Ugens træ - uge 39

Jeg har mestendels været på Fanø i den forgangne uge, og ugens træ er også derfra.

En gran - blågran af en eller anden slags, som står på den grund, hvor "vores" sommerhus ligger. Lidt præget af vejr og vind, men det er træerne på Fanø, og der var ikke så mange træer at vælge imellem, da husets ejer ynder lav, naturlig bevoksning. Måske står granen på nabogrunden, så det er derfor, den er blevet skånet.

Jeg er for resten rigtig tilfreds med at få en gran med, inden det bliver udsmykningstid for graner. Der er såmænd ikke så lang tid til.

Der kommer lige et tillæg til sidste uges pæretræ. Ikke bare et pæretræ, men også et stæretræ.

Det stod i Nordby, var fyldt med pærer - og stære. På nogle tidspunkter var der nok flere hundrede i træet. De kunne høres på lang afstand, og de bare smovsede i pærer.

Jeg var uvenner med mit kamera på det pågældende tidspunkt, og telefonen var løbet tør for strøm, så mit billede er mildest talt dårligt, men faktisk kan man se stære ved pilene. Klik på billedet for en større udgave. 

Ugens træ - uge 38

Min hukommelsesliste over træer, der i hvert fald skal med som ugens træ, er ved at være udtømt. Der er nogle, der skal med, når de kommer helt i efterårstøjet, men ellers har alle dem, jeg absolut ville have med, vist haft deres uge.

Jeg går med andre ord over til improvisationerne, og i denne uge var det et frugttræ, der pludselig påkaldte sig opmærksomhed. Jeg så det fra bilen på vej ind til byen og vidste straks, at det var denne uges træ.

Det er et pæretræ, og det er bare fuldstændig fyldt med frugter i år. I det hele taget er det vist et rigtig godt år for frugtavlerne, inklusiv alle de haveejere, der har frugttræer. Frugttræer må have lange rødder, så de ikke har manglet vand på trods af den lange tørke, og varmen har de selvfølgelig godt kunnet lide.

Men hvordan i alverden får man fat i alle de pærer? Det er altså et højt træ, det drejer sig om.

Pærerne var begyndt at falde af, da jeg var forbi, men de havde taget en del skade i faldet, så det er nok ikke den rigtige taktik at vente, til de bare dratter ned af sig selv. Jeg fandt dog en, der ikke var synderlig smadret, på vejen. Den tog jeg med hjem og spiste. Den smagte godt, men jeg ved ikke, hvilken sort, det er.

Jeg plejer altid for variationens skyld at købe forskellige sorter på torvet, men i virkeligheden kan jeg vist bedst lide Clara Frijs og, når deres sæson er overstået, Conference. Lucas pærer gider jeg derimod ikke spise. Doyenne de Comice er for resten også en god pøre, måske endda den allerbedste. Dens sæson er bare ganske kort, men dem er lækker, når den er der.

Mere uundværligt strikkeudstryr

- og denne gang passer det. Det er nemlig strikkepinde, det drejer sig om.

Da jeg startede min anden strikkeperiode for efterhånden en 10 år siden, blev jeg overrasket over, hvor meget strikkenørderne gik op i strikkepinde. Jeg må indrømme, at jeg syntes, det var temmelig krukket, for en strikkepind var vel en strikkepind.

Jeg skulle blive klogere. Jeg tror, at jeg allerede på dette tidspunkt foretrak at strikke i hvert fald større arbejder på rundpinde. På en ferie havde jeg ikke den rigtige størrelse med og var nødt til at investere i en ny, og hvilken forskel var der ikke på den nye og de gamle stive! En større udskiftning gik i gang, og nu bruges de gamle allerhøjst som parkeringspinde.

Efter et stykke tid lærte jeg at strikke med magic loop, og det bruger jeg altid nu, når jeg strikker rundt. Så blev det ekstra behageligt, når rundpindenes wirer er meget bløde.

Mine yndlingspinde lige nu er de japanske Ito-pinde, som har kugleled i overgangen fra wire til selve pinden. De er godt nok lækre at strikke med.

Desværre fås de ikke i alle de størrelser, jeg bruger, og faktisk strikker jeg ret tit på de ikke helt gængse størrelser 2,75 og 3,25, men der må jeg altså ty til andre pinde.

