Fakta var, at der var flere steder, der helt havde drejet nøglen om, andre åbnede først ved skoleferiens start, og flere havde kun åbent i weekenden. Men så måtte jeg bare gå mine morgenture uden absolut at få kaffe på turen. For resten kunne man få kaffe hos den i øvrigt udmærkede bager, men ikke nogen steder ved vandet.
Jeg gik nu alligevel mine ture. Mest i rigtig flot vejr, men en enkelt morgen var der havgus. Da kunne jeg ikke se spidsen af molen
...og på det klassiske turistfoto af fiskerbådene kan man dårligt se havet
I selve byen er der en del fine huse, som jeg nød at kigge på. De blev bygget i første halvdel af 1900-tallet, da fiskerbefolkningen fik råd til bedre huse. Mange er hvidmalede, og en del er tydeligvis præget af Bedre Byggeskik
Man er glade for fugle i Vorupør, i hvert fald hvis man skal dømme efter antallet af redekasser og foderhuse. På denne matrikel er der mindst tre:
Også kirken har dannet model for fuglehuse, men dem glemte jeg at tage billeder af.
Kirken er en korskirke bygget omkring år 1900. Umiddelbart ser den ikke ud af så meget, men indvendig er den meget smuk.
Den er for nylig blevet totalrenoveret - den var voldsomt skadet af saltindtrængen. I den forbindelse blev den lokale kunstner Bjørn Søndergaard spurgt, om han ville farvesætte og også lave nogle udsmykninger. Det ville han heldigvis, resultatet er overordentlig vellykket.
Det er farverne i naturen omkring Vorupør, han har anvendt - himlen, sandet, solen, marehalmen.
I nogle nicher i kirkevæggen ses en af udsmykningerne, de fire evangelister. De skulle alle kunne identificeres, og på billedet er det i hvert fald Lukas til venstre.
Bortset fra is spiste vi kun en enkelt gang i Vorupør. Det var på Café Break, som er et af de steder, der uden for sæsonen (=skolernes ferie), kun havde åbent i weekenden. Den er noget så eksotisk som både vegetarisk og økologisk, hvilket passede os fint, og både kaffe og mad var anbefalelsesværdig, men på grund af åbningstiderne måtte vi nøjes med et enkelt besøg.
Med hensyn til is prøvede vi både Kastberg og Ice Bakers, der på trods af det engelske navn er et lokalt Thy foretagende. Vi behøvede desværre ikke at smage deres is mere end én gang. Der er mange sjove smage, men isen virker meget tynd. Nok fordi den er totalt plantebaseret, men det må da kunne gøres bedre. Kastberg isen er derimod en af de bedste netop nu, synes jeg. De har nok puttet fløde i ;)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar