Ø-ferie nummer to i år

For et par dage siden kom vi hjem efter en uge på Fanø. Hovedformålet var strikkefestivalen.

Vi var også med for 2 år siden, og dengang syntes vi, vi havde alt for lidt tid til andet end festivalen. Det blev der rådet bod på i år, hvor Annett havde fået lov til at låne sommerhuset en hel uge. Den blev udnyttet!

Måske kommer der spam af Fanø-indlæg - hvis jeg får tid. Jeg synes ikke, min PC har haft så megen fornøjelse af mig på det seneste.

Festivalen var måske lidt mindre spændende for os end den første. Måske er vi blevet lidt blaserte, fordi der foregår så meget. Bl.a. var forsommerens garnstafet næsten lige så sjov at deltage i.

Hvis vi havde deltaget i en eller flere af de mange workshops - og der var mange -  havde vi nok set anderledes på det.

Udstillingerne så vi, og vi var enige om, at den bedste var den med modeller fra tre bøger: Grey Days af Susie Haumann, Annette Danielsens Østen for solen og en ny bog, der endnu ikke er udkommet, af Rachel Søgaard. Plus vist en til af Susie Haumann. Vi var lidt overraskede over, hvor meget bedre modellerne så ud i virkeligheden end i bøgerne - altså for de to, hvor bøgerne er udkommet. Der er jo ellers gode fotos i bøgerne, men ikke gode nok til at yde modellerne fuld retfærdighed. Man kunne meget bedre se alle finesserne, og dem var der mange af, i det færdige strik. Også Rachel Søgaards modeller, som måske var dem, jeg syntes allerbedst om, var fyldt med fine detaljer.

I Rindby Forsamlingshus så vi udstillingen Laboratorium 12. 16 kunstnere og designere i Garnindkøbsforeningen af 1998 havde fået en bundet opgave. De havde hver fået en æske indeholdende 4 sorte og 1 rødt garn, og ud fra det skulle de lave deres værk efter hel valgfri metode. En spændende ide, men vi var ikke så begejstrede for resultaterne. Der var for mange, der forekom os ligegyldige - måske var den bundne opgave alligevel for løs?

For to år siden kom jeg hjem med en del garn, som stort set stadig ikke er brugt. Lidt pinligt, og jeg havde pålagt mig selv ikke at købe mere. Det overholdt jeg - næsten. Der var alligevel et kit på en halsdims, jeg brugte penge på. Annett mente, at kits ikke talte med som garn. Det var opskrifterne, vi købte, og så fulgte garnet jo med ;-)

Det bedste ved festivalen var, at det var så hyggeligt. Strikkende kvinder og også nogle mænd, mange i meget lækkert strik, overalt og en fantastisk stemning. Jeg vender gerne tilbage, men nok ikke hvert år.

Billederne er fra Fanø Kunstmuseum, som er et meget fint lille museum. Det nåede vi ikke i 2011, men det gjorde vi heldigvis i år. Det øverste billede er et lille udsnit af Sigvard Marius Hansens "Oldemors hus, En fanøkone venter besøg" fra 1916. og det nederste er en tuschtegning, der hedder "Strikkende kvinde", af Johan Julius Exner.

P.S. Hvis nogen skulle undre sig over, hvor vores første ø-ferie gik hen, så ligger Skagen og Ålbæk jo faktisk på Nørrejyske ø, Danmarks næststørste ø.

Citater om katte #24

Katte er individualister. De har deres egen mening om alt, inklusiv deres ejer.
John Dingman

- og måske også biler?

Ferieshopping

Jeg kan godt lide at shoppe, når jeg er på ferie. Det blev nu ikke til så mange indkøb i Skagen. Nogle af de butikker, vi plejer at komme i, var trist nok blevet lukket i mellemtiden - og for resten syntes jeg ikke, jeg manglede noget. En noget upraktisk følelse i forbindelse med shopping.

Trods alt kom jeg dog ikke hjem helt uden nyanskaffelser.

Den lille kande er en af dem. Den er bare 9 cm høj, og den er lavet på en tysk (østtysk, tror jeg) porcelænsfabrik, der hed(der) Weisswasser.

