Ugens træ - uge 43

Åbyhøj Kirke må have en god gartner, for der er altid pænt og nydeligt omkring kirken og på kirkegården.

Foran kirken er der hele vejen hen rækker af ikke særlig store træer, som kirkegårdsgartneren sikkert også er ansvarlig for. Jeg tror, det er en slags prydkirsebær, for om foråret har de et meget rigt blomsterflor. Det er rent hvide blomster, og det ser vildt godt ud.

Men det gør det - som det forhåbentlig fremgår af billederne - også på denne årstid. Der er altså adskilligt flere træer end selv det øverste foto viser, og det gør det jo ikke ringere.

Ved siden af skraldespanden kan man lige se, at der er et busstoppested ved kirken. Det er ikke et af de stoppesteder, jeg bruger, men hvis jeg gjorde, ville jeg helt sikkert fornøjes over træerne.

Derimod bruger jeg tit et stoppested i krydset mellem Silkeborgvej og ringvejen. For nogle uger siden blev der pludselig gravet et stort hul ved stoppestedet - jeg tror ikke, det var planlagt, på en eller anden måde virkede det som en akut operation. I et stykke tid var stoppestedet sløjfet.

Hullet er nu fyldt igen, og bussen standser igen ved stoppestedet, men den store lind, det stod der, er væk. Var det nu også nødvendigt? Den var i hvert fald ikke syg, så den undskyldning kan de ansvarlige ikke bruge. Det var nok bare det nemmeste at fjerne hele træet i stedet for at tage hensyn. Vi har haft så stor fornøjelse af den lind, som jeg altså ikke nåede at få med som ugens træ, men det er slut. Øv, øv, øv!

Citater om katte #43

Når jeg betragter katten, der hviler i sig selv, er jeg næsten på samme niveau.
Gerhard Polt om ro og stilhed

Gerhard Polt er en tysk kunstner - forfatter, filminstruktør, skuespiller og satiriker. Og katten mødte jeg her i området forleden dag. Den hvilede i den grad i sig selv.

Ugens bonustræ - uge 42

Jeg er nødt til også at have det tredje træ, der stod i kø i sidste uge, med. Disse billeder blev ligesom billedet af spidslønnen taget i sidste uge, så det er dobbelt snyd.

Træet lyste mig i møde med sine fligede, gule blade, hvoraf de fleste nu ligger på jorden, og nogle meget store og meget særprægede frugter. Hvad kunne det være?

Heldigvis var der nogle gartnere i den lille park foran musikhuset, hvor træet stod, som jeg kunne spørge. Akacietræ, sagde de. Vi snakkede lidt om frugterne, som ligner kæmpestore ærtebælge eller frugter fra johannesbrødstræet.

Jeg undersøgte lidt om akacietræer på nettet, og de kan ikke gro i Danmark, stod der, så det er nok en uægte akacie. Også kaldet robinie, og det er jo et træ, jeg udmærket kender, jævnfør uge 37.

Jeg har bare ikke tidligere set dem så store, og jeg har ikke lagt mærke til frugterne før. Desuden synes jeg, bladene er lidt spidsere og mindre afrundede end på den robinie, jeg plejer at kunne genkende. så måske er det alligevel en art ægte akacie, der på trods af oplysningerne på nettet godt kan gro i vores klima.

Jeg vidste heller ikke, at robinie også kaldes uægte akacie, men så lærte jeg det.

Ugens træ - uge 42

Det er lidt snyd i denne uge, for jeg tog billedet allerede sidste uge, men jeg kunne ikke tage lige så gode nye, for træerne - der er to - har mistet temmelig mange af bladene allerede.

Det er nogle af de træer, der absolut skulle med i ugens træ. De står i krydset for enden af vores blinde del af vejen, så jeg ser dem, hver gang jeg kommer i bil, og også mange gange når jeg er ude at gå.

Jeg har beundret de to træer i mange år, når de har klædt sig i høstfarverne. Det er for resten spidsløn.

Årets Fanø-katte

Pizza, som vi kender fra tidligere år. Hun bor i Nordby i et pizzeria, deraf navnet - faktisk ved vi ikke, hvad hun rigtigt hedder.

Hun er en meget imødekommende og glad kat, der gerne snakker med forbipasserende og pizzeriagæster, men hun er ikke påtrængende.

En dag så vi hende stå på et af de udendørs borde og med poten banke på ruden ind til pizzabageren, der kvitterede med at smide en stump skinke eller pølse ud til hende. Gæt om det så sødt ud!

