Flere feriebilleder

Strandene i Han Herred og Thy er hele tiden tæt på, og landingspladserne er maleriske. Her er det fra den nok mest kendte, Thorupstrand:

På Thorupstrand har de også nogle af de redskabsskure, jeg har en svaghed for. Måske ligger det i redskabsskures natur, at de ikke er specielt velholdte, men jeg har nu set dem mere kultiverede end disse:

Hanstholm Fyr ser så legetøjsagtigt ud på mit billede, men det er det ikke. Det har på et tidspunkt været verdens stærkest lysende fyr, og det er stadig i brug.

Byen Hanstholm var en stor overraskelse for os, for bortset fra den store fiskerihavn - den næststørste i Danmark efter Skagen - er der næsten ingen by. Vi havde troet, at den lignede Hirtshals, som er så hyggelig, men sådan var det slet ikke.

Der var en del villaer, hvor fiskerne nok bor, et lille indkøbscenter og så altså fyret, men overhovedet ikke noget bymiljø.
Ja, og så er der Bunkermuseet, som er et godt og spændende museum, og der fik vi også forklaringen på, hvorfor Hanstholm er, som den er.

Vi så hele det store bunkermuseum, men ellers var vi på grund af coronakrisen ikke inde nogen steder. Vi nøjedes med at se fyrtårnene udefra, og det samme gjaldt herregården Bratskov i Brovst:

Den er en fin renæssancegård fra 1500tallet, der nu bliver brugt som kulturcenter.

På hjemvejen kørte vi gennem Thy. Vi var forbi Lodbjerg Fyr, der ligger ret isoleret i Nationalpark Thy, men var ikke oppe i det.

Inden da havde vi fået brunch i Thisted. Det er ved at blive en tradition, at vi på afrejsedagen springer morgenmaden over. Vi pakker bare vores habengut, og så finder vi et sted, hvor vi kan få sulten og ikke mindst kaffetørsten stillet.

Vi var også forbi Stenbjerg Landingsplads, der gør sig bemærket med sine hvide huse, men vi blev slet ikke færdige med Thy, så der er basis for endnu en ferie. 

Coronabukser

Når jeg går mine traveture, har jeg en del udstyr med. Altid nøgler, telefon, min lille mappe med diverse kort som kreditkort, rejsekort, hvis jeg skulle forstuve en fod undervejs og blive tvunget til at tage bussen hjem, rabatkort til kaffebarer med videre og skridttæller. Solbriller og hovedtelefon sidder på hovedet.

Det kan godt være i lommerne i de fleste af mine bukser, i hvert fald hvis jeg fravælger dem med de mindste lommer. Men her under coronakrisen er udstyret blevet suppleret med engangshandsker og håndsprit, og så begynder det at knibe med lommestørrelsen på flere par bukser.

Heldigvis fandt jeg i lageret et par med rigtig mange lommer: Fire i hver side forpå plus to baglommer. Det slår rigeligt til. De er nu blevet døbt til mine coronabukser.

I begyndelsen var det lidt besværligt at huske, hvad jeg nu havde anbragt i hvilke lommer, men nu er jeg inde i en fast rutine.

Når bukserne var kommet i lager, var det, fordi de egentlig var rigeligt store. Det viste sig at være en lidt uvelkommen fordel.

Coronakrisen har nemlig betydet et par kilo ekstra. Det er der åbenbart en del, der har oplevet, nogle af vores venner kalder det coronakiloene. Sammen med julekiloet, som det ikke var lykkedes mig at komme af med, og det feriekilo, der også røg på, gjorde det, at en del af mine bukser føltes noget strammere end normalt. Med coronabukserne er der absolut ingen problemer. Der kan alle mine kilo være, og jeg skal endda alligevel have livrem på.

Feriekiloet kom heldigvis hurtigt af igen, og nu er jeg i gang med coronakiloene. Med lidt ihærdighed når jeg måske endda at komme af med julekiloet inden næste jul :)

Feriemad

Maden er en del af oplevelsen, når man er på ferie. Vi plejer nok at spise ude i gennemsnit én gang om dagen, men vi regnede med, det ville blive lidt færre gange på grund af corona-krisen, og det blev det måske også, men ikke meget.

Nærmeste spisested var faktisk Svinkløv Badehotel, og det er klart, at det skulle afprøves. Jeg har før forsøgt at komme til at spise på det legendariske badehotel, men der har altid været optaget. Denne gang havde jeg bestilt bord til frokost i god tid, og der stod et vinduesbord med udsigt til Jammerbugten klar til os, da vi kom. Så var standarden ligesom lagt.

Når der er fiskesuppe på menuen, plejer jeg altid at vælge den, men jeg blev fristet af den stegte sild. Det ser man ikke så tit på menukortet. Denne var med lun kartoffelsalat med sennepssauce, og den var bare god!

Heldigvis bestilte Annett fiskesuppen, for den var også værd at se på og smagte også godt:

Det blev feriens kulinariske højdepunkt. Jeg var meget imponeret over den præcision, der blev lagt for dagen. Kartofterne var kogt tilpas lige på sekundet. Jeg var også imponeret over det hjemmebage brød, især den mørke variant. 

Vi forsøgte et par gange at finde det ultimative stjerneskud. Vi havde fået anbefalet Det Gamle Røgeri i Hanstholm, men deres stjerneskud var - bortset fra størrelsen, der nærmede sig det enorme - en standardmodel med friturestegte rødspættefileter. Det bør naturligvis være pandestegte. På Thorupstrand skulle man også kunne få god fisk i røgeriet, men det lykkedes os ikke at ramme åbningstiden. Vi prøvede så Hawkiosken, og deres stjerneskud var bedre end det i Hanstholm, men også kun halvt så stort, og det ultimative var det altså ikke. 

Til gengæld fandt vi efter min mening den ultimative is på Aabybro Mejeri.

Jeg mener, jeg med fornøjelse har smagt Ryå is før, men jeg har garanteret ikke smagt deres kærnemælkssoftice. Den er nærmest bedre end kirsebærsofticen på kirsebærfestivalen i Kerteminde - Yrsa er dog ikke enig med mig, men hun er også umanerligt glad for kirsebær.

Ud over is kan man også købe ost og nogle delikatesser på mejeriet. Vi købte Kongeåost fra Jernved Mejeri, en ekstremt hård og tør ost, som jeg desværre har glemt navnet på, og peberrodsost med hjem, og så havde vi nok til et veritabelt ostebord en aften.

På ostebrættet er også en brie og stykker af rød Prima Donna, og i glassene en skøn Ripasso. Med surdejsbrød fra Svinkløv Badehotel, gourmet knækbrød og crackers: Min sjæl, hvad vil du mere?

Den første dag havde vi afprøvet Café Amtoft til kaffe. De har kun åbent torsdag til lørdag, men vi kunne jo godt nå at spise der torsdag aften, og vi fandt ud af, at i juni måned stod torsdagsmenuen på kulmule, så vi bestilte straks bord. Det var en super kulmule, vi fik. Ikke så meget fis. Det behøver man jo ikke med fisk, men der var alligevel nogle lækre grøntsager til, bl.a. grillet (tror jeg) fennikel gratineret med en skive gedeost. Rigtig lækkert. Gad vidst, hvordan deres stjerneskud er? Det nåede vi ikke.

Vi nåede heller ikke at besøge så mange kaffesteder. Der var måske ikke så mange, eller også var vi bare ikke kaffetrængende. En dag fik vi dog kaffe og pandekager i Kesses Hus i Klitmøller. Der var hyggeligt, og jeg nød min pandekage med frugtsalat. Næsten mest den friske frugtsalat, som var med jordbær, kiwi, blåbær og nektariner, udelukkende frugter, som jeg godt kan lide:

Ferie i Han Herred

Jeg havde bildt mig selv ind, at vi skulle på ferie i Thy, men fandt undervejs ud af, at Fjerritslev og omegn ikke ligger i Thy. Så måtte det jo ligge i Vendsyssel, troede jeg. Men nej, mellem Thy og Vendsyssel ligger nemlig Han Herred - eller måske helt korrekt Han Herrederne - og det var der, vores sommerhus lå.

Han Herred, og Thy med for den sags skyld, er områder, jeg indtil nu bare er kørt igennem ved nogle få lejligheder. Temmelig ukendt land for mig altså, men det var et meget positivt bekendtskab. Der er simpelthen så mange forskellige landskabstyper i det forholdsvis lille område, og det var en fornøjelse at køre fra det ene sted til det andet.

Med Jammerbugten til den ene side og Limfjorden til den anden er der aldrig langt til vand. Bortset fra den første dag havde vi ikke megen vind, og Jammerbugten viste sig, som det ses på billedet fra sig blide side.

Billedet er taget ved Svinklovene, og når man går ned på stranden, ser man den spektakulære klint, hvor undergrunden består af kalk.

Faktisk betyder Svinklovene svineklove, og ligheden er da også påfaldende. Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan Svinklovene udtales. Delt efter k'et ligesom Svinkløv eller skarpt delt efter n, så man bedre kan høre betydningen?

En anden karakteristisk klint er selvfølgelig Bulbjerg. Der har jeg været flere gange før, men vist aldrig i så godt vejr som denne gang.

Man kan lige se Skarreklit ude i vandet, men der er godt nok ikke meget tilbage af den. Der bliver vel også slebet af den år efter år.