Som det ses er den i den grad retro. Jeg synes, det er sjovt at følge, hvordan jeg lader mig påvirke og skifter smag. For bare 2 år siden ville jeg nok ikke have skænket kanden mange blikke.

Vi var en dag i Göteborg i løbet af ferien, men heller ikke der blev det til de store indkøb. Vi var de sædvanlige steder, Haga og området indenfor voldgraven.

Det sidste lignede sig selv, men Haga er ikke helt det samme. Også der var flere af vores favoritbutikker lukkede, og vi var ikke så begejstrede for de nye, der var kommet i stedet. Området er ikke så ærkesvensk mere - det er lidt synd. Vi havde planlagt et kortere besøg i Vallgatan-området og så bare resten af tiden i Haga. Dumt, vi havde faktisk for meget tid i Haga og kunne godt have brugt mere i den indre by, men det laver vi om næste gang.

Indsejlingen til byen levede derimod helt op til vores forventninger. Den er en ikke ubetydelig del af en Göteborg-udflugt.

Jeg var spændt på, om et af Mærsks store containerskibe lå ved de store kraner, og det opdagede vi forbløffende hurtigt, at det gjorde der.

Da vi kom lidt tættere på, fandt vi ud af, at det var selveste Mærsk McKinney Møller, verdens største containerskib, der var gået i rute kort før vores besøg. Absolut en ekstra attraktion. Kranerne så ligesom ikke helt så store ud, som de plejer.

Billedet tog jeg på vej hjem, hvor skuden stadig lå der. Bemærk de små - mestendels hvide - klatter i vandet. Det er lystsejlere. Der var bare fyldt med små både, der var sejlet ud for at kigge på kolossen.

Smuttur

Vi var liiiige en tur i Skandinavisk Dyrepark i går. Det er jo i år, der er bjørneungeboom, så hvis vi ville se de små endnu en gang, mens de stadig er små, var det ved at være tiden.

På grund af det dårlige vejr havde jeg ikke taget mit zoom-kamera med, og det andet havde jeg ladet blive i bilen, men det blev hentet ind, da vejret begyndte at arte sig, og jeg fik nogle hurtige skud.


Brunbjørnefirlingerne er vokset rigtig meget, siden vi sidst så dem. De var meget, meget livlige og ENORMT søde. Og frække og dygtige og forkælede. Især en af dem var skrap til at klatre i træer.

Ih, hvor fik man lyst til at give dem en ordentlig bjørnekrammer.

En af dem (ikke den på billedet til højre) burde hedde Sarantoya, for den er lige så madglad som hende. Den havde bestemt endnu ikke indset, at den netop IKKE får mad, når den gør opmærksom på sig selv. Det ville den kloge Sarantoya naturligvis hurtigt have fundet ud af :-) så helt ligner de ikke hinanden.

Man kunne måske godt kende forskel på de fire små krabater. I hvert fald syntes vi, at to af dem så lidt større ud og havde lidt bredere hoveder. Der var også lidt forskel på deres farve, i hvert fald var en af dem - så vidt jeg husker "Sarantoya" - mørkere end de andre.

Isbjørnetvillingerne var selvfølgelig også vokset, men de havde ikke ændret sig så radikalt siden sidst som de små brune bjørne.

De er meget forskellige i adfærd. Den ene ser næsten ud til at have vandskræk, mens den anden rigtigt boltrer sig sammen med mor Ilka i isbjørnesøen. Sådan har det været næsten hver gang, vi har været i parken, men om det er den samme unge, der ikke har lyst til at bade, ved vi ikke, for de ser fuldstændig ens ud.

Vi snakkede om, om de stadig får mælk hos deres mor, og det så vi på vores sidste runde, at det gør de.

Det så ud til, at både mor og unger hyggede sig gevaldigt, og at der stadig er mælk i hanerne, var tydeligt. Når en unge for en kort bemærkning slap sin dievorte, havde den nemlig et ordentligt flødeskæg. Faktisk kan man vist godt se det på billedet.

Siku er nu næsten 22 måneder gammel, og han vejer omkring 230 kg, men han er nu stadig en unge. Han er en ualmindelig køn isbjørn.

