Kvækerfinker - nu med levende billeder

Og med lyd, som i parentes bemærket ikke er specielt god. Det lød altså ikke rigtigt sådan, og der er også kommet noget lyd fra blæsten med. Jeg havde forventet noget mere af optagelyden på kameraet, men pyt. Kvækerfinkerne flyver i hvert fald.

Sort sol i februar

Det er ikke så vildt megen sol, vi har fået i februar, men for en uges tid siden så vi sort sol. Dog ikke med stære, men med finker. Kvækerfinker.

I nærheden af Hjøllund, lige ved hovedvej 13, har kvækerfinkerne natkvarter. Om dagen mæsker kvækerfinkerne sig i bunden af løvskovene, hvor de især spiser bog. Efter sigende har det været et umanerlig godt år for bog, og dermed også for kvækerfinkerne.

Om aftenen flyver finkerne i store flokke ind i fyrre- og granskovene, hvor de overnatter i de høje træer. Og når jeg skriver store flokke, så mener jeg store. I hvert fald 100000 individer, men måske det dobbelte antal.

Det er ikke en snavset linse, man ser på dette billede. Det er fugle!

Indflyvningen og landingen foregår ledsaget af en livlig koncert, faktisk er der et meget højt lydniveau. Hovedvejen med megen tung lastbiltrafik er lige i nærheden, men det er kvækerfinkernes kvitren, man hører. Jeg optog faktisk også et par små film, men lige nu kan jeg ikke finde ud af at få dem overført fra kameraet, men søg på kvækerfinker og Hjøllund på YouTube, så findes der andre film med kvækerfinkernes lyd.

Der er altid plads til én til - eller er der?

Man kan godt ane, at kvækerfinkerne ligner bogfinker
en hel del, men det var lige det mørkeste til at få
gode nærbilleder

Stort set alle stod med ansigtet vendt mod himlen, og nogle - blandt andet jeg - fik en hilsen fra fuglene. Lige på kinden, heldigvis ikke i de ellers vidtåbne øjne.

Da en anden tilskuer også blev ramt, udbrød en mand i hendes selskab: "Jeg så, hvem der gjorde det! Det var ham den tykmavede lige der". Kvikt fundet på, synes jeg.

Måske er kvækerfinkerne allerede ved at flyve til yngleområderne højere nordpå, måske fouragerer de stadig i vores bøgeskove og overvintrer i nåleskovene. Det var i hvert fald en kæmpeoplevelse at se og ikke mindst høre de store flokke.

Bedste film i 2019

Vi er allerede et godt stykke inde i 2020, og Oscar-uddelingen er overstået for en uges tid siden, men jeg har et hængeparti, for jeg har endnu ikke fået skrevet om mine bedste filmoplevelser sidste år. Nu skal det være!

19 film fik jeg set sidste år, og var der lidt langt mellem snapsene? Måske. Til gengæld var snapsene usædvanligt store.

Som sædvanligt har jeg en tysk film med. Gunderman, der skildrede livet i Østtyskland før murens fald, virkede bare så autentisk på mig, og titelrolleindehaveren Alexander Scheer spillede helt fantastisk. Instruktøren hedder Andreas Dresen, og jeg kan ikke huske at have set andre af hans film.

Egentlig burde der vist have været endnu en tysk film med, for også Værk uden skaber af Florian Henckel von Donnersmarck (De andres liv) gjorde et stort indtryk, men jeg husker Gunderman endnu bedre.

Min anden store snaps fra sidste år må være den russiske Sommer om unge musikere i Sankt Petersborg - dengang Leningrad - i begyndelsen af 80erne.

Instruktøren, Kirill Serebrennikov, havde simpelthen så præcist ramt, hvordan det var at være ung. Selv om jeg selv var ung godt 10 år før handlingen i denne film, kunne jeg genkende rigtig meget. Først og fremmest hele stemningen.

