Tre dage, tre film

Vi kan ikke nå at få set alle de film, vi gerne vil. Det er nu heller ikke let, når der er Tyske filmdage med en hel masse film, der lyder godt. Nogle af dagene bliver der vist mere end én festival-film, men de bliver kun vist én eneste gang.

Vi har set to af filmene, og når desværre ikke flere. Tilfældigvis var vi også i biografen dagen før, de tyske filmdage startede. Der så vi Kvinden der forsvandt, en absolut seværdig spændingsfilm. Amerikansk og ikke spor tysk.

Seværdige var de tyske film også. Desuden var det film, jeg blev klogere af.

Først så vi Phoenix om en kvinde, der - naturligvis i elendig forfatning - bliver reddet fra kz-lejr og kommer tilbage til Berlin, hvor hun før krigen sang i en natklub. Hun har aldrig opfattet sig selv som jøde og gør det stadig ikke, men er nødt til at skulle forholde sig til det.

Noget af det interessante er andre menneskers reaktion på det faktum, at hun har været i kz-lejr - eller måske snarere manglende reaktion. Det er ikke noget, de spørger om. For uvirkeligt? For vanskeligt? Under alle omstændigheder meget realististisk, tror jeg.

Næsten endnu bedre var Westen, der handler om en kvinde, der i slutningen af 70erne får tilladelse til at flytte med sin 9-årige søn fra Øst- til Vestberlin. I sig selv mærkeligt: Hvorfor får netop hun lov til at rejse. Det er en spændende, rørende og meget menneskelig film med en hel masser brikker, der skal falde på plads.

Jeg ville gerne se den igen. Hvorfor er der dog ikke nogen, der har importeret den film? Og nogen af de andre også. Flere af dem har vundet priser på diverse festivaller, men det er åbenbart ikke nok.

Koncert med overraskelser

Fido - en hund - får et par briller, men må tage dem af, når han er på jagt, og så ruller harerne sig på jorden af grin. Det er noget af handlingen i en sang af Manuel Rosenthal.

Det var i den sang, at Patricia Petibon - fransk operadiva - for alvor begyndte at folde sit talent for det komiske ud i onsdagens koncert i symfonisk sal i Musikhuset i Århus. Det skulle siden blive meget "værre".

Jeg havde hørt, at hun er god, men kendte i øvrigt ikke noget til hende, og da jeg så, at hun kun skulle akkompagneres af piano og slagtøj, frygtede jeg, at det blev en lumsk kedelig koncert.

Det blev alt andet! Det blev noget helt uventet og helt anderledes end andre koncerter med operastjerner, vi har været til. Alene det udvalg, hun havde valgt at synge, vel alt sammen musik skrevet i det 20. århundrede. Det hører man ikke til enhver koncert.

Patricia Petibon synger fremragende, og hun har en vidunderlig klar diktion. Hun kan synge både det smukke og poetiske og det absurde og groteske. Hun bruger sin krop meget, og så er der det der med komikken. En hel speciel cocktail. Hendes dygtige akkompagnetører var i øvrigt også helt med på løjerne.

Koncerten bliver gentaget i København på søndag. Hvis der er nogen københavnere, der skulle se min blog, så se at få fingre i en billet - hvis der da ikke allerede er udsolgt. Her i byen var der fuldt hus. Det skulle også bare passe andet.

Mørke morgener

De sidste par uger har morgenerne unægtelig været temmelig mørke og kedelige. Men ikke altid. Se bare disse knap 2 uger gamle billeder:

Jeg elsker det fine lys ude over havnen og kranerne, der ser ud som legetøj. Højhuset er Århus' nyeste hotel. Vi frygtede det værste i byggefasen, hvor man så en enorm, kompakt, hvid klods vokse op, men det hjalp gevaldigt med den mørke fladebeklædning. Nu kan jeg godt lide bygningen i byens silhuet.

Jeg var tidligt oppe, fordi Dorthe skulle køres til toget. Bagefter skulle jeg i operabio, men der var tid til en kop af yndlingskaffen på Baresso inden.

Operaen var Verdis Macbeth. Jeg har set den før, og til min overraskelse var det samme produktion. Ikke at jeg havde noget imod det, for den er særdeles vellykket.

Jeg var meget rørt, første gang jeg så operaen, og det blev jeg igen. Historien må være evigt aktuel.

Anna Netrebko sang Lady Macbeth helt formidabelt. Der var lutter stjerner i hovedrollerne, og de var alle i topform, men Netrebko overstrålede hele bundtet.

Nej, det passer ikke

Julen er ikke kommet. Hverken i lørdags, hvor jeg så reklamen i avisen, eller i dag. Vi er immervæk kun nået til den 10. november.

Julen kommer her i landet den 24. december. Basta!!! Det er fint at forberede den i det meste af december, men det betyder ikke, at julen er startet. Jeg ved godt, jeg er håbløst gammeldags i den retning. Jeg har bemærket, at yngre personer ønsker hinanden glædelig jul hele december.

Nå, men da vi sort på lysegråt kunne læse, at julen er kommet, så tog vi til julemarked på Rosenholm Slot. Det var begrænset spændende, men kulissen er unægtelig unik.

Vi har altid godt kunnet lide det nydelige, lille rødstenshus.
Det ligger på vejen til vores sommerhus, som vi ganske vist ikke ikke har mere,
men vi har beundret det på alle årstider.

Vi blev hurtigt færdige med markedet og havde god tid til også at besøge et galleri i et hus ved siden af slottet.

Heldigvis, for der boede Hr. Mortensen.

Han stod på gesimsen uden for et vindue og ville tydeligvis gerne ind, men det kunne ikke lade sig gøre, for der var udstillet keramik til salg i vindueskarmen.

Jeg gik udenfor og snakkede med ham. Han spandt og ville gerne kæle, men han ville også stadig gerne ind og forlod ikke sin gesims. Jeg er sikker på, han glædede sig til, at alle gæsterne var forsvundet, så det blev hans hus igen.

Er det ikke nogle fine hvide kanter, han har på ørerne? Hr. Mortensen var hele turen værd.

Det er ret morsomt, at alle dem, der starter julen nu, heller ikke kan blive hurtigt nok færdig med den, når juleaften er overstået - væk med al den (over)søde julepynt og slut med den vamle julemad hurtigst muligt.

Jeg er lodret uenig. Der er jo en grund til, at julen førhen lå, hvor den lå, nemlig i den allermørkeste tid. Det er der, man for alvor har brug for lys og forkælelse. Min jul slutter ved helligtrekonger.

Citater om katte #29

Hvad deres skapsindighed angår, må jeg sige, at deres evne til i ethvert rum altid at finde de luneste pladser og de blødeste puder er uovertruffen; og deres punktlighed, når det drejer sig om mad, er beundringsværdig.
Thomas Henry Huxley

Man skulle tro, forfatteren til citatet havde kendt Sarantoya!