Det er garnet, der gør det

Noget garn bidrager mere til udseendet af det færdige strik end andet. Sådan var det med det garn, jeg brugte til den sweater, jeg strikkede i vinter

Garnet er Mayflowers Premium Maxima i 100% merino, og - hurra, hurra - det kradser mig ikke.

Opskriften er også fra Mayflower. Den hedder Dana, er gratis og meget simpel. I bund og grund er det bare fire rektangler, dog er der vendepinde til at forme halsen.

Vanen tro har jeg lavet noget om. Blandt andet skulle bærestykket egentlig strikkes i perlestrik, men jeg kan bedre lide dobbelt perle, så det valgte jeg. Og ærmerne skulle være i glatstrikning, men der fortsatte jeg med dobbelt perle og lavede så nogle glatstrikkede trekanter forneden.

Dem ser man ikke så meget på billedet, for ærmerne blev rigeligt lange efter vask. Hele trøjen blev sådan set for stor, da den blev vasket, men jeg kunne møve den nogenlunde tilbage i facon igen i fugtig tilstand. Det generer mig ikke, at bullen er løs i det, jeg kan alligevel ikke lide, når strik sidder tæt. 

Jeg havde ellers pligtskyldigt lavet strikkeprøve og vasket den, men det er ikke første gang for mig, at hele projektet opfører sig anderledes i vask end den lille strikkeprøve.

I den anden ende af størrelsesskalaen har jeg lavet nogle små tørklæder efter egen "opskrift". Gåseøjnene, fordi det er så simpelt, at man dårligt kan kalde det en opskrift.

Især når det er strikket i ensfarvet garn eller garn med tweedeffekt, ser det snarere ud som om det er vævet end strikket, og det er altså bare retriller. Det er både på grund af konstruktionen, men også på grund af garnet.

Lige nu strikker jeg en sommer tee, som det hedder på nudansk, til mig selv. Den hedder Alliance Tee og er designet til Garnstafetten 2025. Jeg er spændt på den, og jeg er også spændt på, hvor mange der kommer til at vade rundt til stafetten i deres nystrikkede alliancer.

Smagsdommer

Vi havde fortæret husets sidste digestive og skulle have købt en ny rulle. Vi havde bildt os selv ind, at McVities er meget bedre end alle andre, men pludselig kunne vi ikke finde netop McVities i nogen som helst dagligvareforretning. Hvad ville så være bedst? En sammenlignende blindsmagetest med Dorthe og jeg som testere måtte foranstaltes.

Tre forskellige produkter: Coop, Salling og Finton fra Netto blev indkøbt, og så fandt vi minsandten McVities i Meny, så den kom også med. 

Vi mente, at vi kendte Lu og Karen Wolf, og at de ikke var nær så gode som de "rigtige", men så syntes vi alligevel, de for fuldstændighedens skyld burde med i testen. Vi skulle måske også have kigget i Rema, men det er en butik, hvor vi kun kommer yderst sjældent.

Testen er nu gennemført, og vi var forbløffende enige. Bortset fra Karen Wolf, som vi syntes var den ringeste, var der ikke megen forskel. Men lidt var der, og overraskende for os selv syntes vi begge bedst om Lu med Coop på andenpladsen og McVities som nummer tre.

Så meget for vores snobbede forudindtagethed!

I øvrigt er digestive et totalt overflødigt produkt fyldt med fedt, som ydermere er lig med palmeolie, og sukker. Aldeles usundt og tilmed politisk ukorrekt. Der er faktisk lidt mere fedt i Lu end i de øvrige, måske er det derfor, de smagte os en anelse bedre.

Prismæssigt er der stor forskel. Sallings, Coops og Nettos er så billige, at man umiddelbart skulle tro, de er uspiselige, hvilket altså ikke var tilfældet. Nu har vi digestiver nok til bund i ostekager plus til småkagetrang i meget lang tid. Nogle af dem bliver måske for gamle og harske, men når der engang ad åre igen skal investeres i en rulle digestive, vil jeg prøve at huske, at jeg lige så godt kan købe de billige fra Coop. Eller rettere: Jeg vil nok købe en fuldkornsvariant, som jeg lige så godt kan lide, og som måske er en anelse mindre usund. Eller også vil jeg spise min honning på rugbrød i stedet.

En linedanser

Vi har igen været et par dage i København og var selvfølgelig i Zoologisk Have, hvor vi så en lille linedanser. Eller lille og lille, det var såmænd Chin, der øvede en ny disciplin:

Da vi kom, var elefanterne ved at blive trænet ude bagved stalden, så vi måtte vente med gensynet. Vi kom så tilbage senere, og da var alle elefanterne i stalden, og det må have været en anstrengende træning (måske havde de trænet linedans:), for Chin var helt udaset og lå og sov sødeligt. 

En af de voksne elefanter - vi mener, det var den ældste, Kungrao - stod vagt og passede på Chin hele tiden. Imens blev udendørs faciliteterne gjort klar med godbidder gemt en masse forskellige steder. Det vidste elefanterne selvfølgelig alt om, så der var fart på, da de blev lukket ud. En udhvilet Chin var også med.

 Vi så selvfølgelg også en masse af de andre dyr. 

Okapiens flotte farver og mønstre må bestemt kunne bruges i strik.

Ud over museumsbesøg og lidt shopping var vi denne gang også i teatret. Musicalen The Last Ship på Østre Gasværk havde fået rigtig flotte anmeldelser, og vi købte billetter. Den bliver godt nok også opført i Århus, men på et tidspunkt, hvor vi ikke kan.

Vi har ikke været på Østre Gasværk før, men det er en spændende bygning.

Meget velegnet til teater, viste det sig, og bygningens anatomi var meget flot blevet en del af scenografien. Når man nu ved, at det drejer sig om et skib, så signalerer de runde vinduer jo straks koøjer.

Det var en fin forestilling. Mestendels både godt sunget og godt spillet og danset, scenografien som nævnt meget spændende, og så er det en musical, der handler om noget vigtigt. Når jeg ikke er helt oppe at ringe som anmelderne var, er det på grund af musikken, der er af Sting. Den er da ok, men så heller ikke mere. Jeg tror ikke, der er mange af sangene, om nogen, der går hen og bliver evergreens.

Vi boede denne gang på Scandic Hotel tæt ved Vesterport og til vores store fornøjelse lå vores værelse på 11. etage med udsigt over byen. 

Sådan var udsigten en smuk morgen fra et af vinduerne i vores hotelværelse. Det kunne måske godt gå hen og blive vanedannende.