onsdag den 22. december 2010

Årets bedste...spisested

Måske burde jeg slet ikke skrive om spisesteder, for vi går ikke særlig tit ud at spise, så mit sammenligningsgrundlag er ikke voldsom stort. Når vi gør, foretrækker vi ydermere tit det ret simple, gerne lidt hverdagsagtige, men nu vover jeg altså alligevel at offentliggøre min uforgribelige mening.

Årets bedste
Vores foretrukne spisested i år har været Restaurant Et med det klassiske franske bistrokøkken. Deres fiskesuppe er glimrende, og jeg sætter stor pris på deres andeconfit. Det bedste er dog næsten ostene. Det er et super udvalg, de har, og man betaler efter, hvor mange man kan spise. Smart koncept.


Vi var der også til den særlige bouillabaisse-aften, og nej, hvor smagte det godt, og hvor blev vi mætte. Jeg måtte mod min vilje levne noget af den crepe Suzette, der hørte med som dessert. Det var ellers en god Suzette.
En enkelt anke: De burde lade være med at servere foie gras. Ligegyldigt hvad så er det altså dyrplageri - se her.
Måske skulle jeg gøre alvor af ikke bare selv at undgå foie gras, men også at boycotte de restauranter, hvor man kan få det. Også selv om det så kommer til at gå ud over Et - det ville godt nok ærgre mig lidt.
Billedet er lånt fra Ets hjemmeside, jeg må se at få taget et selv.

De næstbedste:
De næstbedste bliver to udenbys, som jeg har skrevet om på bloggen før: Restaurant Glashuset i Lønstrup og Quedens Gård i Ribe.

Bundskraberen:
Det er desværre af og til, jeg fortryder, at jeg har slået mig ned et sted, men som regel glemmer jeg det hurtigt igen.
Dog kan jeg stadig huske den nærmest uspiselige æggekage, vi fik på Blåvand Kro. Den var styg - også til prisen.

Uden for kategori:
Fakkelgårdens gourmet-køkken. Til særlige lejligheder!

Ingen kommentarer: