Søndag med regn

Hele landet fik vist regn sidste søndag. Her fik vi endda ret kraftig regn, men det er nu ikke nogle ordinære regnbyger, dette indlæg skal handle om.

Vi var nemlig udsat for en anden slags regn: GAVEREGN.
Vi har igen i år passet vores venners katte, mens de var en uge på ferie. Ligesom sidste år i Cornwall. Sidste år fik vi en masse gaver, og vi havde sagt, at de sagtens kunne gælde for i år også, men det blev ikke taget til følge.

Vi fik hver to kanvas-tasker. En stor fra The Lost Gardens of Heligan, som er en kæmpestor park, der er blevet genskabt efter at have været forsømt i det meste af 1900-tallet. Og en lidt mindre, der egentlig er beregnet til to vinflasker, men som snildt kan bruges til strikketøj også. Man skal vist have mange strikketasker, inden det bliver for mange.

Fra Cornishware fik vi hver sit krus med gule striber - gult er spotfarve i vores stue - og en lille mælkekande med blå striber til fælles brug.

Så er vi godt klædt på til teen. I den orange pakke er der Smugglers Brew tebreve fra Cornish Tea, og i æsken foran er der tre slags te fra Tregothnan plantagen - dyrket i England. Nærmere betegnet i Cornwall selvfølgelig, det eneste sted i England, hvor klimaet tillader tedyrkning. Niels havde også en tebusk med hjem. Spændende, om den vil gro i deres have. Der skulle kunne høstes af den om fire år.

Hvis vi bliver trætte af at drikke te, var der også en pose koffeinfri kornisk kaffe - også fra Cornish Tea. Desuden fik vi en æske fudge med ingefær og to plader chokolade, den ene med mynte og den anden med kaffe. Jeg er især spændt på kaffechokoladen. Faktisk mener jeg ikke, man kan købe ordentlig kaffechokolade i plader her i landet. En dåse med kornisk havsalt kom beklageligvis ikke med på billedet.

Det er altså flere gaver, end vi (i hvert fald jeg) får til jul og fødselsdag tilsammen og bare for at hjælpe med noget, som vi synes er rigtig sjovt.

Siden sidste år er der kommet en ny kat til. Nanna hedder hun. Det var spændende, om hun ville acceptere os. Først var hun meget skeptisk, men efter et døgns tid syntes hun vist, at vi godt kunne bruges. Vi kom jo med mad.

Inden ugen var omme, fulgte hun mig somme tider rundt, og hun sad og ventede på mig, når jeg var på toilettet.

Nanna er ikke helt voksen endnu, og hun og Hubert legede meget i haven. Hvis Hubert ikke lige gad lege, brugte hun bare et vissent blad.

Det var dog endnu bedre, når hun fandt en af havens frøer. Enhver kan jo regne ud, hvad der sker, når man lige så forsigtigt pirker til sådan et kræ med poten. Sådan en springfyr var næsten lige så god til at lege som Hubert.

De andre katte har fået hver sin klud opkaldt efter sig, så nu arbejder jeg på et nyt mønster, der skal opkaldes efter Nanna.

P.S. 5. august. Har lige opdaget, at der mangler endnu en gave på billedet. Vi fik nemlig også en pakke Roskilly's fudge med ingefær og clotted cream. Vi er lige begyndt at spise af dem, og de er lækre og i en vældig sød æske. Jeg burde næsten tage et nyt billede, men så ville kaffen komme til at mangle, for den har vi drukket. Med særdeles stor fornøjelse!

Årets jazzfestival i Århus

Årets jazzfestival i Århus er slut, og sjældent har vi nået at høre så meget. Og jo, det var mestendels godt vejr, så vi hørte også nogle af de udendørs arrangementer.

Vi sluttede lørdag med maner med Norrbotten Big Band dirigeret af Anne Mette Iversen, der også havde skrevet materialet. "Everything in between" kalder hun programmet, som også senere (hurra!) skal resultere i en CD.

Anne Mette Iversen og Norrbottens Big Bands saxofongruppe.
Lige fra den lyseste til den mørkeste var repræsenteret.

Det var ren fryd for øregangene. Spændende, spændende melodier virkelig godt arrangeret og spillet. Lange numre med lange soli - dejligt - og fantastisk sammenspil. Den koncert blev et af festivalens højdepunkter for os.

Vi trængte også til noget rigtig big band. Godt nok havde vi hørt Aarhus Jazz Orchestra, og det var også godt, men årets tema var sydafrikansk big band musik, sådan meget Miriam Makeba-agtigt og noget forskelligt fra det, vi forstår ved rigtig big band musik.

Før Norrbotten Big Band havde vi også hørt finalen i Global Jazz Explorers Youth Camp. Fire ungdoms-big bands fra Letland, to fra Holland og fra Danmark havde haft workshops hele ugen og gav en rigtig fin finalekoncert.

Trængsel på scenen: Alle fire ungdomsbands spiller sammen.

Der er bestemt grøde i jazzmusikken, men da vi hørte Norrbotten Big Band, kunne vi nu godt høre, at de unge har et stykke vej endnu.

I år levede festivalen mere end sædvanligt op til at være international, sandsynligvis takket være tilskud fra kulturby midlerne. Vi startede for eksempel med tre koncerter, hvor japanske musikere var involveret. Vi hørte også nordmænd, finner, estere, italienere og amerikanere. Og sydafrikanere. Og andre fra det afrikanske kontinent. Og en masse danskere naturligvis. Plus at jeg nok har glemt nogle nationaliteter.

