Lekture

Jeg synes ikke, jeg har været specielt heldig med de bøger, jeg har læst i foråret.

Potensgiverne af Karin Brunk Holmqvist havde jeg hørt og læst anbefalet som en rigtig morsom bog, og dem kan man vel ikke få for mange af.
Men det er svært det der med humor, og i hvert fald skraldgrinede jeg ikke. Jeg trak da lidt på smilebåndet en gang imellem, men så syntes jeg altså heller ikke, bogen var sjovere.

Blodørn af skotske (!) Craig Russell læste jeg, bl.a. fordi den forgår i Hamborg. Det er en krimi af den mere blodige slags.
Beskrivelsen af Hamborg er ganske rigtigt det bedste i bogen, og måske giver jeg forfatteren en chance til - men det er da helt utroligt, så dumme de hamborgske politifolk er! Det irriterede mig ret meget og for mig gjorde det bogen utroværdig og også uspændende. Ikke så godt for en krimi.

Endnu værre gik det med Næsten død mand af Åke Edwardson. Jeg tror, jeg har læst alle Edwardsons krimier om Erik Winter og hans medarbejdere, og kvaliteten er meget svingende.
Denne er absolut en af de dårligste. Der var ingen ende på alle de personlige problemer for de stakkels kriminalfolk, og det gider jeg altså ikke læse om, når jeg læser en krimi.
Som i Blodørn plejer lokaliteten i Edwardsons bøger at være en ekstra person, og for mig bliver det ikke ringere af, at det er Göteborg, men i denne var heller ikke dette aspekt godt.

Endelig gik det meget bedre med Johan Theorins Skumringstimen.
Også en krimi, og endelig en jeg havde svært ved at lægge fra mig.
Den er spændende, plottet holder, og der er nogle gode portrætter af de "medvirkende".
Den foregår på Øland, hvor jeg aldrig har været, men som jeg egentlig troede, jeg gerne ville besøge. Det er jeg ikke så sikker på mere - en uventet sideeffekt.


Lige nu læser jeg noget helt andet - og alligevel. Jeg genlæser Robert Jungks Stærkere end tusind sole om opfindelsen af atombomben og atomfysikernes skæbne. En gammel bog fra 1957 og selvfølgelig også en gammel historie, men ærlig talt mere spændende end de fleste krimier.

Basunernes aften

Der er sket så meget de sidste par uger, så det har været svært at finde tid til bloggen, men nu SKAL der altså et nyt indlæg på.

I går var vi til en rigtig god koncert i Musikhuset. To gange Carl Nielsen og imellem dem en uropførelse af Niels Marthinsens In the Shadow of the Bat.

Carl Nielsen er en af vores favoritter, og orkestret spillede utrolig veloplagt under ledelse af en meget dynamisk svensk dirigent, Christian Lindberg. Vi har hørt 5. symfoni opført før, men jeg tror ikke så magtfuld spillet som i går. Med masser af lilletromme og klarinet, meget karakteristisk for Carl Nielsen.

Derimod tror jeg ikke, vi har hørt noget af Niels Marthinsen før - og hans Batman-musik var mildest talt spændende. Orkestet var Batman, der kæmpede mod tre dæmoner, spillet af tre basuner. Ifølge omtalen var det tre af verdens bedste basunspillere: Håkan Björkman, Jörgen van Rijen og Stefan Schulz. Jeg kendte dem nu ikke i forvejen, men ih, hvor var de gode! Jeg var lige ved at glemme at trække vejret. Godt basunisterne ikke gjorde det, for de havde brug for det.

Jeg havde ikke kamera med, men i dag var vi lige forbi for at tage billeder af nogle af de sjove stole, vi kiggede på i pausen. De er malet af elever i kunstskolen Bifrost.

Så tal dog dansk, din hund!

Sculpture By The Sea
Originally uploaded by iansand

Det irriterer mig, at alting efterhånden skal hedde noget på engelsk. Hvorfor skal skulptur-udstillingen ved Strandvejen absolut hedde "Sculpture By The Sea" og ikke "Skulpturer ved vandet"?

OK, det er vist nok en udstilling, der turnerer rundt i verden, og den er måske født med det navn, men alle andre udstillinger, Aros har med at gøre, hedder også noget på engelsk.

Det er måske forklaringen på Aros' store økonomiske underskud. Museet distancerer sig simpelthen fra byens indbyggere og er mere interesseret i at folk skal komme strømmende til fra fjerne egne - og det gør de så ikke altid.

Lige præcis skulpturerne er tydeligvis blevet set af masser af århusianere. "Det er gratis, det er sol og det er søndag" og samtidig ikke så varmt, at badestranden lokker var opskriften på at få den halve by - mig includeret - til at valfarte til skulpturerne, og det er da også en flot udstilling.

