Lille Bamse og Berlin

Lille Bamse har igen været i Berlin, sammen med os selvfølgelig. Faktisk har han været med hver gang, vi har været i Berlin, og han har oplevet mangt og meget. Jeg troede egentlig, jeg selv havde blogget om hans første, meget "spændende" besøg før murens fald. Det har jeg ikke, men Dorthe har - læs her.

På vores sidste tur, som vi kom hjem fra for lidt over en uge siden, var et af målene den nyåbnede Caspar David Friedrich-udstilling på Alte Nationalgalerie. Vi havde købt billetter hjemmefra, men skulle nu alligevel stå i kø sammen med en masse andre.

Forår, kø til Caspar David Friedrich-udstillingen, Berliner Dom og faktisk også fjernsynstårnet
ses på dette foto, taget på vej ud af Museet.

Anglificeringen har også ramt Berlin. Udstillingen havde titlen "Infinite Landscapes", hvilket passer dårligt til hovedpersonen. Jo, det med de uendelige landskaber er selvfølgelig rigtig nok, men Friedrich var hjemmefødning. Ganske vist studerede han en tid i København, men han skulle i hvert fald ikke på studieture til Italien, som det ellers var almindeligt på den tid. 

Jeg synes selv, at alle de billeder af muntre indfødte i farvestrålende dragter på tavernaer er temmeligt kedsommelige og fandt det befriende at slippe for dem. Så er tåge meget mere spændende efter min og Friedrichs mening:

Morgennebel im Gebirge, 1808

Riesengebirgslandschaft mit aufsteigendem Nebel, 1819-20

Tilbage til Lille Bamse. Han var også med på museet og på vejen ud ville han lige hvile sig på en stor marmorstatue. Det skulle han dog ikke have gjort. "Nicht anfassen, nicht anfassen" lød det fra en bister vagt. Altså, Lille Bamse anfassede ikke noget (ok, han sad lige så forsigtigt på skødet af englen eller hvad det nu var), og jeg anfassede kun Lille Bamses hue, som var ved at ryge ned i øjnene på ham.

Vagten indbød dog ikke til, at man skulle parlamentere, og vi mindedes besøget for 40 år siden. Nogle har vist ikke helt glemt DDR-tiden, og også i Vesttyskland fandtes der magtmennesker, og de findes åbenbart stadigvæk. Vi forføjede os, men ha-ha, jeg havde nået at forevige Lille Bamse på forbudte veje:

Bortset fra det var det en fin udstilling.

Så kom det - foråret

 

Og det gjorde de første mælkebøtter også. Jeg vil helst ikke have dem i vores egen have (de er jo unægtelig gule!), men ellers synes jeg, det er en beundringsværdig plante. Den vil måske overleve alle de menneskelige anslag mod vores stakkels klode.

Foråret har da været lidt på vej den sidste uges tid, men i dag har vejret været helt vidunderligt. Jeg sad på caféens fortov og nød min formiddagslatte og så, at de unge piger allerede viser mave. De unge mænd viser ben, men det gør de sådan set hele året.

Århus er ikke nogen specielt grøn by, men helt uden træer er den ikke, og en del af dem blomstrer nu. Her to forskellige steder i byen: