Smag for Thy

For en uge siden kom vi hjem efter en uge i Nr. Vorupør. Som mange andre landsdele er Thy stolt af og promoverer sig over for turisterne med områdets kulinariske særpræg. 

Vi købte lidt af Thy-smagen med hjem. På billedet står tranebærsyltetøj, stikkelsbærsirup købt på Aagaard, porsesnaps, hyldebærsyltetøj, jordbærbalsamico fra Vorupør-slagteren og forrest ramsløgsalt fra Stenbjerg Kro. Det lille glas var en "tak for besøget"-hilsen fra kroen. Syltetøjerne og snapsen blev købt på Stenbjerg Landingsplads, da vi havde været til fortællinger om Fisk og folk på landingspladsen. Det var for resten rigtig sjovt at være med til.

For os er det nu især smagen af frisk fisk, vi forbinder med Thy - ja, sådan set med hele vestkysten.

Som regel spiste vi frokost ude, så vi fik afprøvet forskellige steder. Da vi var der for to år siden, forsømte vi at spise på Stenbjerg Kro. Det nåede vi denne gang, og både mad og betjening var rigtig god. Vi vender gerne tilbage.

Det blev dog slået af Hanstholm Madbar, som Yrsa havde læst om inden vores ankomst. Vi havde alligevel planer om at skulle besøge fyret, som vi kun lige var forbi sidst, og madbaren ligger lige om hjørnet fra fyret.

Det er et meget venligt lille fyr, som er let at gå op i. Brede trapper og under 100 trin, men med en skøn udsigt til blandt andet den lille Hansted Kirke, som vi besøgte bagefter.

Fyret og bygningerne omkring fyret bliver brugt til kunstudstillinger. Da vi var der, var det udstillingen Q Vadis med værker af Misja Kristoffer Rasmussen. 

Den store fod stod uden for bygningerne og var udstillingens vartegn. Den mindede mig straks om Magrittes malerier af hule fødder eller støvler udformet som fødder.

Hvis man ser godt efter, kan man i øverste venstre hjørne se borde og bænke, som hører til områdets nyåbnede café med god kaffe, surdejsboller og andet godt. Kun Dorthe fik sig en kop kaffe, mens vi andre besteg fyret, men vi købte et brød med hjem, og det var i hvert fald pengene værd.

Tilbage til madbaren, som vi havde gemt appetitten til. Menuen stod for os alle på pandestegte rødspættefileter, men med lidt forskellig garniture. Og sikke nogle fileter, tykke, saftige og perfekt stegt. Det er godt nok noget andet end friturestegte.

Vi måtte tilbage endnu en gang. Kulmulen fristede, men den blev serveret med kartoffelsalat. Jeg forhørte mig, og heldigvis viste det sig, at der hverken var løg i salaten, eller at de stakkels nye kartofler var druknet i en tyk, hvid dressing. Ingen af delene er på min hitliste, men en olie/eddike dressing som her synes jeg kan være rigtig god til kartofler, som jeg i parentes er meget glad for.

Kulmulen blev bestilt, men forvandlede sig undervejs til havkat. Kulmule er godt, men havkat er nok endnu bedre. Især når den som her lige må være blevet hevet op af havet og derefter stegt til perfektion. Jeg tror aldrig, jeg har fået så lækker fisk før.

Jeg tager ikke mange billeder af mad, det visuelle er jo alligevel kun en lille del af madens karakter, men jeg tog et billede af et krus kaffe for at identificere kruset.

Det var så lækkert at holde på, at jeg absolut måtte finde ud af, hvem der havde produceret det. Det viste sig, at det sælges gennem et firma i pakker med 6 eller mere til kantiner etc., og så mange krus mangler jeg altså ikke.

Undervejs i min søgning så jeg imidlertid noget om Vandkantshuset - også i Hanstholm - og der kunne vi da godt lige kigge ind. Normalt lader jeg mig ikke friste af kunsthåndværk, men det gjorde jeg denne gang, og det gjorde vi for resten alle fire. Jeg fik både nye øreringe og to søpindsvin, et af keramik og et af bronce, det sidste lavet af en kunsthåndværker fra Nr. Vorupør, hvilket selvfølgelig er en ekstra charme.

Da de i Vandkantshuset hørte, at vi havde spist på madbaren, sagde de, at så havde vi vel fået kulmule. Den er nok både berømt og berømmet, lyder det til.

Fra madbaren har man udsigt over Hanstholms travle havn. Jeg kan egentlig bedre lide at kigge på fiskeri- og industrihavne end lystbådehavne. På billedet er det to britiske fiskefartøjer på vej ud af havnen. Jeg undersøgte deres kendingsbogstaver, og de kom fra Whitby, så nu ved jeg, at der er noget, der hedder Whitby, og også hvor det ligger.