Tåbelige reklamer - og én sjov

Set bag på en bus: "HAVEMØBLER DU MÅ EJE".

Sikke dog noget sludder! Jeg vil ikke påduttes, hvad jeg må eje. Måske har jeg lige købt nye havemøbler. Måske er jeg godt tilfreds med de gamle. Måske har jeg ikke råd til at købe nye. Måske har jeg slet ikke nogen have.
Jeg bliver obsternasig, når jeg ser den slags reklamer. Jeg skal i hvert fald ikke have de havemøbler. Jeg undgår for resten også alle must-haves.

Set på et frisørsalonvindue:

Store ord, som måske kunne være OK, hvis det drejede sig om en frisør, der virkelig var fremme på beatet. I øvrigt behøver de sjældent skilte med deres fortræffeligheder.

I denne helt almindelige frisørsalon virkede det komisk, især fordi der også var fotos af fire af deres frisører, og deres frisurer var altså ikke specielt iøjnefaldende. Nogle af dem havde nærmest morgenhår. Det kan godt ske, morgenhår er eller bliver moderne, men det er unødvendigt at skabe det. Det kommer helt af sig selv.

I samme genre er Bruuns (Bruuns er et stort indkøbscenter ved Århus Banegård) slogan "Take Fashion to the Next Level". Altså, ærlig talt. Ikke bare er det åbenbart ikke muligt for dem at udtrykke sig på dansk, men det drejer sig om Bruuns, et indkøbscenter hvor samtlige butikker er de helt gængse, som man kan finde i ethvert indkøbscenter eller gågade.

Og så den sjove, som mere er oplysning end egentlig reklame:

Jeg må indrømme, jeg hoppede lidt i sædet, første gang jeg så denne facade. Stod der virkelig det, jeg troede? Bagefter kom jeg til at grine lidt. Det er vel ellers noget, der er lidt tys-tys, så smart at bruge humoren for at få budskabet ud.

Om man så går ind for trimning af dusken er en anden sag. Jeg synes, det er synd for de unge piger (og drenge?), der skal gøre alt muligt for at være gode nok, for de er tydeligvis ikke gode nok, som de er skabt.

Tre dages forkælelse

Jeg har været tre dage helt for mig selv i København. Eller helt for mig selv og helt for mig selv... hele den første dag var jeg da sammen med Lise, der kom med sit tog næsten samtidig med, at jeg kom med mit.

Vi var på en herlig shoppe- og cafétur, fik begge lidt nyt til sommergarderoben og spiste brunch, og senere prøvede vi de gode kager på Taste i Store Kongensgade. Mere kunne vi ikke nå - tiden gik alt for hurtigt!

Jeg overnattede på Cabinn Metro på Amager. Det var billigt (Wake Up var for dyrt for mig denne gang, muligvis var priserne steget på grund af Women Deliver konferencen), men også ret skrabet. Jeg var lidt spændt på hotellet, som er tegnet af Daniel Libeskind, men det er nu kun i det ydre, man bemærker, at der har været en stor arkitekt ind over.

Foto lånt fra Philip Glass' hjemmeside

På andendagen var jeg kulturel. Aftenens koncert med Philip Glass Ensemble i Helsingør var hovedformålet med min miniferie. Jeg kan vældig godt lide Philip Glass' musik, så det var jo en fantastisk chance for at høre manden selv.

Vi hørte Music in 12 Parts fra 1974. Normalt opdeles det i flere koncerter, men dette var den fuldstændige udgave. Spændende musik med de små musikalske figurer, der gentages og gentages og ændres lidt og gentages. Både meditativ og engagerende på samme tid.

Opførelsen fandt sted i en gammel værftshal på Kulturværftet. Spændende sted, jeg kan godt lide sådanne rå industribygninger, men jeg var ikke helt sikker på akustikken. Jeg syntes, lyden løb lidt sammen og blev lidt ulden, men dels ved jeg ikke, om det skulle lyde sådan, dels er jeg jo vant til en ekstremt god akustik fra vores symfoniske sal. Desværre havde jeg glemt kamera. Jeg kunne ellers se mange fine motiver i den hal.

