Kunstudstillinger

Traditionen tro fik jeg set en del kunst i påsken.

Vi var sammen med vores sædvanlige påskegæst en tur i Herning, hvor vi besøgte både Carl-Henning Pedersen & Else Alfeldts Museum og Heart. På førstnævnte var det især udstillingen med titlen War Horses, vi brugte tid på.

Det var spændende at se, hvordan man har forsøgt at genskabe udstillingen, hvor kunstnere, der var medlemmer af kunstnergruppen Helhesten og som for de flestes vedkommende senere blev kendt som Cobra-kunstnere, deltog. Det er vistnok Egon Mathiesen, der har skabt helhesten på udstillingens meget iøjnefaldende plakat. Han er godt nok snarere kendt som børnebogsforfatter (bl.a. Mis med de blå øjne og Fredrik med bilen), og blev vist aldrig Cobra-medlem, men plakaten er flot.

Der var også udstillet helheste af Carl-Henning Pedersen. På tegningen til højre hele to i samme billede.

Jeg har tidligere været meget glad for Cobra-kunstnerne, men nu er jeg ligesom færdig med dem (lige bortset fra Asger Jorn), men Helhesten udstillingen var jeg nu ret begejstret for.

Det samme kan jeg ikke sige om Heart. Der var simpelthen for lidt på museet. Der var en del af Fluxus kunstnere, som jeg synes måske fungerede i deres tid, men som ikke siger mig noget nu. Så var der nogle rigtig gode kæmpestore malerier af John Kørner, men ellers var der efter min mening ikke rigtig noget spændende. Dog nåede vi ikke Troels Wörsel særudstillingen - måske havde den været mere interessant.

Faktisk kunne jeg bedre lide påskeudstillingen på Fussingø, hvor jeg var et par dage senere, også selv om det slet ikke var kunstnere i samme internationale klasse.

Mest spændende synes jeg, Karen Marie Fredslunds værker var.

Hun arbejder med skrot og værdiløse materialer, og det var der kommet gode ting ud af.

Kuglen er lavet af gummi og søm. Lampen herunder er lavet af glasfiber, der er flænset og revet, så man rigtig ser strukturen. Den måtte godt bo hjemme hos mig.

Den udstilling, jeg syntes allerbedst om, var dog Leonard Rickhard udstillingen med titlen Mellem Krig og Fred på Aros.

Det er en rigtig fin titel, udstillingen har fået. Rickhards værker ser ved første øjekast meget fredelige ud, men samtidig er der en stille, men meget insisterende uro i dem. Hvad er det lige, der sker?

Ydermere er det koldkrigs-billeder, der viser den uro og angst, som den kolde krig forårsagede, og selv om den kolde krig påstås at være ovre, så er der som bekendt andre begivenheder, der gør, at værkerne ikke er uaktuelle.

Leonard Rickhard er en af Norges største nulevende kunstnere, men han var godt nok totalt ukendt for mig inden udstillingen. For den sags skyld kender jeg vist heller ikke andre nulevende norske eller for den sags skyld svenske kunstnere. Skandinaviske, ikke-danske kunstnere bliver vist ikke udstillet særlig meget i Danmark - det er nok en fejl?

"Studie av en meget lang brakke i vårlys" hedder dette maleri.
Der sker helt sikkert mindre behagelige ting og sager under barakken.

Udstillingen varer til 15. maj, og jeg kan klart anbefale den. Jeg skal vist også selv se den nogle flere gange, for det er ikke billeder, jeg sådan lige bliver færdig med.

War Horses varer helt til slutningen af august.

Søndagsudflugt

ENDELIG skulle vi på udflugt igen. Der var håndarbejdsmesse i Middelfart, og vi havde lokket både Annett og Yrsa med.

Vi var tidligt oppe, for søndag lukkede messen allerede kl. 16, og vi skulle jo nå at se alle standene. Det viste sig, at vi havde masser af tid. Var messen lidt kedelig? Eller er det os, der har været på for mange messer og er blevet lidt nonchalant og forkælede?

Helt ærligt, så manglede jeg nogle flere nyheder. Én ny stand var dog spændende: Natureyarn. Jeg har før efterlyst garn med stamtavle - altså garn fra dyr, der lever et værdigt liv, og som også gerne er bæredygtigt. Det kan Natureyarn levere. Jeg købte dog ikke noget. Det er i sagens natur ikke billigt garn, så jeg vil først købe, når jeg ved, hvad jeg vil bruge det til.

Jeg forlod imidlertid ikke messen uden indkøb, for jeg faldt for en barnesweater i skyggestrik fra Hjerteværket. Annett fotograferede (jeg havde glemt mit apparat), og jeg mente, jeg sagtens kunne strikke sweateren ud fra hendes billeder, men til syvende og sidst købte jeg alligevel både opskrift og garn. Det tog nogen tid at vælge farver (blå? - eller grøn? - eller brændt orange? og forfra igen), men vi var færdige med både messen og frokost mellem 13 og 14.

Allerede på vejen til Middelfart havde vi snakket om, at vi dels gerne ville se dels Annetts nye killing Tifany og dels Den Genfundne Bro.

