Endnu en strikket klud

Jeg har kreeret endnu en klud, som jeg har kaldt Hideaway Lucky - opkaldt efter katten Lucky, som jeg passede i sommer. Hun havde mange snedige gemmesteder, deraf navnet.

Opskriften på dansk eller engelsk finder du her.

Disse to klude er strikket i Alba - 100% bomuld - fra BC Garn, men det er et dårligt valg. Strik i Alba bliver vældig pænt, og jeg ville ikke tøve med at anvende det til tøj, men ikke til klude. Sugeevnen er simpelthen for dårlig.

I bomuld har jeg udover Alba afprøvet Grønhøj Garns Blød bomuld nr. 8, Mayflowers Cotton nr. 8 og Mayflowers økologiske Cotton 8/4. Alle disse er udmærkede, men den økologiske er en anelse bedre end de andre.

Desuden har jeg strikket i hør, nemlig i Allino fra BC garn, og det er nok den, vi allerbedst kan lide.

Kaffe i den fine stue

Vi har igen været på herregårdsbesøg med RealDania. Denne gang havde vi vundet billetter til en rundvisning på Bidstrup Hovedgård, ikke så langt fra Randers. Man kan ikke rigtig se Bidstrup, når man bare kører forbi, så det var et nyt bekendtskab for os.

Det hele blev lidt ekstra interessant, da jeg fandt ud af, at det er Gerhardt de Lichtenberg, der har stået for restaureringen af Bidstrup til nogenlunde det nuværende udseende. Lichtenberg er lige som jeg født i Horsens, han var byens mæcen og har i høj grad sat sit præg på byen. Bl.a. har han skænket det rige barokinventar til Klosterkirken, hvor jeg er døbt.

Lichtenberg himself hænger i Den Blå Stue..
Den imponerende ramme er en gammel spejlramme.

Foruden det halve Horsens ejede han et ret stort antal herregårde. men Bidstrup, der som det ses på fotoet også er i barok, blev slægtens stamhus og har været i slægtens eje uafbrudt siden Gerhardts dage.

Vi blev vist rundt både inde og ude med værtsparret som guider, og dynamikken ligger vist stadig i slægtens blod. I hvert fald virkede den nuværende de Lichtenberg med fornavnet Geert meget foretagsom og engageret.

Fruen i huset, Helle, var ikke mindre dynamisk. Hun viste rundt indendørs og serverede også kaffen i de fine stuer, hvor en del af det gamle inventar var bevaret. Jeg var helt nervøs for at komme til at spilde på bordet.

Detalje fra kakkelovnen i Den Blå Stue. 

Vi besigtigede den gamle herskabsstald, hvor den gamle hat hang nok så dekorativt.

Ellers var det selvfølgelig familiens heste, der påkaldte sig opmærksomhed. Der var fire i alt, men den ene kom ikke lige med på mit billede.

Den ældste bevarede del af hovedgården er fra før de Lichtenbergs tid. Det er en såkaldt agerumslade, og den er fra 1590. Det ses tydeligt på en spændende udskæring i en af bjælkerne:

Når man kigger godt efter, kan man se, at der står "DEN 3. JUNI LOD FRVE SITSEL DETTE HUS OPBØGE ANNO 1590". Fru Sitsel er Sidsel Oxe, der ejede Bidstrup på dette tidspunkt. Sidsels mor var en Gøye. så det må vel være derfor der er en papegøje i det ene våbenskjold, men ellers har Gøyerne tre ibsskaller i deres våbenskjold.  Den, der har skåret planken, har nok bare gættet sig til, hvordan slægtens våbenskjolde så ud.

Citater om katte #37

Uhyre behageligt er det, at der her i Venedig ikke findes en eneste bil, til gengæld rigtig mange katte, flere end den hellige Markus' duer, hemmelighedsfulde og lysøjede, ironisk beskuende turisterne og om natten hylende med beundringsværdige alt-stemmer.
Karel Capek



Jeg har aldrig været i Venedig og har i sagens natur ingen kattefotos derfra. Som erstatning er her et af en af kattene på Allinge Havn. Der var næsten heller ikke nogen biler, og kattene så ud til at trives fint.

