Citater om katte #46

De kan sidde i timevis på sålbænken og kigge på fuglene, bladene, der sitrer i vinden, børnene, der leger i gården, eller nabokatten.
De har så mange egenskaber, at en opmærksom iagttager formodentlig kunne skrive en hel roman om det.
Zhang Jie

Måske skulle man netop i denne corona-tid tage ved lære af katten.
Og for resten er der allerede flere skarpe iagttagere, der har skrevet hele romaner om kattens væsen. For eksempel Doris Lessing. Og vores egne Vibeke Vasbo og Suzanne Brøgger.
Jeg tror, Zhang Jie også er forfatter, men det er ikke noget ualmindeligt kinesisk navn, så jeg er ikke sikker.

En særlig dag

Det er en meget speciel dag i dag: Jeg har overhovedet ikke noget på strikkepindene! Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst er sket.

Den er også speciel af en anden grund: Garnlageret er i minus. Jeg har brugt mere garn, end jeg har købt - kun omkring 200 m, men alligevel.

Jeg plejer at have minimum et lidt større strikketøj, som jeg ikke gider slæbe med i byen, plus et "rejsestrikketøj" og så måske et eller to andre arbejder i gang. Lige nu er det unødvendigt med rejsestrikketøjet, og ved et tilfælde har jeg fået afsluttet alt andet også.

Det sidste, jeg er blevet færdig med, er et par pulsvarmere i mit øjeblikkelige yndlingsmønster, som hedder Bibliogloves. Elizabeth McCarten har designet, og mønsteret ligger til fri afbenyttelse på Ravelry. Nogle af de første, jeg strikkede, var chokoladebrune:

Jeg er ret vild med Guernsey-mønsteret. Enkelt og samtidig iøjnefaldende.

De nyeste, der blev færdige i går, er i Skein Queen Selkino, som jeg købte på Hamborg Wollfest for 3½ år siden. Skønt at strikke med og med et lækkert resultat. Jeg tror ikke, de pulsvarmere kommer til at forlade min pulsvarmerskuffe, men de er ikke blevet fotograferet endnu.

Andre mindre ting, jeg har fået færdiggjort i år indtil nu:

En masse babystøvler. De er det ideelle rejsestrikketøj. Jeg kan opskriften udenad.

Tre babyveste, blandt andet denne i Permins Luna, 100% genbrugsuld.

Fem toppe/tunikaen/kjoler til babyer og små piger

Nogle klude, som også er gode som rejsestrikketøjer.
Jeg synes, dette 3D-mønster er sjovt, men det er ikke reversibelt, hvilket jeg ellers bedst kan lide.

Plus et par andre ting.

Hvad skal jeg så starte på? I hvert fald den cardigan, jeg købte garn til i marts. Jeg har lavet strikkeprøve, og min strikkefasthed passer desværre ikke helt, men jeg er ikke så meget for at ændre på pindetykkelsen, for det strikkede ser bedst ud på de pinde, hvor strikkefastheden ikke passer. Så jeg skal nok til at regne.

Og måske nogle pulsvarmere i andre Guernsey-mønstre? Eller babycardigans i Guernsey? Eller noget af det, jeg allerede kender. Det ved jeg om et par timer.

Og hvad får du så tiden til at gå med?

Når folk spurgte mig på denne måde, efter jeg var gået på efterløn, blev jeg irriteret og lidt fornærmet. Jeg havde virkelig ikke brug for at få tiden til at gå, jeg brugte tiden på bedst mulige måde, ja, jeg gjorde!

Men i denne tid er spørgsmålet ikke irrelevant. Jeg må indrømme, at jeg ikke trives så godt uden alle mine sædvanlige oplevelser.

En anden floskel: Man lever ikke for at spise, man spiser for at leve. I disse sære tider lever jeg godt nok en del for at spise.

Jeg har læst, at der i øjeblikket bliver solgt og formodentlig indtaget usædvanlig meget alkohol, og det forstår jeg sådan set godt. Folk får lyst til at blive forkælet på en eller anden måde, når de ikke må så meget. Vin og spiritus er ikke lige noget, jeg forbinder med forkælelse, men jeg kunne godt føle mig forkælet af mad.