Jeg er ikke så glad for pinde med udskiftelige spidser. Heller ikke de hundedyre Chiagoo. Jeg er ret ligeglad med, hvad spidserne er lavet af, men wirerne er vigtige. De må helst ikke lave det nummer med at sno sig på mærkelige måder som på billedet herunder.

Jeg har endnu ikke fundet de ideelle pinde i de skæve størrelser, men det er måske ikke så dumt, at der stadig er noget at kigge efter på messer og lignende.

Ugens træ - uge 37

Jeg har været i Jægergårdsgade for at finde ugens træer.

For ikke så mange år siden, blev der plantet træer i gaden - robinier. Det er et træ, der åbenbart egner sig godt i byer, og de århusianske stadsgartnere er i hvert fald glade for det, for det er næsten altid det, der bliver valgt, når der bliver plantet nyt.

Træet på det øverste billede er ældre end de træer, der står i selve gaden. Jeg synes, det er rigtig godt, når der bliver plantet træer i byen, og jeg er glad for robinierne i Jægergårdsgade, selv om det ikke er mit yndlingstræ. Men Jægergårdsgade er en af mine favoritgader.

Man skal passe på de cyklende i gaden. Til gengæld er det umuligt for bilerne at fræse af sted.
Superbrugsen på hjørnet er specielt focuseret på økologi, og på det modsatte fortov ligger
Street Coffee, hvor der er rart, og hvor man får en rigtig god kaffe.

Ugens træ - uge 36

Måske kan man ane dem på billedet af træet i fuld figur - kastanjerne. I hvert fald er ugens træ en rigtig flot ægte kastanje. Der er faktisk adskillige af dem i vores lille lokale park, og netop nu lyser kastanjerne op. Helt udvoksede, tror jeg, men nok ikke modne endnu. Gad vidst om de i det hele taget bliver rigtigt modne i vores klima?

Det er vist noget senere på året, man spiser kastanjer. De smager i øvrigt dejligt, men er vel nærmest forbudt føde nu om dage. I hvert fald når de bliver spist med masser af smør og salt. 

De er da flotte, de lysegrønne pighuder. Ja, jeg ved godt, at pighuder i virkeligheder er søstjerner og andre vanddyr, men jeg synes altså, ordet passer meget godt på kastanjerne også.

Uundværligt strikkeudstyr

Mine nyeste helt uundværlige anskaffelser:

De er overhovedet ikke uundværlige, men jeg er vældig glad for dem. De er købt hos finske Sukkaplokki og er lavet af genbrugsplast.

Og hvad er det så? De fleste strikkere kan nok se, at i midten ligger nogle maskemarkører. Jeg har allerede adskillige af Sukkaplokkis maskemarkører, og det er bare mine yndlings. Jeg bruger helst ikke andre, så jeg kunne godt bruge flere, når jeg alligevel skulle have noget sendt fra firmaet. Teoretisk set kan man bare bruge nogle garnløkker, men der er altså mindre risiko for at strikke markøren med ind i strikketøjet, når der er lidt mere substans i dem end i en garnløkke.

De to andre tingester - som var det, jeg egentlig købte - er det nok ikke alle, der lige kan identificere, men det er da PULSVARMERBLOKKERE. Jeg er i en gruppe på Ravelry, hvor emnet er pulsvarmere, og jeg har et godt stykke tid kigget misundeligt på de blokkere, som andre bruger til præsentation af deres færdige pulsvarmere. Eller mere præcist fingerløse handsker, men det er en noget klodset betegnelse, så jeg siger pulsvarmere, selv om der er tommelfingre i.

Jeg havde aldrig set sådan nogle i nogen garnbutik, og hvad mon de tingester i det hele taget hedder? Nå, jeg fik spurgt et af de andre medlemmer i gruppen. Hun mente, at de måtte hedde mitten blockers, og ganske rigtigt: Da jeg søgte på det, kom der adskillige hits.

Jeg har en svaghed for genbrugsplast, så da jeg så Sukkaplokkis, var jeg solgt. Blokkerne var i hvert fald. Måske vil jeg dog investere i endnu et par, for der findes også nogle med fingre, bare ikke fra Sukkaplokki.