Herlige Hamborg

Jeg elsker livet i byen, og i den forbindelse er Århus altså lige det mindste, selv om den selv påstår, den er en storby. Hamborg er bedre. Det var godt, der var tid til at indånde lidt bystemning, da vi besøgte garnfesten.

Stemningen fik jeg nu ikke lige fotograferet, selv om der var rig lejlighed til det. Her kommer lidt andet i stedet.

Efter hvad vi syntes var adskillige kilometers vaden rundt i Planten un Blomen, fandt vi i sidste øjeblik frem til vandorgelkoncerten fredag aften. Det var ved at være mørkt, og skiltningen var nærmest ikke-eksisterende. Springvandene var flotte (det var blevet helt mørkt, da vi endelig fandt det rigtige sted), musikken kunne have været mere interessant, og der var en dejlig lun sommeraftenstemning.

Undervejs i vores eftersøgning så vi ikke mange planter og blomster - det var for mørkt. Derimod kom vi forbi en stor bygning med tremmer for vinduerne og en ung dame udenfor, der havde råbekontakt til en på den anden side af tremmerne: "Ich liebe dich" ... "Jeg kommer igen i morgen". Senere fandt vi ud af, at det var en Untersuchungshaftanstalt, som vel må svare til et varetægtsfængsel. En spøjs oplevelse og langt til den senere springvandsidyl.

En anden spadseretur førte os gennem den gamle St. Pauli Elbtunnel fra 1911 og tilbage igen.

Den bruges faktisk stadig, men kun i hverdagen. Ensrettet: Om morgenen over til arbejdspladserne, om eftermiddagen tilbage igen. Lørdag, hvor vi var der, måtte bilerne finde en anden vej over til værfterne.

Vi kiggede på alle reliefferne på tunnelens flisevægge. De skulle vist illustrere fund fra dengang, tunnelen blev gravet.

Nogle af dem er ret humoristiske som de tre rotter, der måske bruger den gamle støvle som hus. Eller, hvilket nok er mere sandsynligt, er de altædende kræ ved at fortære støvlen.

En anden dag tog vi i højden. Over 100 meter op i Michels kirketårn.

Da vi kiggede ned, fik vi øje på nogle små, gamle huse mellem alle de nyere. Dem måtte vi kigge nærmere på, da vi kom ned igen.

Vi fandt så ud af, at det var Krameramtsstuben, noget jeg havde læst om, og som jeg gerne ville se, jeg havde bare glemt det igen.

Husene er fra det 1600tallet og de sidste af sin slags, der stadig er bevaret i Hamborg. De blev tidligere brugt som boliger for enker efter medlemmer af Krameramt (et købmandslaug fra 1300tallet). Nu er en af "stuerne" museum.

Ellers er der restaurant i forhuset og flere butikker i baghusene. Bl.a. en mindre boghandel og en bolcheforretning, begge steder med en betjening, der også var ret museumspræget.

Jeg tror, man kan se Hamborgs kraner over hele byen. Her kommer et enkelt billede taget fra museumshavnen i Övelgönne, hvor kranerne virkede rigtig tæt på. Jeg kan godt lide kraner. Og jeg kan godt lide Hamborg.

Sen sommer

Det er da nogle vildt dejlige sensommerdage, vi har. Er det ikke næsten de bedste sommerdage, der overhovedet har været i år?

Det er bare om at nyde det. I dag har jeg bare siddet i haven og strikket. Lige ved siden af vores blåskæg, som bare blomstrer og blomstrer.

Jeg er ikke ene om at have fornøjelse af blåskæggen. Hvepsene er der i store mængder, og når bare de bliver der, er de jo meget fredelige.

Jeg betragtede dem en del og ikke bare gennem kameraet, og de er faktisk ret forskellige. Kan man have en yndlingshveps? Nogle var lidt grålige, men især en enkelt havde en meget flot varm farve.

Måske er det den, jeg fik fanget på billedet - måske var der flere i den flotte farve. Det er ikke helt let at holde styr på +50 hvepse, som meget af tiden er i bevægelse.

Her kommer lige endnu et par billede til af vores Ridder Blåskæg:

Hele herligheden

- og bare en enkelt kvist

Slaraffenland

Sidste weekend var der WOLLFEST i Hamborg.

Hamborg er ikke afskrækkende langt væk fra os, og Annett, Dorthe og jeg bestemte os for en forlænget weekend med tre overnatninger i Hamborg.

Vi havde naturligvis gransket Wollfestens hjemmeside i detaljer, og vi syntes, det så ud til, at festivalen ville være en del anderledes end de danske festivaler. I hvert fald på salgssiden, som var det, der interesserede os. Det viste sig at være rigtig nok.

Det, der faldt mest i øjnene, var farverne. Tyskerne synes at være mindre farveforskrækkede end danskere. Det var nærmest et farveorgie af garn, vi kom ind til.

Alle regnbuens farver i forskellige lækre kvaliteter hos Skein Queen.

Der var også flere lækre garnsammensætninger, end vi er vant til - ikke så meget ren uld og strømpegarn, selv om man også kunne finde det.

Annett og Dorthe overvejer.
Det er irsk håndspundet garn fra S Twist Wool,
der bliver indkøbt.

Nogle få af os kendte garner blev forhandlet, Karen Noe og Isager bl.a. Heller ikke de garner, der sædvanligvis er luksus i de danske garnbutikker - Hedgehog og Madelinetosh for eksempel - manglede, men langt de fleste stande var mindre tyske eller britiske firmaer - ukendte for os. Især var der meget håndfarvet garn.

Jeg bestemte mig for, at jeg ville købe nogle luksusgarner i farver, der "talte" til mig, men det var der godt nok meget, der gjorde. Jeg måtte begrænse mig.

Nej, hvor blev der gramset! Og savlet - dog heldigvis kun billedligt talt.

Udstilleren fra Yarn over Berlin
 vakte berettiget beundring
med sin opfindsomme halskrave. 

Jeg havde min tunika i grønne og orange farver på om søndagen, og den blev minsandten beundret. Det er ikke sket ret tit herhjemme, muligvis fordi den er for farvestrålende. Men det generede ikke i Hamborg.

Der var i øvrigt ikke mange danskere på festivalen. Kun én gang hørte vi dansk tale. Underligt, de mange danske strikkere plejer da at være vilde med festivaler og messer.

Der var ikke så mange mønstre og strikkekit, hvilket ikke gjorde mig så meget. Jeg har alligevel ikke lyst til at strikke det samme som alle andre.

Forplejningen lod også lidt tilbage at ønske. Der var ikke meget at vælge imellem, og de kager, der ellers så meget delikate ud, slap op allerede om formiddagen.

Pyt med det, det var garnet, der var det vigtige. Jeg købte fem forskellige af de dyre garner:

Fra venstre er det en alpaka-silke-cashmere blanding fra Skein Queen og derefter en merino-silke blanding samme sted fra. Jeg er pjattet med den farve, så jeg så igennem fingre med, at den er entrådet - noget, jeg ellers ikke plejer at strikke med. Den mørke er fra DyeForYarn. Det er en blanding af uld og kameluld, og farven er meget flottere i virkeligheden. Meget mørk aubergine, den hedder Burning Red Fuchsia. Derefter er det en blanding af babyalpaka, silke og hør fra Snailyarn, der vist er italiensk. Og endelig det lækreste, lækre angora fra Seidenhase.

Dyrevelfærd og miljøhensyn er mere væsentligt i Tyskland end i Danmark. Kaninerne hos Seidenhase lider ingen overlast, og meget af den merino, man kunne købe, var fra Sydamerika eller Falklandsøerne, så ingen mulesing der. Jeg undrer mig stadig over, at det ikke er salgsargumenter her i landet. Jo, det er ved at være et salgsargument, at bomulden er økologisk, men ellers er det ikke noget, man hører ret meget om.

Jeg købte også bomuld. Genbrugsbomuld lavet af gamle cowboybukser. Det er set før, men det her virker meget lækkert og har en fin tykkelse.

Det er fra et større tysk firma, der hedder GGH. Jeg er ikke stødt på dem før, så det er spændende, hvordan garnet er. Ja, det gælder sådan set alle garnerne. Det var i hvert fald en fest at være med på festivalen.

Vi nåede andet end garn, så der kommer nok mere fra Hamborg.