Det er der ganske vist en del problemer forbundet med. Meget af det, jeg bedst kan lide, er sortlistet. Jeg elsker for eksempel pasta, men det får mig øjeblikkeligt til at bule ud. Vi forkælede alligevel os selv med pasta i påsken. Jeg kan allerbedst lide fuldkornspasta bare med olivenolie, revet ost og sort peber, så det fik jeg to dage. Resultatet på vægten var +1 kg, som det endnu ikke er lykkedes mig at slippe af med.

Faktisk skal jeg helst spise salat til frokost mindst hveranden dag og nøjes med to hovedmåltider de andre dage, hvis jeg ikke skal tage på.

Det er med andre ord lidt vanskeligt at finde ud af, hvad jeg dog kan forkæle mig selv med. Det er heller ikke lykkedes i særlig høj grad, men et par ting har jeg  fundet på. Først købte jeg nogle af de efter min mening ekstremt lækre nødder fra Piemonte hos Piemonte Vine og Delikatesser. Jeg opdagede senere tilfældigt, at man faktisk kan få dem hos Føtex, men de er vist nærmest dyrere.

Den anden ting, jeg har købt, er gryn lavet af sorthavre. De ankom i en meget elegant trapezformet æske og skulle efter sigende smage af en del mere end almindelige havregryn.

Vi har afprøvet dem både rå og som grød, og de smager helt sikkert anderledes, men jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg bedre kan lide dem end de sædvanlige, i hvert fald ikke rå. Men nu har vi prøvet dem.

Nøgne træer

Netop nu bliver der færre og færre nøgne træer, faktisk går det rigtig stærkt, kan jeg se på mine traveture.

Her er et af dem, der til dels har skiftet farve. Ganske vist ikke fordi bladene er sprunget ud endnu, men alle rakleren er fint gule.



Så er der også nogle som egetræerne, der bare beholder de visne blade. Det ser ret godt ud med de brunrøde blade mod den lysende blå forårshimmel. I det hele taget synes jeg, egene er dekorative året rundt.

Når jeg trasker rundt, ser jeg såmænd ellers ikke altid så meget. Til gengæld hører jeg en masse musik, for som regel har jeg jazz i ørerne.

Jeg har fundet nogle gode podcasts på P8. De hedder "På hovedet i", og hvert program beskæftiger sig kun med et enkelt album. Det kan jeg godt lide. Jeg har hørt albums, jeg aldrig har hørt før, og jeg har genhørt nogle af mine yndlingsskiver. Jeg er ikke helt færdig med udsendelsesrækken endnu, og måske bliver der også lavet nye. Under alle omstændigheder er der noget, jeg skal genhøre.

For afvekslingens skyld hører jeg somme tider Jazzklubben, men den er jeg knap så begejstret for. Jeg synes, der er for meget fra udkanten af jazzen, forstået på den måde, at det mere er etnisk musik eller underholdning eller pop/rock eller noget helt femte. Det irriterer mig lidt. Desuden har værten, Frederik Corfix, en underlig ide om, at fordi udsendelsen egentlig sendes lørdag aften, så skal lytterne ikke udsættes for for vudfordrende toner. Det skal helst være lidt blødt og indsmigrende til lørdagsaftenslytterne. Men selvfølgelig er der også perler ind imellem, og ellers gad jeg heller ikke lytte til det.

Under alle omstændigheder er jazzen god at trave til, og jeg får heller ikke for megen vind i mine lidt ømfindtlige ører, når jeg har hovedtelefoner på.

Jeg elsker kardemomme

Og jeg elsker kardemommesnurrer, som jeg ikke har kendt så lang tid, men som har været yndlingskagen, siden jeg satte tænderne i én første gang. For et par dage siden forsøgte jeg at bage nogen selv.

Mums - og i hvert fald ret flotte synes jeg

Jeg har lavet sammenlignende studier af de kardemommesnurrer, jeg er faldet over.

Den første fik jeg på "geden", altså kaffebaren La Cabra, som er et af vores faste steder. Deres snurrer er forbistret gode, måske endda de bedste.

De har dog fået konkurrence af dem, de har hos Meny på Langenæs. Det er MIBmadmarked, der står for bagerafdelingen derude. Jeg har prøvet at købe noget af deres brød, og det har ikke imponeret mig, men det gjorde kardemommesnurrerne.