Denne sorte kat med flot hvid krave boede også i Nordby. Den var totalt uinteresseret i os, og jeg måtte også tage billedet på lang afstand, så det er mildest talt grynet.

I Kunstladen havde gårdens kat listet sig ind i salgslokalerne, hvor den hyggede sig på et rensdyrskind. Den vakte behørig beundring, men den sov dybt, helt uanfægtet af, hvad der foregik omkring den.

Vi mødte den også sidste år. Da forsøgte den talrige gange at snige sig ind i butikken, men den blev hver gang sendt udenfor igen. Det har man åbenbart opgivet nu, mis får lov til at være i fred på sit rensdyrskind.

Da vi besøgte gårdbutikken Fanø Angus & Merino regnede det. Det tog den semilanghårede gårdkat sig nu ikke af. Til trods for at dens pels tydeligvis ikke er vandskyende, søgte den ikke under tag.

Vi mener, vi så denne lille Sønderho-kat også sidste år, men jeg har ikke taget billeder af den før. Den bor i nærheden af Tre Søstre.

Den ville gerne snakkes med, men var alligevel lidt reserveret.

Jeg troede først, den havde mistet spidsen af venstre øre, men det er bare et krølleøre.

Også denne særdeles afslappede kat bor i nærheden af Tre Søstre, og ligesom sidste år nød den livet på et lammeskind på en af bænkene. Den kan man let komme til at snakke med!

Den røde hankat var et nyt bekendtskab for mig. Den stod på en af Sønderhos små veje og ventede på, at dens menneske kom hjem, så de sammen kunne følges ind i huset. Jeg fik at vide, at den hedder Simba. Flot og sød kat!

Desværre så vi ikke den hvide kat Fru Kokos, der i virkeligheden hedder Ida, i Nordby. Jeg tænkte på at gå ind i butikken og spørge, om Ida var hjemme, men syntes så alligevel, at det ville være for fjollet. Jeg håber, hun stadig er i live og har det godt.

Ugens træ - uge 41

Kandidaterne til ugens træ står i kø i denne tid.

Når jeg valgte den flotte eg (rødeg!), som fører an i en lille række af artsfæller, er det, fordi det står i et af Århus' udskældte boligområder, Bispehaven. Vi bor ret tæt på.

Jeg synes, det er dejligt, at man kan finde smukke træer også i de forkætrede betonbyggerier.

Bispehaven blev ligesom Gellerupparken og flere andre "parker" bygget i begyndelsen af 1970erne. På den tid, lige efter kommunesammenlægningen, havde de besluttende myndigheder i Århus en vision, når det drejede sig om sociale boligbyggerier.

Det skulle være områder med gode lejligheder, mange grønne områder og mange faciliteter som skoler, børneinstititioner, indkøbsmuligheder, sportsfaciliteter og biblioteker. Gellerupparken var mønsterbyggeriet, hvor der også var svømmehal.

Jeg havde selv fornøjelsen af at bo i Gellerupparken i sidste halvdel af 70erne, og det var en fornøjelse. Der var et fællesskab mellem beboerne, og jeg nød at se børn i alle aldre lege sammen på de store græsplæner med store træer, der fandtes mellem blokkene. Jeg var gerne blevet boende, hvis det ikke lige var, fordi huslejen steg voldsomt. Det blev nærmest umuligt for almindelige lønmodtagere, der ikke kunne få boligstøtte, at bo i lejlighederne. Det var billigere at bo i ejerbolig. En ret grotesk boligpolitik efter min mening, og det var også det, der ændrede området. Alle ressursestærke flyttede ud, og en del af faciliteterne blev nedlagt.

Bispehaven var ikke lige så vellykket. På en eller anden måde virkede det, som om blokkene stod alt for tæt, det var ikke et særlig rart område.

Man er nu ved at forsøge at rette op på årtiers misrøgt af de sociale boligområder. Jeg tror ikke på, det vil lykkes at tiltrække ressursestærke lejere, hvis ikke huslejen sættes væsentlig ned, men i hvert fald ser det ud til, at Bispehaven får et mere åbent udtryk. Og de flotte egetræer har de - der er nemlig flere end den lille række, jeg har fotograferet.

Den dejligste morgen

Jeg var tidligt oppe i dag. Meget tidligt! Skulle til kontrol for grøn stær hos en øjenlæge inde i byen 10 minutter over 8.

Jeg var af sted i god tid og gik - forsynet med en latte - lidt rundt. Det tog kun ca. 8 minutter hos øjenlægen, alt så fint ud,  og jeg blev ikke engang dryppet. Jeg troede så, at jeg skulle have min morgengrød hos GRØD, men det skulle jeg ikke. Den er lukket og åbner først igen i 2019. Et andet sted i byen, hvilket sikkert er meget fornuftigt.

Imidlertid havde jeg ikke lyst til at tage hjem lige med det samme, og jeg var heller ikke så sulten. En latte mætter faktisk ret meget, også selv om den er på skummetmælk. I stedet gik jeg igen lidt rundt og kiggede på det fine morgenlys og de travle trafikanter. Indsugede morgenstemningen. Jeg havde kun min mobil med, men den kan jo også bruges til at tage billeder med:

Hvis vejret bliver lige så fortryllende i morgen, tager jeg måske af sted igen, denne gang bevæbnet med et bedre kamera. Det var slet ikke så dumt at komme tidligt op.

Spisesteder på Fanø

En af de gode ting ved Fanø er, at der er så mange gode spisesteder. Vi har ikke lyst til at tilbringe alt for megen tid i køkkenet, når vi er på ferie, så vi spiser en del ude.

I Nordby ligger Aroma, og det har den vist gjort lige så lang tid, vi er kommet på øen. Vi havde bare aldrig spist der, men troede, at det "bare" var endnu en italiensk restaurant. Heldigvis havde Annett læst en lovprisning af deres fiskeret, og den blev afprøvet allerede den første aften.

Det fortrød vi ikke, tværtimod var det en ommer, som Annett sagde. Spisekortet er absolut italiensk, men med udstrakt brug af Fanøs gode råvarer. Vi spiste der tre gange: frokost, aften og tag-med-hjem pizzaer, og det var altsammen lige efter vores hoveder. Også betjeningen syntes vi godt om, uformel, men samtidig omhyggelig. Og det var dejligt at kunne kigge til de italienske kokke i køkkenet.

Det er ved at blive tradition, at vi torsdag aften tager til Sønderho og spiser på Fajancen. Annett reserverer bord i forvejen, der er sædvanligvis fuldt hus.

Der er hyggeligt på Fajancen, maden er altid god, og der er altid fisk på menuen - men Aromas fiskeret var godt nok et mulehår bedre.

I en helt anden kategori er Tre Søstre, der også ligger i Sønderho. Et helt uprætentiøst sted, hvor man kan få kaffe, is og sandwiches. Der har vi flere gange spist i forbindelse med strikkefestivalen. Hvis man ikke lige kommer, når der er en længere kø, går det hurtigt, og deres sandwich smager godt. Laksesandwichen er naturligvis med Fanø laks, som unægtelig smager meget bedre end almindelig laks.

Som en ekstra attraktion for os kan man tit kigge på og somme tider også snakke med nogle katte, der vist nok bor i nabohuset.

Et andet sted, vi altid kommer, er Rudbecks i Nordby.

Deres delikatesseforretning blev grundlagt i 2011, samme år som vi første gang var på Fanø i nyere tid, og vi har spist der hver eneste gang.

Som noget nyt har de fået Marco Brodde til at udsmykke deres lokaler, og det er også nogle af hans fugle, der er på plakaten.

Maden er baseret på vadehavets og især Fanøs egne produkter. Annett har snart været hele spisekortet igennem, men hun kommer også tiere på Fanø, end vi gør. Jeg får som regel vadehavstapas. Eller æggekage.

Så nåede vi ikke flere forskellige spisesteder i år, når jeg ser bort fra slagter Christiansens lækre sandwich. Andre gange har vi spist på Kellers Badehotel, Ambassaden og Sylvester, og vi har drukket kaffe på Fanø Krogård, og det har altsammen været godt.

Af en eller anden grund er der aldrig blevet tid til Sønderho Kro, men mon ikke vi på et eller andet tidspunkt kunne finde på at afprøve deres æggekage til frokost? Aftenmenuen er for gastronomisk for mig, tror jeg, jeg kan bedre lide det mere enkelt.

Endelig har Nordby nu også fået et godt issted, som dog kun holder åbent om sommeren.

Vi var der adskillige gange, og iselskerne Dorthe og Annett smagte mange af varianterne. Jeg nøjedes med en kugle ølis (lavet på Fanø Bryg, hvad ellers?), som blev lavet specielt til strikkefestivalen. Den kunne jeg nu ikke lide, men jeg fik også en kugle chokoladeis, og den var fremragende og chokoladetæt i smagen.

Er der noget at sige til, at vægten var steget, da vi kom hjem?

Ugens træ - uge 40

Ugens træ er en ahorn, der står tæt ved, hvor vi bor. Det er Dorthes yndlingstræ. Stien på billedet fører op til vores nærmeste busstoppested.

Jeg ville gerne have haft en helt mørkegrå himmel som baggrund, men måtte nøjes med en meget lys grå. De fleste dage i ugens løb har der været blå himmel, men jeg synes, efterårstræerne er flottere på en grå baggrund. I øvrigt i modsætning til sommerens grønne træer, som en blå himmel klæder meget bedre end en grå.

Men der bliver nok en anden lejlighed til at få den flotte mørkegrå efterårshimmel med.

Hvor regnbuen ender

I mange år har jeg, inspireret af Bjarne Reuter, ment, at regnbuen endte på Brønshøj Torv. Nu ved jeg bedre. Se bare her:

Regnbuen ender på Fanø-færgen!

Septembervejret på Fanø var mere blandet, end vi før har oplevet det. Det gjorde nu ikke noget, bare det ikke regner hele tiden, og det gjorde det ikke. Og vi har aldrig før set så mange regnbuer.

Jeg fotograferede ikke så meget denne gang, men her kommer alligevel endnu et par billeder:

Et typisk Fanø-sommerhus. De er altså dekorative.

Ikke færre end tre par hunde i vinduerne. Hus i Sønderho.

På stranden mellem Sønderho og Rindby

Fanø igen, igen

Jeg har åbenbart haft for lidt tid til at blogge i år, for jeg har oplevet en hel masse, som jeg ikke har fået blogget om. Ikke så godt, når bloggen egentlig skulle fungere som en slags dagbog.

Nu har jeg tænkt mig at prøve at blogge baglæns. Fanø, hvor vi igen i år var så heldige at blive inviteret med Annett i den uge, hvor der var strikkefestival, kommer først.

For en gangs skyld havde jeg ikke lagt nogen restriktioner på mig selv,  hvad angik indkøb, og jeg fik da også en hel del nyt garn med hjem. Her ligger det på rad og række:

Som sædvanlig kørte vi først til Sønderho. Vi gider ikke stå i kø ved teltet i Nordby, og i år viste det sig at være en endnu bedre ide at starte sydpå. Der blev pludselig meget høj vandstand i Nordby, og vejen og en del af teltarealet blev oversvømmet. I Sønderho havde vi godt nok lidt blæst, men ellers fint vejr.

Nej, faktisk tyvstartede vi torsdag, hvor vi lige kørte forbi Rindby Forsamlingshus, hvor Kunstladen havde udsalg. Deres før-priser på garn var urealistisk høje, men vi fandt noget af Ecobutterflys kobbergarn, der er så godt i pulsvarmere, så jeg købte et gråt og et et lysebrunt nøgle. Til helt normal pris, men det produceres ikke mere og er svært at finde. Yderst til højre på billedet.

På skolen i Sønderho havde Charlotte Spagner en dejlig stor stand med sit Handdyed-garn. Det har jeg længe haft lyst til at se nærmere på, og det er rigtig lækkert. Jeg forhørte mig om, hvor merinoen kom fra, og heldigvis er det fra absolut mulesingfrit fårehold. Charlotte havde nogle single skeins med til halv pris. Det kunne jeg ikke stå for. Jeg købte to bundter af en flot efterårsgylden og et i en lys hvidgrå med lidt aubergine i - de tre næste bundter fra højre.

I forsamlingshuset købte jeg den grønne Indiecita, som sammen med mit grønne kobbergarn fra lageret skal blive til pulsvarmere. Senere fik jeg i Nordby på G-uld standen et bundt af deres alpaca, som kan bruges sammen med mit rødlige kobbergarn. Det ligger ved siden af Charlotte Spagner-garnerne.

Mellem den rødlige og den grønne alpaca ligger et bundt auberginefarvet og et bundt lysegrå af noget garn, som Else Schjellerup havde med til forsamlingshuset. Det var vist en nyhed, og hvem der har produceret garnet, ligger hen i det uvisse - hvordan skal jeg nu få det registreret på Ravelry? Men det er i hvert fald en lækker blanding af 90% merino og 10% yak.

I teltet i Nordby fandt jeg svaret på mine strikkepindebønner. På Gepards stand havde de Koshitsu Seeknit pinde i alle mulige længder og tykkelser. Koshitsu er vist nærmest et moderselskab for Ito-pindene, men de laves ikke bare i de japanske størrelser, og jeg fik mine yndlingstykkelser 2.75 og 3.25. Jeg har ikke strikket med dem endnu, men jeg forventer, de er lige så lækre som Ito-pindene.

Søndag var vi lige gennem teltet endnu en gang, for måske var der noget, vi havde overset, og det var der minsandten. Jeg havde i hvert fald ikke kigget ordentligt på standen fra skyebluepinks-design fra Skotland. De havde noget vildt lækkert garn med, men det var ikke just billigt, og jeg sprang over denne gang. Til gengæld var deres træknapper både billige og sjove, og mit lager af knapper blev endnu en gang forøget.

Næsten på vej ud ad teltet opdagede Dorthe endnu en stand, vi havde misset i første omgang. White Nile Cotton sælger bomuld, der ikke bare er økologisk, men også dyrket uden brug af kunstvanding i et bæredygtigt projekt i Uganda. Det er da ekstremt god-samvittighed-bomuld. De to sidste bundter til venstre er White Nile Cotton, som jeg glæder mig til at afprøve.

I det hele taget var det meget glædeligt, at der er kommet meget mere focus på, hvordan vores garn bliver produceret. Også nogle af de store firmaer er ved at komme med på det felt, blandt andet Hjertegarn og Drops. Hurra for det. Øj, hvor skal der strikkes....

Weekendtur i marsken

Vi var knap nok kommet hjem fra Fanø, før vi skulle af sted mod syd igen. På weekendophold i Tønder med bl.a. udflugt til sort sol.

Vejret var helt perfekt - tak for det, vejrguder! - og vi fik for alvor set sort sol. En af vores guider var nu heller ingen ringere end Iver Gram, der faktisk er den person, der har navngivet det fantastiske naturfænomen. Han har årelang erfaring med, hvor og hvornår stærene vil slå sig ned, og vi blev ikke snydt.

Jeg var mere optaget af at se på stærene - og høre dem - end jeg var optaget af kameraet, men ovenstående billede giver da et lillebitte indtryk. Jeg burde have filmet, nogle af de andre deltagere fik nogle meget fine små filmbidder.

Vores tur var arrangeret af Jysk-Fynske medier, og vores anden guide var Stig Eeg Sylvest, tidligere chefredaktør på Vestkysten, så vi var godt dækket ind og fik fortalt af de to guider på skift. Iver tog sig af naturen og fuglene, Stig af det kulturhistoriske. Før hovedbegivenheden var vi i Møgeltønder, hvor vi blandt andet så kirken både ud- og indvendig og Schackenborg Slot udvendig - og fik fortalt.

Vi var indkvarteret på Ecco Centret i udkanten af Tønder, og det kunne vi godt være tjent med. Der var kunst over det hele, også på vores værelser, der lå i en cirkelrund bygning, hvilket gav nogle spændende skæve vinkler. Det billede, der hang på værelset, var også skævt.

Værelserne havde ikke så kølig en atmosfære, som det måske ser ud til på billedet, for den rå beton blev blødt op af trægulve i en varm farve og stolene med brunt læderbetræk.

Der kunne jeg godt indkvartere mig i længere tid, bortset fra at det kan man ikke. Centret er for Eccos medarbejdere og så åbenbart for nogle få andre som vores busselskab.

Ydermere fik vi en meget fin forplejning. Kaffe, boller og tre slags kage ved ankomst lørdag eftermiddag, lækker treretters menu, da vi kom hjem fra stærene, morgenbuffet søndag morgen og madpakker til søndagens udflugt.

Efter det store morgenbord skulle vi nemlig af sted på endnu en udflugt i vores blå bus med bramgæs på.

Igen i dejligt vejr kørte vi gennem marsken med et enkelt stop undervejs, hvor vi så på vadefugle og marskplanter, til Vidåslusen, hvor vi så en sæl, fugle, bl.a. en masse trækkende gæs, diget med får og selve slusen for til sidst at spise det, vi nu kunne spise af madpakkerne. For vores vedkommende slog det også til til aftensmad, da vi var kommet hjem.

Vidåslusen var sidste punkt på weekenden, men vi tilføjede for egen regning lige et besøg på Tønder Kunstmuseum også. Den udstilling, jeg egentlig ville se, hed MOL og var lavet af en kunstnergruppe, der hedder Island Life. Det var én stor installation og for avanceret for os. Til gengæld så vi med stor fornøjelse Per Kirkebys bronzerelieffer fra Operaen i København og nogle af hans store malerier.

En perfekt weekend - og nu vil jeg også gerne se hvid og grå sol også.