Efter en omvej til Horsens for at drikke kaffe kørte vi til Den Genfundne Bro.

Det er en sjov historie med broen, og det er et dejligt sted. Broen ligger på den gamle jernbanestrækning mellem Horsens og Silkeborg, min barndoms togtur. Jeg boede i Horsens, til jeg blev 7 år, og vi var mange gange med toget til min farmor i Them.

Jeg kan huske, at jeg sammen med min mor øvede mig på at huske alle stationerne, men det lykkedes vistnok ikke. For mig, altså. Min mor kunne dem sikkert.

Månen over broen var så fin. Der var i søndags 3 dage til den forårs- fuldmåne, der falder så tidligt, og som er skyld i den også meget tidlige påske.

Til sidst fik vi også hilst på lille Tifany.

Det var en god første udflugt i 2016!

Gå glip af noget mere

En af nutidens guruer hedder Svend Brinkmann. Det er ham, der har skrevet bogen Stå fast (med "Hold op med at mærke efter i dig selv" og "Tag nej-hatten på" og andre gode Rasmus-Modsat-råd).

Omkring nytår var der en artikel i Politiken, hvor Brinkmannn foreslog, at vi i 2016 skulle gå glip af noget mere. Den ramte mig ret meget, også selv om jeg overhovedet ikke er afhængig af min smartphone. Faktisk har jeg ikke nogen smartphone, og jeg er kun meget sporadisk på Facebook, så det er ikke på de højhellige sociale medier, jeg er bange for at gå glip af noget.

Nej, det er oplevelser, det drejer sig om. Jeg forsøger somme tider at nå "det hele", hvilket naturligvis ikke kan lade sig gøre, men siden jeg læste Brinkmanns artikel, har jeg øvet mig i ikke at ærgre mig, når jeg ikke har haft tid til alt.

I denne uge er der her i byen rig lejlighed til at træne i at gå glip af noget, for Århundredets festival finder sted. Denne gang kun om et halvt århundrede, nemlig 1900-1950.

Med over 200 arrangementer, må man nødvendigvis gå glip af en hel masse. Det springer jeg lige over og går i stedet til de gode arrangementer, jeg har nået.

Vi har været til boglancering og til fransk musik - Satie og Poulenc - fra begyndelsen af århundredet. Vi har været på rundvisning i funkis-byggeriet Strandparken, hvor alle 25-30 deltagere blev beværtet med kaffe i en af lejlighederne, mens der blev fortalt.

Vi har også hørt Pia Fris Laneth fortælle om sine bøger Lillys danmarkshistorie og den nyeste 1915 - da kvinder og tyende blev borgere, der netop har vundet en pris som årets fagbog i 2015.

Her til morgen har vi været til drop-in sang i Domkirken. Selv jeg, der kun er blevet begavet med 2½ tone i livet, sang med. Jeg nåede også at kigge på nogle af de talrige memento morier.

Meget fint med det forgyldte kranium, ikke?

Alt har uden undtagelse været vældig gode arrangementer, som jeg har været glad for at deltage i, og festivalen er jo ikke færdig endnu. Søndag vil jeg dog - sandsynligvis - gå glip af det hele og i stedet bruge tiden sammen med Sarantoya.

Travl februar

Jeg har vist aldrig før haft så få indlæg på bloggen i løbet af en måned som i februar i år. Det er ikke, fordi der ikke er sket noget, jeg har bare ikke haft tid.

I sidste uge var jeg for eksempel.:

• Til introduktion af en ny udstilling på Aros
• Til strikkecafé i Garnkisten, hvor jeg lærte en ny måde at slå op på
• Til naturhistorisk foredrag om megadata
• Til generalforsamling i vore grundejerforening
• I operabio, hvor vi så og hørte Puccinis Turandot
• Til "Store Strikkesøndag" hos Charlotte Tøndering

Plus som altid til tysk og til træning. Det sidste nåede jeg dog vist kun to gange to gange

Udstillingen på Aros er med værker af norske Leonard Rickhard, et indtil nu ukendt navn for mig. Jeg har i øvrigt selve udstillingen til gode. Der er altid så overfyldt i forbindelse med introduktionerne, så jeg venter til senere. Men introduktionen var meget engageret og gav lyst til at se udstillingen, så det når jeg forhåbentlig.

Derimod så jeg en anden udstilling med titlen "A New Dynasty - Created in China". Den var jeg ikke specielt begejstret for. Måske er den rigeligt fodformet og mangler skæve vinkler. Jeg forlod i hvert fald udstillingen med en "Ja, og..."-fornemmelse.

Flittige hænder afprøver farver

De to strikkearrangementer var begge en stor fornøjelse.

Strikkesøndagen var særdeles godt organiseret. Jeg deltog i to workshops, en om patentstrikning ved Katrine Wohllebe og en om farver og farvesammensætninger ved Charlotte Tøndering. Måske lærte jeg ikke vildt meget, men lidt nyt var der, og det var i hvert fald meget fornøjeligt og hyggeligt.

