G&T - og rejsekortet

Sarantoya havde fået den gode ide at give Dorthe to billetter til gin-smagning i fødselsdagsgave. Sarantoya indtager ikke selv alkohol, så Dorthe havde været så sød at invitere mig med på den anden billet.

I går aftes var vi så i Jægergårdsgade for at deltage i Smag Førsts gin-show. Hele syv gin'er smagte vi, både uden og med tonic, og de var mildest talt forskellige. Vi blev også klogere på, hvad gin egentlig er.

Her står vores 7 ginner opstillet på rad og række.
Den yderst til venstre er en ginlikør på rabarber og ingefær.
Rigtig god med cava, som vi fik som velkomstdrik.

Jeg har stort set altid været glad for gin & tonic, men jeg tror ikke, jeg nogen sinde har smagt det med nogen af de dyrere gin-mærker. Jeg er ikke sikker på, jeg synes, forskellen er så enorm, men de ginner, jeg bedst kunne lide i går, var også at London Dry-typen ligesom Gordon's, som nok er den gin, jeg har drukket mest af. 

Dog var der en gin, som ud over enebær også var lavet på agurk, og den kunne jeg godt se nogle muligheder i. 

Som ekstranummer fik vi også lov at smage en slåengin (sloe gin). Den var helt forskellig fra de øvrige, meget mere likøragtig. Når man snuste til den, duftede den som amaretto, men sådan smagte den ikke. Meget kompleks og dejlig, syntes jeg. Vi investerede ikke i nogen flasker i går, men jeg tror, jeg skal have en flaske sloe gin.

For resten smagte vi også to forskellige tonic'er (ingen af dem var Schweppes), og de var minsandten også ret forskellige. 

Vi var en lille smule påvirkede efter de 7 +1 gin. Jeg indtager næsten lige så lidt alkohol som Sarantoya, så der skal ikke så meget til, før det kan mærkes. På vejen til bussen gik vi forbi en restaurant, hvor der lugtede vildt godt af pommes frites, og vi blev fristet over evne, da vi kom til Burger King. Den mindste portion var dog nok til at stille fritte-trangen.

Jeg har for nyligt (noget modvilligt) fået et rejsekort, og det skulle afprøves på hjemvejen, mest for at se om det blev dyrere eller billigere end mit sædvanlige klippekort.

Det var en win-win situation. Hvis det blev billigere, var det selvfølgelig fint. Hvis det blev dyrere, ville jeg kunne skælde ud på rejsekortet, og det ville jo heller ikke være så ringe.

Det blev billigere, men sandsynligvis kun fordi man som ny rejsekort-indehaver får en måned på rabattrin 3. Ellers skal man foretage 16-21 "rejser" for at være på det rabattrin, og det vil jeg nok som regel ikke komme op på. Desuden var det jo i off-peak tiden, men jeg skal da lige i løbet af rabatmåneden have kortet afprøvet i normaltid også. Foreløbig må jeg indrømme, at erfaringerne er positive.

Fortiden på lossepladsen

Disse sække - og der er faktisk mindst én til - er fyldt med kataloger fra katteudstillinger. Dorthe havde samlet sammen, mens jeg var til træning.

Bitsjka hjælper med at lægge puslespil i vores sommerhus.
Billedet er fra 1987, og Bitsjka er gravid med sit eneste kuld.

Fra 1987, hvor vores første kat (den uforlignelige Bitsjka) blev udstillet for første gang og til et stykke ind i 00erne, var den såkaldte kattesport en meget stor del af vores liv.

I modsætning til kattene syntes vi, det var både spændende og sjovt at være på udstilling. Hvis vi ikke selv havde noget at udstille, var vi der tit bare som tilskuere.

Alle vores katte blev udstillet. De ville godt nok hellere være hjemme, men de led ikke voldsomt under vores forlystelsestrang, og jeg tror, at de syntes, det var sjovt at være på ferie med os. Langt de fleste af vores ferier i de år blev bestemt af, hvor der var en udstilling, vi gerne ville til.

Interessen forsvandt ret pludseligt, især for mit vedkommende. Det var der flere grunde til. Den ene var, at jeg syntes, "vores" race, Russian Blue, udviklede sig i forkert retning. Når jeg havde forelsket mig i russeren, var det meget, fordi den så ud som en almindelig, harmonisk kat.

Fra et tidspunkt i begyndelsen af 00erne blev det på mode at avle amerikanske russere ind i avlen, og hvis der er noget, de amerikanske russere ikke er, så er det harmoniske. De er meget mere ekstreme: små, spinkle og med ører ud til siden i stedet for som normale katteører oven på hovedet. Jeg kan simpelthen ikke lide dem. Men det kunne dommerne, og det er også meget lettere at bedømme en ekstrem kat end en kat, der skal være middel-dit og middel-dat.

Nogenlunde samtidig opdagede vi for alvor, hvor korrupt hele udstillingssystemet var. Vi kunne se, at flere og flere dommere dømte efter, hvem der var ejer af katten. Vi vidste godt, at sådan havde det været for andre racer i årevis, men havde egentlig ikke troet, at det også gjaldt russerne. Men det kom det i hvert fald til.

Jeg fik simpelthen nok, og jeg har faktisk overhovedet ikke savnet udstillingerne et sekund, men derfor er det alligevel lidt mærkeligt, at alle de år nu er på vej til lossepladsen. Det næste, der ryger ud, bliver nok alle kattebladene. De fylder godt op, og nu skal der jo være plads til garn.

