Årets bedste...film

Jeg skulle lige se årets sidste film, inden jeg skulle forsøge at finde den bedste. Det er ikke let! Jeg har set mange film i år, og jeg har set mange gode.

Årets bedste:

Ligesom når der er Oscar-uddeling er det de nyeste, der har størst chancer, for dem husker man bedst, men jeg tror nu alligevel, jeg ender med én, jeg så for nogle måneder siden, nemlig Wes Andersons Moonrise Kingdom.

Den har en god historie, og så er den skør på en måde, der gik rent ind hos mig. Desuden er musikken skøn.

De næstbedste:
bliver en hel kavalkade.

Den sjoveste var helt sikkert De urørlige, instrueret af Olivier Nakache og Eric Toledano og med en meget velspillende Omar Sy i den ene af hovedrollerne.

Den bedste dokumentarfilm, jeg så, var den schweiziske film Børnene fra Mount Napf af Alice Schmid. Den gjorde faktisk et stort indtryk.

Men kommer der ikke en del to? Jeg vil gerne vide, om den lille Laura fik sit diplom året efter.

Aki Kaurismäkis Miraklet i Le Havre var en dejlig feel-good film. Den første film af Kaurismäki, jeg har set. Senere har jeg set flere på dvd.

Jeg havde bildt mig ind, at finske film måtte være sorte og dystre. Det er der kun små glimt af i Miraklet.

Spændingsfilm er normalt ikke min genre. Jeg synes, biljagter etc. er dybt kedsommelige. Men i år har jeg set hele to spændingsfilm, og begge var gode.

Konge dame es spion af Tomas Alfredson hører nu også til i den mest lavmælte ende af genren.

Som altid når det drejer sig om John Le Carré er det en historie, hvor man skal holde begge ører stive og bruge indersiden af hovedet. Det kan jeg godt lide.

Den anden er filmen, vi så lige på falderebet til 2013, nemlig Operation Argo af og med Ben Affleck.

Yderst effektiv spænding må jeg sige, jeg sad i lange perioder alleryderst på sædet. Og skræmmende og nogle gange så virkeligt, at det næsten var fysisk ubehageligt.

Årets skuffelse:
Jeg troede længe, at den største skuffelse ville blive The Artist, hvor jeg synes, historien er alt for tynd og i øvrigt også set før, men den blev her i december slået af Michael Hanekes Amour.

Jeg var ellers meget berørt af Hanekes Det Hvide Bånd, men ikke af Amour. Jeg behøver ikke over to timer for at vide, hvor rædselsfuldt det må være at blive hjælpeløs - både for den hjælpeløse og for de nærmeste pårørende. Moralen af filmen må være: Kræv ikke det løfte af dine nærmeste, at du aldrig skal sendes på hospital eller plejehjem. Det er i hvert fald ikke kærlighed.

Når filmen har fået alle de priser, den har, så tror jeg, det er, fordi Michael Haneke tør være så kompromisløs. Der er bare ingen formildende omstændigheder. Djævelens advokat - i dette tilfælde mig - siger så, at de to personer med deres selvtilstrækkelighed i temmelig høj grad selv har været ude om det.

For et par år siden så jeg den islandske Volcano, der behandlede samme emne, men med mange flere facetter og i øvrigt også med samme slutning. Den kunne jeg meget bedre lide.

Talmagi

 

I dag kl. 11.11 havde vores "nye" bil kørt 22222 km - og der var 3 graders varme.

Det er først nu, hvor jeg ser dette billede, at jeg kan se, at der ikke står 000, når benzintanken er tom, men ODO - eller 0D0? Hvad mon det betyder? Out and done?

Citater om katte #17 - og fødselsdag - og glædelig jul

Ingen ser så forventningsfuld ud som en kat, der venter på at blive fodret.
Henry James

Det er et citat, der passer godt på vores Sarantoya, der i dag bliver 12 år.
TIL LYKKE, skattebarn!

Sarantoya er fantastisk til at få sin mad indenbords på ingen tid. Det forsøger vi at kompensere for, så hun får aldrig sin mad i en skål. Nogle gange bliver hendes kattekugler kastet én ad gangen fra den ene ende af stuen til den anden ende i køkkenet. Det giver god motion.

Hun har også et såkaldt aktivitetscenter, hvor hun skal arbejde lidt for at få fat i maden. Det er meget populært, og den behændige kat har opøvet en gevaldig hurtighed med hensyn til at få kuglerne manøvreret fri. Hun har centeret helt i fred, for Lilit nedlader sig ikke til at arbejde for føden. Ret praktisk, da de ikke får samme slags mad.

Endelig har hun nogle såkaldte spisebolde, som hun skal trille rundt med for at få kuglerne ud. De er vist favoritterne lige nu. På billedet står Dorthe uden for billedet og fylder mad i en bold, der ligger i tallerknen på kradsetræet, mens Sarantoya ser - nå ja, netop forventningsfuld - til.

Som det ses, er hendes mave noget bar. Hun kan måske huske, at hun en gang på en udstilling blev slået af en sphinx-kat, så hun tror, det er smukkest at være bar. Nej, det er nu nok en allergi, som kom i forbindelse med hendes sterilisation for mange år siden, men hverken dyrlægen eller vi har kunnet identificere allergien nærmere. Den er værst forår og efterår, og pelsen når aldrig at blive ret lang inden næste sæsonskifte.

GLÆDELIG JUL til alle! Vi tobenede glæder os til vores and, der er vokset op i dyrevenlige forhold på Gothenborg, og den altid sultne Sarantoya får lidt ekstra i anledning af fødselsdagen. Og julen...

I adventskransens skær

Det er da ikke vejr til andet end indendørs sysler og grovhygge i dag. Jeg behøver heldigvis ikke komme uden for en dør.

Her er den sidste adventskrans:

Strikket af stofstrimler ser det ud til, og igen af den brandfarlige slags, men ellers kan jeg nu meget godt lide den.

Hav en god 4. søndag i advent!

Midvinterhygge

Vintersolhverv. Selv om det er koldt og mørkt, så kan jeg nu alligevel meget godt lide denne årstid også, og i hvert fald holder jeg af årstidernes skiften. Jeg ville ikke have det godt med at leve et sted, hvor solen skinner fra morgen til aften - hver eneste dag. Hvor kedsommeligt.

Fjernsynets vintersport er gået på juleferie, så vi har rigtig haft tid til før-julehygge. For et par dage siden havde vi en af vores byture med frokost og senere kaffe og ind imellem besøg på et lille galleri og på Aros, hvor vi så den store Munch-udstilling.

Det er en spændende udstilling og flot at museet har fået fingre i så mange værker, men til min overraskelse bryder jeg mig ikke særligt om Munchs kunst.

Han havde tydeligvis et forkvaklet forhold til kvinder, hvilket sammen med hans almindelige livsangst i højeste grad har præget hans billeder.

Han kunne naturligvis ikke gøre for, at han var skør i bolden, men jeg synes altså, det gør billederne mindre interessante for beskueren - i hvert fald når beskueren er mig, altså en kvinde, der ikke i udpræget grad lider af angst.

Vi var også oppe i regnbuen, og det er faktisk sjovere, når det er mørkt end i dagslys. Der var et flot vue ind over byens lys og byens juletræ og ned mod havnen. Billedet er taget på etagen under regnbuen. Rækværket  var i vejen, men det var ligesom ikke så meget at gøre ved. Jeg elsker de lyse nætter, men de helt sorte er nu heller ikke så ringe endda.

Årets bedste...musik

Årets bedste:
Én musikoplevelse rager op over alle andre: Koncerten i maj med Juan Diego Flórez.

Årets næstbedste:
Årets nr. 2 må være koncerten med Jan Garbarek og The Hilliard Ensemble i Domkirken. Smuk og spændende musik og en fabelagtig udnyttelse af kirkerummet.

Jeg ville prøve at vælge den bedste af de mange symfonikoncerter, vi har været til, men det kan jeg ikke. Der er simpelthen for mange gode. Den sidste, hvor vi hørte den unge polske Krzysztof Urbanski dirigere Dvorák og Ludoslawski, var i hvert fald ikke den ringeste. Finske Arto Noras var solist i Dvoráks cellokoncert - rent guf for øregangene. Og Lutoslawskis Koncert for orkester var rigtig, rigtig spændende. Den var en koncert efter vores hoveder.

I en helt anden genre var genhøret med Kaizers Orchestra rigtig godt. Vi hørte rigtig meget Kaizers i tiden efter forestillingen på Svalegangen.

Årets skuffelse:
En koncert i Domkirken, hvor musikken simpelthen ikke sagde os noget. Det var Jacob Buchanans iRequiem, som på papiret lød som noget for os, men det var det altså ikke. Vi gik efter 1½ time, hvor vi var kommet igennem 3 af requiemets 9 dele. Det var mere end rigeligt.

P.S.
Nytårsønske til symfoniorkestret: Henryk Goreckis 3. symfoni på programmet. Det behøver ikke nødvendigvis være med Dawn Upshaw som solist. Eller noget fra Alan Hovhaness' omfattende produktion. Jeg tror bestemt, orkesteret godt kan spille det.

Endnu en strikket adventskrans

til 3. søndag i advent. Jeg kan betydeligt bedre lide denne end forrige uges, farvesammensætningen er rigtig god og en lillebitte smule fræk med den meget pinke. Jeg synes dog, den virker lidt brandfarlig med lysene direkte i den strikkede krans.

Det er lidt sent at ønske god søndag, jeg har været væk hele dagen, men i hvert fald god adventsaften til alle.

