Min mest elskede dukke fra min barndom hed Marianne, og jeg har hende endnu. Jeg havde ellers bestemt, at hun skulle smides ud, men da det kom til stykket, kunne jeg ikke. Det samme gjaldt i øvrigt elefanten Ceylon, som jeg har skrevet om før. Jeg fandt to andre - mindre slidte -genstande som kom med på genbrugsstationen i stedet. Måske kan de faktisk genbruges.
Marianne var sikkert opkaldt efter en af mine kusiner, som jeg var meget glad for. Dukke Marianne kunne lukke øjnene, og så kunne hun sige en lyd, når hun blev lagt ned og løftet op igen. Det havde jeg glemt, hun kunne, men da hun sagde lyden, da jeg tog hende for at lægge hende sammen med de andre ting til genbrugsstationen, kunne jeg ikke klare det, og hun fik lov at blive.
Som det ses har Marianne et stort hul i hovedet. Faktisk er det hendes hoved nummer 2. På billedet, hvor jeg (4 3/4 år) sidder med hende, har hun det andet hoved, som var mere yndigt.
Marianne havde selvfølgelig mere tøj, men den røde flyverdragt med tilhørende hue og støvler var vist nok det, hun tiest var klædt i. Det er også det eneste, der har overlevet.
Jeg kunne forresten ikke fordrage den ufikse spencer, jeg selv har på. Men jeg havde også en flyverdragt med tilhørende hjelm. Den var bare blå, og den var fast påklædning i børnehaven i vintermånederne. Den var jeg meget tilfreds med.
På fotoet her er jeg sammen med kusine Marianne i vores mormors og morfars have. Det er mig (3½ år) med sne på maven.