Her ses blokkerne i brug til mine nyeste færdiggjorte pulsvarmere. De var sjove at lave. Mønsteret hedder Sourwood Mountain, og det ligger til fri afbenyttelse på Ravelry. Designeren hedder Erica Jackofsky. Garnet er et god-samvittighed-garn, der hedder Meine Wolle Baby Kamel Plus. Firmaet er Pro Lana, og garnet er ekstremt lækkert.

Men tilbage til det med udstyret. En hel del siger, at man aldrig må gå ned på udstyr. Jeg synes, det er noget pladder og bare er en undskyldning for at købe løs. Så hellere indrømme, at man er en håbløs forbruger, der ikke kan lade være med at købe unødvendige ting.

Når man kommer i min alder - næsten 70 - mangler man i reglen ikke så meget, og jeg må da indrømme, at jeg somme tider savner at købe ting og sager. Et stykke tid kompenserede jeg ved at købe garn, men den går ikke længere. Lageret er blevet for stort. Så nu er det strikkepinde og tilbehør, der står for skud.

Der var en lille gave med i pakken fra Sukkaplokki: Et nøgleringsvedhæng med målehuller til pinde nr. 3 og 3.5. Jeg tror, alle smarte firmaer lægger sådan en lille goodwill-skabende gave med, og jeg blev også glad for den. Der var også en strikkepindemåler i facon som en robot med, men det var en, Dorthe, der har en svaghed for robotter, havde købt.

Sentensen, der også står på nøgleringsvedhænget synes jeg er mere pjattet end velvalgt.

Ugens træ - uge 35

Nu, hvor musiksæsonen så småt er startet, synes jeg, det ville være passende at vælge et af træerne i Musikhuset som ugens træ.

Med stor fornøjelse vælger jeg et af oliventræerne, der står i caféområdet. Der har været oliventræer så lang tid tilbage, som jeg kan huske. Sandsynligvis siden indvielsen i 1982.

Jeg er dog usikker på, om det er de samme træer, men det er det nok. Oliventræer kan jo blive vældig gamle, og de vokser ikke så hurtigt.

Et andet sted står der nogle palmer, og de er blevet skiftet ud, simpelthen fordi de blev for store. Jeg var ret oprørt, da jeg så de gamle og meget flotte blive fældet, men måtte bagefter indrømme, at de nye havde en så fin størrelse, at udskiftningen var helt berettiget.

Men tilbage til oliventræerne. Jeg er vild med deres grågrønne farve. Jeg synes også, det er spændende, at det varer adskillige år, inden man kan høste frugterne, og at de kan vokse næsten evigt.

Jeg holder meget af både oliven og olivenolie. Man er vel ikke født med at kunne lide oliven, og jeg måtte også ligesom lære at spise dem.

Det skete for mit vedkommende på en bustur til, så vidt jeg husker, Normandiet.

Selskabet sad i åbent landskab højt over en flod med udsigt til en gammel middelalderborg. Det var blevet indkøbt franske delikatesser, blandt andet oliven, til en frokost i det grønne. Og vin. Vi blev vist hjulpet godt på vej at netop vinen, men faktum er, at jeg har været meget glad for oliven lige siden den frokost.

Så selv om oliventræer ikke er gamle nordiske træer, skal de med på listen over ugens træer.

Vi nåede det

Jeg ved ikke, hvorfor vi tit er i sidste øjeblik, når det drejer sig om udstillinger. Når man bliver opmærksom på en udstilling, man gerne vil se, kunne man vel lige så godt lægge den i kalenderen med det samme, men sådan fungerer det åbenbart ikke hos mig. Næsten altid nærmer vi os sidste åbningsdag, inden vi får gjort alvor af besøget. Og det bliver da også somme tider for sent.

Hergé portrætteret af Andy Warhol

Men den store udstilling om Hergé hos Brandts i Odense nåede vi. Vi var der onsdag, og den slutter søndag, så den passer fint i mønsteret. Og det var også godt, vi nåede den, for det var en god udstilling.

Meget var naturligvis koblet sammen med Tintin, som jeg i øvrigt holder meget af. Tintin har som bekendt en hund, der hedder Terry, men jeg tror, Hergé himself må have haft en kat. Det stod der nu ikke noget om, men der var katte i udstillingen flere steder.