Årets bedste...øreringe

De bedste øreringe, jeg har fået i år, var en uventet gave:

Det er et par bittesmå strikkede sokker, som Benedikte fik øje på i en garnforretning. Hun mente straks, at de var lige noget for mig. Og det var de jo! Så da hun og Henriette var på besøg, havde de dem med til mig.

Jeg har set små strikkede sokker i øreringe før, men aldrig så små. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre at strikke noget så småt? Tændstikken, der viser størrelsesforhold, er en almindelig størrelse tændstik - ikke noget med pejsetændstikker her.

Lilit fødselsdagsbarn

Lilit fylder halvrundt i dag - 15 år. Netop nu sidder vi og venter på hendes fødselsdagsgæster.

I formiddags stillede hun op til fotografering. Hun har altid været så let at håndtere og sidder gerne på min arm, især når jeg samtidig nusser hende i nakken.

Hendes pote er altså ikke så stor, det er en forvrængning i billedet, men hun "poter" også på mig af velbehag.

Lilit er udpræget bedårende og nuttet, blid, blød og lækker - og det er hun stadig, 15 år gammel. Det har hun faktisk altid været, bortset fra, da hun var en stor killing, hvor hun en overgang overhovedet ikke var køn.

Jeg synes, hun generelt virker rask, frisk og glad. Hun sover mere, end da hun var yngre, og vi er somme tider lidt uenige om hendes madindtag. Jeg synes godt, hun kunne spise noget mere.

Det ville hun nok også, hvis hun kunne få lov til bare at spise surmælksprodukter, men jeg mener ikke, katte kan leve kun af creme fraiche, yoghurt eller kærnemælk.

Desværre er billede nr. 2 ikke blevet helt skarpt, hverken på Lilit eller mig, men jeg kan godt lide det, fordi jeg synes, det er så åbenlyst, at vi begge nyder kæleturen. Det er Dorthe, der har fotograferet.

Det sidste billede har jeg selv taget, da Lilit begyndte at kede sig som model. Hun lagde sig heldigvis ind i Dorthes stol - normalt sover hun formiddagssøvn i min seng under dynen - så jeg kunne tage et par billeder. Men søvnig var hun unægteligt.

TIL LYKKE MED DE 15 ÅR, LILLE HEKS

Årets bedste...smykke

Jeg tror ikke, jeg får eller anskaffer flere smykker i år, så jeg tager chancen og kårer allerede nu det bedste. I år er det en ring:

Et sølvbånd, der er oxyderet i den ene ende og belagt med guld i den anden. Meget enkelt og virkningsfuldt, synes jeg. Jeg købte den hos Quan Smykkegalleri i Lønstrup i august og har gået med den næsten hver dag siden.

Øreringe får for resten deres egne Årets bedste..., så det kommer en af dagene.

Søndagens adventskrans

- er så grim, at kun en mor kan holde af den. Eller er den tippet helt derover, hvor den er charmerende? 

God 2. søndag i advent til alle!

Småt strik

Denne lille tunika eller kjole var en fornøjelse at strikke. Det er Rasmilla, der har designet kjolen med fine detaljer.

Opskriften er klar og gennemarbejdet, og jeg synes, resultatet er blevet rigtig godt.

Kjolen blev købt som kit, så den er blevet strikket i det "originale" garn, nemlig Rasmillas Luksusgarn i uld og silke og Rasmillas Yndlingsgarn i en uld/bomuld blanding til de kulørte striber og knopper. Begge garner var rare at arbejde med.

Jeg tror, jeg vil strikke den model igen. Måske i en anden farvesammensætning, men det skal i hvert fald være Rasmillas garner.

Trøjen med hulmønster har jeg også strikket i en uld/bomuld blanding, CottonWool fra Gepard, og det er også et dejligt garn, som jeg gerne vil strikke mere af.

Jeg tror nok, størrelsen er 9-12 måneder, og der blev brugt nøjagtig 3 nøgler.

De små pulsvarmere er også fra et kit, som jeg købte hos BøgeDesign på den kreative messe i Fredericia.

Garnet er Artesano 4 Ply, et superblødt alpacagarn. Jeg har somme tider varmerne på, når jeg sidder og strikker, og de giver en behagelig varme, men faktisk synes jeg også, de kradser en lille bitte smule, selv om de er så bløde, så bløde. Jeg er vist ikke så gode venner med alpacagarnernes løse, lange hår - men søde er de da.

Jeg er faktisk også blevet færdig med min silkebluse. Der skete bare det, at den voksede rigtig meget - især i længden, da jeg vaskede den. Så er det jo et held, at den er strikket opppefra og ned, for så er det rimeligt let at få taget et stykke både af bulle og af ærmer. Jeg har bare ikke fået det gjort endnu.

Glædelig 1. søndag i advent

Strikket adventskrans set i Skanderborg Aktivitetscenters butik i Adelgade.

Der var mange. Det er åbenbart på mode i Skanderborg med strikkede adventskranse, for vi så også en sidste år.

Denne var en af de mere smagfulde i butikken, synes jeg.