tirsdag den 13. maj 2025

Stribet strik

Jeg havde tre farver superlækkert Cashsoft Baby fra Lang i lageret, nok til en lille babysweater, regnede jeg med. Det slog lige til.

Da den var færdig, spurgte Dorthe, om hun måtte kigge opskriften, for hun havde noget garn, der kunne blive til en lignende, bare i en større størrelse. Jeg blev lidt forundret, for jeg syntes da, hun havde strikket mange børnetrøjer i den facon.

"Men hvor er stribemønsteret?" spurgte hun, da hun så den. Ja, det var altså ikke lige i opskriften, striberne var blevet improviseret undervejs. Den oplagte løsning var selvfølgelig at tælle omgangene i de enkelte striber og så i øvrigt gange med to for at få den større størrelse.


Det blev nu ikke en tro kopi af striberne, der måtte også tages hensyn til den store trøjes proportioner, og hvor meget garn af de enkelte farver, der var til rådighed. Men sådan i store træk er trøjerne ens.

Ingen kommentarer: