Julefreden har sænket sig

I modsætning til de fleste andre har jeg ikke specielt travlt juleaftensdag. Vores private højtideligholdelse af juleaften er minimal, grænsende til det ikke-eksisterende, så for en gangs skyld har jeg tid tilovers til bloggen.

Siden midten af november har vi nemlig ligesom sidste år haft så travlt med at hygge os, at vi næsten blev stressede. Kun næsten, men faktisk er der noget af det, vi gerne ville, vi ikke har nået. 

Men vi nåede en masse, så det vil jeg koncentrere mig om. Det sjoveste var nok julemarkedet i det gamle fængsel i Horsens, for der var gåseparade.

10 store Toulouse-gæs spadserede på gåsevis sammen med deres hollandske mennesker gennem den store fængselsgård ca. hver anden time i markedets åbningstid. Vi er jo meget glade for gæs og spadserede med stor fornøjelse med flere gange.

Ind imellem paraderne opholdt gæssene sig i deres gåsegård, hvor de også kunne se på tavlen, hvornår det var tid for næste parade.

På dette billede kan man bedre se gæssenes poser på halsen

Fængselsbygningen gav en sjov rå kontrast til al julehyggen, men da det blev mørkt, gav den også en flot baggrund for boderne. 

De røde pletter på muren er altså flyvende hjerter, hvis man ikke lige kan se det

Vi havde heldigvis igen i år fået stand på vores lokale julemarked på Det Gamle Elværk. 

Det er sådan en fin bygning, og markedet er altid stemningsfuldt. De andre standholdere sælger meget fine ting, meget mere professionelt end vores strik, men vi solgte pænt, og jeg kan godt gå i gang med fremstilling af flere pulsvarmere.

Det er godt, alle de gamle bygninger, der ikke mere anvendes til det, de er bygget til, bliver bevaret og brugt til noget. Endnu et eksempel er Maltfabrikken i Ebeltoft, hvor vi også var til et fint julemarked. Jeg glemte at fotografere. Tidligere på året var vi på en rundvisning arrangeret af Realdania, og den har jeg billeder fra - jeg kan bare ikke finde dem.

I december var vi til endnu et Realdania arrangement, denne gang på det nyrestaurerede Ole Rømer Observatorium. Faktisk har vi mærkelig nok aldrig været der før, men det blev der så rådet bod på nu. To meget engagerede medarbejdere viste rundt og fortalte, det var rigtig spændende.

Det var ikke helt mørkt endnu, men vi fik alligevel lov at kigge på månen i det nye teleskop, men vi skal selvfølgelig tilbage en klar aften.

Desværre er jeg ikke dygtig nok til billedbehandling til at klone bilen bort

Her er vi på vej til årets julekoncert i Vor Frue Kirke, som vist er min yndlingskirke i Århus. Koncerten var med Akademisk Kor, som er et superdygtigt kor, og koncerten var ren guf for øregangene. Der var helt fortjent totalt udsolgt

Til sidst endnu et gåsebillede, men denne gang fra Den Gamle By

Det er taget sidst i november, og hvordan det er lykkedes mig at få de horder af skoleelever og seniorer, der altid er i byen, til at holde sig pænt i baggrunden, er mig en gåde. 

Vi skal snart i gang med juleaftens vigtigste punkt for os: Karl Bertil Jonssons julafton på svensk tv. Traditionen tro ser vi den direkte, også selv om vi faktisk har optaget den.

Med stor sandsynlighed bliver dette årets sidste indlæg, så godt nytår til alle, der følger med. 

Oplevelser på Fanø

Indrømmet, dette indlæg kommer en del for sent, for det var i september, vi var på Fanø. Pyt!

Udover de helt oplagte oplevelser i naturen, på strandene og med dyrene, så er der også de kulturelle oplevelser.

I betragtning af øens størrelse er der forbløffende mange museer på øen. Nogle af dem ganske små som Lorentzens Butik og Sønderho Sprøjtehus, begge i Sønderho.

Til gengæld er Fanø Kunstmuseum, der også ligger i Sønderho, ret stort. Der er skiftende udstillinger, så vi besøger det altid. I år var der hele tre særudstillinger. 

Kina til Fanø var titlen på den ene. Meget fin og æstetisk udstilling med værker fra Kina i 1700- og 1800 tallet. Vi brugte lang tid på at kigge på teens, silkens, porcelænets og bomuldens vej fra råvare til de færdige produkter blev lastet på de store sejlskibe fra Europa og blandt andet fra Fanø.