Inden koncerten havde jeg været på Ordrupgaard for at se udstillingen Hjemme hos Hammershøi. Det er en vældig god udstilling, og jeg er meget glad for, at jeg fik den at se.

Somme tider synes jeg, at særudstillinger med en enkelt kunstner kan blive lidt kedelige, men det syntes jeg bestemt ikke i dette tilfælde. Tværtimod syntes jeg denne gang, at de mange billeder fra samme motivkreds satte hinanden i perspektiv.

Som nævnt havde jeg ikke kamera med, så billedet er ikke fra Ordrupgaard, men derimod fra Den Hirschsprungske Samling. Ikke så vildt repræsentativt for Hammershøi, men det er altså ham, der er kunstneren. Og jeg kan godt lide træer.

På min sidste dag i København i denne omgang tog jeg til Designmuseet i Bredgade for at se deres udstilling Learning from Japan (igen en af disse irriterende engelske titler).

Udstillingen var imidlertid meget god. Måske var den japanske indflydelse lidt overdrevet. Jeg tror for eksempel, de danske kunstnere omkring år 1900 godt kunne finde ud af at lade sig inspirere af havet og bølgerne uden nødvendigvis først at skulle inspireres af japansk kunst. Det er dog en mindre detalje, indflydelsen har givetvis været der, og det var sjovt at se mange af tingene fra museets store japanske samling sat sammen med den danske kunsthåndværk.

Jeg fortsatte med kulturen, da jeg kom hjem, for søndag var vi i operabio, hvor vi så Donizettis Roberto Devereux, og det blev en af de bedste operabio-oplevelser i denne sæson. Matthew Polenzanis arier i sidste akt kunne røre en sten til tårer, og vi gik heller ikke ram forbi.

Kirkegårdsbesøg

Vores traditionelle pinsecamping fandt i år sted i Bryrup ikke ret langt fra Them, hvor min far stammer fra.

Min farfar, som døde, før jeg blev født, og min farmor, som jeg var meget glad for, var begravet på kirkegården i Them. Det er meget lang tid siden, jeg har været der, og jeg regnede da også med, at gravstedet var blevet sløjfet, men tidligere stod gravstenene fra de sløjfede gravsteder langs kirkegårdsmuren. Bl.a. var der en gravsten for min farfars forældre, altså mine oldeforældre.

Det gør de ikke mere. Intet spor af hverken bedste- eller oldeforældre. Det nærmeste var tante Jettes gravsted. Tante Jette var en af min farfars søstre, og hun boede i Them hele sit voksenliv.

Heller ikke min farbror og min tante, der begge boede hele deres liv i Them, kunne jeg finde. Jeg kan have overset dem, men de er nu snarere i de ukendtes grav. Det var også andre af slægten begravet i Them - ingen spor.

Jeg blev mærkelig skuffet over det. Kaae-familien har haft en tæt tilknytning til Them, nu er der ingen spor af dem. Jeg syntes også, jeg selv havde nogen tilknytning, men den er altså blevet kappet. Jeg synes, jeg mangler noget af min rod.

Den her gravsten er absolut af ældre dato.
Jeg kunne ikke læse inskriptionen, og jeg har ikke kunne finde noget om den,
men den er nok ikke sat over en Kaae.

Jeg tror nok, jeg har billeder af mine forfædres gravsten, men hvor er de? Tog jeg billederne før eller efter digitalkameraets tid? Ligegyldigt om de er i papirformat eller digitale, vil det vist kræve en større eftersøgning at finde dem frem.

Garnlager ude af kontrol

Mit garnlager er pludselig vokset ret meget. Det er ellers gået meget godt med at få det nedbragt, men så skete der noget uforudset.