Jeg er stadig vild med katte og selvfølgelig først og fremmest med vores egne, men jeg tror ikke, jeg nogen sinde skal have en racekat igen. Så skal det i hvert fald være en, der af den ene eller den anden grund skal have et nyt hjem, men det bliver snarere en internatskat uden stamtavle. Forhåbentlig varer det mange år endnu. Sarantoya er jo kun 15.

Citater om katte #35

En søvnig vinteraften er uden en halvsovende kat ikke søvnig nok.
Denise Hawkins



Denise Hawkins er en amerikansk kunstner. Hun har egen hjemmeside, hvor man kan se nogle af hendes værker.

Fotoet er af Sarantoya. Jeg har oceaner af fotos af hel- og halvsovende katte. De er i sagens natur meget lettere at fotografere end vågne, men da Sarantoya var yngre, hørte hun nu tit de små klik fra kameraet og vågnede op.

Jeg tror, hun er blevet lidt døv nu, eller også er det bare alderen, der gør, at hun sover meget tungere end tidligere.

Forfatteren har i øvrigt ret. Der er noget utroligt beroligende ved at have en halvsovende - somme tider stadig svagt spindende - kat på skødet, og det er meget let at komme til at falde i søvn selv. På det område passer Sarantoya sit arbejde fint. Nogle gange for fint. Så forsøger hun at dirigere os til at sætte os med tæppe på, så hun kan ligge enten på eller under tæppet. Uden tæppe dur det ikke.

Billedet er ikke nyt. Det er før både de hvide og de knækkede knurhårs tid.

En heldig kartoffel

Her i foråret har jeg været lidt af en heldig kartoffel. Hele 3 gange har jeg vundet et eller andet.

Først vandt jeg billetter til boglanceringen af Århundredets Festival-bogen på universitetet. Så vandt jeg (eller rettere Dorthe, men det var mig, der havde trykket på Deltag-knappen) billetter fra Realdania til rundvisning på Nørre Vosborg.

I mandags fik jeg  så en mail om, at jeg havde vundet i Natureyarns konkurrence på Middelfart-messen. Jeg må indrømme, at jeg ikke kunne huske, hvad gevinsten egentlig var, men jeg måtte selv vælge farve, og så kunne jeg jo regne ud, at det var garn og også hvilken slags.

I går kom pakken, og det var et helt kit med garn, opskrift og knap, jeg havde vundet. Rigtig lækkert. Jeg regner med at strikke den lille trøje i opskriften af mit "miljøbevidste" garn, som jeg netop gerne ville afprøve.

Vi var heller ikke uheldige den dag, vi var på Nørre Vosborg, for vejret var, i modsætning til dagene rundt om, dejligt forårsvejr. Der var ingen problemer med at stå i borggården og få fortalt om den store proces det var at få hele herregården renoveret.

Nørre Vosborg er den eneste herregård af betydning i Vestjylland, og den var meget forfalden, da Realdania gik i gang med restaureringen. Man kan undre sig over, at det kunne klares på bare 4-5 år. Vi har længe tænkt på, at vi skulle dertil, og nu fik vi en gylden lejlighed med en meget engageret fortælling fra den ansvarshavende arkitekt Frants Frandsen.

Jeg havde glemt mit kamera, så billedet er lånt fra Realdanias side. Det er taget på en anden årstid, men vejret lignede.

Man siger, at uheld tit kommer tre ad gangen. Mon det samme gælder held? Og har jeg opbrugt min gevinstkvote for denne gang, når jeg "kun" har vundet i eget navn to gange?

Vinterstrik

Det er besynderligt, så meget årstiden påvirker mit farvevalg. Jeg plejer at sige, at jeg elsker farver, men om vinteren føler jeg mig alligevel forkert, hvis jeg for eksempel går i det, der traditionelt betragtes som forårsfarver.

Det samme gælder øjensynligt ved valg af garn til strikketøjer, så i denne vinter har jeg meget strikket i afdæmpede farver. Her er et udpluk af mine frembringelser:

Halsrøret med navnet Montanagade blev strikket af rester fra Yrsas trøje. Yrsa er vokset op i Montanagade! Der er vist garn nok til et par fingerløse handsker også. Opskriften (god - jeg ændrede ikke noget af betydning) ligger helt gratis på nettet. 

Baby sweater i lækker Bifrost uld (nyindkøbt) fra Fru Jensens Unikum. Opskriften er fra bogen "Blød babystrik i naturfarver" af Sanna Mård Castman. Jeg var ikke helt tilfreds med opskriften, bl.a. syntes jeg, der var alt for megen unødvendig montering, så det lavede jeg om.
Se eventuelt flere af mine kommentarer på Ravelry.

De små sparkebukser så jeg i Byens Garngalleri i Randers. Dem måtte jeg lave, selv om jeg blev nødt til at indkøbe garn (Lana Grossa Cool Wool Baby) for at få opskriften. 

Det viste sig, at jeg nærmest kun havde fået en halv opskrift, og forretningen havde ikke resten, så jeg følte mig ærlig talt taget lidt snydt. Dårlig service!
Jeg fik dog bukserne lavet færdig, og tænk, så viste det sig, at vi faktisk for flere år siden selv havde købt det opskriftshefte (Filati nr. 17), hvor opskriften havde været bragt. Da var det imidlertid for sent at tjekke strikkefastheden, men det gik altså alligevel.