Den anden udstilling var med værker fra museets egen samling. Den havde museet kaldt Besøg - venter besøg - får besøg - kommer på besøg, og det var især kvindernes rolle i et samfund, hvor de fleste mænd tit var på langfart, der blev belyst. Der var både glædelige gensyn, som med billedet nedenfor, og ting, vi ikke havde set før.

Her er det Sigvard Hansens "En Fanøkvinde venter Besøg" fra 1916. Selvfølgelig strikker vores fanøkvinde i ventetiden.

Den sidste udstilling var ikke den mindst interessante. The Society of Wild Life Artists er en forening af naturkunstnere. Nogle af medlemmerne havde været på et ugelangt ophold på Fanø og i den nordlige del af vadehavet, og det var der kommet nogle meget dejlige værker ud af.

Jeg kunne nok have købt de første 15 værker, men dels var der solgt en hel masse, dels kniber det med vægpladsen hjemme. Så jeg nøjedes med at kigge og nyde. 

Billedet ovenfor er af Ben Woodhams. Det er vadehavet ud for Nordby lystbådehavn, der har inspireret ham.

Fuglen er en rødben. Dem har vi også set ved Fanø.

Et andet museum, vi meget tit besøger, er Fanø Skibsfarts- og Dragtsamling i Nordby. Ud over de faste udstillinger er der næsten altid en særudstilling, og i år var emnet fanødukker. Ud over de dukker, museet selv ejer, havde man lånt dukker fra private.

Der var dukker med alle de forskellige Fanø-dragter, som man i øvrigt kan udforske i museets dragtafdeling. 

Dukken her til venstre har arbejdstøjet på. Hun skal givetvis i marken. Det var naturligvis kvinderne, der stod for størstedelen af markarbejdet, mændene var som regel anderswo engagiert.

Min yndlingsdukke er afbildet nedenfor. Jeg synes, hun er så fin med sit lidt vejrbidte udtryk og med kjolen med fine sølvknapper. Til højre for hende sidder for resten en dukke i brudeudstyr.

En helt anden oplevelse var det, da vi med det gode skib Martha var på tur fra Fanø til Esbjerg Havn.

Til strikkebankoet i Sønderho havde handelsstandsforeningen meget gavmildt doneret 2 billetter til havnerundfart i Esbjerg Havn med Martha. Det var den allerbedste gevinst, syntes vi, og den vandt Dorthe! 

Vi er ret glade for havne, så de billetter faldt i god jord. Det var også rigtig sjovt, der blev undervejs fortalt på livet løs. Både sømandsskrøner (måske, man ved aldrig med skrøner) og facts om den store havn, der nu i en del år ikke har været en fiskerihavn  - der lugter overhovedet ikke af fisk i Esbjerg mere; til gengæld er det blandt andet Danmarks største havn for udskibning af havvindmøller. 

Det var ikke så let at komme til at fotografere, men et par fotos blev det da til: 

Sikkerheden er selvfølgelig vital for personalet i havvindmølleparkerne,
og på dette område er Esvagt eksperter. Her et af deres fartøjer.

En af flydedokkerne i havnen

Vi har nu været på begge de ture, Martha tilbyder, men jeg kunne godt tænke mig at få især havnerundfarten gentaget, så det gør ikke noget, hvis vi igen vinder billetter.

Synderen

Jeg færdigjorde for et stykke tid siden årets andet større projekt, en bluse til mig selv. Garnet er Permins Scarlet, der består af primært hør, tilsat lidt viskose og lidt bomuld. Det er et ret uelastisk garn, og jeg er bange for, at netop dette projekt har været en medvirkende årsag til, at jeg har ondt i højre hånd og håndled.

Sjovt nok kørte Annett og jeg - uden at have aftalt det - parallelløb. Vi mener, vi købte garnet samtidig på en garnstafet for en del år siden, og nu syntes vi så begge, at det var på tide at få det anvendt.

På grund af min hånds sørgelige forfatning blev Annetts dog færdig før min. Hun er desværre ikke tilfreds med den, hvilket jeg sådan set godt kan forstå, for den klæder hende ikke specielt godt. Modsat er jeg meget tilfreds med min:

Opskriften er en fri fortolkning af Kolam fra Annette Danielsens Indian Dream.