For eksempel på dette maleri, som Hergé malede, da han ikke tegnede Tintin mere. Han var meget glad for moderne kunst, havde selv en pæn samling, og forsøgte sig altså også selv. Jeg synes, det er et fint billede af dame med kat.

Der var også en tegning, hvor Hergé selv har en kat på skulderen. Tintin agerer slavepisker, mens katten interesseret ser på, hvordan det går med tegneriet.

Siameseren er også med i mindst et af albummene, men jeg kan ikke huske i hvilket. Jeg skal vist have genlæst alle Tintin'erne.

Måske var det et af dem, hvor Møllenborg er med. På Møllenborg huserer tjeneren Nestor, og ham var der også et skønt billede af på udstillingen.

Hvem der bare havde sådan en i huset!

Om bord på en luxusliner

Når vi er i operabio, får vi altid at vide, at opera i biografen aldrig kan leve op til en levende opera på scenen.

Det er jeg nu ikke altid enig i, men Den Jyske Operas opførelse af polakken Mieczyslaw Weinbergs Passageren var efter min mening intet mindre end fantastisk. Vi havde simpelthen intet at klage over.

Operaen foregår dels på en luxusliner, dels i koncentrationslejren i Auschwitz. En opera med et alvorligt tema: Skal vi glemme fortiden, eller skal vi tværtimod huske den og lære af den? Jeg kan undre mig over, at det spørgsmål bliver ved med at være aktuelt - er vi virkelig ikke blevet klogere? Men verdens tilstand taget i betragtning er det vel mere aktuelt end nogen sinde.

Weinberg skrev sin opera i 1960, så musikken er selvfølgelig moderne kompositionsmusik. Jeg hørte nogle tilskuere, der mente, at det slet ikke var musik, og naturligvis er det langt fra Donizetti, Mozart og Puccini. Det hjælper nok, at man har hørt en del nutidig kompositionsmusik inclusiv tolvtonemusik, og vi syntes, at musikken var særdeles spændende, og den udtrykte så mange forskellige følelser. Vi var 100% med hele tiden.

Vi venter på, at lineren skal lægge fra land

Scenografien til turne-operaer er tit lidt simpel - den skal kunne flyttes rundt med, og den skal kunne tilpasses mange forskellige scener. Til Passageren var den meget vellykket, både når vi var om bord på luxuslineren, og når vi var i Auschwitz. Jeg ved godt nok ikke, om Passageren skal i turne. Kan det virkelig passe, at der var de 4 forestillinger i Musikhuset, og så var det det? Det er da godt nok synd for resten af landet.

Det var også totalteater. Ud over hovedhandlingen var der en masse små sideoptrin. Jeg kom til at tænke på, da vi første gang så Royal Shakespeare Company, der netop praktiserede, at der ikke stod nogen passive skuespillere på scenen.

Når det er ny og ukendt musik, skal man være mere musikekspert, end jeg er, for helt at bedømme orkestrets og sangernes præstationer, men vi havde ingen ankepunkter. Syntes tværtimod, det hele gik op i en højere enhed, og jeg er sikker på Passageren kommer med på min liste over årets musik. Den får maksimalt antal stjerner og hjerter og hvad har vi ellers fra mig.

Ugens træ - uge 34

Ugens træ står i vores lille, lokale park. Og jeg er ikke sikker på, hvad det er for et :(

Jeg har betragtet det mange gange på mine ture i parken. Jeg har slået op både i min bog om træer og på nettet uden at kunne identificere det.

Nu har jeg så fået en ny app på telefonen. Den hedder Pl@ntNet, og den skulle kunne hjælpe med identifikation af planter.

Problemet var bare, at mit billede af bladene gav alt for mange forslag, og det, som jeg måske tror, er det rigtige, kom ret langt nede på listen.

Mit gæt er, at det er en gråel. Jeg mener at kunne kende rødel med de indbugtede blade, men gråel er jeg meget usikker på. Havde der bare været nogle kogler, men jeg kan ikke få øje på nogen, og jeg kan heller ikke se de korkstriber, som stammen burde have. Det skal jeg nu lige have kigget efter en ekstra gang, og så skal jeg have holdt øje med, om der kommer kogler. Og hvorfor fik jeg ikke fotograferet i foråret?