Vi blev også godt beværtet: Det var den nærliggende restaurant Den Rustikke, der stod for forplejningen: Velkomstkaffe, frugt og vand til formiddagens workshop, en lækker frokost på selve restauranten og kaffe og kage (meget lækker karamelkage!!! Den gav bare klistrede fingre, så man skulle rengøres inden videre arbejde i workshoppen) om eftermiddagen.

Jeg kunne godt finde på at deltage i flere strikkesøndage. De naturhistoriske foredrag og strikkecaféerne hos Tine i Garnkisten og operabio er allerede tilbagevendende begivenheder.

Det tandløse samfund

Dorthes tænder er ikke, hvad de har været, og nu var hun nødt til at få en bro med to kunstige tænder hæftet fast på to andre, der havde gode rødder. Tænderne selv var ikke så meget bevendt, men efter plastopbygning var de altså gode nok til at blive brugt som bropiller.

Det er for kedeligt uden billeder. I mangel af et billede af Dorthes bro er her et af Storebæltsbroen.

Det er i sig selv ikke specielt interessant, men da jeg så regningen, blev jeg forarget. Ikke over prisen på broen. Den var som forventet høj, et godt stykke på den forkerte side af 20000, men det vidste hun godt. Det er dyrt at holde gebisset funktionsdygtigt, når det først er gået galt. Nej, jeg er derimod forarget over den offentlige sygesikrings andel.

Det eneste, de ville bidrage til, var nemlig til udtrækningen af en af tænderne eller helt præcist kr. 154,81. Det er altså latterligt.

Man kan få lortet fjernet, kan man, eller også må man leve med stumperne. I sandhedens interesse så fandtes der måske billigere løsninger, hvor den offentlige sygesikring ville betale mere, men jeg gætter på, at patientandelen under alle omstændigheder vil være for meget for en del.

Ikke så underligt, at en meget stor procentdel af den danske befolkning har tegnet yderligere forsikring, men det har lige præcist de dårligst stillede nok ikke. De kan sejle deres egen sø, kan de, og de har nok også selv været ude om det. Det er godt nok et usolidarisk samfund, vi lever i. Jeg kan ikke lide det.

Dette billede har nogle år på bagen.
Også Sarantoya har nu fået lidt tandsten, som der skal holdes øje med.

To elever

I går var Dorthe og jeg igen til foredrag hele dagen. Denne gang var vi til samme foredrag med emnet Det normanniske Syditalien og Sicilien, altså om normannernes indflydelse på især arkitekturen.

Det blev ingen skuffelse. Det ville nu også have undret mig, for foredragsholder Hans Jørgen Frederiksen er et sikkert kort, som vi har hørt mange gange. Han ved, hvordan man afholder interessante foredrag.

Kronologisk oversigt og billedliste blev uddelt inden foredraget, så man ikke behøvede at bruge opmærksomheden på at finde ud af, hvad man ville have skriblet ned. Var alle forelæsere dog bare sådan.

Vi nåede en kort tur i universitetsparken efter foredraget. Jeg ville gerne finde Pontus Kjerrmans skulpturer af lærer og elev, og det lykkedes også. De opholder sig i et hjørne ved Institut for Folkesundhed, som det hedder nu. Lidt gemt af vejen, men værd at finde. Læreren er nok professor, i hvert fald ser han lidt selvhøjtidelig ud, mens den lille elev er fuld af beundring.

Dorthe er noget kuldskær og var, som det ses på det øverste billede, godt klædt på, men ænderne i søen rappede vældigt op og svømmede frem og tilbage og lød til at mene, at det allerede er forår.

Januar

Da jeg gik på arbejde, syntes jeg, at januar var ulidelig lang, og at der altid var ufattelig lang tid til påske.

I år synes jeg, at januar lige er begyndt, og reelt er den så godt som slut.

Jeg kan også godt lide januar nu, især fordi man så tydeligt oplever, at dagene bliver længere og længere. Især om eftermiddagen. Da jeg var arbejdsramt, kunne jeg ikke så godt følge med i det, fordi det tit var helt mørkt, når jeg skulle hjem.

Meget tit er der fint tusmørkelys om eftermiddagen som på fotoet taget fra et af vinduerne i overetagen på vores hus. Jeg holder meget af den blå time, og januar har helt skiftet status i min bevidsthed.

Nyt om havens fugle: Vores dompappepar har været ved foderhuset de sidste 2 dage. Det var dejligt at se dem igen.

Rødkælken

Jeg har så stor fornøjelse af vores rødkælk. Jeg snakker med ham næsten hver dag, og jeg bilder mig ind, at han i nogen grad er blevet vant til, at vi også færdes på matriklen. Ved han måske, at det er mig, der kommer med mad til ham?

Aldrig har jeg kunnet komme så tæt på en vild fugl, når jeg har villet fotografere - under 1 meter. Ekstra godt når ens kamera ikke er udstyret med voldsom zoo. Her er nogle billeder fra i dag:

Jeg ville gerne have haft et rigtigt snebillede med rødkælk,
men dette blev det nærmeste, jeg kom.

Han var nærmest kuglerund i morges. Meget fornuftigt på en kold vintermorgen.

Jeg kviede mig ved at komme helt ned i niveau på de kolde fliser, så vinklen blev ikke så god som den burde have været på det sidste billede.

Jeg spekulerer på, om han efterhånden kan lære at sidde på min hånd og spise. Jeg mener, at det er ret almindeligt i England. Men for resten er jeg vældig godt tilfreds med vores kommunikation allerede nu.

P.S. Kom lige i tanke om Selma Lagerlöfs fine fortælling Rødhalsen. En af hendes Kristuslegender. Den skal vist genlæses.

Knæstrømper

Hurra for strømpebuksernes opfinder.
Det var noget af en revolution, da de kom på markedet.

Jeg synes, jeg bliver mere forfrossen med årene. I hvert fald kan jeg nu godt lide at bruge knæstrømper under mine jeans om vinteren - hvis det er rigtig koldt endda lange underhylere.

Desværre er det svært at finde nogle ordentlige knæstrømper. Jeg er udstyret med et par solide stolper til ben, og nogle knæstrømper, hvor foden passer, kan slet ikke nå op til knæene, fordi de bliver udvidet så meget rundt om læggene. Andre kan måske godt nå op. En kort tid. Så glider de ned og hænger i ål.

Det gjorde mine knæstrømper også, da jeg var barn. Jeg kom til at tænke på det forleden dag, og jeg kunne næsten høre, hvordan jeg hele tiden fik at vide, at jeg skulle hive mine strømper op. Lige meget hjalp det. Hed det i det hele taget knæstrømper den gang, eller hed det sportsstrømper?

Om vinteren havde jeg vist nok gamachebukser på. Så vidt jeg husker, gik skolepiger ikke i lange bukser i sidste halvdel af 50erne. Jeg kan i hvert fald ikke mindes, at jeg havde nogle. Men gamachebukser havde jeg. De var lysegrå, koksgrå, mørkeblå og måske beige, og de kradsede noget.

I begyndelsen af 60erne fik jeg lange bukser. Jeg kan tydeligt huske strækbukserne, der havde en rem ned under foden.

Billedet til højre er taget på min første skoledag i april 1956. Hvis man klikker på det, bliver det større, og så kan man lettere se, at mine strømper kun går til midt på læggene, og der er vist nok nogle ål forneden.

Jeg gik i 1. klasse fra april og til august året efter. Det var nok meget heldigt med de tre ekstra måneder, for det virkede helt uladsiggørligt for mig at skrive 2-taller.

For resten kan jeg få knæstrømper, der passer mig, i Tyskland. Der er bare lidt langt. Jeg kunne ellers godt bruge nogle flere par.

Indedage

Denne januar er vist vejrmæssigt meget typisk. Skiftevis tø og frost, lidt sne, meget slud, sjap og tåge.

Vi mennesker kan opholde os indendørs, de små fugle må finde sig i vejrets luner. Rødkælken på fotoet opfatter tydeligvis vores forhave som sit territorium. Vi ser den til vores store fornøjelse så godt som hver dag. Den er ikke bange af sig - det er vist ret normalt for rødkælke. Når jeg kører bilen i carport, er det ikke altid, den gider flytte sig fra foderhuset, selv om jeg kun er 1-2 meter væk.

Som noget nyt har vi fået besøg af et par bogfinker, og i dag så jeg også en grønirisk. Til gengæld er det desværre meget længe siden, jeg har set vores dompapper. Jeg savner deres lavmælte kvidren. Jeg håber, de bare holder til et andet sted.

Sarantoya hygger sig som os indendørs. Hun har fundet ud af, at der er rart i badeværelset, husets eneste rum med gulvvarme. Nu har hun fået en katteseng derind, en af (aben) Osvald'erne fra Djingiz' tid. Den blev straks taget i anvendelse.

På billedet kan man, hvis man ser godt efter, se, at en del af hendes knurhår i højre side er knækkede. Sådan har det været et stykke tid. Hvorfor mon? Knurhårene i venstre side er og har hele tiden været helt intakte.

Strikkeåret 2015 - og planer for 2016

I 2015 strikkede jeg ifølge regnskabet på Ravelry 15511 meter. Jeg har ikke i løbet af året opgjort, hvor meget garn jeg har købt. Det bliver anderledes næste år, for jeg ville gerne have vidst, om lageret virkelig voksede i 2015.

Der var tre større projekter: Yrsas trøje, spisebordstoppen og senest en Hitofude cardigan til mig selv. Plus to sjaler. Dem går der unægtelig også nogle meter garn til, men ellers var det mest mindre projekter, jeg havde gang i. Det er dem, jeg bedst kan lide at lave, men det kniber med at få dem anvendt. Det gælder nu også de større projekter.

Hitofude (Hitofude betyder "et enkelt penselstrøg". Poetisk, ikke?) cardiganen tror jeg, jeg kommer til at få brugt.
Dels ser den rimelig vellykket ud, dels er den strikket i Liseta fra BC-garn, en blanding af silke og hør. Ikke noget uld overhovedet.