Cesar Joaniquet, som vi også senere
hørte med Aarhus Jazz  Orchestra

Endnu et højdepunkt fra ugens løb var trioen Tsu-Na-Mi, der spillede materiale af saxofonisten Cesar Joaniquet, spanier, men bosiddende i Danmark.

Jeg synes somme tider, det er lidt for meget, når de forskellige bands absolut skal spille egne kompositioner, ikke alle er efter min mening lige så gode komponister, som de måske selv mener, men det her fungerede. Musikken var anderledes, spændende og godt spillet.

For resten var vi også til koncerten med Madeleine Peyroux. Det er nok i udkanten af jazzen, men ikke desto mindre var det vældig godt. Madeleine Peyroux har en helt speciel stemme. Det vidste vi selvfølgelig godt, men vi vidste ikke, at hun var så humoristisk, og hun og hendes meget dygtige musikere gav en meget professionelt koncert.

En anden koncert, der ikke helt kunne kaldes jazz fandt sted på Kunstnernes Værksted på havnen. Under titlen "Rummenes Ekko" havde Christian Balvig optaget lyde i huset og mixet dem med levende musik, som vi hørte, mens vi blev ført fra rum til rum i huset. Vi blev tvunget til at opleve den gamle bygning på en ny, langsom måde i dialog med husets lyde og musikken. Jeg syntes, det var tættere på moderne kompositionsmusik end jazz, men det er sådan set ligegyldigt. Under alle omstændigheder en fin og anderledes oplevelse.

Christian Balvig fyldte et  rummene i "The House" med toner

Selv om det igen var en uge, hvor jeg måtte øve mig på at gå glip af noget mere, blev det en af de allerbedste jazzfestivaler, vi har deltaget i. Nu står der nedtrapning - eller måske er det snarere en kold tyrker -  på programmet.

100 års fødselsdag

I dag for 100 år siden blev min mor født. Hun var nr. 2 i en søskendeflok på 7, alle født på Aborg Nygård lidt nord for Assens på Fyn.

Mine morforældre havde nok ønsket sig en dreng - barn nr. 1 var også en pige - som skulle døbes Erik, men da de nu måtte nøjes med endnu en pige, kom hun til at hedde Erikka. Med to K'er og tryk på den midterste stavelse.

Det kom jeg senere til at hedde som mellemnavn, så både min mor og jeg har altid måttet stave både det og efternavnet.

Min yngste nieces yngste datter er kommet til at hedde Erika. Niecen var meget glad for min mor, og pigen er opkaldt efter hende, men K nummer to er meget fornuftigt udeladt.

Som barn fik min mor forfrysninger i benene. Dette gjorde, at hun ikke kunne bruges som husmor, og som den eneste af de fire ældste piger i søskendeflokken fik hun lov at få en kontoruddannnelse. Den yngste, der var 15 år yngre end min mor, fik også en uddannelse.

Det har passet hende godt at være lidt af en mønsterbryder. Hun elskede ikke husarbejde og madlavning, selv om hun nu ikke var så ringe til det. Derimod elskede hun tal, og at føre regnskaber var hendes hjemmebane. Hun var for resten også god til maskinskrivning.

Det allersidste job, hun havde, var at være en slags sekretær for forfatteren Peter Seeberg. Hun var ikke helt sikker på, at arbejde hos sådan en intellektuel som ham var noget for hende, men hun blev rigtig glad for ham og vist også for hans bøger, som hun renskrev i de år.

Billedet må være et ungdomsbillede. Jeg gætter på, hun kun er omkring 20 år, måske endda yngre. Jeg ville egentlig hellere have bragt et andet foto, hvor hun ser ud, som jeg kan huske hende, men jeg har ikke lige tid til at finde et og få det skannet. Og indlægget her skal helst komme den rigtige dag.

Min mor døde for knap 15 år siden. Nogle af hendes sidste ord til mig var, at hun syntes, hun havde haft et godt liv. Jeg savner hende stadig, mangler hende at snakke med og fortælle, hvad jeg oplever. Hun og min far er nok de eneste, hvor jeg har været helt sikker på, at de gerne ville høre alt, hvad jeg havde at berette. Først og fremmest savner jeg at høre hende fortælle og at huske sammen med hende.

Bedste klude indtil nu

De nyeste klude, jeg har lavet, er også dem, der er bedst i brug. De suger fint og er dejligt bløde.

Garnet er 50% bambus, 50% bomuld. Bomulden skulle lige være økologisk, så havde det været helt perfekt. Nå, det finder jeg måske på et eller andet tidspunkt. I hvert fald er bambus ret miljøvenligt.

Mit garn blev købt på Saltum festivalen hos Frk Fine. Tre nøgler af 50 g var lige præcis nok til fire klude. Strukturmønsteret er af Bitta Mikkelborg, som kalder det White Birch. Det ligger gratis på Ravelry, og i Gitte Gades Strikkede Klude fra A til Ø er der et mønster, der ligner meget. Der mangler bare retrillerne mellem hvert rib-modul. Mønsteret giver en god struktur til kludene og er ekstremt let at strikke.

På banderolen anbefales at strikke med pinde nr. 4-5, men jeg har strikket på nr. 3, og det passer til kludene, synes jeg.