G&T - og rejsekortet

Sarantoya havde fået den gode ide at give Dorthe to billetter til gin-smagning i fødselsdagsgave. Sarantoya indtager ikke selv alkohol, så Dorthe havde været så sød at invitere mig med på den anden billet.

I går aftes var vi så i Jægergårdsgade for at deltage i Smag Førsts gin-show. Hele syv gin'er smagte vi, både uden og med tonic, og de var mildest talt forskellige. Vi blev også klogere på, hvad gin egentlig er.

Her står vores 7 ginner opstillet på rad og række.
Den yderst til venstre er en ginlikør på rabarber og ingefær.
Rigtig god med cava, som vi fik som velkomstdrik.

Jeg har stort set altid været glad for gin & tonic, men jeg tror ikke, jeg nogen sinde har smagt det med nogen af de dyrere gin-mærker. Jeg er ikke sikker på, jeg synes, forskellen er så enorm, men de ginner, jeg bedst kunne lide i går, var også at London Dry-typen ligesom Gordon's, som nok er den gin, jeg har drukket mest af. 

Dog var der en gin, som ud over enebær også var lavet på agurk, og den kunne jeg godt se nogle muligheder i. 

Som ekstranummer fik vi også lov at smage en slåengin (sloe gin). Den var helt forskellig fra de øvrige, meget mere likøragtig. Når man snuste til den, duftede den som amaretto, men sådan smagte den ikke. Meget kompleks og dejlig, syntes jeg. Vi investerede ikke i nogen flasker i går, men jeg tror, jeg skal have en flaske sloe gin.

For resten smagte vi også to forskellige tonic'er (ingen af dem var Schweppes), og de var minsandten også ret forskellige. 

Vi var en lille smule påvirkede efter de 7 +1 gin. Jeg indtager næsten lige så lidt alkohol som Sarantoya, så der skal ikke så meget til, før det kan mærkes. På vejen til bussen gik vi forbi en restaurant, hvor der lugtede vildt godt af pommes frites, og vi blev fristet over evne, da vi kom til Burger King. Den mindste portion var dog nok til at stille fritte-trangen.

Jeg har for nyligt (noget modvilligt) fået et rejsekort, og det skulle afprøves på hjemvejen, mest for at se om det blev dyrere eller billigere end mit sædvanlige klippekort.

Det var en win-win situation. Hvis det blev billigere, var det selvfølgelig fint. Hvis det blev dyrere, ville jeg kunne skælde ud på rejsekortet, og det ville jo heller ikke være så ringe.

Det blev billigere, men sandsynligvis kun fordi man som ny rejsekort-indehaver får en måned på rabattrin 3. Ellers skal man foretage 16-21 "rejser" for at være på det rabattrin, og det vil jeg nok som regel ikke komme op på. Desuden var det jo i off-peak tiden, men jeg skal da lige i løbet af rabatmåneden have kortet afprøvet i normaltid også. Foreløbig må jeg indrømme, at erfaringerne er positive.

Fortiden på lossepladsen

Disse sække - og der er faktisk mindst én til - er fyldt med kataloger fra katteudstillinger. Dorthe havde samlet sammen, mens jeg var til træning.

Bitsjka hjælper med at lægge puslespil i vores sommerhus.
Billedet er fra 1987, og Bitsjka er gravid med sit eneste kuld.

Fra 1987, hvor vores første kat (den uforlignelige Bitsjka) blev udstillet for første gang og til et stykke ind i 00erne, var den såkaldte kattesport en meget stor del af vores liv.

I modsætning til kattene syntes vi, det var både spændende og sjovt at være på udstilling. Hvis vi ikke selv havde noget at udstille, var vi der tit bare som tilskuere.

Alle vores katte blev udstillet. De ville godt nok hellere være hjemme, men de led ikke voldsomt under vores forlystelsestrang, og jeg tror, at de syntes, det var sjovt at være på ferie med os. Langt de fleste af vores ferier i de år blev bestemt af, hvor der var en udstilling, vi gerne ville til.

Interessen forsvandt ret pludseligt, især for mit vedkommende. Det var der flere grunde til. Den ene var, at jeg syntes, "vores" race, Russian Blue, udviklede sig i forkert retning. Når jeg havde forelsket mig i russeren, var det meget, fordi den så ud som en almindelig, harmonisk kat.