Det startede med, at jeg fandt en pose med starten på en undertrøje til mig selv. Den ville jeg aldrig komme til at bruge, så den blev trævlet op. Garnet var ecrufarvet CottonWool fra Gepard.

Jeg gik i gang med at strikke andre ting af garnet, og det var bare ekstremt lækkert at strikke af. Absolut den bedste bomuld-uld blanding, jeg har prøvet, og jeg har prøvet nogle stykker, for jeg kan rigtig godt lide at strikke af netop bomuld og uld.

Disse små slå-om veste blev strikket af det genfundne CottonWool.
Jeg er ved at skrive opskriften ned og "strikke korrektur" på den.

Gepards CottonWool kan ikke fås mere. Den er blevet erstattet af CottonWool 3. Den er sikkert også udmærket, men der må jo være en eller anden forskel på den og den oprindelige CottonWool uden nummer.

Jeg har næsten strikket undertrøjegarnet op, og under registreringen af de færdige arbejder på Ravelry faldt jeg over noget CottonWool i en skøn limegrøn farve, som var til salg. Endda hos en dansk raveller. Jeg kunne ikke dy mig for at kigge lidt nærmere på det, og det viste sig, at hun havde hele 4 farver til salg for et nærmest symbolsk beløb.

Det her er bare noget af det nye garn.
Der kunne ikke være mere på fadet.

Så kom jeg altså ud af kontrol. Jeg købte det hele, og i dag kom det, hvilket betyder, at også garnlageret er kommet noget ud af kontrol. Jeg måtte føje ikke mindre end 2660 m til lageret. Men jeg glæder mig rigtig meget til at strikke af garnet.

Farverne er bedre i virkeligheden. Især er den røde noget ved siden af, men hvis jeg ændrer den, så den bliver tilnærmelsesvis rigtig, bliver de andre mere forkerte. Det her er et kompromis, og det er måske en dårlig ide, for der er vist ingen  af farverne, der er helt rigtige.

Pyt, forskellige skærme viser alligevel farverne forskelligt, og jeg kan bare kigge på mit lækre garn og se farverne i virkeligheden.

Mer' musik

- og mer' symfoniorkester

Man kan i hvert fald ikke beskylde vores symfoniorkester for ikke at komme ud blandt folk.

Lørdag var der markedsdag i Jægergårdsgade, og gaden var lukket for trafik. Til gengæld fyldte Århus Symfoniorkester, et kor og tre solister gaden med musik, nærmere betegnet med gadeoperaen Tusk, skrevet af Line Tjørnhøj.

Cirka midt i gaden stod dirigent Søren Kinch Hansen, mens musikere og sangere var placeret i hele gaden - i lejligheder, i butikker og caféer og i selve gaden. Langt fra alle kunne se dirigenten, men alle kunne via skærme følge dirigentens anvisninger.

Den orange paraply, man kan se på billedet af dirigenten, var vist den eneste paraply i det fine vejr i Jægergårdsgade, og den fungerede som solafskærmning.

Hvordan lød det så? GODT! syntes vi. Og det var spændende lavet. Man kunne vist ikke noget sted høre hele orkestret og alle sangere, men når man gik fra den ene ende af gaden til den anden, hørte man et rigtig flot forløb.

I tegneseriebutikken Stribeladen spillede tre af vores favoritinstrumenter:
Klarinet, violin og cello

Samtidig fungerede de mindre opstillinger af musikere som små særskilte koncerter, selv om de også var en del af helheden.

Det var altså ret genialt, man fik noget ud af det, ligegyldigt hvor i gaden man lige var.

Også mere utraditionelle instrumenter var med. Her en sav -
På dette foto kan man se den skærm, hvor savspilleren kunne følge dirigenten.

- og her vaskebræt sammen med andet slagtøj

Arrangementet - eller eventen som det hedder på nudansk - er en del af fejringen af Aarhus Unge Tonekunstnere AUT, der bliver 50 i år.

