Én hare, tre bisoner, mange gæs og flere millioner anemoner...

...var bare noget af det, vi så fra bussen mellem Fåborg og Odense for en uges tid siden.

Vi havde booket et par overnatninger på Fåborg Strandhotel med det formål at besøge nogle fynske museer.

På vej til Fåborg var vi på Clay, som keramikmuseet i Middelfart til vores fortrydelse hedder. Hvad var der dog i vejen med Grimmerhus, som det hed før? Det er der altså noget mere tyngde og historie i. Nå, men museet er godt nok på trods af navnet.

Netop nu er der er en særudstilling om Saxbo Keramik. Den var meget mere spændende, end jeg havde forestillet mig, både indholdet, men også historien om Saxbo og de to stærke kvinder Nathalie Krebs og Eva Stæhr-Nielsen, der stod for henholdsvis glasurer og design.

En meget typisk Saxbo-vase.
Glasuren hedder harepelsglasur, og jeg synes, man tydeligt kan se, hvor lækker vasen er at røre ved.

Udstillingen har undertitlen "Stentøj til folket", hvilket var Nathalie Krebs' kongstanke. Jeg kan også godt huske Saxbo keramik fra min barndom i 50erne, og jeg kom altså ikke i de højere kredse, men det var nok alligevel ikke alt, der helt var "for folket". For eksempel kan denne kat nok ikke have været helt billig:

Kat på kugle, 35 cm høj. Gråmarkmus glasur. 
Skabt af billedhuggeren Hugo Liisberg i 1945.

Udstillingen kan ses helt til 20. september i år.

Dagen efter tog vi rutebilen til Odense, hvor vi ville på Brandts for at se den aktuelle særudstilling "Rosa sejl. Svensk modernisme fra Moderna Museet". 

En virkelig god udstilling med mange spændende og interessante værker af svenske kunstnere i første halvdel af 1900-tallet. En tid, der ligesom vores var præget af forandringer og uro, og det afspejledes også i kunsten. De kan altså noget på Brandts!

Isaac Grünewald: Lyftkranen, 1915
I dette værk er det nok mest forandringerne i samfundet, der er motivet.

Jeg har været på Moderna Museet, men det er lang tid siden. Lige præcis dette Grünewald-billede mener jeg at kunne huske.

Der var også nogle træskærerarbejder af "Dödarhultarn", som rigtigt hed Axel Petersson. Vi har set flere af hans arbejder, i Skåne tror jeg, og de er meget fine og som regel også med en god portion humor. Måske faldt de lidt uden for emnet på Brandts. Modernist kan man vist ikke ligefrem kalde Dödarhultarn, men det var alligevel dejligt at se hans træskærerarbejder. Derimod faldt nogle fotos af Carl Gustaf Rosenberg fint i tråd. Det, jeg har taget med her, viser Hofors Jern- og Stålværk og er fra 1931.

Sidste dag for Rosa Sejl er 6. august.

Inden vi kørte hjem dagen efter var vi på Fåborg Museum. Deres aktuelle særudstilling, der varer til 6. september, hedder "Plantefeber. Verden i vindueskarmen". Et lidt søgt emne, synes jeg, og blomstermalerier er altså ikke det mest ophidsende. Men jeg fik et par nye bidrag til mit Flickr-album med håndarbejde i kunsten. Det ene af dem dette af Jens Birkholm:

Kunstnerens mor i interiør, 1903
Jeg er glad for den halve urtepotte i vindueskarmen,
for ellers havde maleriet ikke været med på udstillingen

Vi brugte ikke vildt megen tid på særudstillingen, men vi brugte lang tid på den faste samling med malerier af fynbomalerne, selv om vi har set den flere gange før. Det er så dejlige billeder, og de har virkelig noget af cremen i Fåborg. De tåler mange gensyn.

Og så er der lige det med haren, bisonerne og gæssene, som vi så på markerne, og anemonerne, som vi naturligvis så i skovområder. Men vi så også gæs i luften. Det lykkedes dem ikke at få dannet den perfekte kile, mens jeg så på dem, men der var i hvert fald mange:

Vinterens strik

Egentlig burde man strikke til vinterbrug om sommeren og til sommerbrug om vinteren. Sådan fungerer det bare ikke, i hvert fald ikke for mig. Jeg har lyst til at strikke vinterting efterår og vinter og sommerting forår og sommer.

Vinteren 2025/26 har jeg strikket flere vinterting til mig selv. 

Først strikkede og filtede jeg et par orange vanter. Jeg blev så glad for dem, at jeg også  lavede et par i pink. De er beregnet til bilbrug, så de skal have gummidutter i håndfladen.

Jeg har ikke prøvet at filte før, så det var spændende, men det lykkedes fint. Garnet er Fivel fra Rauma, og opskriften er også fra Rauma. Den hedder Tovede turvotter og er på letforståeligt norsk.

Næste vinterprojekt var et trendy tørklæde med hætte. Dem har jeg set mange af i bybilledet i løbet af vinteren, og jeg kunne godt forestille mig, at jeg ville kunne lide at gå med sådan et.

Jeg brugte PetiteKnits Sophie Hood opskrift, men der er mange, der ligner, og garn fra lageret. Yak 50/50 fra Lang, købt i 2019 og som navnet antyder, består det af 50% yak, som ikke kradser. De sidste 50% er merino, som jeg håber også er kradsfrit.

Tørklædet blev lidt tykt og måske også lidt klodset i yakgarnet, men jeg tror, det bliver godt, når det igen bliver koldt.

Sidste vinterprojekt var endnu en ulden trøje til mig selv.

Jeg har længe gerne villet prøve at strikke en sweater med sadelskuldre, og bestemte mig efter mange overvejelser for Elevation Loop Sweater fra Other Loops. Garnet havde jeg købt på Mayflowers ophørsudsalg i Salling. Premium Georgina i en meleret gul farve, 80%uld plus lidt lyocell og hør.

Den blev strikket oppefra, så jeg kunne prøve undervejs, og jeg blev mere og mere betænkelig. Sadelskuldre klæder mig tydeligvis ikke. Nå, måske kunne jeg bruge det færdige klædningsstykke til hjemmebrug.

Helt færdig var jeg rimeligt utilfreds med værket, som ydermere kradsede. Lidt, men umiskendeligt. Jeg vaskede sweateren i håb om, at det ville blive bedre. Det gjorde det ikke - til gengæld voksede misfostret temmelig meget.

Jeg syntes også, at farven virkede blakket, til trods for, at alle mine garnbundter havde samme indfarvningsnummer. Hrmpff!!!

Alt taget i betragtning syntes jeg ikke, der kunne ske så meget ved at forsøge at filte trøjen lidt. Nu var det gået så godt med vanterne, så jeg brugte samme "opskrift". Det gik totalt anderledes denne gang. Sweateren kom ud af vaskemaskinen meget lille - vel en størrelse 3-4 år - meget tyk og i mærkelige proportioner. Jeg ved, at nogen bruger sådan noget tykt filt til bordskånere og andet, men jeg gider ikke selv forsøge mig med det, så nu bliver den givet til genbrug. 

Det positive: Garnlageret blev formindsket med over 1000 meter, som, når sandheden skal frem, ikke havde ligget i lageret ret længe. Men det kommer det så heller ikke til.

P.S. Jeg har tidligere skrevet, at Mayflower var gået konkurs. Det var de også, men de blev opkøbt og videreført af et andet firma. Man kan muligvis stadig købe Georgina garn. Jeg har dog fået lysten styret!