Fra et tidspunkt i begyndelsen af 00erne blev det på mode at avle amerikanske russere ind i avlen, og hvis der er noget, de amerikanske russere ikke er, så er det harmoniske. De er meget mere ekstreme: små, spinkle og med ører ud til siden i stedet for som normale katteører oven på hovedet. Jeg kan simpelthen ikke lide dem. Men det kunne dommerne, og det er også meget lettere at bedømme en ekstrem kat end en kat, der skal være middel-dit og middel-dat.

Nogenlunde samtidig opdagede vi for alvor, hvor korrupt hele udstillingssystemet var. Vi kunne se, at flere og flere dommere dømte efter, hvem der var ejer af katten. Vi vidste godt, at sådan havde det været for andre racer i årevis, men havde egentlig ikke troet, at det også gjaldt russerne. Men det kom det i hvert fald til.

Jeg fik simpelthen nok, og jeg har faktisk overhovedet ikke savnet udstillingerne et sekund, men derfor er det alligevel lidt mærkeligt, at alle de år nu er på vej til lossepladsen. Det næste, der ryger ud, bliver nok alle kattebladene. De fylder godt op, og nu skal der jo være plads til garn.

Jeg er stadig vild med katte og selvfølgelig først og fremmest med vores egne, men jeg tror ikke, jeg nogen sinde skal have en racekat igen. Så skal det i hvert fald være en, der af den ene eller den anden grund skal have et nyt hjem, men det bliver snarere en internatskat uden stamtavle. Forhåbentlig varer det mange år endnu. Sarantoya er jo kun 15.

Citater om katte #35

En søvnig vinteraften er uden en halvsovende kat ikke søvnig nok.
Denise Hawkins



Denise Hawkins er en amerikansk kunstner. Hun har egen hjemmeside, hvor man kan se nogle af hendes værker.

Fotoet er af Sarantoya. Jeg har oceaner af fotos af hel- og halvsovende katte. De er i sagens natur meget lettere at fotografere end vågne, men da Sarantoya var yngre, hørte hun nu tit de små klik fra kameraet og vågnede op.

Jeg tror, hun er blevet lidt døv nu, eller også er det bare alderen, der gør, at hun sover meget tungere end tidligere.

Forfatteren har i øvrigt ret. Der er noget utroligt beroligende ved at have en halvsovende - somme tider stadig svagt spindende - kat på skødet, og det er meget let at komme til at falde i søvn selv. På det område passer Sarantoya sit arbejde fint. Nogle gange for fint. Så forsøger hun at dirigere os til at sætte os med tæppe på, så hun kan ligge enten på eller under tæppet. Uden tæppe dur det ikke.

Billedet er ikke nyt. Det er før både de hvide og de knækkede knurhårs tid.

En heldig kartoffel

Her i foråret har jeg været lidt af en heldig kartoffel. Hele 3 gange har jeg vundet et eller andet.

Først vandt jeg billetter til boglanceringen af Århundredets Festival-bogen på universitetet. Så vandt jeg (eller rettere Dorthe, men det var mig, der havde trykket på Deltag-knappen) billetter fra Realdania til rundvisning på Nørre Vosborg.

I mandags fik jeg  så en mail om, at jeg havde vundet i Natureyarns konkurrence på Middelfart-messen. Jeg må indrømme, at jeg ikke kunne huske, hvad gevinsten egentlig var, men jeg måtte selv vælge farve, og så kunne jeg jo regne ud, at det var garn og også hvilken slags.

I går kom pakken, og det var et helt kit med garn, opskrift og knap, jeg havde vundet. Rigtig lækkert. Jeg regner med at strikke den lille trøje i opskriften af mit "miljøbevidste" garn, som jeg netop gerne ville afprøve.

Vi var heller ikke uheldige den dag, vi var på Nørre Vosborg, for vejret var, i modsætning til dagene rundt om, dejligt forårsvejr. Der var ingen problemer med at stå i borggården og få fortalt om den store proces det var at få hele herregården renoveret.

Nørre Vosborg er den eneste herregård af betydning i Vestjylland, og den var meget forfalden, da Realdania gik i gang med restaureringen. Man kan undre sig over, at det kunne klares på bare 4-5 år. Vi har længe tænkt på, at vi skulle dertil, og nu fik vi en gylden lejlighed med en meget engageret fortælling fra den ansvarshavende arkitekt Frants Frandsen.

Jeg havde glemt mit kamera, så billedet er lånt fra Realdanias side. Det er taget på en anden årstid, men vejret lignede.

Man siger, at uheld tit kommer tre ad gangen. Mon det samme gælder held? Og har jeg opbrugt min gevinstkvote for denne gang, når jeg "kun" har vundet i eget navn to gange?

Vinterstrik

Det er besynderligt, så meget årstiden påvirker mit farvevalg. Jeg plejer at sige, at jeg elsker farver, men om vinteren føler jeg mig alligevel forkert, hvis jeg for eksempel går i det, der traditionelt betragtes som forårsfarver.

Det samme gælder øjensynligt ved valg af garn til strikketøjer, så i denne vinter har jeg meget strikket i afdæmpede farver. Her er et udpluk af mine frembringelser:

Halsrøret med navnet Montanagade blev strikket af rester fra Yrsas trøje. Yrsa er vokset op i Montanagade! Der er vist garn nok til et par fingerløse handsker også. Opskriften (god - jeg ændrede ikke noget af betydning) ligger helt gratis på nettet. 

Baby sweater i lækker Bifrost uld (nyindkøbt) fra Fru Jensens Unikum. Opskriften er fra bogen "Blød babystrik i naturfarver" af Sanna Mård Castman. Jeg var ikke helt tilfreds med opskriften, bl.a. syntes jeg, der var alt for megen unødvendig montering, så det lavede jeg om.
Se eventuelt flere af mine kommentarer på Ravelry.

De små sparkebukser så jeg i Byens Garngalleri i Randers. Dem måtte jeg lave, selv om jeg blev nødt til at indkøbe garn (Lana Grossa Cool Wool Baby) for at få opskriften. 

Det viste sig, at jeg nærmest kun havde fået en halv opskrift, og forretningen havde ikke resten, så jeg følte mig ærlig talt taget lidt snydt. Dårlig service!
Jeg fik dog bukserne lavet færdig, og tænk, så viste det sig, at vi faktisk for flere år siden selv havde købt det opskriftshefte (Filati nr. 17), hvor opskriften havde været bragt. Da var det imidlertid for sent at tjekke strikkefastheden, men det gik altså alligevel.

Denne lille kjole har jeg lavet mange gange, så den er næsten et meditationsprojekt. Udgangspunktet er Fiona fra Rasmilla. Også i dette tilfælde har jeg lavet ændringer, så der ikke bliver så megen montering.
Garnet er Knoll Yarns Samarkand, der nu desværre ikke kan fås mere. Men jeg har lager!

Cardiganen Mini er designet af Else Schellerup for Design-Club.dk. Jeg så den til en strikkecafé i Garnkisten, og igen måtte jeg investere i nyt garn for at få fingre i opskriften. 

Jeg valgte Duo Silke-Merino. Det er dyrt, men også ekstremt lækkert at strikke i. Desværre har jeg senere fundet ud af, at der sandsynligvis er brugt merino fra Australien til garnet. Det vil jeg egentlig ikke købe på grund af risikoen for, at de stakkels får har været udsat for mulesing.

Cardiganen blev lækker, og opskriften er forbilledlig. Sådan da. Det irriterer mig, når der bare står: "Tag 70 masker ud jævnt fordelt". Jeg synes, der godt kunne stå, hvordan man lige skal fordele de udtagninger, når man har betalt for opskriften. Modellen er jo formodentlig prøvestrikket i alle størrelser.

Jeg har strikket en del fingerløse handsker af diverse rester, og et enkelt par er ikke i de dæmpede farver:

Garnet er Grignasco Merino Gold 4, og opskriften er min egen. Jeg har selv beholdt handskerne, og jeg elsker farven, der er endnu mere lysende fuchsia i virkeligheden.

Også en lille retro babykjole på bestilling blev i klare farver:

Opskriften er fra Grønhøj Garn og har nr. 9828. Jeg har strikket af Sandnes Garn Mini Duett fra lageret.

Som næsten altid, når jeg strikker på bestilling, fulgte jeg opskriften, dog strikkede jeg skørtet rundt i stedet for i to dele. Det forhindrede nu ikke, at musetakkekanterne, som ser vældig søde ud, gav en masse montering. Hvis jeg skal strikke den igen, vil jeg bruge musetakkeopslagning, og man kan da vist også lukke af med musetakker.

Jeg er stadig i gang med et par projekter i vinterfarverne, men jeg kan godt mærke, at det er andre farver, der lokker nu.