen fra Elphi til Landungsbrücke.
Jeg var langt fra den eneste, der havde kameraet fremme.

Man kan vel med rette kalde koncertbygningen for endnu et vartegn.

Hamborg er en rig by, også på vartegn.

Champagnefarvet koncerteufori

For over et år siden købte vi billetter til vores første koncert i Elbphilharmonien i Hamborg. På programmet: Arnold Schönbergs Gurre-Lieder. Et senromantisk værk for stort orkester, solister og kor fra før Schönberg blev tolvtone-komponist.

Vi havde forberedt os. Læst I.P. Jacobsens digte, som blev sat i musik af Schönberg, på dansk og delvist på tysk, og vi havde hørt et par forskellige indspilninger. Og vi glædede os.

Da jeg printede billetterne ud for et par dage siden, opdagede jeg, at koncerten skulle finde sted kl. 11 og ikke kl. 15, som jeg havde bildt mig ind. Kortvarig panik, men det viste sig, at Deutche Bahn også om søndagen har timekørsel fra Flensborg, så vi skulle bare vældig tidligt op for at komme med afgangen omkring kl. 7.

På vej op til 13. etage

Vi havde fået en pæn mail fra Elbphilharmonien, hvor man anbefalede, at vi var der ikke mindre end tre kvarter før koncerten startede. Det er måske i lidt overdreven god tid, men man bør bestemt ikke komme i sidste øjeblik, for så når man ikke fra indgangen til koncertsalen i tide.

Der er immervæk mange etager, rullende trapper, almindelige trapper, elevatorer. Overalt bemærker man det diskrete maritime præg. Ingen tvivl, det er et både spændende og meget smukt bygningsværk.

Vi var i god tid og nåede både at kigge på Hamborg fra plazaen - udsigtsplatformen, der går hele vejen rundt om bygningen på 8. etage - og at få en kop kaffe på 13. etage, hvor vores indgang var, inden vi fandt vores pladser.

Jeg tror, koncertsalen er den smukkeste, jeg nogensinde har set. Den er af samme type som DRs, hvor publikum sidder hele vejen rundt om orkestret, men Hamborgs er champagnefarvet og meget lysere og lettere end DRs rødbrune, der kan virke noget anmasende.

Billedet er taget, inden koncerten startede. Orkestret er ved at stemme. De tomme sæder bag orkestret blev senere fyldt op med koret. Man kan også se orglet. Det indgår som et diskret, men smukt element i salen.

NDR Elbphilharmonien er et stort orkester.  Vi lagde straks mærke til, at der var ikke mindre end fire harper. Der var syv klarinetter, og sådan var det hele vejen igennem. Det giver altså en flot lyd. Der var også et stort kor bestående af to mindre kor på i alt over 100 medlemmer. Det hele blev dirigeret af elegantieren Kent Nagano.

Når der er så stor en lyd fra orkestret, skal der noget særligt til fra solisterne, og vi syntes desværre, at tenoren, der sang Kong Valdemars rolle, var lidt svag. Nogle gange blev han næsten overdøvet af orkestret. Det kan godt ske, det er et generelt problem i Gurre-Lieder, for på i hvert fald den ene af de indspilninger, vi har hørt, er problemet det samme. Det kan også have været akustikken eller indstuderingen.

De øvrige solister var gode. Heldigvis var sopranen, der sang Tove, virkelig god, og mezzosopranen, der sang skovduen, var helt forrygende. En af Toves sange er en af de smukkeste kærlighedssange, man kan forestille sig, og den blev sunget så smukt.

Akustikken var ellers generelt god og klar. Jeg ved ikke, om det er akustikkens fortjeneste, eller det var, fordi publikum var meget disciplineret, men man hørte ikke megen hosten. Lige til sidst, hvor hele orkestret og hele koret var i gang, kom der dog nogle svingninger, der ikke burde være der.

Sjovt nok er Gurre-Lieder på programmet i næste sæson i vores egen koncertsal. Det bliver spændende at høre en anden fortolkning i salens ekstremt klare akustik. Man kan nærmest høre hver enkelt instrument i orkestret, til gengæld kan man også høre hver eneste lille lyd fra publikum. Og det århusianske publikum er ikke særlig disciplineret med hensyn til hoste.

Gurre i Elbphilharmonien var en stor, skøn oplevelse, som gav lyst til at høre flere koncerter i Hamborg. Jeg prøvede lige i formiddags at kigge på programmet for den næste koncertsæson, men det kunne jeg godt spare mig, for der er allerede helt udsolgt. Hvis man tror, man lige kan improvisere er koncerttur til Elphi, så må man tro om igen. Der skal planlægning til. Det tager vi til efterretning, og så er vi glade for, at vi kendte vores besøgelsestid sidste sommer.

Nordjyske dyrebørn

En af fordelene ved at tage på ferie midt i maj er, at der er ret små dyrebørn på markerne.

Tæt på hvor vi boede ved Nørlev Strand, ligger Skallerup Indlandsklitter. I det fredede område går der altid en masse heste og får, og denne gang var der mange lam. Nogle af dem bittesmå, og vi syntes, der kom flere til i løbet af den uge, vi var der.

Man må gerne gå ind i området, så det gjorde vi selvfølgelig, men mødrene var agtpågivende og gik med deres afkom, hvis vi kom for tæt på.

Kom så, børn - der er mærkelige dyr på to ben i nærheden

Hende herunder var nu ret cool. Måske var det, fordi vi faktisk på dette tidspunkt stod på den anden side af hegnet. Er får så kloge, at de kender forskellen? Det skulle såmænd ikke undre mig.

Æv bæv, I kan bare ikke nå os

Foruden fårene og hestene gik der to store tyrekalve i klitterne. De var godt nok ikke babyer mere, men må have været fra sidste år, men hvor var de dog kønne.

Jeg var helt forelsket i den lyse, som vi kaldte Isbjørn på grund af aftegningerne. Han så så blid ud og havde det kønneste udtryk, man kan forestille sig.

Den anden kaldte vi af åbenlyse årsager Bæltedyret.


Han var nu også fin.

Vi så også mange nyfødte kalve, men dem fik jeg af en eller anden grund ikke fotograferet, Lige bortset fra det her, hvor mor igen har anbragt sig strategisk mellem barn og tobenet.

Vi var som altid en tur i Mygdal, hvor vi besøgte både Mygdalhus - det er sådan et godt udstillingssted - og Rav-Værkstedet, hvor den dygtige ravsliber og smykkemager Andreas Wörner holder til. 

Over for Rav-Værkstedet gik der på en mark en masse Pippi Langstrømpe-heste - og føl!

Det yngste føl kan ikke have været mange dage gammelt og var stadig meget uharmonisk at se på med et alt for stort hoved, men det skal såmænd nok vokse sig lige så kønt som det lidt ældre føl og de voksne heste.

Jeg billedspammer lige med et par portrætter af Bæltedyret og Isbjørn:

Friluftsteater

Som hovedparten af den danske befolkning formodentlig er klar over, er Århus europæisk kulturhovedstad i år. Jeg må indrømme, at jeg er ret skeptisk med hensyn til, om der kommer noget interessant ud af det bukseskind

Jeg forsøger alligevel at være åben for, hvad er foregår, og i den ånd købte vi billetter til "den store satsning", Røde Orm som friluftsteater, opført af Det Kongelige Teater. Eller som forestillingen hedder her i byen: Røde ÅRM.

Tirsdag aften bivånede vi så, at Røde Orm vendte hjem til Danmark, Århus og Moesgård efter vikingetogt til de britiske øer.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har bogen present. Faktisk er jeg i tvivl om, om jeg nogensinde har læst det hele, eller om jeg bare kender Harald Blåtands julegilde. Jeg mener dog at vide, at bogen skulle være yderst underholdende. Det var teaterforestillingen desværre ikke.

Tværtimod var den lumsk kedsommelig. De skuespillere, der ikke lige havde hovedroller, var rimeligt stive i det, og jeg manglede nogle sidehandlinger. Totalteater var det i hvert fald ikke. Desuden blev omgivelserne ikke udnyttet til ret meget, og det er vel ellers en af ideerne med friluftsteater. Jeg syntes heller ikke om, at Svend Tveskæg rendte rundt i cowboybukser.

Harald Blåtand var noget mere opfindsomt iscenesat. Ham kunne jeg godt lide.

Ikke alt var skidt. Man kunne for eksempel forstå hvert ord, der blev sagt. Jeg havde hørt nogen sige, at der blev deklameret, som Poul Reumert ville have gjort det. Noget overdrevet, men der var en tydelig tekstudtale, og det, mener jeg, er nødvendigt netop til en udendørs forstilling, hvor ordene ellers let kan drukne i blæst og andre lyde. I parantes bemærket kunne jeg tit ønske mig en bedre tekstbehandling i andre sammenhænge også.

Dialogen som sådan var ikke ret interessant eller spændende skrevet, men der var en vis spændstighed i måden, den var skrevet på. Ikke helt på vers, men der var både rytme og rim. Det talte på plussiden.

De to ravne, der fulgte slagets gang fra toppen af taget, var et godt indslag. Det var en af den slags små sidehandlinger, som der godt kunne have været mange flere af.

Røde Orm skal forestille at være en familieforestilling, men efter min mening var det mere børneteater - ganske vist i stort format - end teater for alle, og det var vel derfor, vi kedede os så bravt.

Jeg har læst, at der er solgt mellem 70000 og 80000 billetter til forestillingen, og set i det lys er den store satsning måske alligevel lykkedes. Kvantiteten er der, men kvaliteten mangler.