Jeg brugte opskriften i bærestykket, men lavede til sidst i ærmegabet en kort raglan. Desuden tog jeg lidt ud til en modereret A-facon i kroppen, og endelig gjorde jeg bagstykket lidt længere end forstykket - ved hjælp af japanske vendepinde!

Egentlig synes jeg, blusen ser bedre ud i virkeligheden end på billedet. Det kan godt ske, blusen klæder mig, men jeg klæder måske ikke blusen. Her er et nærbillede af borten i bærestykket:

Det allerbedste: En aldeles kradsfri bluse. Jeg tror, jeg kommer til at bruge den rigtig meget næste sommer.

Ø-fan

Ja i den grad, når øen er Fanø! Igen i år var vi 5 piger (heraf to katte) to uger i september i sommerhus på Fanø, og jeg tror, det er den bedste tid på året for os alle. Fanø er nærmest blevet vores andet hjem.

Vi får skuldrene ned, og vi nyder at bo lige midt i naturen, samtidig med at caféer og spisesteder i både Nordby og Sønderho er lige i nærheden.

Hver eneste gang kan vi betragte rådyr, kaniner og fasaner fra vores vinduer i sommerhuset - det er altså noget særligt.

Dette noget forpjuskede eksemplar smovsede i brombærrene langs vores terrasse, og man kan tydeligvis få en meget lang hals for at få fat på lækkerierne.

Vi havde glimrende vejr næsten hele tiden, så vi nøjedes naturligvis ikke med at betragte naturen fra vinduerne.

En dag gik vi tur ved Pælebjerg - et af Fanøs højeste punkter, hele 21 meter over havet, og langs Nøkkerose Sø. På vejen dertil samlede vi lyng, som vores nabo havde ønsket sig. Søen lå spejlblank og smuk.

Der var som altid ved søer mange insekter, og jeg var heldig at få taget et godt (synes jeg selv) billede af en guldsmed:

Vi gik helt ned til stranden med udsigt til drage- og buggyområdet ved Rindby Strand:

Og jo, der var da også strikkefestival, mens vi var på øen. Igen i år to festivaler, Fanø Strikkefestival, der foregik alle andre steder end i Nordby, og Nordby Wooldays. Kan man ikke bare af navnene udlede forskellen? Fanø Strikkefestival er hyggelig, spændende og for alle, Nordby Wooldays er eksklusiv (læs: kedelig, min fortolkning) med hvad deraf følger.

Nogle af Sønderhos mange fantasifulde vimpler. 

Faktisk er jeg uretfærdig, for handelsstandsforeningens arrangementer i Nordby er også hyggelige og for alle, og vi var da også til flere af dem. Det var kun de forskellige workshops og salgsboderne, som i år var i Fanøhallen, der var eksklusive. Vi var kun i hallen den allersidste time, hvor der var gratis adgang, og gaaab, hvor var der ikke noget nyt under solen. Hvis jeg havde betalt entre, ville jeg være blevet sur.

Men ellers var vi til strikkebanko i Sønderho, vi lærte at bruge rester og især at slå knuder på Fanø Krogård, vi var flere gange til arrangementer i Sønderho Kirke, vi lærte af lave japanske vendepinde i Nordby, og vi lod os friste i alle standene i Sønderho. 

Det var slået stort op, at det ville blive den sidste strikkefestival på Fanø, men bare rolig, det er kun familien Seyfarths afdeling, der lukkede og slukkede. Alt det, vi synes er sjovt, fortsætter heldigvis.

Jeg kom for skade at købe lidt garn med hjem. Dum ide, allerede inden vi ankom til Fanø, havde jeg problemer med min højre hånd, og jeg har en mistanke om, at problemerne er kommet af for meget strikning, så hvor megen strik, det bliver til i fremtiden for mit vedkommende, er et åbent spørgsmål.

Alligevel kunne jeg ikke dy mig. Til højre i billedet er der tre farver bomuld-silke-kashmir fra Else Schjellerup. Den kvalitet købte jeg også af sidste år, og jeg har været glad for at strikke af det. 

I midten ligger et bundt Hedgehock Fibres Sock, købt hos Sommerfuglen, der holdt til på Sønderho Kro. Jeg kunne ikke stå for, at farven hed Drivtømmer, til trods for at drivtømmer normalt ser noget anderledes ud.

Endelig er der et bundt lavendelfarvet silke-merino købt hos Unik Garn, der havde stand på den gamle skole. Her var det farven, jeg ikke kunne modstå. Unik havde meget og meget lækkert garn, og både Dorthe og Annett købte også hos dem. Og de købte meget mere end mig!

Min hånd skal snart røntgerfotograferes, og indtil der er blevet stillet en diagnose, må jeg nøjes med at kigge på mit nye garn, men det er såmænd heller ikke så ringe endda.

Strik i serier

I begyndelsen af året var der lavvande i min beholdning af pulsvarmere til at give væk eller til at sælge. Jeg plejer at strikke pulsvarmere af garn i light fingering eller fingering tykkelse, men jeg havde noget Lanecardate Donegal, som angives til at være DK tykkelse i lageret. Jeg rettede min grundopskrift lidt til, og fik 5 par tykke pulsvarmere ud af det. 

De farvede striber er diverse rester, jeg havde liggende. Donegalgarnet blev stort set brugt op, dejligt.

Det meget strikkede Sophie tørklæde fra Petite Knit er et perfekt rejseprojekt, jeg har næsten altid et på pindene i tasken. Det er også ret godt til at afprøve forskellige garner.

Jeg har lavet nogle stykker i år:

De helt lyse er strikket af en tynd råsilke fra lageret, det ene med én tråd, det andet med dobbelt. Salt-og peber modellen er strikket af én tråd Gima fra Ito (100% bomuld) og én tråd råsilke. Det rustfarvede er af én tråd Isager Trio (hør, bomuld, bambus) og det blå af Lana Grosso Allora Hand-dyed (mest bomuld, lidt merino, lidt alpaca).

Gima og Trio blev indkøbt til formålet, råsilken og Alloraen kom fra lageret. Den sidste blev helt brugt op, og det gjorde Gimaen også, men jeg har en rest Trio til overs og over halvanden km råsilke.

Det er altså tørklæder mest til sommerbrug, men til helårsbrug for alle, der som jeg synes, at uld kradser.

Man kan ikke sælge Sophier, for "alle" strikker dem, men jeg havde heldigvis familiemedlemmer, der var interesserede i de tre kulørte. Nu strikker jeg nogle med glittereffekt og i øvrigt af rent kunststof, mestendels rayon. Faktisk tror jeg ikke, de kradser, men det må komme an på en prøve.

Turen går til Danmark, del 2

 

var næste destination i vores uge med rejsepas. For en gangs skyld var det ikke kunstmuseet, der trak, men derimod zoo.

Vi var lidt forundrede over, at de allerede var gået i udenfor-sæsonen-tilstand. Der var nogle få såkaldte speaks, men de fleste var om formiddagen, så dem kunne vi ikke nå. Og ingen af deres spisesteder bortset fra et ikke særlig attraktivt fast food sted havde åbent. Det havde vi heldigvis luret i forvejen, så vi besøgte en udmærket café, inden vi tog en bybus til zoo.

Det vigtigste var selvfølgelig også dyrene, og det allerbedste var de 8-9 uger gamle løveunger. 

De var stadig så små, at de ikke gik langt væk fra deres mor. Det er asiatiske løver, som er en truet art. Det betyder, regner vi med, at afkommet får lov til at overleve for at indgå i et avlsprogram.

Jeg måtte fotografere gennem en glasrude, det tager jo lidt af skarpheden.

Dagen efter nøjedes vi ikke med rejsepasset. Da havde vi også investeret i pladsbilletter, for målet var 

eller mere præcist 

Vi ville nemlig til Øregaard Museum for at se udstillingen L.A. Ring - Årstiderne. Desværre var udstillingen noget skuffende. Vi kunne ikke nær så godt lide Ring, som vi troede. Hans mange landskabsmalerier var ærlig talt noget stillestående og blev trættende i længden.

Bedst syntes vi om hans vinterbilleder, blandt andet dette:

Vintermaleren. Snelandskab med Maler Aage Bertelsen
siddende ved sit arbejde, 1905

Der blev også tid til at opleve København lidt, og det er jo altid dejligt, men du fredsens, hvor er der mange turister. Man kan blive forfærdelig træt af lyden af de evindelige rullekufferter.