Denne lille kjole har jeg lavet mange gange, så den er næsten et meditationsprojekt. Udgangspunktet er Fiona fra Rasmilla. Også i dette tilfælde har jeg lavet ændringer, så der ikke bliver så megen montering.
Garnet er Knoll Yarns Samarkand, der nu desværre ikke kan fås mere. Men jeg har lager!

Cardiganen Mini er designet af Else Schellerup for Design-Club.dk. Jeg så den til en strikkecafé i Garnkisten, og igen måtte jeg investere i nyt garn for at få fingre i opskriften. 

Jeg valgte Duo Silke-Merino. Det er dyrt, men også ekstremt lækkert at strikke i. Desværre har jeg senere fundet ud af, at der sandsynligvis er brugt merino fra Australien til garnet. Det vil jeg egentlig ikke købe på grund af risikoen for, at de stakkels får har været udsat for mulesing.

Cardiganen blev lækker, og opskriften er forbilledlig. Sådan da. Det irriterer mig, når der bare står: "Tag 70 masker ud jævnt fordelt". Jeg synes, der godt kunne stå, hvordan man lige skal fordele de udtagninger, når man har betalt for opskriften. Modellen er jo formodentlig prøvestrikket i alle størrelser.

Jeg har strikket en del fingerløse handsker af diverse rester, og et enkelt par er ikke i de dæmpede farver:

Garnet er Grignasco Merino Gold 4, og opskriften er min egen. Jeg har selv beholdt handskerne, og jeg elsker farven, der er endnu mere lysende fuchsia i virkeligheden.

Også en lille retro babykjole på bestilling blev i klare farver:

Opskriften er fra Grønhøj Garn og har nr. 9828. Jeg har strikket af Sandnes Garn Mini Duett fra lageret.

Som næsten altid, når jeg strikker på bestilling, fulgte jeg opskriften, dog strikkede jeg skørtet rundt i stedet for i to dele. Det forhindrede nu ikke, at musetakkekanterne, som ser vældig søde ud, gav en masse montering. Hvis jeg skal strikke den igen, vil jeg bruge musetakkeopslagning, og man kan da vist også lukke af med musetakker.

Jeg er stadig i gang med et par projekter i vinterfarverne, men jeg kan godt mærke, at det er andre farver, der lokker nu.

Kunstudstillinger

Traditionen tro fik jeg set en del kunst i påsken.

Vi var sammen med vores sædvanlige påskegæst en tur i Herning, hvor vi besøgte både Carl-Henning Pedersen & Else Alfeldts Museum og Heart. På førstnævnte var det især udstillingen med titlen War Horses, vi brugte tid på.

Det var spændende at se, hvordan man har forsøgt at genskabe udstillingen, hvor kunstnere, der var medlemmer af kunstnergruppen Helhesten og som for de flestes vedkommende senere blev kendt som Cobra-kunstnere, deltog. Det er vistnok Egon Mathiesen, der har skabt helhesten på udstillingens meget iøjnefaldende plakat. Han er godt nok snarere kendt som børnebogsforfatter (bl.a. Mis med de blå øjne og Fredrik med bilen), og blev vist aldrig Cobra-medlem, men plakaten er flot.

Der var også udstillet helheste af Carl-Henning Pedersen. På tegningen til højre hele to i samme billede.

Jeg har tidligere været meget glad for Cobra-kunstnerne, men nu er jeg ligesom færdig med dem (lige bortset fra Asger Jorn), men Helhesten udstillingen var jeg nu ret begejstret for.

Det samme kan jeg ikke sige om Heart. Der var simpelthen for lidt på museet. Der var en del af Fluxus kunstnere, som jeg synes måske fungerede i deres tid, men som ikke siger mig noget nu. Så var der nogle rigtig gode kæmpestore malerier af John Kørner, men ellers var der efter min mening ikke rigtig noget spændende. Dog nåede vi ikke Troels Wörsel særudstillingen - måske havde den været mere interessant.

Faktisk kunne jeg bedre lide påskeudstillingen på Fussingø, hvor jeg var et par dage senere, også selv om det slet ikke var kunstnere i samme internationale klasse.

Mest spændende synes jeg, Karen Marie Fredslunds værker var.

Hun arbejder med skrot og værdiløse materialer, og det var der kommet gode ting ud af.

Kuglen er lavet af gummi og søm. Lampen herunder er lavet af glasfiber, der er flænset og revet, så man rigtig ser strukturen. Den måtte godt bo hjemme hos mig.

Den udstilling, jeg syntes allerbedst om, var dog Leonard Rickhard udstillingen med titlen Mellem Krig og Fred på Aros.

Det er en rigtig fin titel, udstillingen har fået. Rickhards værker ser ved første øjekast meget fredelige ud, men samtidig er der en stille, men meget insisterende uro i dem. Hvad er det lige, der sker?

Ydermere er det koldkrigs-billeder, der viser den uro og angst, som den kolde krig forårsagede, og selv om den kolde krig påstås at være ovre, så er der som bekendt andre begivenheder, der gør, at værkerne ikke er uaktuelle.

Leonard Rickhard er en af Norges største nulevende kunstnere, men han var godt nok totalt ukendt for mig inden udstillingen. For den sags skyld kender jeg vist heller ikke andre nulevende norske eller for den sags skyld svenske kunstnere. Skandinaviske, ikke-danske kunstnere bliver vist ikke udstillet særlig meget i Danmark - det er nok en fejl?

"Studie av en meget lang brakke i vårlys" hedder dette maleri.
Der sker helt sikkert mindre behagelige ting og sager under barakken.

Udstillingen varer til 15. maj, og jeg kan klart anbefale den. Jeg skal vist også selv se den nogle flere gange, for det er ikke billeder, jeg sådan lige bliver færdig med.

War Horses varer helt til slutningen af august.

Søndagsudflugt

ENDELIG skulle vi på udflugt igen. Der var håndarbejdsmesse i Middelfart, og vi havde lokket både Annett og Yrsa med.

Vi var tidligt oppe, for søndag lukkede messen allerede kl. 16, og vi skulle jo nå at se alle standene. Det viste sig, at vi havde masser af tid. Var messen lidt kedelig? Eller er det os, der har været på for mange messer og er blevet lidt nonchalant og forkælede?

Helt ærligt, så manglede jeg nogle flere nyheder. Én ny stand var dog spændende: Natureyarn. Jeg har før efterlyst garn med stamtavle - altså garn fra dyr, der lever et værdigt liv, og som også gerne er bæredygtigt. Det kan Natureyarn levere. Jeg købte dog ikke noget. Det er i sagens natur ikke billigt garn, så jeg vil først købe, når jeg ved, hvad jeg vil bruge det til.

Jeg forlod imidlertid ikke messen uden indkøb, for jeg faldt for en barnesweater i skyggestrik fra Hjerteværket. Annett fotograferede (jeg havde glemt mit apparat), og jeg mente, jeg sagtens kunne strikke sweateren ud fra hendes billeder, men til syvende og sidst købte jeg alligevel både opskrift og garn. Det tog nogen tid at vælge farver (blå? - eller grøn? - eller brændt orange? og forfra igen), men vi var færdige med både messen og frokost mellem 13 og 14.

Allerede på vejen til Middelfart havde vi snakket om, at vi dels gerne ville se dels Annetts nye killing Tifany og dels Den Genfundne Bro.

Efter en omvej til Horsens for at drikke kaffe kørte vi til Den Genfundne Bro.

Det er en sjov historie med broen, og det er et dejligt sted. Broen ligger på den gamle jernbanestrækning mellem Horsens og Silkeborg, min barndoms togtur. Jeg boede i Horsens, til jeg blev 7 år, og vi var mange gange med toget til min farmor i Them.

Jeg kan huske, at jeg sammen med min mor øvede mig på at huske alle stationerne, men det lykkedes vistnok ikke. For mig, altså. Min mor kunne dem sikkert.

Månen over broen var så fin. Der var i søndags 3 dage til den forårs- fuldmåne, der falder så tidligt, og som er skyld i den også meget tidlige påske.

Til sidst fik vi også hilst på lille Tifany.

Det var en god første udflugt i 2016!

Gå glip af noget mere

En af nutidens guruer hedder Svend Brinkmann. Det er ham, der har skrevet bogen Stå fast (med "Hold op med at mærke efter i dig selv" og "Tag nej-hatten på" og andre gode Rasmus-Modsat-råd).

Omkring nytår var der en artikel i Politiken, hvor Brinkmannn foreslog, at vi i 2016 skulle gå glip af noget mere. Den ramte mig ret meget, også selv om jeg overhovedet ikke er afhængig af min smartphone. Faktisk har jeg ikke nogen smartphone, og jeg er kun meget sporadisk på Facebook, så det er ikke på de højhellige sociale medier, jeg er bange for at gå glip af noget.

Nej, det er oplevelser, det drejer sig om. Jeg forsøger somme tider at nå "det hele", hvilket naturligvis ikke kan lade sig gøre, men siden jeg læste Brinkmanns artikel, har jeg øvet mig i ikke at ærgre mig, når jeg ikke har haft tid til alt.

I denne uge er der her i byen rig lejlighed til at træne i at gå glip af noget, for Århundredets festival finder sted. Denne gang kun om et halvt århundrede, nemlig 1900-1950.

Med over 200 arrangementer, må man nødvendigvis gå glip af en hel masse. Det springer jeg lige over og går i stedet til de gode arrangementer, jeg har nået.

Vi har været til boglancering og til fransk musik - Satie og Poulenc - fra begyndelsen af århundredet. Vi har været på rundvisning i funkis-byggeriet Strandparken, hvor alle 25-30 deltagere blev beværtet med kaffe i en af lejlighederne, mens der blev fortalt.

Vi har også hørt Pia Fris Laneth fortælle om sine bøger Lillys danmarkshistorie og den nyeste 1915 - da kvinder og tyende blev borgere, der netop har vundet en pris som årets fagbog i 2015.

Her til morgen har vi været til drop-in sang i Domkirken. Selv jeg, der kun er blevet begavet med 2½ tone i livet, sang med. Jeg nåede også at kigge på nogle af de talrige memento morier.

Meget fint med det forgyldte kranium, ikke?