Måske er det snarere en avnbøg. Jeg modtager meget gerne kommentarer og andre forslag.

Katte i Flensborg

På den vej, hvor vores ferielejlighed i Flensborg, lå, så vi i hvert fald 3 levende katte. En af dem ville gerne snakke og lod sig også fotografere:

Men vi så adskillige andre katte. I Norderstrasse - forlængelsen af gågaden Grossestrasse sådan ca. fra Marienkirche og nordpå - er der streetart-katte. Her er dem, vi fandt:

På nettet har jeg læst, at en anonym kunstnerinde har lavet dem. Jeg så også billeder af nogle, vi ikke fandt, så der er noget at kigge efter ved næste Flensborg-besøg. Det gør ikke noget, Norderstrasse er et ret sjovt sted med noget anderledes butikker.

Jeg håber, kattene er der endnu, og at der ikke er nogen tåbelige husejere, der har fjernet dem. De meget fine gavlmalerier, jeg tidligere har skrevet om, blev fjernet i forbindelse med renovering af det pågældende hus. Nu er der bare en kedelig ensfarvet facade - men kattene er der nok næste gang også.

Ugens træ - uge 33

Telefonpælen - nå ja, lygtepælen - er unægtelig i vejen, men sådan er det, når man insisterer på at tage billeder af bytræer. Yrsa grinede af mig, fordi jeg skrev telefonpæl. Det viser vel bare, at jeg har en vis alder. 

Jeg har snydt lidt denne uge, for billederne af ugens træ blev taget i forrige uge. Faktisk den dag, vi kørte til Flensborg, hvor vi startede med at hente Yrsa i Randers.

Træet er den store platan, der står på det lille torv, der nu er parkeringsplads, over for det hus, hvor Yrsa bor. Den er en fryd for øjet på alle årstider, og vi kigger altid på den, når vi besøger Yrsa. Vi ved, at Yrsa også nyder den meget.

Platanens bedste kendetegn er nok stammerne, hvor barken skaller af, så det nærmest ser ud, som om træet er iklædt camouflagetøj.

Man kan ikke se det på det store billede, men på det lille billede kan man se det på en af de tyndere grene. Man kan også se, at bladene i faconen ligner ahorn, og man kan se de kuglerunde, piggede frugter.

På det øverste billede kan man til gengæld i højre side se en lille skulptur.

Det er en smuk ung hest eller et stort føl, der er ved at træde en slange eller drage under fode. Skulptøren er Helen Schou, der vist var særlig god til at modellere heste. Det er også hende, der har lavet den imponerende "Den Jyske Hingst", der står et andet sted i Randers. Og rytterstatuen af Christan X, der står ved domkirken i Århus.

Hattedamer

Fra venstre er det Annett med model Lübeck, Yrsa med model Friedrichstadt
og mig med model Flensburg. 

Som nævnt i forrige indlæg har vi været på en uges ferie i vores feriefonds lejlighed i Flensborg. Yrsa var med hele tiden, Annett det meste af tiden.

Jeg nævnte også, at det havde været meget varmt. Dorthe går altid med kasket og havde sikkert et større udvalg med, men vi andre tre blev forsynet med solbeskyttelse under ferien.

Jeg købte allerede søndag på et kunsthåndværkermarked, der blev holdt for enden af havnen i Flensborg. Tirsdag var vi i Friedrichstadt, hvor Yrsa var lige ved at få solstik, og så fik hun også hat på. Og endelig købte Annett torsdag i Hüxstrasse i Lübeck. Der er både en butik med hatte til mænd og en med hatte til kvinder. Plus en masse andre fine butikker. I en af dem fik jeg købt feriens øreringe.

Dorthe tog billedet med min mobil foran hoveddøren til det hus, hvor vores lejlighed lå. Det blev taget den sidste morgen. Der havde været et helt vildt uvejr om natten, og på netop dette tidspunkt var det egentlig ikke nødvendigt med hattene. Alt var pakket i bilerne, men vi var sprunget over morgenmaden, for den ville vi indtage den i byen - så vi var sultne, men det kan man vist alligevel ikke se på os.

Ugens træ - uge 32

Ugens træ er er hængepil, og den er hentet så langt væk fra som i Friedrichstadt i Slesvig.