Hjemturen blev noget mere langvarig end forventet, for da kom vi ud for ugens eneste forsinkelse. Vi slap for togbusser, men forsinkelsen var til gengæld så massiv, at vi var bange for ikke at kunne nå den sidste bus helt hjem. Til vores held standsede toget ekstraordinært i

Billedet er taget senere.
Da vi kom hjem fra København skulle vi bare nå vores bus

og derfra nåede vi den allersidste bus.

Vi havde ikke nogen planer for rejsepassets sidste dag, men besluttede os om morgenen for

som vi stort set ellers altid bare er kørt forbi, men vi vidste da, at de har en havn, og den kunne man vel altid hænge lidt ud på.

Nå, vi vidste også, at der er kommet et kunststed, der hedder Kunstetagerne. Deres største udstilling var, da vi besøgte stedet, en 25 års jubilæumsudstilling for udstillingsgruppen Dansk Gobelinkunst, der har 15-20 medlemmer.

Det var en udstilling, der gjorde indtryk. Dels er de tydeligvis vildt dygtige, de gobelinkunstnere, dels er spændvidden i deres udtryk enormt stor. Som Kunstetagerne selv præsenterer udstillingen, så spænder den fra billedfortællinger til skulptureksperimenter i tre dimensioner og fra det naturefterlignende til det helt abstrakte. Her et eksempel på billedfortællingerne:

Anet Brusgaard: Petits Gubbes d'Or

Hobro havde imidlertid mere at byde på. For eksempel en islandsk café. Mon der findes andre islandske caféer her i landet? Den findes så desværre ikke så meget længere, for den overgår inden så længe til ren catering, men vi nåede at få deres fiskesuppe. Turens bedste fiskesuppe! OK, også den eneste, men det var en fremragende fiskesuppe, hvor man rigtig kunne smage den helt friske fisk.

Vi sluttede med en tur på havnen, og der faldt endnu en appelsin i vores turban. I Det Røde Pakhus var der nemlig Uge33 Kunsthåndværkerudstilling, og det var minsandten også en god udstilling. 

Man kunne let være kommet for skade at investere i et eller andet, hvis det ikke lige er, fordi vi har ting nok, og desuden skulle man komme og hente det indkøbte på den sidste udstillingsdag. 

Der var dog en afdeling, hvor man kunne få tingene med med det samme, og der fandt Dorthe - surprise, surprise - noget garn, som der allerede er ved at blIve strikket af. Jeg måtte nøjes med at prøve den sekskantede sølvring, jeg faldt for, men den var (u)heldigvis en anelse for stor, så det blev ikke nødvendigt at vende tilbage til Hobro efter bare et par dage.

Rejsepasset var en succes for os, og - hvis ordningen fortsætter - vil vi nok gentage successen næste sommer. Men for os var det ikke nogen afslappende ferieform, så det passede os ret godt i ugen efter at tage til VM i atletik i Budapest. Fra sofaen i stuen vel at mærke.

Turen går til... - del 1

 ...Danmark. Det er der sådan set ikke noget nyt i for os, men ferieformen var ny. Vi prøvede nemlig en uge med rejsepas, altså et pas til stort set alle offentlige transportmidler i Danmark i 8 sammenhængende dage. Vi regnede med at improvisere, hvor vi ville rejse hen.

Vi lagde meget blidt ud med at tage til 

Jeg havde en aftale med min frisør. Desuden har de en bager med fantastiske surdejsboller - næsten en rejse værd. Og endelig er Skanderborg en hyggelig by at indtage sin frokost i. Da vi skulle hjem igen, tog vi da bare en bybus til stationen, der ligger højt og lidt væk fra bymidten.

Dagen efter skulle vi vist et eller andet, og der var ydermere annonceret nærmest heldagsregn, så da blev vi hjemme, men søndag stod 

på programmet. Vi er ikke specielt glade for Odense, og den blev ikke mere spændende om søndagen, men vi er glade for Brandts, og vi ville ubetinget se deres udstilling Fynboerne.

Den var ikke nogen skuffelse, jeg er ret vild med Brandts måde at lave udstillinger på. 

Værkerne var af de tre kunstnerpar Alhed og Johannes Larsen, Anna og Fritz Syberg og Christine og Sigurd Swane (der godt nok kun var par et årti), og indfaldsvinklen var et blik på, hvordan de tre kvinder fra omkring år 1900 og fremad forenede en almindelig hverdag med hjem og børn med deres kunstneriske ambitioner.

Et godt udvalg af værker og som her lige præcis så megen ledsagende tekst, som man har brug for, ydermere holdt i en tone, der hverken er belærende eller vil indoktrinere, er for os opskriften på en vellykket udstilling.

Billedet viser Christine Swanes "Strikkende dame". Den strikkende dame er Marie Larsen, Christine og Johannes Larsens søster, der var husholderske nogle år hos Alhed og Johannes Larsen og senere hos Christine.

Vi kørte lige et par strækninger med den odensianske letbane, bare for at prøve den, og den fungerer nærmest som en sporvogn - altså godt. Mandag skulle vi spise om aftenen sammen med nogle venner, men inden fortsatte vi på letbanesporet med en tur til

Vi var ikke så imponerede af banen, som vi før kun har prøvet på korte strækninger inde i byen. Den er tydeligvis ikke beregnet til at køre så hurtigt, den både larmer og ryster mere end godt er. Det tog også længere tid, end vi havde troet, og vi var lige ved ikke at nå vores spiseaftale.

Vi kender sådan set udmærket Grenå, og den er ikke vores førstevalg for udflugter, men det var altså også mest letbanen, vi var nysgerrige på.

Anderledes glade er vi for

De har også et kunstmuseum. Da vi var der, hed deres særudstilling Rød med beskrivelsen "En undersøgelse af menneskers følelsesliv med den røde farve i centrum". 

Der var et fint udvalg af værker på tværs af tiden, men denne gang var teksterne ikke min kop te. I stil med "Mærk efter hvordan du føler....", det vil sige ret formynderiske eller med et fremmedord paternalistiske. Desuden var man ilde stedt uden en telefon, for hvis man ville vide mere om værkerne, måtte man scanne opsatte QR-koder. Jeg gjorde det nogle gange, men gad ikke blive ved med det. Men værkerne var der altså ikke noget i vejen med.

Billedet viser "Fox with issues" fra 2012 af Nina Saunders. En ræv til psykolog og har en ræv brug for det? synes museet selv, det handler om. Jeg synes, det er let at udvide tolkningen til noget med syg natur.

Vi nåede også at besøge Vejles garnbutikker, og til min store fornøjelse var Rosas (udmærkede) Butik leveringsdygtig i noget garn, jeg har ledt forgæves efter både i fysiske butikker og på nettet. Og både frokost og eftermiddagskaffe blev indtaget på vores yndlingscafé Konditoriet. En helt igennem vellykket udflugt.

Fortsættelse følger...

Anden miniferie i år

På to af julis fantastiske dage rent vejrmæssigt var vi taget til Tønder og omegn. Tænk, at man kan være så heldig. Kun en smule regn, og den faldt, mens vi sov i vores gode senge på Hostrups Hotel.

Tønder er en sjov by at gå rundt i, der er en masse at kigge på. Husenes døre for eksempel.

De fleste af dem er desværre klistret til med navnesedler, reklamer-nej-tak skilte og diverse andet, men det var den her til fotografens fornøjelse dejligt fri for. 

Også skæve vinkler er der mange af. Skæve døre, porte, bjælker, vinduer. Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvordan husene er blevet så skæve, for de kan jo ikke være bygget sådan, selv om det kunne se ud til det. Sjovt at se på er det i hvert fald.

Vi fulgte næsten vores sædvanlige program for et besøg i marsken. 

Ud over Tønder var vi i Højer og ved Vidåslusen - yndlingsslusen, Ballum Sluse, blev sprunget over i denne omgang. På billedet kan man se nogle små klatter i vandet, som jeg er ret sikker på er gravænder. Og i horisonten er det Sild med en hvid færge, som formodentlig ikke var sildefærgen, for den har også en del rødt på sig. 

Vi smuttede forbi Hanne i Højer, hvilket blev lidt dyrt - det er en dejlig forretning, og hun har nogle ting, man ikke kan få så mange andre steder - inden vi tog til Rømø og Ribe.

På vejen hjemmefra til Tønder besøgte vi bamsemuseet i Billund. På godt dansk hedder det Teddy Bear Art Museum.

Jeg havde regnet med, at det nok "bare" var en lidt udvidet privat bamsesamling, der blev stillet til skue, men det var meget mere end det. Bamsernes historie, temaudstillinger, mange kunstnerbamser blandt andet. Et rigtigt museum og gefundenes Fressen for bamseelskere som os. 

På billedet er det Madame Coco og Karl Lagerfeld lavet af hollandske Anna Koetse. De er da til at blive i godt humør af! Jeg havde ingen ide om, at Karl Lagerfeld havde en kat, men det havde han så sandelig. Choupette, at dømme efter billederne af hende en hellig birma, meget berømt. Der står faktisk rigtig meget på nettet om hende, også på Wikipedia. Hun har også skrevet en bog, som jeg tror, jeg må have fat på.

Der var mange gode historier i museet. Om Peter Plys og Paddington som nogle af de kendte, men den bedste var nok historien om den berejste bjørn Alfonso. Og så var der et utal af meget fine kunstnerbamser.

Knud og Krista var selvfølgelig med, og de kunne også godt lide museet. De blev fotograferet på hovedet af en af museets store bjørne.

Jeg tror, teddybjørne har det ligesom hunde :) De kan altid genkende en artsfælle, størrelse, farve og udseende i øvrigt er totalt ligegyldig.

Vi havde to nætter på Hostrups Hotel med en udmærket middag inkluderet den første aften, og vi var meget heldige, for vi fik vist hotellets største værelse. Jeg plejer at sige, at bare der er en god seng og et ordentligt badeværelse, så er jeg tilfreds, men vi nød nu det store værelse. 

I Vidåen, der løber lige uden for
Hostrups Hotel, var der både gule
åkander og denne fine plante, som
måske er brudelys

Det er ikke første gang, vi har boet hos Hostrup. Ret præcist for 34 år siden havde vi også nogle overnatninger der. Det var dengang, vi første gang oplevede sort sol, faktisk inden sort sol var opfundet som begreb. Vi gik hjem gennem Tønder fra en bedre middag i den modsatte ende af byen, da den ene kæmpestore flok fugle efter den anden kom ind over os. Showet varede nok mellem 15 og 30 minutter, og vi kiggede med tilbagelagte hoveder, indtil vi blev for trætte i nakken.

Jeg kan ikke huske, om vi allerede dengang vidste, at det var stære, eller om det først gik op for os, da sort sol blev moderne, men der er ingen tvivl om, at det var det, vi så. Også selv om de sidste julidage ikke er det oplagte tidspunkt for sort sol, men det var det måske i 1989.

Sort sol så vi ikke noget til på dette ophold, men måske skulle vi vende tilbage til Hostrups Hotel på et sort sol ophold. Det skal dog ikke gå 34 år inden dette besøg :)

Sommer i byen

Byen - kulturliv - sommer, tre ingredienser til en god juli for mig. Med hensyn til det sidste måtte der godt være lidt færre byger, eller i hvert fald kunne de holde sig til at falde om natten, men hellere byger også om dagen end konstant 30 graders varme. Og så slemt har det heller ikke været.

Til jazzfestivalen tror jeg, de fleste af de udendørs arrangementer blev gennemført, så voldsomt problematisk var det ikke.

Programmet var ikke helt så spændende, som det har været tidligere år. Der var en frygtelig masse af det, jeg kalder frokostjazz, sådan lidt let jazz, som man da godt kan høre med fornøjelse, men som ikke just sætter spor. Til gengæld var der ikke meget avantgarde i programmet.

Det betød dog ikke, at vi ikke hørte en hel del godt. Men vi syntes ikke, vi gik glip af så meget, så måske var det lidt smalle program bare en god ting ;)

Vi hørte to sangerinder, som vi ikke har hørt før, men som var virkelig gode.

Randers Big Band havde Keshia Christiansen med som solist - et indtil nu helt ukendt navn for os og mange andre, kunne vi forstå på snakken rundt om. Men hun var god, meget livlig, charmerende og som det vigtigste så sang hun godt. Hun må gerne komme tilbage næste år.

I det hele taget hørte vi en del big band. Blandt andet Kathrine Windfeldt Big Band, som var gode, men ikke helt så gode som tidligere, syntes jeg. Det modsatte var tilfældet med Aarhus Jazz Orchestra. Dem synes jeg aldrig at have hørt så sprudlende og skarpe som i år.