En dag opdagede jeg, at Kvickly også af og til har Meyers kardemommesnurrer. Desværre ved de det ikke altid selv. De har næsten altid kanelsnurrer, som jeg har købt et par gange i mangel af bedre, og i hvert fald  nogle af snurrerne har vist sig at være kardemommesnurrer. Det er åbenbart tilfældigt, hvad man egentlig får i posen. Under alle omstændigheder er de ikke så gode som gedens og Menys. Jeg tror ikke, de er bagt med smør i modsætning til de andre.

Mine egne bagte jeg efter Valsemøllens opskrift. Jeg fulgte opskriften til punkt og prikke bortset fra, at jeg ikke havde Valsemøllens mel, så det blev andet mel af samme type, og så havde jeg kun skummetmælk i køleskabet.

De blev udmærkede. Bedre end Meyers, men ikke så gode som de to andre slags. De blev også mindre, og det var ikke nogen fordel, så hvis jeg forsøger mig igen, vil jeg lave dem større. Og så skulle de spise nybagte. De to, vi havde gemt til dagen efter, var ikke nær så gode. De fleste er blevet proppet i fryseren, så nu må vi se, om de kan klare det.

Solskind og måneskind :)

Denne lille opmuntring så jeg på en af mine ture i området. Den fik mig da til at trække på smilebåndet - af et par åbenlyse grunde.

Og måneskinnet - jo, det bliver supermåne i nat, og vist nok endda en meget stor en af slagsen. Jeg krydser fingre for klart vejr.

Farveforløb

Jeg er minsandten blevet færdig med årets andet større strikkeprojekt, denne gang et sjal.

Jeg kan godt lide garner med et langt farveforløb, og det skal helst være med bløde overgange. På sidste års garnstafet blev jeg i Garnkisten fristet over evne af et bundt Poema fra Laine du Nord. Det er et superblødt og lækkert merinogarn, og der skulle angiveligt være nok til et helt sjal i et bundt, som er på 150 g. Det er også normalt et meget dyrt garn, og jeg havde nok ikke købt det, hvis det havde været til fuld pris.

Jeg valgte at strikke et Bibiana, design Mari Berge. For en gangs skyld ikke en opskrift, der er på Ravelry, men man kan købe den på nettet - for eksempel HER.

Det kan sådan set strikkes så stort eller lille, som man ønsker det, så teoretisk set ville der kunne blive et sjal ud af mine 150 g, men da de var brugt op, syntes jeg, at sjalet godt kunne være lidt større.

Ergo måtte jeg på jagt efter garn i en passende kvalitet og i nøjagtig den violette farve, jeg havde sluttet med. Ikke så let! Heldigvis tog vi til Horsens Strikkefestival. Der var rigtig meget kvalitetsgarn, som man ikke ser hver dag, og minsandten om jeg ikke fandt et brugbart garn til sjalet. Det var af det for mig indtil da ukendte mærke Four Seasons Gründl og hedder Hot Socks Pearl. Altså et sokkegarn, der ligesom de fleste andre sokkegarner er en blanding af uld og nylon, men så også lige med de 5% cashmere, der gør garnet ekstra lækkert. Og farven er bare helt rigtig, lige en anelse mørkere end det sidste af mit Poema.

Jeg ved ikke, om jeg selv vil beholde sjalet. Sådan set har jeg sjaler nok, men jeg er altså ret charmeret af, at sjalet er så blødt som det er. Foreløbig hænger det på en stol og pynter.

P.S. Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan man tager rigtig gode billeder af sjaler, hvis der ikke også skal en person med på billedet.

Se op!

Månen og Venus lige inden det allersidste dagslys forsvinder.
I virkeligheden fylder de begge ligesom mere på himlen, og Venus lyser næsten lige så klart som månen.

Esbjerg-tunikaen

Det er faktisk et stykke tid siden, jeg blev færdig med Esbjerg-tunikaen, men den er ført blevet fotograferet for et par dage siden. Sådan blev det færdige resultat:

Boreriggen i Esbjerg, som jeg så første gang i 2011, er inspirationen.

Mønsteret til tunikaen hedder Striber og tern, og det er Jytte Slente, der har designet. Det har tidligere ligget på nettet, men jeg kan ikke finde det mere. Striberapporten har jeg selv sammensat.

Garnet er primært Permins Elvira, en blanding af bomuld, silke og hamp, men de røde striber er Rowans Creatine Linen - lige dele hør og bomuld, og det rustfarvede er Cewecs Miranda, bomuld, acryl og hør. Altså nul uld. Elvira er for resten gået ud af produktion, så man kan altså hverken få opskrift eller garn mere.