Vi har tilbragt en uge i en lejlighed i Flensborg. Den blev brugt som base for ture til blandt andet Lübeck, Hamborg og altså Friedrichstadt. Bortset fra at det ikke behøvede at have været SÅ varmt, var det en fin uge.

I Friedrichstadt tog vi på kanalrundfart, hvor vi sejlede under denne fine pil, som var endnu mere imponerende nedefra. Billederne blev først taget, da vi var kommet i land igen.

Rent botanisk hedder hængepil hvid-pil. Hvid-pil kan have forskellige kroneformer, og det er naturligvis kun, når kvistene er lange og hænger nedad, at de kaldes hængepil. Eller sørgepil eller grædepil, men jeg kan nu bedst lide hængepil, for hvorfor skulle træet dog sørge?
I hvert fald i denne sommer kunne en del andre træer nok også ønske sig at dyppe bladene i kanalen og stå med fusserne i vand.

Til minde om Lise

Det her er et meget sørgeligt indlæg, og jeg har været i tvivl om, om jeg nu også skulle skrive det. Men det har fyldt rigtig meget for både Dorthe og mig de sidste måneder, så nu gør jeg det.

Vores veninde Lise døde nemlig sidst i maj. Bare sådan... død, væk. Vi kommer aldrig til at se hende mere. Det er stadig uvirkeligt, føles lidt som en ond drøm, som man snart må vågne op fra.



Hun var, sammen med Dorthe, min ældste veninde. Vi mødtes, da vi startede på Biblioteksskolen i september 1969, og blev hurtigt gode venner. Lise var indfødt københavner, og hun lærte mig at gebærde mig i byen. Vi havde mange af de samme sym- og antipatier: om samfundet og verden, om mænd /fyre hed det dengang), musik, tøj. Først og fremmest havde vi det enormt sjovt sammen. Hvor har vi mange gange ligget flade af grin.

Vi holdt kontakten efter uddannelsen, og vi fik en ny og meget tungtvejende fælles interesse: katte. Lise fik katte straks, hun flyttede fra København i 1973. Vi tog et længere tilløb, men Lise var med, da vi hentede vores første Russian Blue i Åbenrå i 1986, så allerede på det tidspunkt havde vi fået den tradition, at Lise besøgte os i påsken.

Det fortsatte hun med i alle årene, og efterhånden kom hun også på før-julebesøg og tit også på et sommerbesøg, hvor hun var med os på ferie. Påskebesøget er ganske få gange blevet til et Store Bededagsbesøg i stedet. Blandt andet i år, hvor Dorthe og jeg ikke var kommet ordentligt over noget forkølelse, og vi blev enige om, at der ikke var nogen grund til at udsætte Lise, der havde udviklet lidt svage lunger, for smitte. Så hun kom altså til Store Bededag, hvor hun havde det fint, men bare tre uger senere var det så pludselig slut.

Jeg har ikke accepteret det. Vi mailede og smssede sammen mindst en gang om ugen, og jeg savner det. Hvem skal jeg nu udveksle erfaringer om antirynkecremer og pudder med? Vi var - er for mit vedkommende - begge forfængelige, og det er der ingen andre af mine veninder, der er.

Vi elskede også begge kager og søde sager, men hvor Lise var til flødeskum og gammeldags æblekage (min mor elskede at have Lise på besøg, for hun var også selv på flødeskumsholdet), er jeg mere til napoleonshatte og tunesiske kaffebrød, som Lise slet ikke kendte, og nu kommer hun aldrig til at smage dem. Hun når heller ikke at se den gulstrubede mår i Ree Park, og vi når ikke at ride på kameler sammen.

Jeg har ikke så mange billeder af Lise. Vi fotograferede ikke hinanden ret meget, men nogle få har jeg da. Især fra vores ferier. Mærkelig nok ikke fra den sidste på Bornholm. Jeg burde have taget et, da vi var til kæmpe kagebord i Fru Petersens Café. Eller da vi var på Christiansø, og Lise fortalte. Hun arbejdede i mange år på flådens bibliotek, så hun havde insider-viden. I stedet kommer her et billede, hvor Lise og Dorthe agerer lilleputter i Skagen.