Deres solist i år var Thad Jones. Ikke i levende live, da han døde for adskillige år siden, men koncerten var en hyldest til ham og hans arrangementer. Sådan set var dirigenten, Dennis Mackrel, også solist. Han mente godt nok selv, at han var kommet ind i den allersidste fase og bare stod og viftede lidt med hænderne, og at det var Nikolai Bøgelund (som også dirigerede Randers Big band), der havde øvet med orkestret, som burde have æren, men jeg gætter nu på, at begge havde deres andel i at bandet var så velspillende. Vi nød det!

Den anden gode sangerinde, vi hørte, var Lisa Bassenge, også hun ukendt for os før denne koncert. Hun er tysk og synger utrolig godt, og til denne koncert fortolkede hun Cole Porter sange, så materialet var der bestemt heller ikke noget i vejen med. Også hende vil vi meget gerne høre igen

I en noget anden boldgade var vi i selveste domkirken til Share Improfest Maraton. En masse unge musikere fra forskellige lande spillede improvistationsmusik. Jeg ved egentlig ikke, om det var jazz, men det var spændende og opløftende, og der skete hele tiden noget. Man kunne også rigtig høre domkirkerummets flotte akustik.

Koncerten, hvis man kan kalde det det, varede i 4 timer, men vi blev der kun de to første. Ikke fordi vi kedede os, men fordi vi skulle andetsteds hen.

Moesgaard ligger godt nok lidt uden for byen, men hører alligevel til byens kulturliv. Vi har ikke overrendt deres udstillinger, mest fordi vi har ment, at vi kendte udstillingernes emner, for eksempel Pompeji, for godt.

Den nyeste, Ud af kaos, beskæftiger sig med tiden mellem romerrigets (det vestlige, altså) fald og vikingetiden. I min historieundervisnings tid kaldte vi det folkevandringstiden.Den er ikke lige vores spidskompetence, så den udstilling måtte vi hellere se.

Det viste sig, at udstillingen primært omhandlede romerne, hunnerne og goterne, med nogle lidt mærkelige udflugter til for eksempel Øland (i øvrigt en spændende historie), og faktisk var der alligevel ikke så megen ny viden for os.

Jeg var ikke overbegejstret. Dels var udstillingen noget mindre, end jeg havde forventet, dels synes jeg, den var noget rodet, men der var en masse fine genstande, man kunne kigge på.

På billeder er det en lille statue af selveste Jupiter. Jeg synes, han er nuttet.

Det, der optog os mest, var faktisk, at vi for anden gang inden for kort tid, stødte på det vulkanudbrud, der fandt sted i 536, og som udløste en større klimakatastrofe. Faktisk var der vist flere vulkaner, der var i udbrud nogenlunde på det tidspunkt, og man har fundet ud af, at i hvert fald vulkanen Katla på Island havde et gigantisk udbrud. Flere år med formørket himmel, ingen høst, ingen sommer, hungersnød og så videre var resultatet. 

Katla er en aktiv vulkan, og sædvanligvis er den i udbrud med mellemrum på 40-60 år. Den har sidst været i udbrud i 1918! Uhyggeligt eller hvad? Man ved jo, hvad der kan ske, når en vulkan samler sammen til et rigtig stort udbrud. Eyjafjallajökull udbruddet i 2010, der lukkede en del flytrafik i en uge, kan risikere at blive det rene ingenting i sammenligning.

Det er lige til at blive fatalist af. Hvis ikke vi mennesker kan få ødelagt kloden hurtigt nok, kan Katla måske hjælpe os. Men det kan da godt ske, at vi kommer først, og jeg er såmænd lige ved at forstå de mennesker, der lystigt flyver kloden rundt. Det går jo galt under alle omstændigheder.

Tilbage til kulturen: Vi har også været på en enkelt kunstudstilling. På galleri Lene Bilgrav blev der udstillet værker af Inge Ellegaard. "Blomster, striber og tern" hed den. Egentlig kan jeg bedre lide hendes værker fra dengang i 80erne, hvor hun var ung og vild. Hendes senere blomsterbilleder havde jeg tidligere kun set på tryk, og de er godt nok meget bedre i virkeligheden. Ikke desto mindre kommer her et eksempel:

For at komme hele vejen rundt så har vi også i biografen set Oppenheimer. Ikke nogen dårlig film, og det er i hvert fald en interessant historie, men lyden var alt, alt for høj. Jeg tog selvfølgelig mine ørepropper på, alligevel måtte jeg i lange passager sidde med hænderne for ørerne. Det ødelagde oplevelsen.

Men alt i alt har det været en dejlig juli i kulturbyen.