Langvarigt strikkeprojekt...

...som nu er færdigt.

"Spisebordstoppen" er i brug!

Jeg heftede de sidste tråde, da vi var ankommet til Fanø (d.v.s. der er vist stadig en ti tråde, der mangler, men de ses kun på bagsiden), så jeg kunne præsentere den på festivalen.

Faktisk var den politisk ukorrekt på den officielle festival. Den er nemlig strikket af Karen Noe-garn, og Karen Noe var én af dem, der ikke var inviteret med i kæmpeteltet i Nordby, men hun var heldigvis at finde i Sønderho. Jeg kan godt lide hendes garner og også nogle af hendes modeller.

Garnet blev købt på Fanø-festivalen i september 2011. Jeg begyndte at strikke toppen i april 2013 og færdiggjorde den altså her i september 2015. Det har unægtelig været en langvarig proces.

Egentlig er der ikke noget belæg for, at det skulle tage så lang tid, for den var ikke specielt vanskelig. Somme tider (det meste af tiden faktisk) skulle jeg bare strikke med ret mange nøgler samtidig, så det var bedst at sidde ved et bord, hvor jeg kunne opmarchere nøglerne.

Jeg fandt stærk inspiration i "Fur" i Annette Danielsens Kunsten at strikke en ø, men tegnede selv mit snitmønster, hvis man kan kalde det sådan, når det er strik, det drejer sig om.

Garnet er Country Casual, 80% uld og 20% silke. Det garn blev der solgt meget af på festivalen i 2011, for det var vist et rigtig godt tilbud. Jeg har stadig næsten halvdelen tilbage af mit indkøb, og det vil jeg nok bruge til børnetøj, selv om det vist ikke kan vaskes i maskine. På trods af at det mestendels er uld, kradser det næsten ikke.

Dorthe har fotograferet mig i mit nye klædningsstykke ved sommerhuset på Fanø. I livlig blæst - eller måske i laber brise, som nordmændene til vores udelte fornøjelse kalder en af vindstyrkerne.

Krig og fred - og strik

Knitting Peace hedder en forestilling med svenske Cirkus Cirkör. Til festmiddagen på den nyligt overståede Fanø Strikkefestival blev der vist et uddrag af forestillingen, og det var både poetisk, spændende og imponerende.

Cirkus Cirkör stiller spørgsmålet, om man kan strikke fred i en verdensomspændende bevægelse. Sideløbende vil de strikke jorden rundt - over 40000 km. Det vil de gerne have hjælp til. Der er allerede strikket meget - billedet viser et kaffebord: Udelukkende strik og garn og helt i hvidt.

Mens man strikker, er man i hvert fald meget fredelig. Det er vel højst pindene og garnet, man af og til kommer op at slås med. Men ligefrem at strikke sig til fred...nej, jeg tror ikke rigtig på det.

Lidt ironisk var der vist oven i købet lidt strikkefestivalKRIG på Fanø i år.

De andre år, vi har været af sted, har hele øen været involveret. Det var den også i år, men det var ikke den "store" festivals skyld. Den blev nemlig udelukkende afholdt i Nordby, mestendels på Nordby Skole (workshops og udstillinger) og i et kæmpestort telt, hvor alle standene var placeret.

Jeg kan godt se, at det er praktisk for éndags-deltagerne ikke at skulle bevæge sig så langt omkring, men der var nu ikke så megen atmosfære i teltet. Det adskilte sig ikke meget fra de store kreative messer. Desuden blev der lynhurtigt ulideligt varmt og noget beklumret i teltet, når solen stod på.

Heldigvis havde resten af øen: Sønderho, Victorias Palace og Kunstladen lavet deres egne arrangementer, og meget, meget smart havde de sluttet sig sammen om en shuttle-bus, der kørte i fast rutefart mellem de forskellige steder og også havde stop ved Nordby Skole.

