Istid

Sommeren er ikke slut endnu - heller ikke officielt - så det må stadig være relevant at fortælle om mulighederne for at finde god is i Århus. Nå, måske har jeg i virkeligheden ikke afprøvet så mange issteder, så det bliver kun et lille udvalg.

Det vigtigste for mig er næsten, at det er blevet meget in at lave ispinde igen. Jeg har før brokket mig over, at det er så uforholdsmæssigt dyrt at nøjes med én eller to kugler is. Den spekulation undgår man helt, når man køber en ispind i stedet.

Dem kan man få nogle rigtig gode af på madmarkedet - Aarhus Street Food - ved rutebilstationen. Popsicle hedder stedet. Egentlig er popsicle vel mest sodavandsis, men der er nu ikke meget sodavandsis over dem på markedet.

På billedet er et udvalg opmarcheret, også min yndling, der hedder chokolade-chokolade. OK, jeg har kun smagt to forskellige, for jeg kom til at smage dobbeltchokoladen først, og så har det været svært for mig at komme længere.

En anden isnyhed i Århus er Mammis Gelato i Rosensgade. De har også ispinde, men den dag, jeg var der, appellerede smagssammensætningerne ikke til mig. Derimod smagte jeg deres kugleis, og den ligger afgjort i den bedre ende.

Adskillige af mine mere isspisende venner er meget begejstrede. Jeg skal nok være meget istrængende for at investere igen.
Smagen på de kugler, jeg fik, var lidt for sød, men ellers ok, men jeg kan ikke lide, at isen når at smelte, inden jeg, der unægtelig er noget langsomtspisende, er færdig med den. Og så er der igen problemet med den meget dyre første kugle.

De sædvanlige gode steder: Ben & Jerrys og ishuset på Marselisborg Havn, er der stadig, men Ben & Jerrys har vist afskaffet min favoritvariant med det imponerende navn New York Super Fudge Chunk. Der var nok for mange gode sager i. Jeg spiser dog med stor fornøjelse nogle af de andre varianter også.

Jeg kom en enkelt gang til at købe en kugle hos Paradis Is, selv om jeg ikke plejer at være begejstret for deres is. Desværre blev mine fordomme bekræftet. Alt for sød og alt for pjasket is. Nu kan jeg vist styre mig i fremtiden.

Til gengæld fik jeg en god isoplevelse fra en helt uventet kant under jazzfestivalen. På Kødbyens Mad og Marked ved siden af Ridehuset havde Arla opstillet en bod, hvor de uddelte gratis smagsprøver af deres ret nye økologiske flødeis.

Smagsprøven var et helt lille bæger. Perfekt størrelse efter min mening. Da Arla var der under hele festivalen, nåede vi at smage alle tre varianter: vanilje, chokolade og solbær flere gange, og jeg synes, de nærmest er lige gode.

Man kan vist desværre ikke købe bægrene, men isene fås som literis i stort set alle supermarkeder. De får en meget stor anbefaling med af mig. Jeg er ellers ikke absolut fan af Arla, men deres udviklingsafdeling kan altså noget. Jævnfør Unika-ostene, som man vel næppe kan få bedre. Og deres PR-afdeling er heller ikke den ringeste. Gæt, om der var mange århusianere, der benyttede sig af lejligheden til at stifte bekendtskab med de nye Arla-iser?

Jeg fik også en smagsprøve på Skarøs chokoladeis. Den er god - lige så god som den i dobbelt-chokolade ispinden. Den kan bare ikke fås ret mange steder her i byen.

Som en sidste krølle så var vi i Flensborg i går. Som altid foretog vi dagligvareindkøbene (koffeinfri kaffe!) i Citti Park, og vi sluttede med is hos Giovanni L. Og tænk, her kostede en kugle is det samme, ligegyldigt om man tog én eller fem kugler. Papbægrene er åbenbart meget billigere i Tyskland! Mine ledsagende iseksperter sagde i øvrigt god for kvaliteten.

Citater om katte #39

Hav kun tålmodighed!
Med tiden bliver græs til mælk.
Ubekendt

Bedre vejr

Bliver vejret bedre, når man forlader arbejdsmarkedet?

Ja, det gør det! Det er i hvert fald fakta, at mens en masse andre ustandselig klager over vejret, så synes vi egentlig, vi har masser af godt vejr. Både sidste år og i år har vi haft mange glimrende sommerdage, synes vi.

Tricket er nok, at når man ikke er afhængig af at gå på arbejde, så kan man indrette sig efter vejret. I sidste uge var der for eksempel annonceret flot vejr blandt andet tirsdag. Vi havde egentlig planlagt noget andet, men vi improviserede og tog i dyrepark.

Nærmere betegnet Ebeltoft Zoo eller Ree Park, som den også hedder. Vi fik vist set alle kattedyrene. Også leoparderne, sandkatten og fiskekatten, som det ellers ikke er en given ting, man lige får øje på.

Fiskekatten fik jeg endda et par billeder af:

Den største af fiskekattene. Vi så også den mindste, men den fik jeg ingen billeder af.

Der er ikke så meget farve på den, så den har let ved at camouflere sig.

Løverne kan man derimod stort set altid betragte:

Er han ikke dejlig?

Hanløven, der hedder Aslan, er bare så smuk. Måske er han den allerflotteste løve, vi har set. Han har været i Ebeltoft Zoo al den tid, de har haft løver, tror jeg.