Lise var også vores mesterhusker. Jeg tror, hun kunne huske alt, hvad de forskellige havde på, da vi startede på biblioteksskolen, og hun kunne huske alle vores medstuderende og lærerne, og hvad vi gjorde og ikke gjorde. Det kunne vi andre ikke, så vi kunne umuligt gribe hende i en fejlhuskning. Nu har vi ingen at spørge, når vi kommer i tvivl. Ingen at huske sammen med. En veninde, man har haft i næsten 50 år, og som man blev voksen sammen med, kan ikke erstattes. Kun savnes...

Ugens træ uge 31

Jeg fortsætter med rønnetræerne, men denne gang er det seljerøn, og det er det træ, der længe har stået på ventelisten til at blive ugens træ.

På Viborgvej fra Ringgaden og ned til Ceres-krydset er der nemlig en hel allé af seljerøn. Jeg mener, jeg lagde mærke til alléen allerede da jeg flyttede til Århus for over 40 år siden, og det var også på det tidspunkt, jeg fandt ud af, at det var seljerøn.

Træerne har forskellig størrelse, for det er sket, at et træ er blevet torpederet af en bil og har måttet lade livet. Så er der blevet plantet et nyt, men det kan selvfølgelig ikke følge med rent størrelsesmæssigt. Der er nu ikke nogen af de mindre træer på det udsnit af alléen, jeg fik med på billedet.

Seljerøn har også bær. De har den godhed først at modne i september, og de er slet ikke begyndt at få farve endnu. På Bornholm, hvor træet vokser vildt i modsætning til i resten af landet, har man tørret bærrene til "bornholmske rosiner".

Det sidste billede viser løvet fra undersiden. Der er bladene meget lysere og lidt filtede.

Ugens træ uge 30

Ugens træ er det træ, der står tættest på vores hus, når der ses bort fra vores egne træer. Det er en røn.

På alle bebyggelsens stikveje er der plantet rønnetræer. De har det ikke alle lige godt, men det, der står over for vores matrikel, ser ud til at trives. Faktisk er det et af de pæneste.

Jeg kan ellers ikke lide røn. Af én bestemt grund: Når rønnens bær er blevet røde, er sommeren ved at være forbi - øv, øv, øv.

Det passer så ikke lige i år.

I den usædvanlige sommer begyndte bærrene at få farve meget tidligere, end de plejer, og sommeren er da i hvert fald ikke forbi.

Bærrene er godt nok lidt orange endnu - meget pænere end når de er højrøde, synes jeg - så måske kan det stadig komme til at passe. Det håber jeg nu ikke, for jeg tror, bærrene er på deres rødeste om bare et par dage. Og vi har ikke engang været på vores sommerferie endnu.

Lykken er...

...når New Jungle Orchestra under ledelse af Pierre Dørge spiller Caravan. Selv om det foregik i en særdeles tætpakket Kunsthal Århus i omkring 30 graders varme, var jeg i hvert fald nærmest salig.

New Jungle Orchestra var for mig et af højdepunkterne i årets jazzfestival. Lige så varm og svedig musik som vejret. Jeg kan ikke mindes, at det før har været så godt vejr, ikke en dråbe regn og knap nok en sky på himlen. Faktisk er det vejr ret uhyggeligt, men vi nød det nu under festivalen.

Jeg fotograferede ikke i kunsthallen, men det gjorde jeg til andre af koncerterne.

Besætning:
Thomas Hass (t-sax), Kathrine Windfeld (p), Niels Wilhelm Knudsen (b), Michael Dalgas (drm)

På Hantwerk hørte vi Niels Wilhelm Knudsen Quartet spille. Skøn, lidt kantet og anderledes musik. Kan man virkelig høre forskel på århusiansk og københavnsk jazz? Det gik rent ind hos os.

Det næste billede er bare med for at vise, hvor lækkert der er på Salling Rooftop:

Der var fuldt hus til Mads Bærentzen og Peter Vuust. Afslappet frokostjazz, men af den lidt mere almindelige skuffe, og vi skulle også videre til Huset nede på havnen, hvor Christian Balvig under overskriften Mixing spillede sammen med 5-6 andre musikere. En helt anderledes oplevelse. Ikke så meget jazz, snarere moderne og vildt spændende kompositionsmusik.