Nu er det fuglefjeldet, der er det mest spændende. 

Riderne havde endda unger, men ellers vender de selvfølgelig rumpen til vestenvinden. Det gør træer og buske også, hvis man da ellers kan tale om en rumpe for deres vedkommende.

Her er det ved Hanstholm Fyr. Jeg er ikke den store landskabsfotograf og tog alt for få landskabsbilleder, men her er lige endnu et taget fra toppen af Svinklovene med vindmøller i horisonten. Han Herred er også vindmølleland:

Nå ja, og endnu et taget ved Amtoft Havn ved Limfjorden. Det er den første dag, hvor det ikke var klar blå himmel. Vi drak (god) kaffe i caféen i Amtoft og gik en tur i området bagefter.

Ferie og fugle

Vipstjerten var nok den fugl, vi så allertiest, da vi i sidste uge sammen med Yrsa og Annett var på en uges ferie ved Kollerup Strand i nærheden af Fjerritslev.

Der var simpelthen hvide vipstjerte overalt. Den på billedet er "vores egen". Den regerede i haven til vores sommerhus og også i genboens. På billedet sidder den på genboens skorsten.

Der var rigtig meget fuglesang i haven. Vipstjerten synger fint, men blev dog slået af nogle meget aktive bogfinker og af solsortene. Og som det sjoveste også af stillitserne:

Jeg har kun én gang før i mit liv set en stillits. Nu så jeg hele tre på én gang, men fik dog kun to af dem med på billedet. 

Før vi tog af sted, var jeg ikke klar over, at Vejlerne var i området (havde blandet det sammen med Tipperne :( men det fandt vi heldigvis hurtigt ud af. Vejlerne er et meget fint fuglereservat, og vi var det flere gange. Vi så blandt andet knopsvaner, skestorke, hejrer, flere arter måger pg ænder, rødben, strandskader, klyder:

en sort svane:

og inde i rørskoven blandt andet rørspurve, en svanerede med tre unger plus forældrene og landsvaler:

Og grågæs ikke at forglemme:

Der var en stor flok skestorke - nok omkring 50 - men desværre på et sted, hvor vi ikke kunne komme til at tage billeder af dem. Men vi så dem!

Jeg overvejer, om det er på tide at få et nyk kamera. Mit Canon G12 tager billeder i udmærket kvalitet, men zoomen er for svag. Og mit Lumix, der har en meget bedre zoom, kan, som det også kan ses på disse billeder, ikke rigtig følge med på billedkvaliteten. Jeg skal vist til at have lånt nogle fotoblade og se, om der er noget, der opfylder mine krav, men som også er til at betale.

Der kommer nok flere indlæg om vores ferie. Jeg tog i hvert fald en del billeder, også af andet end fugle.

Da vi kom hjem, havde skovspurvene fået unger i fuglekassen:

Begge forældrefugle har vældig travlt med fodringen. Det er første gang, der er nogen, der har rede i kassen, så vi er vældig fornøjede, selv om det "bare" er skovspurve.

Smarte tingester

Jeg kan godt lide krukker i haven, men når vejret er, som det er nu, kræver de godt nok flittig vanding.

Nu har jeg imidlertid anskaffet nogle dimser, der - hvis de virker efter hensigten - kan gøre vandingsarbejdet lidt mere smidigt: Vandingsballoner.

Jeg har ikke haft kendskab til vandingsballoner før, men da jeg tilfældigt faldt over dem på nettet, vidste jeg straks, at de måtte prøves i mine krukker.

De er lavet af glas, er meget lette at fylde og at anbringe, og så ser de da også ok ud, synes jeg. Til alt held blå.

Jeg har ikke haft dem så lang tid, så jeg ved stadig ikke med sikkerhed, om de virker. Ifølge kassen skulle der være vand i til 10 dage, men jeg tror nu, at mine storkenæb er tørstigere end som så, og det kommer vel også an på, hvor mange balloner, man anbringer i hver krukke.

Katte på min vej

Jeg mødte en ny kat på min spadseretur for et par dage siden. En fin klassisk tabby:

Den ville måske ikke ligefrem snakke med mig, men jeg kunne gå ret tæt på den, uden at den syntes, den skulle springe ind i buskadset. Først da der også kom en hund, mente den, at den hellere måtte komme i skjul.

Det er ellers næsten altid sådan, at enten er katten nærmest overstadig og kan ikke komme tæt nok på, eller også løber den væk, når den får øje på mig. Jeg kan godt tage billeder af de sidste, hvis jeg har mit zoomkamera med, men irriterende nok er det næsten altid de frimodige katte, jeg møder, når jeg har gidet slæbe det med, og de er heller ikke lette at fotografere, når de smider sig for ens fødder. Som denne:

Retfærdigvis skal det siges, at den langhårede kat i sommerklipning senere stillede sig i mere fotovenlig positur:

Til den første kategori hører også Lillemissen, som er den kat, jeg møder tiest. Hun er absolut en minimodel, men hun må være voksen, for det er lang tid siden, jeg så hende første gang.

Så er der kattene, som jeg ikke kan komme tæt på:

Kavalkadens sidste kat er undtagelsen, der bekræfter reglen. Den var langt væk og havde på ingen måde tænkt sig at komme tættere på, men jeg var så heldig at have zoom-kameraet med:

Gåseglæde

I sidste uge var vi ude at se på gæs. Her er et udvalg af mine billeder:

Gæssene betragtede vist os lige så meget som vi dem

Gæs kan se meget overlegne ud

Der var flere gåsefamilier i parken

Det var GRÅgæs, vi kiggede på

Gæk, gæk, gæk...

Jeg øver mig på at gække

Blomster på min vej

Billeder fra mine daglige traveture:

Orange kæmpevalmuer i en hæk meget malerisk foran en brandhane

De gule lærkesporer stod også i en hæk.
Jeg kan godt lide lærkesporer og har haft plantet blå af slagsen i vores blå-lilla have,
men der ville de nu ikke gro, så der er ikke flere.

Auberginefarvede tulipaner i et vejbed

Villavejene er i denne tid fyldt med syrenduft, som jeg synes er skøn.
Jeg kan allerbedst lide syrenerne, når de har denne lyse blålilla farve

Vores egen have har en afdeling i kølige farver: blå og blålilla og en anden i varme farver: lyserød, pink og orange. Højrødt og gult er forbudt i begge afdelinger.

I den sidste er der netop nu lyserøde og pink rhododendron og pelargonier samt orange valmuer, men valmuerne er ikke farvefaste, så nogle sniger sig hvert år til at blomstre i gult.

Jeg plejer at fjerne dem med hård hånd, men denne, der lige pludselig var vokset op på en minimal plet jord ved skraldespanden, kunne jeg ikke få over mit hjerte at hive op.

For et par dage siden var der et fantastisk lys i den blå afdeling. Det var lige ved at begynde at regne, og farverne stod lysende klare. Det er ikke kommet helt frem i mit billede, men her er det alligevel:

Temalæsning

Jeg er i gang med bog nummer 4 her i 2020. Så mange bøger har jeg i mange år ikke læst på så kort tid. Måske har coronakrisen lidt med det at gøre, men den største faktor er trods alt, at jeg har fundet nogle bøger, der interesserer mig.

Her er stakken:

Det gennemgårende tema er Østtyskland. Som barn, ung og ung voksen var der for mig to tysklande: Vesttyskland og DDR - Den Tyske Demokratiske Republik. Sådan var verden bare, og det kom som en kæmpeoverraskelse for mig, da muren lige pludselig faldt i 1989.

Det er helt sikkert den historiske begivenhed i min levetid, der har gjort størst indtryk på mig.

Der er så mange aspekter og problemstillinger både før og efter murens fald, som jeg stadig ikke forstår til bunds. Det er spændende at bore i.

Den nederste bog i stakken er ikke den mindst interessante. Den er skrevet af Tove Fleischer og hedder Kærlighed i kommunismens tid. Forfatteren er dansker, men emigrerede i begyndelsen af 80erne til DDR for at blive gift med sin østtyske kæreste. Familien boede i Leipzig til de kort før die Wende, som det hedder i Tyskland, flyttede til Danmark, og det er primært den tid, Tove Fleischer fortæller om. Interessant, tankevækkende og dejlig nuanceret. Der er ikke noget, der er kun sort eller kun hvidt. Man får fortællingen om, hvordan det var at leve bag jerntæppet fra én, der virkelig har oplevet det og ikke bare på en ferie eller studieudveksling.

De to næste i stakken er begge romaner med et spændingsmoment indbygget. Fælles for dem begge er også, at de beskæftiger sig med Stasi og Østtyskland både før og efter murens fald. Land i datid er skrevet af Jesper Bugge Kold, Beskyttelseszonen af Henrik Andersen. Jeg kunne nok bedst lide den første, men begge er værd at læse.

Den øverste Nachwendekinder af Johannes Nichelmann fik jeg i julegave. Nachwendekinder er de børn, der blev født i Østtyskland lige før eller lige efter murens fald. Deres familier har rødder i DDR, landet der ikke eksisterer mere, og det præger børnene. Det gør "Den store tavshed" også - altså at der i mange familier aldrig blev talt om DDR-tiden.

Jeg er ikke færdig med bogen endnu, det går noget langsommere, når det er på tysk, men indtil videre er den interessant og godt skrevet.