Det er en sommercardigan, men den blev lige slæbt ud i vinden for at få taget et preliminært billede. Den er endnu ikke vasket og skal vel også "flades" lidt, men en egentlig udspænding bliver for meget, tror jeg.

Jeg har ikke så mange planer for, hvad jeg skal strikke næste år. Dog har jeg tænkt mig at genoptage min patenttrøje, der overvintrede det meste af 2015.

Jeg har igen planlagt at få formindsket garnlageret. Det forsøgte jeg også i 2015, men der gik kage i det sidst på året, hvor fristelserne på diverse nedsatte garner blev for meget for mig. Jeg måtte sande, at mine egne opstillede krav var for skrappe. Udfordringen i 2016 bliver at få brugt dobbelt så mange metre, som jeg køber ind. Noget mere spiseligt end min udfordring sidste år.

De sidste tre år har jeg lavet en opskrift til fri afbenyttelse. I 2015 var det på et par pulsvarmere, men planerne går ud på at få lavet en opskrift på en babykjole. Nok lidt mere krævende end pulsvarmerne.

Endelig har jeg også planer om at få færdiggjort det broderede vægtæppe, der har ligget i dvale i årtier. Jeg mangler faktisk kun en del af frynserne.
NU skal det altså snart være, og så må jeg undvære strikkeriet, mens det står på.

Årets bedste...film

Min yndlingsfilm af de 21 film, jeg i 2015 så i biografen, må vist være The Imitation Game.

Jeg syntes simpelthen, den film havde alt, hvad jeg kunne ønske mig af en film. Vedkommende historie, spænding, super skuespil af alle, men især af Benedict Cumberbatch i den store hovedrolle.

Heldigvis overgår virkeligheden af og til fantasien.

Både The Imitation Game og en af mine andre favoritter, Spionernes bro, bygger på virkelige begivenheder, og hvis de ikke havde gjort det, ville jeg nok have ment, at plottet var rigeligt fantasifuldt.

Så vidt jeg har læst mig frem til, er Spionernes bro endda meget tæt på virkeligheden, hvor The Imitation Game forholder sig mere frit, efter min mening dog uden at det på nogen måde går ud over filmens hovedtema og sammenhæng. Det er trods alt ikke nogen dokumentarfilm.

Når The Imitation Game får min stemme som årets bedste, er det, dels fordi den var en lillebitte tand mere fængslende end Spionernes bro og dels på grund af Benedict Cumberbatch, som simpelthen ikke er så overeksponeret et ansigt som Tom Hanks, der i øvrigt gør det glimrende i Spionernes bro.

Årets positive overraskelse var en ægte dokumentarfilm, Red Army,  om det fantastiske sovjetiske ishockeyhold, der gjorde deres sport til en kunstart. Eller rettere sagt, det var deres træner, Tarasov, der ved hjælp af helt usædvanlige træningsmetoder, der også involverede både skak og ballet, løftede sporten til et højere plan.

Filmen er både et gribende portræt især af en af de fem store på det berømte hold, Fetisov, og parallelt historien om Sovjetunionen, den kolde krig og Sovjetunionens fald. Meget elegant vævet sammen til et hele.

Selvfølgelig bedst, hvis man kan lide ishockey, men Red Army må også være værd at se, selv om man ikke som jeg er sportsidiot.

Skuffelser har der unægtelig været en del af også.

Mommy havde fået flotte anmeldelser, men var ekstremt kedelig, syntes jeg. Samba, "efterfølgeren" til den morsomme De urørlige,  var helt ligegyldig, og Jimmy's Hall var usædvanlig svag af en Ken Loach-film at være. Og ikke mindst var årets sidste film i biografen, Macbeth, en stor skuffelse. Jeg er sædvanligvis en stor Shakespeare-fan og troede egentlig ikke, at jeg kunne komme til at kede mig til en Shakespeare opførelse, men det kunne jeg altså. Jeg håber, der kommer meget bedre ting på tapetet næste år: 400 året for Shakespeares død.

I hvert fald ser det ud til, der er mange interessante film, der lige har fået premiere eller er på vej, så jeg ser frem til et nyt godt filmår.

Årets bedste...kaffe

Foto fra begyndelsen af året. Plakaten ser anderledes ud nu.

Jeg har drukket rigtig mange kopper kaffe - eller glas eller skåle eller hvad det nu har været - på byens kaffebarer.

Jeg tror, jeg er ved at blive en anelse afhængig.

I Streetcoffee i Jægergårdsgade er der en behagelig afslappet stemning, og kaffen er altid god.

Desuden kommer jeg tit forbi, for jeg kan godt lide Jægergårdsgade.

Jeg går tit igennem på vej til eller fra mit tyskkursus, selv om det er en lille omvej.

Endelig er der et par butikker, som jeg frekventerer med jævne mellemrum.

Streetcoffee er årets kaffebar 2015 for mig.

Årets bedste...musik

Et af mine musikalske højdepunkter i 2015 fandt sted allerede i januar. Til en symfonikoncert i Musikhuset med Aarhus Symfoniorkester var "vores egen" Stanislav Pronin solist i Brahms' violinkoncert. Pronin og symfoniorkestret dirigeret af Antonio Méndez leverede en udgave, som havde det hele. Jeg holder meget af Brahms' violinkoncert og har hørt mange udgaver, og denne var en af de allerbedste.

Når jeg kalder Stanislav Pronin vores egen, er det, fordi han er alternerende koncertmester i Aarhus Symfoniorkester. Jeg kan stadig blive overrasket over, at sådan en kapacitet har valgt at slå sig ned netop i Århus.

Det var også et højdepunkt, da jeg i marts hørte torsdagskoncerten i Radiohuset med Veronique Gens som solist i både Canteloubes Auvergne-sange og i Ravels Sheherazade, men hvor jeg også var vildt begejstrets for Bartoks Den Forunderlige Mandarin. Jeg skrev i marts om koncerten her.

Endelig var der jo jazz-festivalen. Som helhed syntes jeg ikke, niveauet var helt så højt i år, som det somme tider har været, men der var som altid god stemning, og vejret var også med os, så vidt jeg husker.

Én af koncerterne skal dog med blandt årets højdepunkter, nemlig koncerten med Maria Faust Jazz Catastrophe.

Det var musik, der fik mig til for alvor at slå ørelapperne ud. Meget anderledes og eksperimenterende. Jeg håber, de kommer igen. Så skal jeg nok være på plads.

Bagefter har jeg hørt et par cd'er med Maria Faust, og dem har jeg også været rigtig glad for.

Sarantoya - 15 år

Hurra for SARANTOYA, der i dag fylder 15 år.

Det er hendes første fødselsdag som eneste kat i huset, men vi tror, hun har vænnet sig til sin nye tilværelse.
Hun er rigtig meget sammen med os. For eksempel lægger hun sig hver morgen i sin radiatorseng, der er placeret lige ved siden af vores spisebord, mens vi spiser vores morgengrød. Hyggeligt!

For et par dage siden kom vi til at snakke med nogle venner om, hvilke juleaftener, vi kunne huske. Meget beklageligt kunne jeg kun huske de mislykkede, som der da heldigvis ikke har været så mange af. Det er nu ikke helt rigtigt, for jeg kan også huske nogle meget vellykkede juleaftener fra dengang, jeg var barn

Og så én til, og det er selvfølgelig den meget mindeværdige juleaften, da Lilit fødte Sarantoya og hendes søster Salonqa. Jeg fortalte om den allerede i 2009, men vi synes ikke, at den historie kan fortælles for tit, så her kommer den igen:

Det var en både langvarig og dramatisk fødsel, hvor vi også var på besøg hos vagtdyrlægen, men vi slap for kejsersnit.

Den sidstfødte killing blev leveret som den fineste julegave kl. 18.35, smuttet som en mandel og i en helt ubeskadiget fosterhinde. Det er både den første og den sidste killing født hos os, hvor fosterhinden ikke gik i stykker under fødslen.

Vi havde ikke kunnet koncentrere os om at lave julemiddag i løbet af dagen, men da vi var sikre på, at der ikke var flere killinger, satte Dorthe risengrød i høkassen, og ved 22-tiden kunne vi nyde vores grød sammen med synet af de suttende killinger. Det var den julemiddag, og den er da værd at mindes!

Killingen var jo altså Sarantoya, som fik lov til at blive boende. Helt ærligt var vi bange for, at der ikke var andre, der kunne holde af den larmende og energiske og stædige lille kat, der havde alt for travlt til at kæle. Vi kan stadig en gang imellem synes, at nu er hun altså for meget, men så husker vi på, hvor sjov hun også er. Med alderen har hun sandelig også lært at sætte pris på en kæletur.

Nu vil hun endda meget gerne kæle, men larmende, det er hun immervæk. Især når hun kommer og forærer os et stykke legetøj. Vi bilder os ind, at vi kan høre, når det er én af de fjollede små lyserøde uldkugler, hun kommer med, for så er hun allermest højlydt. Mon det virkelig kan passe?

GLÆDELIG JUL til alle, der kigger med på bloggen

Årets bedste...smykke

Mit bedste smykkeindkøb i 2015 er et vedhæng i rav og træ.

Jeg fandt det i Mygdalhus, et udstillingssted i Mygdal, som vi næsten altid besøger, når vi er nordpå.

Mit hjerte er lavet af en af de faste udstillere, Andreas Wörner, fra Rav-Værkstedet. Det ligger også i Mygdal, så vi smuttede lige derover for at se, om der skulle være et endnu bedre der.

Det var mod bedre vidende, for jeg vidste udmærket, at det ville der ikke være, og det holdt også stik. Der var andre rav & træ-hjerter, men den første forelskelse forblev den største.

Jeg synes, hjertet er et rigtigt sommersmykke, essensen af vestkyst og Vesterhav - rav og drivtømmer. Måske er det ikke drivtømmer, men det forestiller jeg mig. Innovativt.

Foto: Kirsten Sonne.
Billedet er lånt fra hendes hjemmeside.

