fredag den 29. marts 2019

Det tog sin tid...

...men nu har jeg langt om længe fået lanceret min nyeste pulsvarmeropskrift på Ravelry. Det var især oversættelsen til engelsk, der tog tid. Jeg kan efterhånden læse de engelske opskrifter uden besvær, men det tager noget længere tid at få lavet den engelske version af mine egne skriblerier.

Desuden synes jeg altid, at jeg skal "strikke korrektur" på både den danske og den engelske udgave, og det tager selvfølgelig også tid. Jeg er nu alligevel altid i tvivl om, om alt er blevet dels helt korrekt og dels forståeligt. Det er ikke let at kontrollere egne opskrifter, for jeg ved jo udmærket, hvad jeg mener helt præcist.

På Ravelry skal opskrifterne have et navn, og det er sådan set også meget praktisk. Jeg har kaldt disse nye pulsvarmere for Bitseren, opkaldt efter min første og højt elskede kat. Hun hed Bitsjkova på stamtavlen, men vi kaldte hende Bitsjka eller Bitseren.

Her er pulsvarmerne:


- og her er link til opskriften på Ravelry:
https://www.ravelry.com/patterns/library/bitseren

Pulsvarmerne har fået en fin modtagelse på Ravelry. De har på under et døgn fået over 400 hjerter og også en del kommentarer. Nu er jeg spændt på, om der også rent faktisk er nogen, der afprøver opskriften, og om den dur.

Den rigtige Bitsjka skal selvfølgelig også med. Billedet har været bragt før, men det er det eneste, jeg har af hende på Flickr. Det burde jeg måske få gjort noget ved, for jeg har flere billeder af min elskede kat, selv om jeg ikke havde så meget fotogrej den gang.

Bitsjka

fredag den 15. marts 2019

En billig brandert

Jeg opdagede på en plakat i byen, at der skulle være drinks-festival i Salling.

Til daglig drikker jeg overhovedet ikke sprut eller øl eller noget som helst spirituøst, men jeg kan godt lide at afprøve de forskellige drikkevarer og har før været til både rom- og ginfestival i Salling og også til nogle smagninger i vinhandler. Vi havde planlagt noget andet, men improviserede og tog til drinksfestival.


Der var rigtig mange ginner, noget færre rommer og whiskyer og vist en enkelt akvavit. Jeg kan rigtig godt lide både gin og rom, så der måtte vælges - og vælges fra.

Jeg synes, det er sjovt at smage både gin og rom ren, men jeg kan også godt lide at få færdigkomponerede drinks. Dem var der desværre ikke mange af. Der var en enkelt, der havde en færdigblandet Dark 'n' Stormy, der var alt for sød efter min mening, og så var der en enkelt stand (Free Company), hvor den enkelte gin blev anrettet med en passende tonic med mere. Der smagte jeg en meget lækker irsk gin, Bertha's Revenge.

I betragtning af at jeg ellers ikke indtager spiritus, skal der ikke meget til, før jeg føler mig påvirket. Denne gang var det vist efter bare tre smagsprøver, men på trods af grov sortering smagte jeg jo en del flere, så...


Da vi var igennem de udvalgte spirituosa, fik vi lidt at spise, mens vi overvejede, hvilken gin, der skulle købes med hjem. Det blev en Northstar fra Nordisk Brænderi i Fjerritslev. Jeg har en bestemt lejlighed i tankerne, hvor den skal nydes. Jeg tog også et par billeder, og jeg var altså stadig ikke appelsinfri. Det ses tydeligt på det nederste billede.

En brandert til 50,- kr. - det er da ikke dyrt!