Generelt synes jeg dog ikke, Aros er blevet byens kunstmuseum på samme måde som Musikhuset er byens. Lidt ærgerligt, at ambitionerne om at være så vigtig og så international forhindrer dialogen med det nære. Et udslag af det århusianske mindreværdskompleks?

Avanceret udstyr

Jeg har ikke fået nye solbriller! Næ, det er 3D-briller, der pryder min næse, for jeg har været i biografen for at se min første 3D-film.

Det var Coraline, som jeg så sammen med 10 børn fra "min" læseklub. Alle børnene havde set 3D-film før, men for mig var det altså en førstegangsoplevelse, og det var faktisk en imponerende teknik.

Det var også sjovt at være af sted sammen med børnene: 3 piger og 7 drenge (de sidste kan med en vis ret sammenlignes med en sæk lopper), og heldigvis kunne de også godt lide filmen.

Jeg nåede lige hjem i 10 minutter, hvor jeg fodrede kattene af og også lige nåede at kaste en mad i gabet på mig selv. Så var det af sted til næste dagsordenspunkt - Woyzeck i en islandsk opførelse i musikhuset. Det var med ny musik af Nick Cave, men der kunne godt have været mere musik. I det hele taget var jeg ikke overbegejstret for forestillingen. Jeg syntes, de samme virkemidler blev brugt for meget og dermed blev trivielle.

Coraline vinder på knockout!

Øv, øv og syv gange øv!

Jeg fik en p-bøde i går - og kun fordi jeg havde glemt at stille p-skiven. Havde det så bare været, fordi jeg havde holdt for lang tid...

Det må have været en p-vagt, der var meget ivrig i tjenesten - måske får de udbetalt resultatløn? Faktisk må han nærmest have
set min forglemmelse. I hvert fald stod der på indbetalingskortet, at bilen var blevet iagttaget fra 13.40 til 13.57. Jeg parkerede bilen ret nøjagtigt 13.40, og et par minutter over 14 kom jeg i tanke om p-skiven og drønede ud for at stille den. Men da var det allerede for sent!

Nå, jeg har aldrig fået en p-bøde eller for den sags skyld en hastighedsbøde (måske fordi jeg er så kedelig, at jeg gør mit bedste for at overholde hastighedsgrænserne) eller nogen anden bøde før, så jeg overlever. Og jeg har bestemt, at jeg ikke gider ærgre mig og har allerede sendt den til betaling.

Jeg gider heller ikke tage et billede af hverken indbetalingskort eller p-skive, så her er et billede af vores søde nabokat, Emma, i stedet.


Jeg bliver altid glad, når jeg finder en udendørs kattemodel - vores egne er jo indekatte, og Emma er den sødeste kat, man kan tænke sig.

Havens ældste træ

- i den blå have, altså - er en dværg-syren eller på latin Syringa Microphylla. Den blev plantet som noget af det første, da haven blev lagt om for efterhånden mange år siden. I virkeligheden er det en busk, men den kan også fås opstammet.

Allerhelst ville jeg have haft en rigtig syren, men det synes jeg, haven er for lille til, så vi "nøjes" med Microphyllaen. Blomsternes farve er ikke så interessant, den er sådan lidt blegfiset - men duften er fantastisk, og vores have må meget gerne også være en dufthave. Man kan sagtens mærke duften ind i stuen og i vores soveværelser på 1. sal, og hvis man står tæt på, er den næsten for stærk.

En vinter lavede sneen attentat på den, så en del grene brækkede af, men den er ved at være i form igen, og den blomstrer trofast hvert eneste år med masser af blomster.

Til venstre for Microphyllaen står Geranium "Johnson's Blue". Det er en af de reneste blå af alle storkenæbbene, men den er lidt uregerlig og vælter let, så den skal have et stativ at støtte sig til. Og så skal den klippes helt tilbage efter blomstring.

Pinse i Mariager

Sikken et flot vejr i pinsen! Da vi havde overstået vores lørdagsvagt, tog vi menageriet med på pinseferie så langt væk som i Mariager, hvor en del af Dorthes familie var på camping.

Vi er mere mageligt anlagt - især sætter vi stor pris på eget bad og toilet, og vi har jo også kattene at tage hensyn til, så vi indlogerede os i Den gamle smedjes B&B. En klar anbefaling herfra! Det var lækkert, smagfuldt på den hyggelige måde og med god plads til kattene. De er så lette at have med på ferie, de befinder sig tydeligvis glimrende i nye omgivelser.

Vi boede på "bødkerloftet", og til især Lilits store fornøjelse var der en stor hems. Hun fandt hurtigt ud af at forcere stigen og havde en dejlig udsigt både ned i værelset og ud ad vinduet. Begge katte ville vist godt være blevet noget længere, men der er altså rigeligt langt til arbejde.

Der er dejligt ved Mariager Fjord. Billedet er taget på en af vores aftenslentreture på havnen.