Når sandheden skal frem, trives jeg bedre ved 20° end ved 25°, hvilket unægtelig også er en kilde til min tilfredshed med vejret. Og det er rart at slippe for ustandeselig at skulle vande havens krukker, men det må da godt nøjes med at regne om natten. Endelig er vi ikke afhængige af godt vejr i en ferieperiode på tre uger - så ja, vejret bliver bedre, når man slutter på arbejdsmarkedet.

Udstillingsture

Hvorfor er det sjovere at se udstillinger i andre byer end ens egen? Det er det måske heller ikke, men ikke desto mindre har jeg i den senere tid været i både København og Odense, netop for at se diverse udstillinger.

I København nåede vi hele tre udstillinger, hvoraf de to får klare anbefalinger med på vejen.

Selvportræt fra 1975.
Da var Tove Jansson 61 år

Vi var først i Kunstforeningen Gammel Strand, hvor vi så Tove Jansson udstillingen med titlen Kunst, kærlighed og mumitrolde. Bemærk dansk titel - ros for det! Der var selvfølgelig en hel masse mumitrolde-billeder, skitser, forarbejder og færdige bogillustrationer.

Mindre kendt her i landet er det nok, at hun også var en udmærket maler. Hun malede hele livet, og da hun havde skrevet sin sidste mumibog, helligede hun sig helt malerierne.

Jeg læste mumi-tegneserier i Politiken, da jeg var barn, men var allerede dengang klar over, at jeg ikke forstod alt, og jeg har vist aldrig læst nogen af bøgerne.

På udstillingen blev der også vist en film om Tove Jansson, Moominland Tales hedder den.

Den var yderst interessant. Jeg har aldrig vidst, at mumibøgerne har meget klare referencer til Tove Janssons eget liv, men det forklarer en hel del om, hvorfor mumierne har interesse for både børn og voksne. Der er flere lag i dem, som der er i mange gode bøger for børn - for eksempel også i H. C. Andersens eventyr.

Maleriet af havet er fra 1963. Jeg synes, der er noget fascinerende ved havbilleder.

Vi tog videre til Nikolaj Kirke, hvor vi så Japanese Connections. Det var moderne kunst, bl.a. lyd, installationer og videokunst. Jeg plejer ikke at være særlig modtagelig for videokunst, men det her var spændende, syntes jeg. Især det, som kunstnergruppen hyslom stod for.

Jeg kunne også vældig godt lide "værket", som blev vist på etagen over det store kirkerum.

 

Det må vist nærmest betegnes som en installation af ting og sager suppleret af lyde. Jeg tror nok, det er ham, der hedder Atsushi Nishijima, der er manden bag. Vi gik rundt i lang tid med ører og øjne åbne.

Sidste punkt på programmet var på Statens Museum for Kunst, hvor vi så Magt og afmagt (endnu en dansk titel, hurra) om. hvordan Kristian II brugte portrætterne af sig selv politisk. Det var dejligt at se portrætterne, men jeg syntes, at de ledsagende tekster var mindst lige så fordrejende som Kristian II-portrætterne. Jeg fandt, at det var uunderbyggede postulater, der skulle tjene til at fortælle en på forhånd fastlagt historie. Jeg følte mig både talt ned til og forsøgt manipuleret med.

Vi var også meget utilfredse med museets prispolitik. Dels er det rimelig dyrt at besøge museet, især når man kun skal se en af særudstillingerne, men sådan er det nu stort set alle vegne. Hvad jeg virkelig blev sur over var, at billetprisen var lavere, hvis man havde et barn med. Så bliver det altså for tydeligt, at vi turister skal betale for alle andre - studerende, årskortholdere, folk med børn og hvad har vi ellers.
Men vi hævnede os, gjorde vi, for da vi kom ud, videregav vi vores billetter til to udenlandske turister. Barnagtigt? Ja, måske nok, men vi frydede os.

I Odense så vi Ulrik Møller-udstillingen Landskabet på Brandts 13.  Vi har set så mange Ulrik Møller værker som muligt, siden vi blev suget ind i et af hans hav-malerier på Tønder Kunstmuseum. Det billede var også med på udstillingen i Odense, men der var også mange billeder, vi ikke havde set før.

Yrsa, Dorthe og havet

Schönhauser Allee i Berlin.
Et af mine yndlingsbilleder, selv om det ikke
er et helt karakteristisk motiv for Ulrik Møller.

Ulrik Møllers billeder taler for sig selv. Det er ikke nødvendigt at blive hjulpet på vej af en masse fis og fortolkninger, og det var udstillingen heldigvis også dejligt fri for.

Vi fik også en ny oplevelse. Ulrik Møller har nemlig - så vidt jeg husker i år - lavet en 80 minutter lang roadmovie. Vi troede ikke, vi ville se det hele, man det ville vi, da vi først fik begyndt.

Der er både ligheder og uligheder med malerierne i filmen. Jeg troede først, at der var blevet brugt en slags filter i filmen for at opnå samme stemning som i malerierne. Det er der nu nok ikke, men effekten er der umiskendeligt.

På sin vis er der også samme ro i filmen som i billederne, for kameraet er helt ubevægeligt, men det er det, kameraet ser, ikke, og det skaber en anderledes uro og rastløshed.

Egentlig ville vi også have været til Middelfart og se Salto-udstillingen på keramikmuseet, men vi blev så lang til på Brandts, at vi bare kunne nå at hænge nogle timer ud i Odense bagefter. Det var nu heller ikke så ringe, og Salto kan beses nogle uger endnu.

P.S. Maleriernes farver er sikkert noget anderledes i virkeligheden end i mine fotos.