Endelig skal Onkel naturligvis med. Efter min mening et dansk filmmirakel, en både ægte og vedkommende film. Og sjov!

Jeg skrev om den i november, lige da jeg havde set den, så det er egentlig ikke nødvendigt at gentage roserne.

2020 er ikke startet alt for godt. Vi har blandt andet set den store Oscar-vinder Parasites, og den rørte mig altså ikke. Filmteknisk flot lavet, men jeg har det svært med film, hvor jeg synes, alle er usympatiske, og jeg kunne med min bedste vilje ikke finde noget formildende hos nogen af Parasites personer.

Måske skulle man reflektere over, at de rige udnyttede de fattige, eller måske var det lige omvendt? Efter min mening udnyttede alle alle. Filmen er også blevet beskrevet som morsom. Jeg synes, det var grov falde-på-halen komik.

Vi var fire personer (kvinder) sammen inde at se filmen, og ingen af os syntes specielt godt om den, vi havde kedet os og syntes, at filmen virkede utrolig lang. De andre biografgængere fandt den øjensynligt fantastisk, og den gjorde Oscar-folkene altså også. Derfor var det lidt sjovt, da vi i lørdags var sammen med andre venner. De var måske ikke helt så negative som mig, men de var heller ikke begejstrede. En af dem sammenlignede den endda med Olsenbanden filmene, hvilket vi også havde gjort, men de sidstnævnte var betydeligt mere elegante og underholdende.

Hver gang, jeg ser film, hvor jeg synes, jeg har spildt tiden, går der lidt tid, inden jeg rigtig har lyst til at gå i biografen igen, og sådan har jeg det lige nu. Der er ikke rigtig noget, der frister, men det hjalp nu lidt at genkalde de gode oplevelser fra sidste år.

Årets første garnfest

For godt en uge siden var vi sammen med Annett og Yrsa til årets første garnfest. Det foregik på Vadehavscentret i Vester Vedsted, og det er jo næsten vores hjemmebane.

Dorthe skulle have garn og fik købt en hel masse. Vi andre skulle ikke have noget, men Annett fandt en opskrift, hun ville have. Det gjorde jeg også - på pulsvarmere såmænd, og så købte jeg lige 50 g lækkert garn med også. Så jeg kan altså ikke prale af, at jeg holdt mig fuldstændigt på måtten.

Det er helt utroligt, hvad bare 2% kashmir kan gøre

Festivalen var ikke så stor, og der var mange mennesker. Det tog ikke ret lang tid for os at komme igennem trods trængslen. Vi havde godt nok taget frokostforsyninger med hjemmefra, men vi kunne simpelthen ikke finde andre steder at indtage den end i bilen, og det havde vi ikke lyst til, så vi tog til Ribe i stedet.

Normalt er der masser af spisesteder i Ribe, men mange andre fra Vadehavscentret havde fået samme ide, så det tog os faktisk lidt tid at finde et frokoststed. Heldigvis fik vi det sidste firemandsbord i Vægterkælderen, men da vi var også blevet godt sultne.

Der var rart i Vægterkælderen, og vi hyggede os, så klokken blev næsten 16, inden vi bekvemmede os til at forlade stedet. Vejret var ikke noget at prale af, men vi gik alligevel lidt rundt - blev kolde og fik lyst til varm kakao.

Vi valgte det første det bedste sted - en grillbar, og der var såmænd også hyggeligt. Fyldt med americana som den gamle jukebox på billedet. Og kakaoen var varm og sød.

Da vi nærmede os aftensmadstid, blev fritureosen for meget for os. Vi måtte ud i kulden og den heldigvis ikke alt for kraftige regn og finde parkeringspladsen, hvor vi havde efterladt bilen. Ribes gader er maleriske selv i mørke og regn.

Selv om vi ikke oplevede så meget vadehav og egentlig heller ikke så meget strik, var det en fin tur!