Det er mit næstbedste indkøb også.

Det er et armbånd med neonorange akrylstykker og små grønne glasperler holdt sammen af et ossobucu-ben.

Det er Kirsten Sonne, som jeg før har købt smykker hos (blandt andet da hun for nogle år siden gæsteudstillede i Mygdalhus), der har lavet armbåndet. Hendes smykker ligner ingen andres. Mit armbånd er et af de mere afdæmpede.

Jeg havde set det på nettet, men havde overvundet fristelsen til at købe. Det gjorde jeg ikke, da jeg så armbåndets intense farver in natura på Trapholts julemarked.

Det lyser vildt flot op sammen med mine kedelige vintergarderobefarver, og det har næsten ikke været af min arm, siden jeg købte det.

Vild forkælelse

Det er da helt umuligt at beslutte sig for, hvad jeg skal forkæle mig selv eller en anden - måske endda hele familien - med. Jeg har endnu ikke brugt mine frigivne point, forkælelsen venter forude.

Godt der er flere søndage i december.

P.S. Udtrykket "Vi kalder det..." er åbenbart meget hot lige nu. Alle mulige firmaer kalder deres reklamekampagner noget mere eller mindre genialt. Hvad kommer det egentlig kunderne ved?

Succes eller ej?

Dorthe og jeg var på julemarked med en stand med vores strik i lørdags. Vi var tydeligvis ikke nær så øvede standholdere som mange af de andre, men vi fik da rigget vores hjørne til.

Dorthe havde organiseret en masse børnebøjler I København.
Vi fik brug for samtlige.

Der var hyggeligt og god stemning på Åby Biblioteks Venners julemarked lige midt i Åbyhøj, og der var også en del besøgende, men efter sigende var der mange, mange flere på julemarkedet på Godsbanen.

Der var vi dagen efter for at kigge, og helt ærligt syntes vi, at "vores" marked var bedre. Især mere varieret, men også med højere kvalitet.

Og kvalitet var tydeligvis noget, de gode Åbyhøj-borgere satte pris på. De ting, der var strikket af strømpegarn med 25% kunststof (føj!) i, var der ingen afsætning på.

Kjoler på rad og række. De er så sjove at strikke, men vi havde næsten dem alle med hjem igen,
så man må nok hellere styre sig og strikke noget andet.

Denne unge mand kunne godt lide gult.
Det kunne mor IKKE!!! I hvert fald ikke til ham.
De gule ting var faktisk heller ikke hans størrelse.

Det var meget svært for ikke at sige umuligt at forudsige, hvad der ville blive solgt. Vi havde for eksempel flere, der spurgte efter drengetrøjer i størrelse 4 år, men dem, vi havde med, var for små eller også faldt modellen ikke lige i smag. Vi vil aldrig kunne dække alle aldersgrupper med alle modeller, så det er bare held, når smag, størrelse og kvalitet lige falder i hak.

Vi havde strikket en del netop til markedet, og det dur heller ikke at troppe op med for lidt. Dorthe havde bl.a. strikket en masse huer, og dem var der faktisk pænt salg i. Bare ikke i de mest farvestrålende.

Mine babystøvler, som også var strikket med henblik på markedet, blev der også solgt en del af. De skulle bare ikke være lyserøde eller af strømpegarn. Sådan er der så meget.

Jeg tror, jeg godt kunne have lyst til at komme på markedet igen, for det var en rar og meget afslappende dag, men jeg vil nok bare tage det strik, jeg lige har liggende, med og ikke strikke specielt med markedet for øje.

Vi fik hver solgt for mellem 600 og 700 kr. Jeg havde frygtet, at vi stort set ikke fik solgt noget som helst, men på den anden side var jeg måske alligevel ikke helt tilfreds. Især var jeg skuffet over, at der ikke var flere af kjolerne, der blev solgt, tror jeg, men selv når standleje og kontingent er trukket fra, er der penge til overs til nyt garn.

Egentlig må jeg stadig ikke købe nyt, men det kan godt ske, jeg alligevel køber nogle af kvalitetsgarnerne fra Fru Jensen Unikum. Der er tilbud på flere af dem lige nu.

Vores genbo på markedet havde en kurv med de sødeste strikkede peberkagemænd.
De kan købes HER

I marcipanbyen

"Vi skal ned og spise marcipan" erklærede en forventningsfuld purk, der sammen med sin familie ventede på toget til Lübeck. Jeg havde erklæret, at i år ville jeg altså smage på glühweinen, når jeg nu var med tog, men det nåede jeg som sædvanligt alligevel ikke.

Ikke fordi der ikke var muligheder nok, men der er grænser for, hvor meget der kan proppes i hovedet, og måske er jeg egentlig ikke så vild med glühwein. Jeg smagte derimod på Marzipan-Cappuccino i Niedereggers café. Og spiste kage til. En Winterapfeltorte (uden marcipan), som var yderst lækker. Den berømte marcipan-cappuccino var sjov at prøve, men jeg bliver ikke afhængig af den. Efter den var der ikke hverken plads eller lyst til glühwein.

