Gammelt legetøj nr. 1

Vi er ved at rydde op og rydde ud. Blandt andet skal dukkekaffestellet videre.

Yndlingskoppen

Det har været min mors. Hun var barn i 1920erne.

Da jeg var barn, var det stadig hendes, men jeg fik somme tider lov til at låne det, og somme tider blev det også brugt til et kakaoselskab for dyr og dukker. Eller chokolade, som min mor mente var den ægte vare, men den blev nu mest brugt til levende menneskers fødselsdage.

Koppen med den musicerende killing var helt sikkert yndlingskoppen, og den havde også været min mors yndlingskop. Den fik jeg selv lov til at drikke af.

Der er endnu en kop, som ikke er med på billedet, men den mangler underkop.

Bare for sjov havde jeg en gang stellet med til en vurdering hos en såkaldt sagkyndig på en antikmesse. Hans dom var, at det intet er værd, og det er sikkert rigtigt, men på den anden side tror jeg ikke, han havde megen forstand på legetøj. Jeg havde nemlig også et par minibamser med, og dem vidste han ikke nær så meget om som mig.

- men pigen med gæslingen er nu også sød.

Siden min mor døde, har stellet stået i en vitrine hos mig, men nu bliver det ældste oldebarn af hunkøn snart 4 år, og så må hun være stor nok til at få glæde af stellet.

Det er da også meget lettere at lave varm kakao nu om dage. Man sætter vel bare noget kakaomælk i mikroen.

Lige et foto af kaffekanden også:

Efterårsjammer

Ovenstående tekst, som jeg så på en plakat i sommer, både passer og ikke passer på mig i øjeblikket.

Jeg hoster og har ondt i halsen og har overhovedet ikke haft lyst til kaffe i over en uge. Grøn te med ingefær er den foretrukne drik. Men ih, hvor jeg længes efter igen at have lyst til kaffe. Det kan da ikke blive ved med det hosteri...

Den forbudte ø

Sprogø som de fleste ser den på vej fra Fyn til Sjælland eller omvendt,
nemlig gennem en bilrude. For mit vedkommende dog en busrude.

"Jeg vil gerne låne den bog, der hedder Hvorfor er Sprogø den forbudte ø?" sagde en af mine lidt mere end almindeligt ualmindelige lånere med jævne mellemrum.

Det var tydeligvis meget spændende for ham med de uartige piger, der havde været mere eller mindre spærret inde på Sprogø.

Det er lang tid siden, de slemme piger forlod øen, men den er stadig temmelig lukket. Man kan ikke bare troppe op på øen og kigge nærmere på den. 

Der findes imidlertid guidede ture, og sådan en var vi med på i går. Vi fik fortalt om øen og dens historie af en kyndig guide, mens vi spadserede rundt på stierne på den gamle ø. Endelig ikke udenfor, for så kunne man måske komme til at træde på en grønbroget tudse eller anden truet natur. Det havde vi selvfølgelig fuld forståelse for, men derfor kunne en af tudserne vel godt have hilst på. Det gjorde ingen af dem desværre, vi måtte nøjes med et billede af en tudse i camouflagedragt. 

Anstalten for de "moralsk defekte" og "seksuelt løsagtige" kvinder så vi kun udefra, og den ser ikke helt ud som dengang, den fungerede som anstalt. Den blev lukket i 1961. På mit billede er der et kig ned mod den fra den 24 m høje Fyrbakke.

Efter turen rundt på den gamle ø kørte vi i bussen til Ny Sprogø. Vi så, hvor togtunnelen begynder på vej mod Sjælland, og vi stod i vandkanten og så Vestbroen fra neden. Det var ikke det mindst spændende på turen.

Bilbroen til venstre og togbroen til højre. Det er godt nok noget af et bygningsværk.

Vores tur var arrangeret af FOF, og den var eftertragtet - udsolgt og med venteliste. Det var også en god tur, men rigeligt dyr. Både VisitNyborg og VisitVestsjælland har guidede ture til en mere spiselig pris.

Havnefront og kunst i Sønderborg

Sønderborgs nuværende havnefront set fra et af slottets vinduer.

Vi har for nylig været på besøg i Sønderborg og kiggede en del på havnefronten og også på de ret ambitiøse planer, der er lagt for dens udvikling. 

Der er en overordnet ideplan udtænkt af stjernearkitekten Frank Gehry, og det kan mærkes, synes vi. Det bliver spændende,  hvor meget der bliver ført ud i livet, for gratis bliver det selvfølgelig ikke. Vi glæder os under alle omstændigheder til at se mere om nogle år.

Allerede nu er der ret meget kunst i området. På selve havnekajen er der en del skulpturer, blandt andet Günter Grass' Der Butt im Griff.

Hønekilden ligger tæt på havnen. Kilden har nok "altid" været der, men udsmykningen af Vibeke Fonnesberg er ny. Hanen står i midten og skuer ud over sin flok på tre charmerende høner.

Det er også Vibeke Fonnesberg, der har lavet skulpturen, hvor den hedengangne Solofabrik, der fremstillede margarine, havde til huse. 

Fabrikken er helt revet ned, og der er bygget boliger i stedet.

Inde mellem husene kan man finde skulpturen, der også er et monument, med portrætter af nogle af de ledende personer på fabrikken.

Ham med solbrillerne på mit foto hed Ludolf Meins, og han havde den sjældne (går jeg ud fra) titel margarinemester. Det kunne jeg altså ikke stå for.

Jeg kan svagt huske, at der var en margarine, der hed Solo. Jeg kan dog udmærket huske, at der var en margarinekrig, og jeg kan også huske, at den ene part i krigen var Alfa (det var vist den gode part og den, man holdt med), men jeg havde glemt, at den anden var Solo sammen med Oma, som er min barndoms margarine. Jeg tror, min mor altid brugte Oma, der næsten var et synonym for margarine for mig.