Uld er der til gengæld i den jakke, jeg faldt totalt for og købte mønster og garn til hos Sommerfuglen. Den hedder Terapeutens cardigan og skal strikkes i Isagers Highland Wool. Jeg var ellers på positiv i årets strikkeregnskab, havde altså strikket mere af lageret, end jeg havde nyindkøbt. Det er jeg så ikke mere :(
Jeg er spændt på, om jeg kommer til at kunne gå med jakken - nu er det jo en jakke, så måske...

Da jeg pakkede garnet ud, slog det mig, at farvefordelingen har temmelig meget det samme udtryk som Esbjerg tunikaens. Det er endda endnu mere i virkeligheden, jeg havde nogle problemer med at få farverne helt på plads i billedbehandlingen. Gad vidst, om Britta Wilfert, der har designet, også er blevet inspireret af en borerig. 

Jeg glæder mig i hvert fald til at komme i gang med projektet.

Citater om katte #45

Oven på hovedet er to spidse ører anbragt. Med dem hører den den anden vej, når man kalder på den.
Gina Ruck-Pauquèt

Nogle - som Pjuske her på billedet - får også revet deres to spidse ører, så de bliver knap så spidse.

Cocktailparty

Hvis det skulle have været afholdt i aften, var det nok blevet aflyst, men nu var det altså for en uge siden, vi var til cocktailsmagning, så vi sad frejdigt og forholdsvis tæt sammen med en hel masse andre mennesker i et par timer.

400 cocktails til 80 mennesker blev der fremstillet på Gedulgt Bar til arrangementet Intelligente cocktails. Vi tager lige den første cocktail, inden jeg går videre:

Intelligente cocktails er et rigtig sjovt koncept, hvor en eller anden kapacitet fortæller om et eller andet emne, skiftevis med at en af Gedulgts dygtige bartendere præsenterer de forskellige kreationer - og gæsterne lytter og nyder.

Denne gang var emnet "Verdens vildeste vejr", og det var selveste Jesper Theilgaard, der fortalte. Cocktailsene var så blevet komponeret over delemnerne: vand, vind, kulde, varme - hvad var det sidste delemne egentlig?

Den her var tørke-cocktailen med navnet Rye and Dry. Det dekorative, der sidder uden på glasset, er knuste Bastogne-kiks.

Den flotteste var denne sky-cocktail:

Den var med gin, maraschino, citrus, en violet likør og så altså candyfloss på toppen. Candyflossen skulle proppes ned i drinken for at tilføre sødme.

Også is-cocktailen med et ret tykt lag is øverst var spektakulær:

Isen sad faktisk fast på skålen, og det havde været noget af en proces at få drink og is fremstillet. Det var også noget af et arbejde at finde ned under isen til den flydende del, men efter nøje inspektion fandt vi et lille sygerørstykt hul i islaget.

Vi sluttede med en Irish Coffee. Normalt bryder jeg mig ikke om Irish Coffee, men denne her var bare super med det helt rigtige blandingsforhold af whisky og kaffe og ikke for megen og ikke for stiv flødeskum på toppen. Plus et par andre ingredienser, der afgjort gjorde noget for smagen.

Den øverste cocktail blev præsenteret som dansk vand med blodappelsin, men der var nu også noget med en højere spiritusprocent i. Faktisk var det vist den, hvor der var en dansk fremstillet sprut med det lange og ikke helt stuerene navn "Fuck Trump and his Fucking Stupid Wall" i.

Jesper Theilgaard var som altid vidende og underholdende, og jeg kunne lide alle fem cocktails bortset fra is-varianten. Der var Pernod i, og jeg bryder mig ikke om lakrids. 

Vi har én gang før været til Intelligente Cocktails, og jeg håber, Folkeuniversitetet, som er arrangør, fortsætter med konceptet, for det er supersjovt.

Gad vidst om Corona-virusset egentlig havde kunnet overleve i det noget spirituøse miljø? Nå, det kunne det nu nok. Der skal vist trods alt højere procenter til.

Nogle dage regner det ikke...

...og så kan man tage sådan nogle billeder i Rådhusparken i Århus. Jeg er simpelthen så tilfreds med, at der kun er violette og hvide krokus og ingen forstyrrende gule.