Alt har uden undtagelse været vældig gode arrangementer, som jeg har været glad for at deltage i, og festivalen er jo ikke færdig endnu. Søndag vil jeg dog - sandsynligvis - gå glip af det hele og i stedet bruge tiden sammen med Sarantoya.

Travl februar

Jeg har vist aldrig før haft så få indlæg på bloggen i løbet af en måned som i februar i år. Det er ikke, fordi der ikke er sket noget, jeg har bare ikke haft tid.

I sidste uge var jeg for eksempel.:

• Til introduktion af en ny udstilling på Aros
• Til strikkecafé i Garnkisten, hvor jeg lærte en ny måde at slå op på
• Til naturhistorisk foredrag om megadata
• Til generalforsamling i vore grundejerforening
• I operabio, hvor vi så og hørte Puccinis Turandot
• Til "Store Strikkesøndag" hos Charlotte Tøndering

Plus som altid til tysk og til træning. Det sidste nåede jeg dog vist kun to gange to gange

Udstillingen på Aros er med værker af norske Leonard Rickhard, et indtil nu ukendt navn for mig. Jeg har i øvrigt selve udstillingen til gode. Der er altid så overfyldt i forbindelse med introduktionerne, så jeg venter til senere. Men introduktionen var meget engageret og gav lyst til at se udstillingen, så det når jeg forhåbentlig.

Derimod så jeg en anden udstilling med titlen "A New Dynasty - Created in China". Den var jeg ikke specielt begejstret for. Måske er den rigeligt fodformet og mangler skæve vinkler. Jeg forlod i hvert fald udstillingen med en "Ja, og..."-fornemmelse.

Flittige hænder afprøver farver

De to strikkearrangementer var begge en stor fornøjelse.

Strikkesøndagen var særdeles godt organiseret. Jeg deltog i to workshops, en om patentstrikning ved Katrine Wohllebe og en om farver og farvesammensætninger ved Charlotte Tøndering. Måske lærte jeg ikke vildt meget, men lidt nyt var der, og det var i hvert fald meget fornøjeligt og hyggeligt.

Vi blev også godt beværtet: Det var den nærliggende restaurant Den Rustikke, der stod for forplejningen: Velkomstkaffe, frugt og vand til formiddagens workshop, en lækker frokost på selve restauranten og kaffe og kage (meget lækker karamelkage!!! Den gav bare klistrede fingre, så man skulle rengøres inden videre arbejde i workshoppen) om eftermiddagen.

Jeg kunne godt finde på at deltage i flere strikkesøndage. De naturhistoriske foredrag og strikkecaféerne hos Tine i Garnkisten og operabio er allerede tilbagevendende begivenheder.

Det tandløse samfund

Dorthes tænder er ikke, hvad de har været, og nu var hun nødt til at få en bro med to kunstige tænder hæftet fast på to andre, der havde gode rødder. Tænderne selv var ikke så meget bevendt, men efter plastopbygning var de altså gode nok til at blive brugt som bropiller.

Det er for kedeligt uden billeder. I mangel af et billede af Dorthes bro er her et af Storebæltsbroen.

Det er i sig selv ikke specielt interessant, men da jeg så regningen, blev jeg forarget. Ikke over prisen på broen. Den var som forventet høj, et godt stykke på den forkerte side af 20000, men det vidste hun godt. Det er dyrt at holde gebisset funktionsdygtigt, når det først er gået galt. Nej, jeg er derimod forarget over den offentlige sygesikrings andel.

Det eneste, de ville bidrage til, var nemlig til udtrækningen af en af tænderne eller helt præcist kr. 154,81. Det er altså latterligt.

Man kan få lortet fjernet, kan man, eller også må man leve med stumperne. I sandhedens interesse så fandtes der måske billigere løsninger, hvor den offentlige sygesikring ville betale mere, men jeg gætter på, at patientandelen under alle omstændigheder vil være for meget for en del.

Ikke så underligt, at en meget stor procentdel af den danske befolkning har tegnet yderligere forsikring, men det har lige præcist de dårligst stillede nok ikke. De kan sejle deres egen sø, kan de, og de har nok også selv været ude om det. Det er godt nok et usolidarisk samfund, vi lever i. Jeg kan ikke lide det.

Dette billede har nogle år på bagen.
Også Sarantoya har nu fået lidt tandsten, som der skal holdes øje med.

To elever

I går var Dorthe og jeg igen til foredrag hele dagen. Denne gang var vi til samme foredrag med emnet Det normanniske Syditalien og Sicilien, altså om normannernes indflydelse på især arkitekturen.

Det blev ingen skuffelse. Det ville nu også have undret mig, for foredragsholder Hans Jørgen Frederiksen er et sikkert kort, som vi har hørt mange gange. Han ved, hvordan man afholder interessante foredrag.

Kronologisk oversigt og billedliste blev uddelt inden foredraget, så man ikke behøvede at bruge opmærksomheden på at finde ud af, hvad man ville have skriblet ned. Var alle forelæsere dog bare sådan.

Vi nåede en kort tur i universitetsparken efter foredraget. Jeg ville gerne finde Pontus Kjerrmans skulpturer af lærer og elev, og det lykkedes også. De opholder sig i et hjørne ved Institut for Folkesundhed, som det hedder nu. Lidt gemt af vejen, men værd at finde. Læreren er nok professor, i hvert fald ser han lidt selvhøjtidelig ud, mens den lille elev er fuld af beundring.

Dorthe er noget kuldskær og var, som det ses på det øverste billede, godt klædt på, men ænderne i søen rappede vældigt op og svømmede frem og tilbage og lød til at mene, at det allerede er forår.

Januar

Da jeg gik på arbejde, syntes jeg, at januar var ulidelig lang, og at der altid var ufattelig lang tid til påske.

I år synes jeg, at januar lige er begyndt, og reelt er den så godt som slut.

Jeg kan også godt lide januar nu, især fordi man så tydeligt oplever, at dagene bliver længere og længere. Især om eftermiddagen. Da jeg var arbejdsramt, kunne jeg ikke så godt følge med i det, fordi det tit var helt mørkt, når jeg skulle hjem.

Meget tit er der fint tusmørkelys om eftermiddagen som på fotoet taget fra et af vinduerne i overetagen på vores hus. Jeg holder meget af den blå time, og januar har helt skiftet status i min bevidsthed.

Nyt om havens fugle: Vores dompappepar har været ved foderhuset de sidste 2 dage. Det var dejligt at se dem igen.

Rødkælken

Jeg har så stor fornøjelse af vores rødkælk. Jeg snakker med ham næsten hver dag, og jeg bilder mig ind, at han i nogen grad er blevet vant til, at vi også færdes på matriklen. Ved han måske, at det er mig, der kommer med mad til ham?

Aldrig har jeg kunnet komme så tæt på en vild fugl, når jeg har villet fotografere - under 1 meter. Ekstra godt når ens kamera ikke er udstyret med voldsom zoo. Her er nogle billeder fra i dag:

Jeg ville gerne have haft et rigtigt snebillede med rødkælk,
men dette blev det nærmeste, jeg kom.

Han var nærmest kuglerund i morges. Meget fornuftigt på en kold vintermorgen.

Jeg kviede mig ved at komme helt ned i niveau på de kolde fliser, så vinklen blev ikke så god som den burde have været på det sidste billede.

Jeg spekulerer på, om han efterhånden kan lære at sidde på min hånd og spise. Jeg mener, at det er ret almindeligt i England. Men for resten er jeg vældig godt tilfreds med vores kommunikation allerede nu.

P.S. Kom lige i tanke om Selma Lagerlöfs fine fortælling Rødhalsen. En af hendes Kristuslegender. Den skal vist genlæses.

Knæstrømper

Hurra for strømpebuksernes opfinder.
Det var noget af en revolution, da de kom på markedet.

Jeg synes, jeg bliver mere forfrossen med årene. I hvert fald kan jeg nu godt lide at bruge knæstrømper under mine jeans om vinteren - hvis det er rigtig koldt endda lange underhylere.

Desværre er det svært at finde nogle ordentlige knæstrømper. Jeg er udstyret med et par solide stolper til ben, og nogle knæstrømper, hvor foden passer, kan slet ikke nå op til knæene, fordi de bliver udvidet så meget rundt om læggene. Andre kan måske godt nå op. En kort tid. Så glider de ned og hænger i ål.

Det gjorde mine knæstrømper også, da jeg var barn. Jeg kom til at tænke på det forleden dag, og jeg kunne næsten høre, hvordan jeg hele tiden fik at vide, at jeg skulle hive mine strømper op. Lige meget hjalp det. Hed det i det hele taget knæstrømper den gang, eller hed det sportsstrømper?

Om vinteren havde jeg vist nok gamachebukser på. Så vidt jeg husker, gik skolepiger ikke i lange bukser i sidste halvdel af 50erne. Jeg kan i hvert fald ikke mindes, at jeg havde nogle. Men gamachebukser havde jeg. De var lysegrå, koksgrå, mørkeblå og måske beige, og de kradsede noget.

I begyndelsen af 60erne fik jeg lange bukser. Jeg kan tydeligt huske strækbukserne, der havde en rem ned under foden.

Billedet til højre er taget på min første skoledag i april 1956. Hvis man klikker på det, bliver det større, og så kan man lettere se, at mine strømper kun går til midt på læggene, og der er vist nok nogle ål forneden.

Jeg gik i 1. klasse fra april og til august året efter. Det var nok meget heldigt med de tre ekstra måneder, for det virkede helt uladsiggørligt for mig at skrive 2-taller.

For resten kan jeg få knæstrømper, der passer mig, i Tyskland. Der er bare lidt langt. Jeg kunne ellers godt bruge nogle flere par.

Indedage

Denne januar er vist vejrmæssigt meget typisk. Skiftevis tø og frost, lidt sne, meget slud, sjap og tåge.

Vi mennesker kan opholde os indendørs, de små fugle må finde sig i vejrets luner. Rødkælken på fotoet opfatter tydeligvis vores forhave som sit territorium. Vi ser den til vores store fornøjelse så godt som hver dag. Den er ikke bange af sig - det er vist ret normalt for rødkælke. Når jeg kører bilen i carport, er det ikke altid, den gider flytte sig fra foderhuset, selv om jeg kun er 1-2 meter væk.

Som noget nyt har vi fået besøg af et par bogfinker, og i dag så jeg også en grønirisk. Til gengæld er det desværre meget længe siden, jeg har set vores dompapper. Jeg savner deres lavmælte kvidren. Jeg håber, de bare holder til et andet sted.

Sarantoya hygger sig som os indendørs. Hun har fundet ud af, at der er rart i badeværelset, husets eneste rum med gulvvarme. Nu har hun fået en katteseng derind, en af (aben) Osvald'erne fra Djingiz' tid. Den blev straks taget i anvendelse.

På billedet kan man, hvis man ser godt efter, se, at en del af hendes knurhår i højre side er knækkede. Sådan har det været et stykke tid. Hvorfor mon? Knurhårene i venstre side er og har hele tiden været helt intakte.

Strikkeåret 2015 - og planer for 2016

I 2015 strikkede jeg ifølge regnskabet på Ravelry 15511 meter. Jeg har ikke i løbet af året opgjort, hvor meget garn jeg har købt. Det bliver anderledes næste år, for jeg ville gerne have vidst, om lageret virkelig voksede i 2015.

Der var tre større projekter: Yrsas trøje, spisebordstoppen og senest en Hitofude cardigan til mig selv. Plus to sjaler. Dem går der unægtelig også nogle meter garn til, men ellers var det mest mindre projekter, jeg havde gang i. Det er dem, jeg bedst kan lide at lave, men det kniber med at få dem anvendt. Det gælder nu også de større projekter.

Hitofude (Hitofude betyder "et enkelt penselstrøg". Poetisk, ikke?) cardiganen tror jeg, jeg kommer til at få brugt.
Dels ser den rimelig vellykket ud, dels er den strikket i Liseta fra BC-garn, en blanding af silke og hør. Ikke noget uld overhovedet.

Det er en sommercardigan, men den blev lige slæbt ud i vinden for at få taget et preliminært billede. Den er endnu ikke vasket og skal vel også "flades" lidt, men en egentlig udspænding bliver for meget, tror jeg.

Jeg har ikke så mange planer for, hvad jeg skal strikke næste år. Dog har jeg tænkt mig at genoptage min patenttrøje, der overvintrede det meste af 2015.

Jeg har igen planlagt at få formindsket garnlageret. Det forsøgte jeg også i 2015, men der gik kage i det sidst på året, hvor fristelserne på diverse nedsatte garner blev for meget for mig. Jeg måtte sande, at mine egne opstillede krav var for skrappe. Udfordringen i 2016 bliver at få brugt dobbelt så mange metre, som jeg køber ind. Noget mere spiseligt end min udfordring sidste år.

De sidste tre år har jeg lavet en opskrift til fri afbenyttelse. I 2015 var det på et par pulsvarmere, men planerne går ud på at få lavet en opskrift på en babykjole. Nok lidt mere krævende end pulsvarmerne.

Endelig har jeg også planer om at få færdiggjort det broderede vægtæppe, der har ligget i dvale i årtier. Jeg mangler faktisk kun en del af frynserne.
NU skal det altså snart være, og så må jeg undvære strikkeriet, mens det står på.

Årets bedste...film

Min yndlingsfilm af de 21 film, jeg i 2015 så i biografen, må vist være The Imitation Game.

Jeg syntes simpelthen, den film havde alt, hvad jeg kunne ønske mig af en film. Vedkommende historie, spænding, super skuespil af alle, men især af Benedict Cumberbatch i den store hovedrolle.

Heldigvis overgår virkeligheden af og til fantasien.

Både The Imitation Game og en af mine andre favoritter, Spionernes bro, bygger på virkelige begivenheder, og hvis de ikke havde gjort det, ville jeg nok have ment, at plottet var rigeligt fantasifuldt.

Så vidt jeg har læst mig frem til, er Spionernes bro endda meget tæt på virkeligheden, hvor The Imitation Game forholder sig mere frit, efter min mening dog uden at det på nogen måde går ud over filmens hovedtema og sammenhæng. Det er trods alt ikke nogen dokumentarfilm.

Når The Imitation Game får min stemme som årets bedste, er det, dels fordi den var en lillebitte tand mere fængslende end Spionernes bro og dels på grund af Benedict Cumberbatch, som simpelthen ikke er så overeksponeret et ansigt som Tom Hanks, der i øvrigt gør det glimrende i Spionernes bro.

Årets positive overraskelse var en ægte dokumentarfilm, Red Army,  om det fantastiske sovjetiske ishockeyhold, der gjorde deres sport til en kunstart. Eller rettere sagt, det var deres træner, Tarasov, der ved hjælp af helt usædvanlige træningsmetoder, der også involverede både skak og ballet, løftede sporten til et højere plan.

Filmen er både et gribende portræt især af en af de fem store på det berømte hold, Fetisov, og parallelt historien om Sovjetunionen, den kolde krig og Sovjetunionens fald. Meget elegant vævet sammen til et hele.

Selvfølgelig bedst, hvis man kan lide ishockey, men Red Army må også være værd at se, selv om man ikke som jeg er sportsidiot.

Skuffelser har der unægtelig været en del af også.

Mommy havde fået flotte anmeldelser, men var ekstremt kedelig, syntes jeg. Samba, "efterfølgeren" til den morsomme De urørlige,  var helt ligegyldig, og Jimmy's Hall var usædvanlig svag af en Ken Loach-film at være. Og ikke mindst var årets sidste film i biografen, Macbeth, en stor skuffelse. Jeg er sædvanligvis en stor Shakespeare-fan og troede egentlig ikke, at jeg kunne komme til at kede mig til en Shakespeare opførelse, men det kunne jeg altså. Jeg håber, der kommer meget bedre ting på tapetet næste år: 400 året for Shakespeares død.