Fra den "store" festival blev der temmelig småligt ikke gjort opmærksom på, at der foregik noget andre steder - tværtimod. Jeg opdagede det, fordi min kusine havde videresendt et nyhedsbrev fra Uldfisken i Hornslet. De havde nemlig en lille strikkecafé i et galleri i Sønderho. Annett fandt ud af det via en løbeseddel i turistbureauet. Hvis vi ikke havde opdaget det, ville vi måske have ventet med Sønderho til dagene efter festivalen, og ih, hvor vi ville have ærgret os, når vi så fandt ud af, at vi var gået glip af en hel masse. Men det gjorde vi heldigvis ikke.

Der kommer flere indlæg om vores Fanø-ferie. Jeg må indrømme, jeg har arrangeret stikordene på billedet lidt. Det er i øvrigt Marianne Toft (Frk. Toft keramik), der er ophavskvinde, og vi så keramikken - og fjeren - i butikken Salt i Nordby.

Sarantoya enekat

Sarantoya har nu været ene kat i huset i 8½ måned. Der er ingen at varme sig sammen med i kattesengen.

I et stykke tid efter Lilit var død, kunne vi tydeligt mærke på hende, at hun savnede sin mor, men vi synes, det går bedre nu.

Til gengæld er hun mere afhængig af os, og det er vel ikke så sært. Hun er ret skrap til at dirigere med os. For eksempel er der ikke i orden, at Dorthe ser fjernsyn, og jeg sidder ved computeren. Sjovt nok er det Dorthe, der bliver gjort opmærksom på tingenes uorden. Så hun skal få mig til at slutte mig til selskabet foran kassen.

Det er helt sikkert ikke nemmere kun at have en enkelt kat. Vi er endnu mere opmærksomme på nu, at vi ikke skal være for længe væk. Hun skal imidlertid ikke have en ny kattehusfælle, for vi tør simpelthen ikke løbe den risiko, at hun ikke ville kunne lide den nye. Det ville være synd for begge parter.

Sarantoya har altid været en meget snakkende kat, og hun snakker mindst lige så meget nu - måske endda mere - og det er os, der skal opfylde hendes behov for kommunikation, kæl og nærvær. Det nyder vi meget.

Færdigt arbejde

Jeg er såmænd blevet færdig med endnu et sjal.



Det hedder Yokohama, og det er Ann Thomsen, der er mester for den gode og meget grundige opskrift i både ord og diagrammer. Opskriften er ganske gratis - tak for det!

Jeg strikkede sjalet i Rowan Purelife Revive, der er et genbrugsgarn i silke, bomuld og viscose. Det er et ret kraftigt og absolut uelastisk garn, og jeg strikkede på pinde nr. 6.

Det er ikke et sjal, der er vanskeligt at strikke, men helt begynder er det heller ikke. Desuden er det meget let at justere størrelsen.

Jeg er meget tilfreds med resultatet og især med det flotte fald. Jeg brugte knap 300 g garn. Jeg havde 500 g, så der er en god portion tilbage, som jeg p.t. ikke har nogen planer for, men det kommer nok.

Syltesøndag

Årets sylt er på plads. De to store glas er tyttebær, og det er det vigtige. Jeg har i hvert fald ikke fundet noget færdiglavet tyttebærsyltetøj, som jeg syntes kan stå mål med mit eget. Ikke fordi det er specielt fancy, opskriften er fra Den Blå Syltebog, men jeg skærer ned på sukkeret, så tyttebærrenes skarphed og beskhed kommer ordentligt frem.

I de små glas i midten er det blommechutney. Jeg er ikke helt tilfreds med min krydring, men måske smager det alligevel godt til de indiske karryretter, det er beregnet til.

Endelig har jeg i år forsøgt mig med æblesmør. Vi var i Fåborg sidste onsdag, og med en lille omvej kom vi forbi Konnerup Chokolade i Vester Åby. Ud over chokoladerne forhandlede butikken også andre lækkerier, bl.a. æblesmør fra Sidinge Gårdbutik. Glasset var mindre end det, jeg tidligere har haft, men prisen var kun ganske lidt lavere, så jeg købte en pose æbler i stedet og lavede mit eget. Det var i øvrigt meget simpelt, og det smager lige så godt som gårdbutikkens.