Jeg plejer at kunne følge med i krokustæppets udvikling fra "mit" klasseværelse på Brobjergskolen, men nu går vi desværre på en anden skole, så det var lidt af et tilfælde, at jeg kom forbi, lige da krokusserne stod i flotteste flor.

Kvækerfinker - nu med levende billeder

Og med lyd, som i parentes bemærket ikke er specielt god. Det lød altså ikke rigtigt sådan, og der er også kommet noget lyd fra blæsten med. Jeg havde forventet noget mere af optagelyden på kameraet, men pyt. Kvækerfinkerne flyver i hvert fald.

Sort sol i februar

Det er ikke så vildt megen sol, vi har fået i februar, men for en uges tid siden så vi sort sol. Dog ikke med stære, men med finker. Kvækerfinker.

I nærheden af Hjøllund, lige ved hovedvej 13, har kvækerfinkerne natkvarter. Om dagen mæsker kvækerfinkerne sig i bunden af løvskovene, hvor de især spiser bog. Efter sigende har det været et umanerlig godt år for bog, og dermed også for kvækerfinkerne.

Om aftenen flyver finkerne i store flokke ind i fyrre- og granskovene, hvor de overnatter i de høje træer. Og når jeg skriver store flokke, så mener jeg store. I hvert fald 100000 individer, men måske det dobbelte antal.

Det er ikke en snavset linse, man ser på dette billede. Det er fugle!

Indflyvningen og landingen foregår ledsaget af en livlig koncert, faktisk er der et meget højt lydniveau. Hovedvejen med megen tung lastbiltrafik er lige i nærheden, men det er kvækerfinkernes kvitren, man hører. Jeg optog faktisk også et par små film, men lige nu kan jeg ikke finde ud af at få dem overført fra kameraet, men søg på kvækerfinker og Hjøllund på YouTube, så findes der andre film med kvækerfinkernes lyd.

Der er altid plads til én til - eller er der?

Man kan godt ane, at kvækerfinkerne ligner bogfinker
en hel del, men det var lige det mørkeste til at få
gode nærbilleder

Stort set alle stod med ansigtet vendt mod himlen, og nogle - blandt andet jeg - fik en hilsen fra fuglene. Lige på kinden, heldigvis ikke i de ellers vidtåbne øjne.

Da en anden tilskuer også blev ramt, udbrød en mand i hendes selskab: "Jeg så, hvem der gjorde det! Det var ham den tykmavede lige der". Kvikt fundet på, synes jeg.

Måske er kvækerfinkerne allerede ved at flyve til yngleområderne højere nordpå, måske fouragerer de stadig i vores bøgeskove og overvintrer i nåleskovene. Det var i hvert fald en kæmpeoplevelse at se og ikke mindst høre de store flokke.

Bedste film i 2019

Vi er allerede et godt stykke inde i 2020, og Oscar-uddelingen er overstået for en uges tid siden, men jeg har et hængeparti, for jeg har endnu ikke fået skrevet om mine bedste filmoplevelser sidste år. Nu skal det være!

19 film fik jeg set sidste år, og var der lidt langt mellem snapsene? Måske. Til gengæld var snapsene usædvanligt store.

Som sædvanligt har jeg en tysk film med. Gunderman, der skildrede livet i Østtyskland før murens fald, virkede bare så autentisk på mig, og titelrolleindehaveren Alexander Scheer spillede helt fantastisk. Instruktøren hedder Andreas Dresen, og jeg kan ikke huske at have set andre af hans film.

Egentlig burde der vist have været endnu en tysk film med, for også Værk uden skaber af Florian Henckel von Donnersmarck (De andres liv) gjorde et stort indtryk, men jeg husker Gunderman endnu bedre.

Min anden store snaps fra sidste år må være den russiske Sommer om unge musikere i Sankt Petersborg - dengang Leningrad - i begyndelsen af 80erne.

Instruktøren, Kirill Serebrennikov, havde simpelthen så præcist ramt, hvordan det var at være ung. Selv om jeg selv var ung godt 10 år før handlingen i denne film, kunne jeg genkende rigtig meget. Først og fremmest hele stemningen.

Endelig skal Onkel naturligvis med. Efter min mening et dansk filmmirakel, en både ægte og vedkommende film. Og sjov!

Jeg skrev om den i november, lige da jeg havde set den, så det er egentlig ikke nødvendigt at gentage roserne.

