Fortiden på lossepladsen

Disse sække - og der er faktisk mindst én til - er fyldt med kataloger fra katteudstillinger. Dorthe havde samlet sammen, mens jeg var til træning.

Bitsjka hjælper med at lægge puslespil i vores sommerhus.
Billedet er fra 1987, og Bitsjka er gravid med sit eneste kuld.

Fra 1987, hvor vores første kat (den uforlignelige Bitsjka) blev udstillet for første gang og til et stykke ind i 00erne, var den såkaldte kattesport en meget stor del af vores liv.

I modsætning til kattene syntes vi, det var både spændende og sjovt at være på udstilling. Hvis vi ikke selv havde noget at udstille, var vi der tit bare som tilskuere.

Alle vores katte blev udstillet. De ville godt nok hellere være hjemme, men de led ikke voldsomt under vores forlystelsestrang, og jeg tror, at de syntes, det var sjovt at være på ferie med os. Langt de fleste af vores ferier i de år blev bestemt af, hvor der var en udstilling, vi gerne ville til.

Interessen forsvandt ret pludseligt, især for mit vedkommende. Det var der flere grunde til. Den ene var, at jeg syntes, "vores" race, Russian Blue, udviklede sig i forkert retning. Når jeg havde forelsket mig i russeren, var det meget, fordi den så ud som en almindelig, harmonisk kat.

Fra et tidspunkt i begyndelsen af 00erne blev det på mode at avle amerikanske russere ind i avlen, og hvis der er noget, de amerikanske russere ikke er, så er det harmoniske. De er meget mere ekstreme: små, spinkle og med ører ud til siden i stedet for som normale katteører oven på hovedet. Jeg kan simpelthen ikke lide dem. Men det kunne dommerne, og det er også meget lettere at bedømme en ekstrem kat end en kat, der skal være middel-dit og middel-dat.

Nogenlunde samtidig opdagede vi for alvor, hvor korrupt hele udstillingssystemet var. Vi kunne se, at flere og flere dommere dømte efter, hvem der var ejer af katten. Vi vidste godt, at sådan havde det været for andre racer i årevis, men havde egentlig ikke troet, at det også gjaldt russerne. Men det kom det i hvert fald til.

Jeg fik simpelthen nok, og jeg har faktisk overhovedet ikke savnet udstillingerne et sekund, men derfor er det alligevel lidt mærkeligt, at alle de år nu er på vej til lossepladsen. Det næste, der ryger ud, bliver nok alle kattebladene. De fylder godt op, og nu skal der jo være plads til garn.

Jeg er stadig vild med katte og selvfølgelig først og fremmest med vores egne, men jeg tror ikke, jeg nogen sinde skal have en racekat igen. Så skal det i hvert fald være en, der af den ene eller den anden grund skal have et nyt hjem, men det bliver snarere en internatskat uden stamtavle. Forhåbentlig varer det mange år endnu. Sarantoya er jo kun 15.