Fåborg havde allerede overstået turistsæsonen. Bl.a. kunne man ikke komme op i klokketårnet på billedet. Det var ellers, som det ses på billedet, fantastisk vejr til en udsigt over det sydfynske øhav, men den blev vi snydt for.

Der var da heller ikke mange turister i byen, men det bider jo sig selv i halen. Hvis man først én gang er kommet til en nærmest uddød by, så vælger man nok højsæsonen næste gang.

Vi måtte nøjes med en tur mellem de maleriske huse, og en is kunne man da også få. Og en fin frokost i Spisehuset på havnen. Ærlig og veltillavet uden for mange dikkedarer.

Nypudset glorie til salg

Så gik den ikke længere med mit fortsæt om ikke at købe ret meget nyt garn.

Jeg har måttet indse, at der er forskel på garn. Der er det garn, der bare er lækkert eller et godt tilbud eller begge dele, og så er der det garn, der er en nødvendighed.

Garnet på billedet, som jeg hentede på posthuset i går, hører til sidstnævnte kategori, mener jeg - ud over at det både er lækkert og til halv pris.

Baggrunden er, at jeg for nogle år siden i gave fik to bundter af det økologiske og håndfarvede Andean Mist pimabomuld. I to forskellige lyserøde farver, som efter min mening ikke kan strikkes sammen uden tilskud fra andre farver. Et bundt har en løbelængde på 100 meter, og det er lige lidt nok til, at jeg kan få ret meget ud af det i sig selv.

Derfor har jeg i lang tid vidst, at jeg skulle have noget mere Andean Mist, så da jeg i en nyhedsmail erfarede, at kvaliteten simpelthen udgår, var der ikke andet at gøre end at købe i en fart.

Faktisk har jeg strikket så meget, at jeg godt måtte købe 500 meter, men jeg synes, det er uretfærdigt, at mit nye pimabomuld skal tælle med i regnskabet, når det nu var noget, jeg var nødt til at købe. Jeg ved jo, at der kommer en del fristelser i løbet af efteråret og vil trods alt ikke gøre livet alt for surt for mig selv.

Jeg er nødt til at lave om på præmisserne. Det garn, jeg er tvunget til at købe, skal ikke regnes med. Kun når jeg bliver fristet over evne, tikker taksameteret. Var der nogen, der sagde regnormsrygrad? Hmmm... de har nok ret.

Åh, det var en skam...

Prismet set fra Aros

I Århus ligger en markant bygning, der af åbenlyse årsager hedder Prismet. Bygget i 2001, tegnet af Friis & Moltke.

Der er mange, der ikke kan lide bygningen, men det kan jeg godt. Jeg synes, højere bygninger (Prismet er 63 m højt og i 18 etager) kan give variation og liv i bybilledet.

Det ærgrer mig, at der ikke er blevet indrettet en udsigtscafé eller restaurant på en af de øverste etager. Prismet er et kontorbyggeri.

Jeg har mange gange nydt at se skyformationerne spejle sig i Prismets glasfacader.

Derfor blev jeg ikke specielt begejstret, da Prismet for ikke så længe siden var blevet "dekoreret":

Bygningen fungerer nu som reklamesøjle. Det er måske ikke så slemt, men et forstyrrende element er det nu.

Bortset fra at de i mine øjne er nogle vandaler, aner jeg ikke, hvem eller hvad Gorissen Federspiel er, og jeg har heller ikke lyst til at finde ud af det.

Hvordan mon det kommer til at se ud, når alle andre også skal have fremhævet navn og logo på facaden. Muligvis bedre end nu, men de uforstyrrede spejlskyer har jeg nok set for sidste gang.