Han går sammen med den over 20 år gamle isbjørn Smilla, og det går fint, men vi spekulerede alligevel lidt på, om han nu også har det helt godt. Er han ikke lidt for tæt knyttet til sin suttesten, som han også er i gang med på billedet? Det er en lidt fattig erstatning for moderlig omsorg - hvis det altså er det, det er.

Rævene var meget fremme, og de er så rigtig fine ud

Rejer og rejer er to ting

På billede ses den smagsprøve på søkogte rejer, jeg fik på madmessen i fredags. Jeg elsker rejer!

Min historie med de små skaldyr går så langt tilbage, at jeg ikke selv kan huske starten - men jeg har fået den fortalt.

Da jeg var 2-3 år, cyklede mine forældre med mig i cykelstolen fra Horsens, hvor vi boede, til Snaptun, og der spiste vi rejer. Friskkogte, så de skulle pilles, og min mor har fortalt, at hun dårligt nok fik nogen selv, fordi jeg spiste dem lige så hurtigt, som hun kunne pille dem.

Derimod kan jeg godt huske, at jeg altid fik en rejemad med, når jeg var på skoleudflugt. Det må have været rejer på dåse, for hverken frosne eller rejer i lage fandtes, så vidt jeg husker, på det tidspunkt. I hvert fald ikke i den landsby, vi var flyttet til. Det var så årets rejemad.

Jeg ved ikke, om den tidlige start med friske rejer har præget mig, men det er i hvert fald fakta, at jeg ikke bryder mig om hverken rejer fra frysedisken eller rejer i lage. Rent ud sagt synes jeg ikke, de er værd at sætte tænderne i. I det stykke er jeg enig med svenskerne, der ikke kunne drømme om at spise de vandede lagerejer eller de lige så triste frosne. Og med Politikens smagepanel, der i lørdagens avis fortalte om deres trængsler under prøvesmagningen. Nogle af de smagte var mindre ringe end andre, men ingen var gode. Til alt held findes der nogle på dåse, som jeg godt kan lide.

Men selvfølgelig ikke så godt som de friske. På vores ferie i Skagen spiste jeg friske rejer alle dage undtagen én. Jeg glemte bare at fotografere dem, men jeg huskede at tage et billede af en af de räksmörgåser, som vi indtog i Feskekörka i Göteborg. Mængder af rejer, brød, dild og en smule mayonnaise, nix weiter. Sådan skal en rejemad være.

Inde i Feskekörka, Göteborgs appetitlige fiske- og skaldyrs torvehal

Er den her blog egentlig ikke igen begyndt at handle lidt rigeligt om mad? Jeg må prøve at skære ned på madindlæggene, men jeg syntes jo, mine rejebilleder skulle publiceres for alverden.

Mæt af smagsprøver

Jeg har haft lidt svært ved mentalt at komme hjem fra Skagen, men det hjalp, da jeg i fredags var til Food Festival her i Århus.

Det var mindst lige så hyggeligt og sjovt som sidste år, også selv om jeg i år havde valgt madskolerne fra.

Sidste år glemte vi at være på HAVET - området med fisk og skaldyr - så der startede vi i år, og vi blev budt velkommen med en stor smagsprøve på søkogte rejer. Faktisk havde jeg spekuleret på, hvad "søkogte" betyder. Nu fandt jeg ud af, at det betyder, at de er kogt om bord på skibet. Og de smager godt!

Vi var rundt over det hele, men ud over på Havet brugte vi mest tid i SØDE SAGER og især i MEJERIET. Sjovt så stor forskel, der er på, hvor villigt de forskellige stande stiller smagsprøver frem. I Havet og i honningboderne i Søde sager var der ingen problemer. Vi var noget klistrede efter testsmagningen af de mange honninger, der smager forbløffende forskelligt.

I Mejeriet var der hos Arla (som jeg principielt ikke kan lide) ingen fedteri med de lækre Unikaoste. I den modsatte ende af spektret skulle man hos Naturmælk (som jeg har stor sympati for) nærmest beslutte sig for køb, inden man kunne vriste sig til en smagsprøve. Det gider jeg ikke, så jeg fik ikke smagt nye Naturmælk-oste. Den holder ikke, Naturmælk!