Der kommer flere arrangementer i den anledning, og det glæder vi os til.

Basunen er for resten også et favoritinstrument.

Musik i april

Det havde lydt bedre, hvis overskriften havde været "Musik i marts", men nu er det altså april, det drejer sig om. Vi har nemlig været til rigtig meget - og rigtig god - musik i april.

Alban Berg malet af
Arnold Schönberg, ca. 1910

Hele fire symfonikoncerter blev det til. De var alle gode, der var ingen skuffelser, men den allerbedste var den første, hvor vi hørte Alban Bergs fantastiske violinkoncert med en japansk solist, der hedder Karen Gomyo, og bagefter Mahlers lige så fantastiske 1. symfoni. Det var chefdirigent Marc Soustrot, der havde taktstokken i hånden, og vi kunne ikke ønske os en bedre udførelse. Ikke noget med at jappe, Soustrot gav sig tid, og symfonien foldede sig rigtig ud. Vi var helt høje, da vi gik fra Musikhuset.

Vi har også været til to gange operabio, begge Puccini-operaer, Manon Lescaut og Madame Butterfly, og begge med Kristina Opolais og Roberto Alagna i hovedrollerne. Det skulle have været Jonas Kaufmann i Manon Lescaut, men han havde (næsten som sædvanligt) fået forfald, og så var Alagna sprunget til med meget kort varsel.

Butterfly var den bedste. Vi har set den selvsamme produktion af Anthony Minghella en gang før, men den er så fremragende, at det bare var en fornøjelse at gense den. Første gang mener vi også, at det var lidt af en matrone, der spillede Butterfly, hvilket var noget distraherende. Kristina Opolais passede meget bedre til rollen, og hun sang fremragende. Roberto Alagna passede selvfølgelig glimrende til at være sjuften Pinkerton.

Efter operabio lørdag kunne vi nå at komme i Musikhuset for at høre Århus Symfoniorkesters bidrag til Spot-festivalen, sang-cyklusen Beinta af Anna Katrin Øsuursdóttir Egilsrøð, som også var solist, og Allan Gravgaard Madsen.

Jeg kunne ikke stå for dette foto af
Jørgen-Franz Jacobsen og hans kat.
Det har godt nok ikke så meget
med dagens indlæg at gøre, men pyt!

Beinta er den samme færøske femme fatale, som skildres i Jørgen-Franz Jacobsens roman Barbara, men ærlig talt forstod vi ikke meget af teksten undervejs. Der blev vist nogle filmbidder på storskærm over orkestret, men vi syntes ikke, de føjede meget til musikken. Det havde været meget bedre, hvis der havde været overtekster i stedet.

Musikken var absolut spændende, ind imellem meget meditativ og andre gange mere voldsom, og orkestret spillede som altid flot. Hvor er det dog meget forskelligt, de skal kunne, sådan nogle symfonikere.

Til gengæld var vi utilfredse med publikum. Under hele koncerten blev der ved med at komme nye ind, og der var også en del, der åbenbart ikke gad høre det hele, så de vadede bare ud igen. Meget forstyrrende, især i betragtning af at stilhed faktisk var en vigtig del af musikken. Nå, det var nu en god oplevelse alligevel.

Vi skal ikke til så mange symfonikoncerter næste sæson. Programmet er lidt kedeligt, synes vi. Måske er det de idelige besparelser på orkestret, der er ved at slå igennem. Det er billigere at spille wienerklassik med et forholdsvis lille orkester end at spille musik fra slutningen af 1800tallet og fremefter, der ofte kræver en stor besætning. 

Heldigvis åbner Elbphilharmoniens nye koncerthus i Hamborg snart, så kan vi måske tage dertil et par gange i stedet. Eller vi kan nå en koncert i det gamle koncerthus, men det nye vil nok være en oplevelse i sig selv.



Billedet er fra 2011. Nu er der endelig fastsat en åbningsdato. I januar 2017.