Yngvild Vivja Haaland Ruud på accordeon

Til gengæld var den koncert, hvor vi havde betalt den højeste billetpris, ikke helt vellykket. Kira Skov og Maria Faust med band spillede på Radar på Godsbanen.

Allerede inden koncerten var den gal, for der var kun siddepladser til ca. en tredjedel af publikum. Det er bare for uprofessionelt, når der har været billetter i forsalg til over 200 kr. Det var jo ikke en rockkoncert, vi skulle høre. Efter endog meget hårdt pres fra publikums side blev der efter lang tid hentet ekstra stole, så næsten alle kunne komme til at sidde, men stemningen var lidt ødelagt.

Desuden må vi indrømme, at vi godt have undværet Kira Skov. Maria Faust og de øvrige musikere var vældig gode, men Kira Skov trak musikken ned på det mere floskelprægede plan. Hun synger sådan set udmærket, men nogen jazz-sangerinde er hun altså ikke. Hun er heller ikke nogen ny Annisette, selv om jeg tror, hun har været en inspiration. I længden blev hun noget ensformig.

Derimod var koncerterne med Aarhus Jazz Orchestra i Ridehuset vældig gode. I år var overskriften Scandinavian Big Band Nights, og der var hele to solister, nemlig danske Mads Mathias og svenske Mimi Terris. Især Mimi Terris var forrygende. Den aften, vi var der, faldt der en ekstra appelsin i turbanen, for norske Live Foyn Friis, som vi er vældig glade for, kom og bidrog til det skandinaviske med et par af sine numre.

Den sidste koncert, jeg vil fremhæve, havde også svensk tema. Jacob Danielsen og Cesar Joaniquets koncert havde overskriften Giller du svenskt? - og det gjorde vi!

Besætning:
Jacob Danielsen og Cesar Joaniquet (cl, sax), Thomas Sejthen (b), Morten Nottelmann (drm)

De har begge studeret hos dens svenske tenorsaxofonist Fredrik Ljungkvist og endnu en svensk jazzmusiker, som jeg har glemt navnet på (måske Per Johansson?), og alle numrene var skrevet af de to herrer från hinsidan. Øj, det var godt! Det bedste, syntes jeg, efter New Jungle Orchestra. Det blev næsten det sidste, vi nåede at høre, og det var i den grad et værdigt punktum.

Et par dråber malurt angående festivalen som helhed: Flere steder blev der spillet for højt. Mon alle lydmænd allerede har fået deres hørelse ødelagt, så de ikke kan finde ud af at indstille lydniveauet. Og så blev der altså røget ret meget ved udendørskoncerterne. Jeg synes ikke, man kan eller skal forbyde rygning udendørs, men behøver rygerne virkelig kæderyge, bare fordi det er tilladt?

Ugens træ - uge 29

Dette store, flotte træ på en af vores naboveje fangede min opmærksomhed - men hvad var det for et? Det havde meget store blade og en masse frugter. Et æbletræ? Jeg synes ikke, at bladene på æbletræer plejer at være så store, men der findes jo mange forskellige slags æbler.

Og frugterne? Lignede de helt æbler? Nå, træet havde smidt nogle af frugterne, så jeg samlede én op og tog den med hjem.

Undervejs så jeg mange af den samme slags træer, så jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at det måtte være et æbletræ, og at det måtte være en sort med ekstraordinært store blade, som havde været på tilbud i et havecenter på det tidspunkt, områdets huse blev bygget.

De fleste, der har læst med så langt, har nok allerede gættet, at det aldeles ikke var et æbletræ. Jeg var også selv kommet i tanke om, at det måske var valnødder i stedet for æbler, men jeg undrede mig over, at der var så mange valnøddetræer i områdets haver.

Da jeg skar frugten over, blev jeg sikker på, at det drejede sig om et valnøddetræ, og da frugten havde ligget og iltet lidt, blev det endnu mere tydeligt, men det glemte jeg at fotografere.

Jeg har tænkt mig at gå forbi på de samme veje, når valnødderne er modne, for måske kunne jeg være så heldig, at nogle af dem er faldet ned på vejen, så de kan samles op.  Friske valnødder er lidt af en delikatesse, synes jeg.