Det allerbedste, jeg smagte, var skyr softice hos Arla. Den skulle man godt nok betale et beskedent beløb for, men jeg måtte altså til lommen hele to gange. Jeg håber, den softice kommer i produktion. Den er efter min mening bare så meget bedre end almindelig softice og også bedre end frozen yoghurt.

Hos Løgismose kan de også noget med skyr. Både deres drikkeskyr og deres skyr med forskellige smage - for eksempel ingefær - kunne jeg rigtig godt lide.
Ellers kender jeg kun skyr naturel, som jeg ikke bryder mig om, og Thises skyr med vanilje, som jeg rigtig godt kan lide, men som jeg sjældent ser til salg.


Naturligvis kiggede vi også på de levende dyr. I år var det gamle danske husdyrracer.

Pyntesyge Marie her er på trods af de fine, blide farver af racen sortbroget jysk malkekvæg.



Jeg kan ikke huske, om køerne skulle være dommere i konkurrencen om DM i hø, men det skulle Ertebølle fårene i hvert fald.

Lammet her holdt sig tæt til sin mor og var ikke let at fotografere. Moderen var umulig, for hun var så kælen og snakkesalig, at hun hele tiden stod helt tæt på det nærmeste menneske for at blive kløet på panden.

Jeg duftede også til alt høet og udpegede mine favoritter. Gad vidst hvordan vinderen bliver offentliggjort?

Jeg smagte stort set ikke på nogen kødprodukter. Alligevel blev jeg så stopmæt af fisk, mejeriprodukter og søde sager, at jeg var nødt til at springe aftensmaden over.

Den mobile hummersuppeservering var et sjovt indslag. Den var fra Soupanatural. Gad vidst om de ikke skulle tage at få en biks i Århus. Der mangler en suppebar i byen.

Næste år håber jeg, at der også bliver tid til at opleve noget af alt det, der sker på kokkescenen, men ellers er jeg helt tilfreds med årets festival.

Skagen dage

Vi havde bestilt godt vejr i sidste uge til vores uge i Skagen, og vejrguderne var igen søde ved os. Hvor heldig har man lov til at være?

Det blev ikke nødvendigt at finde tag over hovedet på denne adresse på vej til Grenen. Vi havde lejet et lækkert sommerhus lidt nord for Ålbæk, og selv om der var længere til Skagen city end fra bunkervillaen, var vi i Skagen næsten hele tiden.

For os er det en stor fornøjelse bare at gå rundt i byen og nyde den. På billedet af kaptajnshuset - bygget så kaptajnen kunne fortsætte med at være på broen - var vi mere strukturerede. Vi var på byvandring med en meget livlig og engageret guide, der fortalte en masse om by og mennesker. Det bør man ikke snyde sig selv for. 

Det er ikke, fordi det er kaptajnens hus, at det står skævt på billedet. Jeg syntes bare, det så sjovt ud, og kom så bagefter til at tænke på, at det passer meget godt med lidt imaginær søgang.

Ikke alle Skagens huse er gule, hvilket Anna og Michael Anchers hus er et eksempel på. Bemærk de fine skorstene på Ulrik Plesners tilbygning til det oprindelige hus. Der er mange fine skorstene på Skagens huse, men vi havde da ikke lagt mærke til dem, før vores guide gjorde os opmærksom på dem.

Vi kan også godt lide at kigge på haverne - forhåbentlig generer vi ikke alt for meget med vores lange øjne.

Denne have synes jeg er specielt sjov med marehalm og hjelme i bedene.

Det er dog ikke en nødvendighed kun at have klitternes planter i haverne.

Mange haver er rigtig frodige og fyldt med blomster. Stokroser er der mange af i byen.

I Drachmanns Hus kunne jeg ikke dy mig for at fotografere ud af hullet i døren på det lille hus.

Vi ville gerne have været til en af de traditionsrige Drachmann-aftener. Det kunne vi ikke nå, fordi vi var til omvisning i Skagens Museum, men dagen efter var vi til causeri om Drachmann og Skagen, og ligesom byvandringen kan både omvisning og causeri meget anbefales.

Det gode ved ikke at nå det hele: Vi kan roligt tage på ferie i Skagen igen uden at komme til at kede os.