2020 er ikke startet alt for godt. Vi har blandt andet set den store Oscar-vinder Parasites, og den rørte mig altså ikke. Filmteknisk flot lavet, men jeg har det svært med film, hvor jeg synes, alle er usympatiske, og jeg kunne med min bedste vilje ikke finde noget formildende hos nogen af Parasites personer.

Måske skulle man reflektere over, at de rige udnyttede de fattige, eller måske var det lige omvendt? Efter min mening udnyttede alle alle. Filmen er også blevet beskrevet som morsom. Jeg synes, det var grov falde-på-halen komik.

Vi var fire personer (kvinder) sammen inde at se filmen, og ingen af os syntes specielt godt om den, vi havde kedet os og syntes, at filmen virkede utrolig lang. De andre biografgængere fandt den øjensynligt fantastisk, og den gjorde Oscar-folkene altså også. Derfor var det lidt sjovt, da vi i lørdags var sammen med andre venner. De var måske ikke helt så negative som mig, men de var heller ikke begejstrede. En af dem sammenlignede den endda med Olsenbanden filmene, hvilket vi også havde gjort, men de sidstnævnte var betydeligt mere elegante og underholdende.

Hver gang, jeg ser film, hvor jeg synes, jeg har spildt tiden, går der lidt tid, inden jeg rigtig har lyst til at gå i biografen igen, og sådan har jeg det lige nu. Der er ikke rigtig noget, der frister, men det hjalp nu lidt at genkalde de gode oplevelser fra sidste år.

Årets første garnfest

For godt en uge siden var vi sammen med Annett og Yrsa til årets første garnfest. Det foregik på Vadehavscentret i Vester Vedsted, og det er jo næsten vores hjemmebane.

Dorthe skulle have garn og fik købt en hel masse. Vi andre skulle ikke have noget, men Annett fandt en opskrift, hun ville have. Det gjorde jeg også - på pulsvarmere såmænd, og så købte jeg lige 50 g lækkert garn med også. Så jeg kan altså ikke prale af, at jeg holdt mig fuldstændigt på måtten.

Det er helt utroligt, hvad bare 2% kashmir kan gøre

Festivalen var ikke så stor, og der var mange mennesker. Det tog ikke ret lang tid for os at komme igennem trods trængslen. Vi havde godt nok taget frokostforsyninger med hjemmefra, men vi kunne simpelthen ikke finde andre steder at indtage den end i bilen, og det havde vi ikke lyst til, så vi tog til Ribe i stedet.

Normalt er der masser af spisesteder i Ribe, men mange andre fra Vadehavscentret havde fået samme ide, så det tog os faktisk lidt tid at finde et frokoststed. Heldigvis fik vi det sidste firemandsbord i Vægterkælderen, men da vi var også blevet godt sultne.

Der var rart i Vægterkælderen, og vi hyggede os, så klokken blev næsten 16, inden vi bekvemmede os til at forlade stedet. Vejret var ikke noget at prale af, men vi gik alligevel lidt rundt - blev kolde og fik lyst til varm kakao.

Vi valgte det første det bedste sted - en grillbar, og der var såmænd også hyggeligt. Fyldt med americana som den gamle jukebox på billedet. Og kakaoen var varm og sød.

Da vi nærmede os aftensmadstid, blev fritureosen for meget for os. Vi måtte ud i kulden og den heldigvis ikke alt for kraftige regn og finde parkeringspladsen, hvor vi havde efterladt bilen. Ribes gader er maleriske selv i mørke og regn.

Selv om vi ikke oplevede så meget vadehav og egentlig heller ikke så meget strik, var det en fin tur!

Mit strikkeår 2019

FAKTA:
12403 meter strikket og samme antal meter garn brugt, da jeg ikke har strikket noget med dobbelt tråd.
10183 meter ekstra i lageret - UPS!!!
2644,64 kr. har jeg brugt på min hobby. 6021,64 kr. har jeg spenderet på garn, tilbehør, opskrifter og kurser - heraf over 1300,- kr. på tilbehør. Er strikkepinde og knapper virkelig så dyre? Til gengæld har jeg solgt færdigt strik for 3377,00 kr.

Største projekt var Esbjerg-tunikaen til mig selv. Jeg mangler at få syet en masse ender ind, at få den vasket og spændt ud, og måske skal der stadig justeres forneden - det ser umiddelbart ud til, at siderne er blevet for lange, men jeg tror, udspændingen kommer til at gøre en stor forskel. Garnet er mestendels Elvira fra Permin, en blanding af bomuld, silke og hamp, men jeg har også brugt et par andre kvaliteter. Dog totalt uden uld, så jeg håber på en kradsfri tunika.

Her er det foreløbige resultat:



Jeg kalder den i øvrigt Esbjerg-trøjen, fordi farverne og fordelingen af striberne er inspireret af en borerig i Esbjerg Havn.

Ellers har jeg brugt en del tid på udviklingen af to nye opskrifter, begge på pulsvarmere. Bitseren, der blev offentliggjort på Ravelry i marts, og Felimus, der først var helt klar her i januar.

Bitseren blev en øjeblikkelig succes, og da opskriften i juli blev valgt som månedens strik i en speciel pulsvarmer-gruppe på Ravelry, tog succesen ekstra fart. Jeg er også selv vældig tilfreds med dem, de har en udpræget god pasform. Felimus går det lidt langsommere med. Foreløbig har godt 100 "favorittet" opskriften.

Denne lille pigetop, som jeg fandt opskriften til i Maries Ideer, strikkede jeg et par stykker af i ren bomuld.

De lå højt på tilfredsheds- skalaen, jeg synes, farven er helt perfekt til modellen.

I det hele taget har jeg været glad for flæser i år. Jeg har også brugt flæser på adskillige pulsvarmere.

Jeg blev så glad for opskriften Vitelottes, at jeg strikkede en masse af den model med diverse variationer, og den med flæserne var den, jeg var allermest tilfreds med. De blev vist alle strikket i uld/silke blandinger, de viste er i Blackhill's SilkWool.

De lyseblå uden tommel er lidt improviserede. De er strikket af noget af det lækre og meget dyre Hamborg-garn, SnailYarns Silky Linen Fingering, der er en blanding af alpaca, silke og hør. Jeg har ikke kunnet nænne at sælge dem. Endnu! Jeg har stadig nok af garnet til endnu et par pulsvarmere, så mon ikke de kommer til verden i 2020.

Supersødt

Jeg synes, der i madlavningen er en tendens til, at alt, der skal være sødt, bliver sødere og sødere. Jeg tror, det er for at tækkes de unge, der åbenbart ikke kan få det sødt nok.

På Grød har de afskaffet min favorithavregrød, nemlig med skyr, æblekompot og granola. I stedet er standardgrøden nu med karamel, (søde) æbler og ristede mandler.

Det skal i sandhedens interesse siges, at man helt selv kan sammensætte sine toppinger, og jeg kan stadig få de tre toppinger, jeg er vant til - det er bare 5,- kr. dyrere.

Et andet eksempel er Emmerys hindbærsnitter. Indtil en gang sidste år var det de eneste hindbærsnitter, jeg brød mig om, fordi der kun var striber af glasur på og ingen krymmel.

Nu er Emmerys snitter blevet fuldstændig som alle andre bageres, nemlig med et tykt lag hvinende sød glasur. Dog er man blevet sparet for det lede krymmel, og der er - vist nok - kun noget frysetørret hindbær til pynt.

Nej, jeg har ikke investeret i den nye model, og det kommer jeg heller ikke til, men man får altid en lille smagsprøve til sin kaffe, og der har jeg en gang fået en bid hindbærsnitte. Så jeg har smagt den, og den er efter min mening ikke spiselig. Ærgerligt, at det går den vej!

Ny opskrift på pulsvarmere

Jeg fik lige på den yderste dag af 2019 offentliggjort endnu en pulsvarmeropskrift.

Denne gang er de strikket i lidt tykkere garn end de andre pulsvarmere, jeg har designet (hø, hø, det lyder flot, men jeg kan ikke lige i farten finde et tilsvarende dansk ord), nemlig i en kvalitet, der giver 22 masker på 10 cm i bredden.

Opskriften kan hentes kvit og frit på dansk og på engelsk på Ravelry.

Glædeligt vintersolhverv

Det er i dag, det er den korteste dag. Hvis du følger anvisningen på dette skilt - set på Nørrebro i København - så er dagen pludselig blevet meget længere.

P.S. Jeg er blevet gjort opmærksom på, at der er en meningsforstyrrende stavefejl på skiltet, så nu har jeg krydset det overflødige O over.