Rødkælken

Jeg har så stor fornøjelse af vores rødkælk. Jeg snakker med ham næsten hver dag, og jeg bilder mig ind, at han i nogen grad er blevet vant til, at vi også færdes på matriklen. Ved han måske, at det er mig, der kommer med mad til ham?

Aldrig har jeg kunnet komme så tæt på en vild fugl, når jeg har villet fotografere - under 1 meter. Ekstra godt når ens kamera ikke er udstyret med voldsom zoo. Her er nogle billeder fra i dag:

Jeg ville gerne have haft et rigtigt snebillede med rødkælk,
men dette blev det nærmeste, jeg kom.

Han var nærmest kuglerund i morges. Meget fornuftigt på en kold vintermorgen.

Jeg kviede mig ved at komme helt ned i niveau på de kolde fliser, så vinklen blev ikke så god som den burde have været på det sidste billede.

Jeg spekulerer på, om han efterhånden kan lære at sidde på min hånd og spise. Jeg mener, at det er ret almindeligt i England. Men for resten er jeg vældig godt tilfreds med vores kommunikation allerede nu.

P.S. Kom lige i tanke om Selma Lagerlöfs fine fortælling Rødhalsen. En af hendes Kristuslegender. Den skal vist genlæses.