I modsætning til da vi sidst var på julebesøg i Lübeck, havde vi glimrende vejr i fredags. Det så ellers ikke rart ud, da vi i nattens mulm og mørke satte kurs mod grænsen, men inden vi nåede Flensborg, hvor vi efterlod kareten og skiftede til Deutsche Bahn, var det klaret op. Vores Schleswig-Holstein Ticket var vist steget et par € og kostede nu 36 af slagsen, men så var det også for os alle tre. Det er altså under 300 kr. En hel dags togture i hele Slesvig-Holsten. For tre personer! Endnu billigere når man køber på nettet. Hurra for Deutsche Bahn. For at sætte trumf på delte et par søde nissepiger chokolademandler ud til samtlige passagerer.

Når man i godt vejr går rundt i Lübeck, må man uvægerlig hele tiden se på husene.

Billedet er taget i en af smøgerne fra Trave op mod byen, vist nok i Depenau. Bemærk hvor skævt det fine gavlhus - nr. 2 på billedet - er.

Man kan heller ikke undgå at bemærke de mange kirker.

Vi så denne gang nærmere på Marienkirche, et imponerende bygningsværk med sit høje skib og kor. Man kan stadig se adskillige spor af krigens ødelæggelser. Det gør én lidt stille og eftertænksom.

Der spilles rigtig meget musik i kirken, hvor Buxtehude i sin tid var organist og også er begravet. Kirken har flere fine orgler.

Billedet nedenfor viser de søde dørhåndtag af bronze på en af dørene til Marien. De er lavet af Ingeborg Bukor i 1976.

Hüxstrasse var ny for os, men får en stor anbefaling med. Gaden lang er der fine og sjove forretninger og caféer, mange af dem i bevaringsværdige huse. Absolut ingen mærkevarebutikker, men mange kunsthåndværkere, et par gammeldags boghandlere, en rigtig urmager, en modist o.s.v. Høj kvalitet i indretning af butikkerne og i vareudvalget - det hele spiller sammen i Hüx, som den kaldes til daglig. Faktisk kender jeg ikke en eneste gade hverken i København eller Århus, der er lige så spændende.

Vi spiste sen frokost i Hüxstrasse, men desserten tog vi som nævnt i Café Niederegger. Jeg købte også marcipan med hjem. Jeg kan især godt lide deres espresso- og kirsebærmarcipan.

Vil du vide mere om marcipan, så prøv at kigge på Madam Sifs blog.

Denne fredelige engel så jeg i Käthe Wohlfahrt udsalget
på det traditionelle julemarked.
Så bliver det altså ikke mere julet.

Naturligvis var vi også på nogle af julemarkederne.

Tre styks faktisk: Kunsthåndværkermarkedet i Skt. Petri, middelaldermarkedet ved Marienkirche og det traditionelle marked på torvet.

Skt. Petri markedet er det bedste med høj kvalitet hos de fleste af udstillerne. Jeg købte igen fotokort fra H.-J. Buchhorn, og så købte jeg et par øreringe af papir lavet af Monika Bistram fra Hamborg.

Yrsa og jeg savlede længe over Janine Turans smykker. De var ikke dyre kvaliteten taget i betragtning, men dog så dyre, at vi ikke lige greb til €'erne eller betalingskortet.

Senere (vi var i Skt. Petri før Hüxstrasse) genså vi med stor tilfredshed Janine Turans smykker i Atelier Turan netop i Hüx. så måske engang...

I hvert fald har vi gevaldig lyst til at komme tilbage til Lübeck, gerne en sommerdag næste gang.

Min egen radio gør mig bedrøvet

Især når jeg hører P4 (P3 hører jeg aldrig).

Egentlig ville jeg gerne høre P4 om morgenen, for der kunne jo snige sig en lille lokal nyhed ind. Det er dog tydeligvis ikke de såkaldte morgenværters mission. Den er åbenbart at involvere lytterne mest muligt via de sociale medier og telefonisk.

Her til morgen havde de i deres vished fundet på at spørge lytterne, hvor de befandt sig, da de i 1980 hørte, at John Lennon var blevet dræbt. Den eftertænksomhed, der opfordres til, er sådan set ok, men hvorfor skal det partout viderebringes til de andre lyttere. Hvor er det dog interessant at få at vide, at denne eller hin lytter befandt sig til julefrokost på Kellers Gård i december 1980!!!

Jeg forstår heller ikke, hvorfor lytterne i det hele taget bidrager. Er det den lillebitte berømmelse ved at blive nævnt i radioen, der lokker?

Jeg kan ikke holde det ud og skifter selvfølgelig til et andet program. Som regel P2, som vi gudskelov kan høre hele dagen. P1 er også en mulighed, men den kanal er (heldigvis) stadig til mere bevidst lytning end mit morgenlytteri.

Heller ikke P2 har dog undgået den massive lytterinvolvering, og heller ikke på P2 bliver det altid gjort lige konstruktivt, men det er trods alt bedre. Og P2 har i hvert fald én rigtig god programvært, så hurra for Mathias Hammer.