I hvert fald ser det ud til, der er mange interessante film, der lige har fået premiere eller er på vej, så jeg ser frem til et nyt godt filmår.

Årets bedste...kaffe

Foto fra begyndelsen af året. Plakaten ser anderledes ud nu.

Jeg har drukket rigtig mange kopper kaffe - eller glas eller skåle eller hvad det nu har været - på byens kaffebarer.

Jeg tror, jeg er ved at blive en anelse afhængig.

I Streetcoffee i Jægergårdsgade er der en behagelig afslappet stemning, og kaffen er altid god.

Desuden kommer jeg tit forbi, for jeg kan godt lide Jægergårdsgade.

Jeg går tit igennem på vej til eller fra mit tyskkursus, selv om det er en lille omvej.

Endelig er der et par butikker, som jeg frekventerer med jævne mellemrum.

Streetcoffee er årets kaffebar 2015 for mig.

Årets bedste...musik

Et af mine musikalske højdepunkter i 2015 fandt sted allerede i januar. Til en symfonikoncert i Musikhuset med Aarhus Symfoniorkester var "vores egen" Stanislav Pronin solist i Brahms' violinkoncert. Pronin og symfoniorkestret dirigeret af Antonio Méndez leverede en udgave, som havde det hele. Jeg holder meget af Brahms' violinkoncert og har hørt mange udgaver, og denne var en af de allerbedste.

Når jeg kalder Stanislav Pronin vores egen, er det, fordi han er alternerende koncertmester i Aarhus Symfoniorkester. Jeg kan stadig blive overrasket over, at sådan en kapacitet har valgt at slå sig ned netop i Århus.

Det var også et højdepunkt, da jeg i marts hørte torsdagskoncerten i Radiohuset med Veronique Gens som solist i både Canteloubes Auvergne-sange og i Ravels Sheherazade, men hvor jeg også var vildt begejstrets for Bartoks Den Forunderlige Mandarin. Jeg skrev i marts om koncerten her.

Endelig var der jo jazz-festivalen. Som helhed syntes jeg ikke, niveauet var helt så højt i år, som det somme tider har været, men der var som altid god stemning, og vejret var også med os, så vidt jeg husker.

Én af koncerterne skal dog med blandt årets højdepunkter, nemlig koncerten med Maria Faust Jazz Catastrophe.

Det var musik, der fik mig til for alvor at slå ørelapperne ud. Meget anderledes og eksperimenterende. Jeg håber, de kommer igen. Så skal jeg nok være på plads.

Bagefter har jeg hørt et par cd'er med Maria Faust, og dem har jeg også været rigtig glad for.

Sarantoya - 15 år

Hurra for SARANTOYA, der i dag fylder 15 år.

Det er hendes første fødselsdag som eneste kat i huset, men vi tror, hun har vænnet sig til sin nye tilværelse.
Hun er rigtig meget sammen med os. For eksempel lægger hun sig hver morgen i sin radiatorseng, der er placeret lige ved siden af vores spisebord, mens vi spiser vores morgengrød. Hyggeligt!

For et par dage siden kom vi til at snakke med nogle venner om, hvilke juleaftener, vi kunne huske. Meget beklageligt kunne jeg kun huske de mislykkede, som der da heldigvis ikke har været så mange af. Det er nu ikke helt rigtigt, for jeg kan også huske nogle meget vellykkede juleaftener fra dengang, jeg var barn

Og så én til, og det er selvfølgelig den meget mindeværdige juleaften, da Lilit fødte Sarantoya og hendes søster Salonqa. Jeg fortalte om den allerede i 2009, men vi synes ikke, at den historie kan fortælles for tit, så her kommer den igen:

Det var en både langvarig og dramatisk fødsel, hvor vi også var på besøg hos vagtdyrlægen, men vi slap for kejsersnit.

Den sidstfødte killing blev leveret som den fineste julegave kl. 18.35, smuttet som en mandel og i en helt ubeskadiget fosterhinde. Det er både den første og den sidste killing født hos os, hvor fosterhinden ikke gik i stykker under fødslen.

Vi havde ikke kunnet koncentrere os om at lave julemiddag i løbet af dagen, men da vi var sikre på, at der ikke var flere killinger, satte Dorthe risengrød i høkassen, og ved 22-tiden kunne vi nyde vores grød sammen med synet af de suttende killinger. Det var den julemiddag, og den er da værd at mindes!

Killingen var jo altså Sarantoya, som fik lov til at blive boende. Helt ærligt var vi bange for, at der ikke var andre, der kunne holde af den larmende og energiske og stædige lille kat, der havde alt for travlt til at kæle. Vi kan stadig en gang imellem synes, at nu er hun altså for meget, men så husker vi på, hvor sjov hun også er. Med alderen har hun sandelig også lært at sætte pris på en kæletur.

Nu vil hun endda meget gerne kæle, men larmende, det er hun immervæk. Især når hun kommer og forærer os et stykke legetøj. Vi bilder os ind, at vi kan høre, når det er én af de fjollede små lyserøde uldkugler, hun kommer med, for så er hun allermest højlydt. Mon det virkelig kan passe?

GLÆDELIG JUL til alle, der kigger med på bloggen